En afslappet påske

19. april, 2017

Glædelig “bagpåske” (hedder det det?)

IMG_20170414_184845

Efter en veloverstået påske, tænker jeg at det er på sin plads med et lille recap af hvad vi fik højtiden til at gå med.

Mandag og tirsdag var almindelige arbejdsdage for både gemalen og mig. Onsdag havde gemalen fri, og jeg tog derfor en halv hjemmearbejdsdag / halv fridag. Da dagens sidste sag var færdig og computeren klappet i, vendte vi næsen mod Gl. Estrup til lidt kulturel påskehygge. Vi var der også for et par år siden, så det var ikke så meget en “ny” oplevelse, men det er nu bare meget hyggeligt at gå rundt og kigge/summe/snakke og nyde. Og Gl. Estrup sammenbringer på fineste vis vores fælles interesse for mad/fødevarer (via landbrugsmuseet) min passion for arkitekturhistorien (via herregårdsmuseet) og gemalens fascination af barokke haveanlæg (også via herregårdsmuseet).

Efter Gl. Estrup tog vi en sen frokost i Ebeltoft, med udsigt til Fregatten Jylland og lyden af feriestemte mennesker omkring os. På vej til Ebeltoft kørte vi forbi Friland, og blev hurtige enige om at en tur derud bestemt skal på sommerplanen.

Karoline, parasitten og mig :)

Karoline, parasitten og mig :)

Torsdag stod dagen på påskefrokost med nogle venner nordfra, som ved samme lejlighed kunne se hvor vi bor nu. En stille og rolig eftermiddag med helt klassisk frokost og kage. Altså så stille og rolig som en eftermiddag nu kan blive med en livlig knap 1 årig der har fået helt styr på det der med at kravle – hvoraf vi kunne konstatere at vores hjem bestemt ikke er babysikkert… Men hva’ der går trods alt noget tid inden parasitten bliver så mobil – så mon ikke vi når at babysikre inden.

Resten af dagen havde vi en træt hund – vuffen synes små børn er noget af det mest spændende, lige indtil de der farlige hænder begynder at gribe fast i pelsen. Så eftermiddagen gik med at gå over til babyen og skynde sig væk når han begyndte at vise interesse.

Fredag gik totalt i afslapning – benene op og ellers ikke foretage sig alt for meget (tiltrængt!!)

Lødag tog gemalen på arbejde (meeeeget tidligt) heldigvis gør det også at han havde tidligt fri, inden han kom hjem – fik jeg hentet mindstesøsteren ved toget, hun tog lidt af påskeferien nede hos os.  Lørdag gik hovedsageligt også med hjemmehygge – lige med en afstikker ud for at hente et puslebord – vi er så småt begyndt at samle lidt sammen til parasittens ankomst.

Søndag tog gemalen på arbejde igen, mindstesøsteren og jeg kørte forbi og besøgte ham i butikken, så hun også lige kunne se hvor han arbejder. Derefter kørte vi til energimuseet uden for Bjerringbro. Vi havde egentlig snakket om Randers Regnskov, men blev enige om at udsætte det til en dag hvor det ikke var påske og regnvejr, vi gættede på at der nok ville være mange derinde.

Så energimuseet blev det, jeg var der en del gange som barn hvor vi boede i Randers og huskede det som helt fantastisk… Det kan godt være at hvis jeg havde været barn at det stadig var ganske udemærket, men jeg var noget skuffet over at alt virkede ret nedslidt, og trist.. Desuden var der hysterisk koldt i bygningerne og jeg frøs mere eller mindre resten af dagen. Så der tager vi ikke hen igen foreløbig.

Dog skal det siges at bygningen til Tangeværket er utrolig fin og det er fascinerende at stå og se på det store anlæg derinde.

Indvendigt i Tangeværket

Indvendigt i Tangeværket

Mandag havde gemalen fri igen, og vi startede dagen med en tur til Fussingø uden for Randers, til en lille tur i skoven til vores og ikke mindst vuffens store glæde – der var meget sjappet og mudret og utroligt nok så synes hunden – der hader vand – at mudder åbenbart er fantastisk.

Hen på eftermiddagen kom mine forældre forbi, på vej hjem fra deres ferie. Både for at fejre gemalen der havde fødselsdag i starten af april og for at tage mindstesøsteren med hjem.
Det blev til lidt kaffe, kage og nybagte boller med dem, inden de satte turen videre nordpå.

 

Påsken var en tiltrængt pause – måske især for mig. Jeg er enormt træt for tiden (åbenbart ikke en af de gravide der får enormt meget energi i 2 trimester…) så en pause fra hverdagen og tidlige morgener var tiltrængt. Nu er energien lidt bedre til at passe arbejdet igen.

Jeg håber i alle har haft en god påske derude.

Vuffen var helt nede med det der påskeafslapning

Vuffen var helt nede med det der påskeafslapning

En magelig vildbasse

6. april, 2017

I dag kom den (længe ventede) 20 ugers scanning af parasitten.

Længe ventet, fordi det både skulle afsløre sig om vores lille parasit udvikler sig rigtigt – og fordi det skulle afsløres om vi skal lede efter lyseblå eller lyserøde ting.

Først skal jeg måske starte med en forklaring på vores, måske knap så flatterende, kaldenavn til arvingen. Men tro mig, bag navnet “parasitten” ligger al den kærlighed der overhovedet kan. Men i starten af graviditeten havde jeg det ret skidt med kvalme, træthed og hvad man ellers kan finde på (nok også hjulpet lidt på vej af hormontilskud) og da jeg en dag havde det virkelig skidt, sagde gemalen at det jo ikke var så underligt i og med at jeg har en parasit i kroppen. Et foster er jo reelt set en parasit, der “lever” af moderen.

Siden hang navnet lige som bare ved – og et eller andet sødt “pussenusse” navn dukkede bare aldrig rigtig op – så det er og bliver bare vores lille parasit.

 

Nå men tilbage til det hele indlægget handler om – skanningen.

Op til 12 ugers scanningen havde vi begge været nervøse – første gang vi var til sådan en, kom vi hjem med et noget andet resultat end hvad man forventer når man går ind til den. Så vi forberedte os ret meget på at resultatet kunne være negativt. Det var jo så heldigvis positivt, men oplevelsen fra første gang er svær at ryste af sig.

Til denne scanning, var jeg også begyndt at opbygge noget nervøsitet – når man snakker om scanningen er det jo mest om at man kan se hvad køn det er, men reelt tjekker man jo for alvorlige misdannelser – og selvom alt så fint ud til 12 ugers scanningen, kan man jo aldrig vide. Heldigvis var der en lille en der tænkte på sine forældre, for den sidste uge har der bare været så mange tegn på liv, der bliver rodet og regeret derinde og flere gange om dagen kan jeg lige blive mindet om at “vi” altså er 2 nu. Faktisk har der været så meget liv, at gemalen i weekenden også kunne mærke små spark uden på maven.

Så nervøsiteten forsvandt egentlig ret meget, når der er så meget liv – kunne det i hvert fald ikke være helt galt derinde. Vi har derfor begge bare kunne gå og glæde os til i dag. Lidt nervøsitet indfandt der sig hos mig i morges, hvilket resulterede i at jeg fik brugt nogle nem-id nøgler, på at læse indkaldelsen et par gange i løbet af formiddagen.

Lidt i 10 kørte jeg hjemmefra, kørte omkring og samlede gemalen op fra arbejde og sammen kørte vi mod sygehuset i Randers. I fin tid, vi ville helst ikke skulle fare forvirrede rundt i sidste øjeblik. Jeg fik tjekket ind og vi nåede lige at sætte os da vi blev kaldt ind, med et “jeg var bange for I ikke kom” – nu havde jeg tjekket indkaldelsen så mange gange at jeg var sikker på at det først var klokken 11, så vi tog det egentlig meget roligt – vi var der en halv time før. Det viste sig så også “bare” at være hende der skulle lave scanningen der havde taget fejl af tiden – så ingen problemer, vi slap bare for at sidde og vente i en halv time.

Da hun begyndte at scanne konstaterede hun ret hurtigt at det var en lille magelig en, begge arme var placeret bag hovedet i en meget tilbagelænet position. To styks hjernehalvdele, og et fint lille hjerte og en mavesæk dukkede også hurtigt op. Fra siden kunne vi snart se den fineste lille profil og at den lå og drak af fostervandet.

Inden vi gik igang med scanningen blev vi selvfølgelig spurgt om vi ville vide hvad kønnet var, hvilket vi slet ikke var i tvivl om – vi var frygtelig nysgerrige begge to. De sidste par dage har jeg fået besked på flere gange at nu kunne jeg godt tage at få den til at ligge sådan at vi kunne se hvad det er – og det lykkedes, meget tydeligt endda, hun var faktisk overhovedet ikke i tvivl da hun fortalte os at vi skal have os en lille dreng. Jeg må indrømme at lige som tylskørtet og prinsessekjolerne fløj væk lå jeg med et lille “nå” – men som jeg lå der og så på min lille søn, kunne al tyl i verden være ligegyldig.

Det var fint at få kønnet at vide så tidligt, men langt mere vigtig var alle undersøgelserne bagefter, det at få at vide at han udvikler sig helt rigtigt og alt er som det skal være, var helt ubeskriveligt fantastisk – og alle bekymringer kunne manes til jorden. Undersøgelserne blev dog besværliggjort lidt af at han lå og møvede noget rundt, så det var indimellem svært at komme til at måle det der skulle måles. Imens hun scannede kunne vi se som han lå og sparkede og bevægede armene i alle retninger, det var ret sjovt – nu jeg i et stykke tid har kunne mærke bevægelserne og nu kunne se dem.

Så nu er det hele blevet lidt mere virkeligt igen – der ligger en lille dreng derinde og lige om lidt er vi halvvejs i at han er “færdig” – tankerne om hvad han bliver til for en er så småt begyndt at komme væltende – især tanken om han slægter faren på, som hang i gardinerne og sad i toppen af reolerne, hvilket scanningen og den daglige aktivitet tyder lidt på.

Nu kan vi så småt begyndte at indkøbe lidt møbler, legetøj og tøj til ham – men starten skal vist gå med mere ventetøj til mig, jeg er ved at være vokset ud af en del af mit “normale” tøj, så det er vist snart nødvendigt med et supplement.

Flytte flytte flytte

31. marts, 2017

Nå – der blev stille igen, på trods af alle mine gode intentioner, så blev bloggen forsømt igen…

Grunden til det er, at kort efter at jeg kunne offentliggøre vores store glæde i form af en familieforøgelse skete der endnu en stor omvæltning i vores liv.

Gemalen, der blev udlært som butiksassistent i COOP i slutningen af januar, har nemlig fået nyt job – i nærheden af Randers. På under 1,5 måned blev vi enige om at vi var klar til at flytte til Randersområdet – gemalen fik jobbet – vi fandt et nyt sted at bo – fik arrangeret flytning – flyttede og gemalen startede på det nye job. Det er gået stærkt, det er livsomvæltende, det er lidt vildt – men det er samtidig også helt rigtigt for os.

Vuffen fik en forkærlighed for at ligge på flyttekasserne

Vuffen fik en forkærlighed for at ligge på flyttekasserne

Vi har længe vidst at Sæby ikke var der vi kom til at bo for altid – efter jeg fik et job som gav en pendlertur på 110 km hver vej, lå det ligesom i kortene at vi, på et tidspunkt, skulle flytte længere nedad i landet – vi skulle bare lige have gemalens uddannelse afsluttet først. Men det gjorde at vi gik i flyttetanker i 1,5 år – med løbende søgen efter hvor vi kunne tænke os at bo.

Da det så endelig lykkedes at blive gravid, blev alle flyttetanker lagt på hylden – i cirka en måned, for så kom jobtilbuddet, og så rykkede vi hurtigt – så nu bor vi i Langå (i ved, den der med banegården… Det var cirka den viden jeg havde om byen inden vi flyttede hertil)

Det er dejligt at være flyttet, selvom at en flytning kombineret med fuldtidsjobs + en graviditet ikke er det letteste i verden, har det givet en ro på som vi har savnet længe. NU bor vi HER og her skal vi blive boende et godt stykke tid endnu.
Samtidig har jeg fået cirka en times mindre transport om dagen og ikke mindst har gemalen fået arbejdstimer der gør at han har fri om aftenen og en del flere weekender end vi har været vant til. Det betyder at vi lige pludselig ser hinanden langt mere end vi plejer og hverdagen kan køre på en helt anden måde end hvad den har gjort længe – og det er uvurderligt!

Men flytningen var hård. Der var ikke lang tid til at få pakket i kasser, graviditeten har medført tabte kræfter og en frygteligt træthed til mig, så jeg kan slet ikke holde til hvad jeg plejer, jeg må ikke løfte på den tunge kasser og var derfor hele tiden afhængig af gemalen (og af gode venner og familie under flytningen) hvilket ingen brokkede over – bort set fra mig. Det er det eneste rigtige, men jeg hader at være hjælpeløs og ikke lige kunne klare tingene selv. Samtidig blev jeg frygtelig syg ugen op til flytningen og lå i sengen i flere dage (og levede af nutellamadder) hvilket lagde en dæmper på at få styr på de sidste ting – så selve flyttedagen var med stor frustration for mit vedkommende – der foretrækker at være helt tjekket og klappet og klar, især når man er afhængig af andres hjælp.

Vuffen tog flytningen med ophøjet ro.

Vuffen tog flytningen med ophøjet ro.

Men som sagt, så er vi velsignet med gode og hjælpsomme venner og familie. Et par gode (stærke) venner og gemalens søskende hjalp med flytningen, og mine forældre tog sig af hele rengøringen af vores gamle lejlighed.

Min fornemmeste opgave blev at have overblik og sørge for mad i løbet af dagen- så det prøvede jeg på. Maden var der i hvert fald.

Flyttelæs på vej ud

Flyttelæs på vej ud

Og nu bor vi så i Langå – og det er vi faktisk ret glade for. Vi har fundet et rigtig godt sted at bo virker det til, en slags rækkehus i en boligforening, med rolige naboer og den smukkeste udsigt til Langå sø

Ikke vores udsigt, men dog Langå sø

Ikke vores udsigt, men dog Langå sø

Vi har fået have igen og der er plads til os alle, gemal og mig, vuffen og ikke mindst parasitten når han/hun melder sin ankomst (forklaring på kaldenavn kommer senere)

Det at flytte til Randersområdet var egentlig ikke det værste valg vi kunne træffe. Via gemalens kurser under uddannelsen som salgsassistent, har vi fået nogle gode venner i området hernede. Jeg selv kommer (helt oprindeligt) fra Randers – og finder det indtilvidere ret hyggeligt at være flyttet tilbage til området, og kunne genkende byen og stederne omkring – måske ikke nødvendigvis finde rundt, men dog have en ret god idé om hvad vi skal hvor henne. Samtidig har jeg også et par gamle venskaber jeg håber at kunne genoptage og ikke mindst har jeg lidt familie tilbage i Randers. Så vi føler på ingen måde at vi starter fra bunden – som en flytning ellers meget vel kunne have medført for os.

Perlehøns som vi ofte møder når vuffen bliver luftet

Perlehøns som vi ofte møder når vuffen bliver luftet

Så alt i alt er vi glade, selvom omvæltningen har været stor, det tager tid at komme på plads og vi stadig har flyttekasser der mangler at blive tømt. Men det skal nok komme alt sammen, og nu ser vi frem til foråret for alvor sætter ind, med havearbejde, mere og mere lys og varme og ikke mindst gemalens fødselsdag på tirsdag og 20 ugers scanning på torsdag – der gerne skulle afsløre om børneværelset skal være lyserødt eller lyseblåt.

Når børn ikke er en selvfølge

17. februar, 2017

Det her indlæg har været længe undervejs…. Meget længe!

Men jeg har også vidst længe, at det skulle skrives – og det uanset om jeg skulle skrive det med glæde eller sorg. For de sidste knap 4 år har ufrivillig barnløshed været noget vi har skulle lære at leve med, de sidste knap 1½ år med fertilitetsbehandling og hormonbelastning oven i.

Det har sat mange tanker igang, det har nok også fået os til at reagere mere, når medierne har snakket om “alle dem der modtager fertilitetsbehandling” og ikke mindst fokuseret på at det faktisk lidt er folks egen skyld, fordi de også bare venter for længe – i forhold til hvad jeg langt hen af vejen hørte – så er ufrivillig barnløshed og alder sat sammen, som om det er den eneste sandhed. Men lad mig med det samme slå fast at det er det IKKE! Vi har taget mange ture i fertilitetsklinikkens venteværelse, og vi har set mange par vente lige som os – og det er et fåtal der har set ud til at være ældre end os – mange har jeg endda regnet for at være  noget yngre end os. Og jeg synes ikke vi er gamle.

Vi satte gang i “projekt baby” da jeg var 24 og gemalen 26 – det lykkedes at blive gravid inden for et halvt års tid, men det endte i en ufrivillig abort (som gamle læsere af bloggen måske kan huske) og en derefterfølgende livskrise. Vi kom oven på igen, men lad mig da bare understrege at det ikke var nemt. Slet ikke fordi der bare ikke skete noget, der kom aldrig 2 nye streger på graviditetstesten. Tilgengæld kom der i læssevis af tårer og nedture hver gang det ikke var lykkedes.

Efter et års tid spurgte jeg min læge til hvordan det forholdt sig med muligheder for fertilitetsbehandling, hun sagde at jeg lige så godt kunne vente et år – for vi havde ikke ret til at få en henvisning før der var gået 2 år, hvis vi ikke fejlede noget. Så hjem og vente et år mere. Hvilket måske var godt nok – vi skulle også selv være klar.

Den dag hvor jeg bestilte tid ved lægen til første samtale i forhold til fertilitetsbehandling, løb tårene (endnu engang) ned af kinderne, for nu havde vi kastet håndklædet i ringen og givet op på at vi kunne klare det her. Det er svært at forklare for det var jo samtidig en lettelse, og noget vi var helt enige om at gøre. Men det hang måske også sammen med det lidt negative syn jeg har oplevet der er på fertilitetsbehandling.

Efter besøg ved lægen og div. test, fik vi en henvisning – og et brev, med en tid til 1. samtale 6 måneder senere! Det er frygteligt lang tid at vente, men nu var vi trods alt igang…

Vi blev tilknyttet Region Nordjyllands fertilitetsklinik der på det tidspunkt lå i Dronninglund (de er nu flyttet til Aalborg) og vi har bare været SÅ glade for det! Vi har fået den bedste behandling, er blevet taget så godt hånd om, har NYDT at komme derud til behandlinger og hele vejen igennem følt os trygge og i gode hænder! Man har altid så travlt med at skælde ud på sygehusvæsenet – men vi vil gerne rose, og vi kan på ingen måde rose nok! De har været enestående, og en super støtte også når tingene ikke er gået som vi kunne ønske.

At gå igennem fertilitetsbehandling, har jeg nogle gange hørt sidestillet med en livskrise – og det vil jeg gerne tilslutte mig. For det er hårdt! Det psykologiske i at få håbet op og tabe det igen efter endnu et negativt svar, kombineret med den påvirkning hormonerne har på kroppen – og for manden der står ved siden af (for ham skal vi absolut ikke glemme i det her) der bare kan stå til og så på at konen/kæresten har det frygteligt uden at han kan gøre andet end at forsøge at trøste, sørge for god mad, og pleje hvor det nu er muligt – men uden reelt at kunne påtage sig det ubehag der hænger i kroppen længe efter sidste hormonindsprøjtning – hvor gerne han så end ville.

Nogen vælger så oven i købet at skulle holde det hemmeligt for alle, eller kun have nogle ganske få indviet i det. Jeg skal ikke kunne sige hvad der er rigtigt eller forkert – men vi valgte at fortælle det til vores forældre og søskende, de nærmeste venner og til de nærmeste kollegaer + chefer.
Jeg er slet ikke i tvivl om at det var det rigtige for mit vedkommende at informere om det på mit arbejde, det giver uanset hvad man gør noget fravær – og på denne måde havde mine kollegaer al forståelse for hvorfor jeg var væk indimellem og jeg slap for at “finde på undskyldninger.”
I forhold til familierne havde vi egentlig snakket om at holde det hemmeligt, for “det bør man jo” – men vi blev ret hurtigt enige om at det ikke var vejen frem for os. De ønskede en graviditet (næsten) lige så meget som os. Vi vekslede dog imellem at fortælle når vi startede et nyt forsøg op, og lade være med at sige noget. Det var ærlig talt for svært når resultatet var negativt, at man så skulle skuffe så mange andre – oven i vores egen skuffelse.

Medicinforbrug til knap 1½ års fertilitetsbehandling

Medicinforbrug til knap 1½ års fertilitetsbehandling

Alt det her var egentlig bare “forhistorie” – jeg håber du er nået med herned. For meningen med det her indlæg har egentlig altid været at få sat ord på nogle af alle de tanker der har faret rundt i hovedet af mig, især i de sidste 1½ år.

For ikke bare har der været flere gange fokus på fertilitetsbehandling, der har også været et babyboom at forholde sig til i 2016 – hvor det bare virkede til at alle fik børn.

I efteråret var vi trætte!
Trætte af hormonbehandlinger, trætte af håbe og blive skuffede, trætte af folks velmenende råd (dem vender jeg lige tilbage til), trætte af at hele ens verden brød sammen når der kom (endnu) et scanningsbillede på facebook –  og ikke mindst trætte af i 3 år at have levet med at alle fremtidsplaner/-drømme blev styret af en “hvis nu vi får et barn” – vi begyndte at indstille os på, at det nok bare skulle være os to og 1-2 hunde. Det skulle lige synkes, men faktisk gav det en skøn ro på. Vi havde ikke “glemt” det, ønsket var der stadig, men vi havde på en måde accepteret at sådan skulle det måske bare være for os. Vi begyndte at fokusere på ferier, på teaterture, gode middage generelt alt det gode i livet, som er meget nemmere når man ikke har børn, på hvor trælse børn var i supermarkedet, på hvor begrænsede folk var af at børnene skulle passes, på at vi istedet for Fårup sommerland, kunne tage på Skagen kunstmuseum eller op på et bjerg.
En del af det var også at sige det højt – at forklare det for venner og familie, og der var det nok det slog mig. For selvom alle agerede støttende og forstående og synes det var en “fornuftig tilgang” så kunne man sagtens se, at de faktisk ikke rigtig mente det. Og hvorfor skulle de? De elsker deres børn, og vi lever i et samfund hvor børn er grundlaget til al lykke, hvor intet liv er fuldendt før man har fået gerne et par børn, hvor børnebørn er den største gave man kan give – og hvor man skal forsvare sig i helt umanerlig grad hvis man ikke ønsker at få børn. Jeg har endda hørt folk der på ingen måde ønsker børn, overveje det – for det siger samfundsnormen. Men lad os nu lige slå koldt vand i blodet – børn er fantastiske, og dejlige! men lad os nu ikke glemme at de også fylder meget, både fysisk og psykisk – de er en kilde til evige bekymringer – også når de er blevet voksne… Og hvis man ikke ønsker børn, så er det faktisk noget af en belastning samfundet lægger på folk. Jeg holder på at hvis man skal planlægge at få børn, så skal man virkelig ønske det, ikke bare føle at det bør man også gøre.

Vi har valgt at være rimelig åbne omkring vores barnløshed, måske netop fordi jeg ikke ville stå og forsvare et valg jeg ikke selv har taget – og fordi forklaringen “det skal vi i hvert fald ikke endnu” sjældent bliver modtaget med det “okay – fair nok” men snarer med et “hvorfor dog ikke det – er du ikke 28?”. Men det har så givet os et væld af “gode” velmenene råd til hvordan det skal lykkes.
Det være sig alt fra: drik ikke mælk, spis ikke gluten, spis efter LCHF, dyrk motion, brug missionærstillingen, få akupunktur, få zoneterapi, tag de og de vitaminer, “det skal nok komme – man skal bare virkelig ønske det” og til den aller bedste og allermest ubrugelige: “bare glem det, så skal det nok virke” – ja altså UNDSKYLD MIG! Men hvordan i hede hule himmelens navn har du tænkt dig at jeg skal glemme det, når jeg hver aften skal stå og skyde hormoner ind i maveskindet? Hvor er den bare letkøbt – og som regel brugt af folk der bare skulle tænke på at det kunne da også være rart med et barn, så vupti der kom det. Når man virkelig ønsker det – så kan man ikke bare glemme det.
En anden helt ubrugelig ting jeg flere gange har hørt er: “jeg kender en der også har været i fertilitetsbehandling hvor de gav op, men så blev hun skilt og nu har hun 2 børn med en ny mand” – det er selvfølgelig dejligt for hende, som alle åbenbart kender… men nu har jeg faktisk ikke tænkt mig at udskifte gemalen, med nogen som helst anden – uanset om jeg så kunne få alle de børn jeg gerne vil have, så præcis hvad man skal bruge den oplysning til ved jeg ikke rigtig. (her er det vigtigt at understrege at gemalen ikke fejler noget – der er ikke blevet fundet nogen klar grund til hvorfor det ikke har ville lykkes for os)

Jeg ved godt at alt det ovenstående er sagt i en god mening, men nogen gange skal man måske lige tænke 2 gange før den gode mening bliver sendt afsted, for tro mig – nogen gange, så sårer den mere end gavner – især når man har hørt den 10 gange før.

Så min bøn og mit håb er – at pårørende til ufrivilligt barnløse, aldrig holder op med at støtte og hjælpe – alt hvad de kan! og hvis deres råd reelt er noget man kan bruge, så kom endelig med dem. Vi har selv droppet alt mælk med lav fedtprocent, fået akupunktur og zoneterapi, taget homøopatiske dråber (selvom jeg havde forsvoret at jeg nogensinde skulle falde for sådan noget hokus pokus) og ændret (lidt) i kosten – i et forsøg på at hjælpe det hele lidt på vej.
Men hold som pårørende op med at komme med tomme råd som “du skal bare glemme det” eller “find en anden mand” (ok ok – det er der nok ikke nogen der reelt mener, men det er sådan det lyder) for det kan liiiigesom ikke rigtig bruges til noget.

Jeg vil tilgengæld gerne rose os – og ikke mindst gemalen, for jeg synes faktisk at vi har været rigtig gode til at komme igennem det her. Gemalen har været en fantastisk støtte – og alt hvad man nogensinde kan ønske sig af sin mand. For på trods af at han jo har været lige så barnløs som mig, så har han bare været den bedste klippe jeg har kunne hænge fast på – og virkelig taget sit “ansvar” seriøst, for at få tingene til at hænge sammen når jeg – høj af hormoner – krøb sammen i sofaen med ondt i hele kroppen og stortudende over en merci-reklame.
Vi er kommet så godt igennem det her, uden skænderier og nærmere med endnu større samhørighed end vi havde før – det her er et projekt vi har haft sammen og det har der aldrig været tvivl om.

 

Og lad os så slutte “on a happy note” for i december, tog vi vores 2. forsøg med fryseæg (det er hvor ægget er blevet befrugtet og 5 dage gammelt er nedfrosset) og 10 dage efter fik jeg taget en blodprøve og senere på dagen det bedste opkald jeg nogensinde har fået – det havde virket og lige nu “brygger” jeg på vores lille julemirakel (vi fik positivt svar den 22. december) som – om alt går vel, melder sin ankomst til august.
Og jeg gjorde intet andet end hvad fertilitetsklinikken anbefalede – dvs. ingen tunge løft og ingen alkohol efter ægget blev lagt op. Jeg fik ikke alternativ behandling, jeg tog ingen dråber – det eneste jeg gjorde jeg ikke gjorde de andre gange var at æde julekager. Så selvom jeg er fortaler for alternativ behandling, så var det altså ikke det, der fik det til at virke for os – denne gang.

 

Jeg håber du er nået med til bunden, og ikke er gået død i mit lange indlæg.
Jeg håber endnu mere at jeg med det måske kan hjælpe – bare en enkelt derude. Under alle omstændigheder synes jeg det er vigtigt at sætte fokus på at ufrivillig barnløshed ikke bare er fordi folk bliver for gamle – og selvom de er, så fortjener de stadig al den støtte og hjælp vi overhovedet kan give!
Af samme grund må indlægget naturligvis gerne deles med andre – jeg er kun en lillebitte fisk, men måske mine ord kan være en hjælp, et eller andet sted.

Livø rundt

1. oktober, 2016

Torsdag til fredag var jeg med arbejdet på Livø til kombineret fagligt/socialt arrangement.

img_20160929_181935

Livø er, for dem der ikke liiiige kender til den, en lille ø (cirka 333 ha) i Limfjorden. Øen blev fra 1911 frem til 1960’erne anvendt af de Kellerske anstalter, hvor Livø afdelingen var til udviklingshæmmede (og som regel kriminelle) mænd. Her kunne de holdes til fange og deltage i det isolerede samfund, hvor der blev drevet landbrug mv. blandt andet mejeri, skovbrug og lignende. Øen var på dette tidspunkt stort set selvforsynende med alt fra mad og tøj til el fra en vindmølle.

Husene på øen er opført til den Kellerkse anstalt

Husene på øen er opført til den Kellerkse anstalt

Øen er i dag ejet af Naturstyrelsen, og har i mange år fungeret som et sted til lejrskoler. De er begyndt at udvikle øen til et lidt andet publikum – lejrskoler i køjesenge med fri adgang til naturen er åbenbart ikke så meget på mode længere.

Så man er gået igang med at renovere nogle af husene til “luksus” overnatning. Samtidig er der sat gang i et projekt for at gøre øen selvforsynende med energi.

img_20160929_164012

Kløvergræsmark med udsigt til vand

Ud over feriecenteret bliver øen drevet som økologisk landbrug. Vi blev vist rundt på øen af landmanden him-self, hvilket selvfølgelig gør turen rundt endnu mere interessant – en vildt passioneret mand med gode holdninger (synes jeg) og mit lille økohjerte var ved at springe af glæde ind i mellem over at høre en så passioneret mand tale.

Udsigt fra vestøen - i massere af blæst!

Udsigt fra vestøen – i massere af blæst!

Vi gik stort set hele øen rundt, så på marker, skov, køer og vand. Alt sammen i en frygtelig blæst som tilføjede en ekstra dimension til turen. Dog ikke en jeg var super begejstret for da vi skulle sejle over – i modvind. Klarede det dog, ved at sidde helt stille – udenfor, og blive blæst igennem!

img_20160929_160048

De seneste år er de begyndt at eksperimentere med glutenfrie afgrøder – blandt andet quinoa som det første sted i Danmark. Ikke med udpræget succes, men i år var der rent faktisk en lille høst, og jeg var så heldig at få en pose med hjem – så nu må vi se om det er noget for os.

img_20160929_160128

Den fineste lille købmand på øen

Øen er bilfri, og kun beboet af 10 personer – ud over gæster og der er bare en helt utrolig ro derover, omgivet af marker, natur og vand. Desværre er øen også hundefri, hvilket lægger en lille dæmper på mine planer for en weekend tur, men en oplagt mulighed for at tage en dagstur derover på et tidspunkt og nyde naturen og freden.