2011/04/25

Kiwi-choko kage

Da jeg har bestemt mig for selv at lave kager til vores bryllup til sommer er det jo nødvendigt at øve mig lidt inden, finde den rigtige smag og finde ud af hvordan jeg bedst arbejder med fondant. (en okay byrde, især når man kommer til prøve smagningen :p)
Mine forældre og søskende kom i dag så det var jo en oplagt mulighed for at lave en prøvekage mere. Den her skulle bestå af kiwi-mousse og chokoladecreme. Jeg har tidligere forsøgt mig med selv at bage bunde, men i forhold til hvor meget jeg ellers skal lave op til brylluppet er jeg kommet frem til at det bare ikke er det værd, så det er altså bare ganske almindelige købebunde.
(opskriften er til en hel kage – 12 personer – selvom jeg bare har lavet en halv)
 
Kiwi-mousse
4 kiwi’er
½ dl vand
3/4 dl sukker
2 blade husblas
2,5 dl piskefløde
skræl kiwierne og skær dem i skiver. Frugten koges med vand og sukker i 4 – 5 minutter.
Derefter blendes det til en jævn ensartet masse som passeres gennem en sigte for at få de fleste af kernerne fra.
Massen køles helt af, hvorefter husblassen smeltes – i det vand der følger med det (efter at have ligget i blød i 5 – 10 minutter) og lidt af kiwimassen piskes i og derefter piskes det i resten af kiwimassen.
Fløden piskes til skum og vendes sammen med kiwimassen. Sættes på køl i nogle timer – indtil det er stift.
Chokoladecreme
 
1 blad husblas
5 dl piskefløde
150 g mørk chokolade (175 g mælkechokolade)
smelt chokoladen sammen med 1 dl fløde, pisk resten af fløden til skum. Smelt husblassen med det vand der følger med (efter den har ligget i blød i 5 – 10 minutter) piskes sammen med den smeltede chokolade og det hele vendes sammen – sættes også på køl.

Marshmellow-fondant


100 g marshmellow (som man senere kan se er det ikke alle der virker, jeg kan anbefale de amerikanske fra netto)
1 spsk vand
1 spsk madolie (smagsneutral)
ca. 400 g flormelis

olie og vand hældes over marshmellows’ne og de smeltes (jeg foretrækker at gøre det over vandbad, men det kan også gøres i microovnen)

Når de er smeltet skal de blandes med flormelis, jeg starter med at bruge håndmixeren med dejkroge også går over til at ælte i hånden når det ikke er så “klistret” mere. Til sidst får det en modellervoksagtig konsistens.

Derefter kan det (normalt) ret nemt rulles ud og lægges over kagen.

Men men men! De marshmellows jeg brugte duede bare slet ikke, så der blev slet ikke fondant nok og den der var, blev ikke særlig pæn :( – godt det kun var en prøvekage!!

Kagen lægges sammen med chokolade i bunden og kiwimousse i toppen

Derefter lægges fondanten over kagen – som det kan ses fungerede den bare slet ikke, så jeg måtte beklæde siderne med flødeskum for at give den et nogenlunde look.

Jeg lavede pynten oven på kagen efter den vejledning kagekonen har lavet – se under: arbejdsbeskrivelser – geleudfyldning. Jeg brugte dog bare en tynd farvet glasur, da jeg ikke lige havde tid til at eksperimentere med en gele.

Kagen smagte godt – også selvom den ikke blev så pæn som den skulle :)

3 tanker om "Kiwi-choko kage"

  1. Tante Sød..og den sure øko-citron...

    Jeg ser lige din blog for første gang – jeg er selv ret nybegynder ud i kager med fondant, men et godt fif, jeg gerne vil give dig, er at du lægger kagebunden på dit serveringsfad, og så lægger du ringen fra din springform uden om bunden, og fylder herefter kagen. Så kan du få en utrolig høj flot kage, hvor lagene er lige, og hvor den holder faconen og er meget mere glat på siderne og nemmere at smøre op med smørcreme inden du lægger fondanten på.
    Bare et lille tip jeg selv er glad for at kende og som gør processen meget nemmere…
    KH Marianne

    Svar
  2. Hende den lille lyshårede

    Hej Marianne
    Velkommen til og tak for fiffet :) jeg har faktisk forsøgt mig med den fremgangsmåde, men det fungerede bare slet ikke for mig – “kanten” fra springformen (den der griber fast om bunden) ødelagde det hele på vej op – men jeg skal måske bare vende den om? har du nogen erfaring med det?
    Åh ja det smørcreme, jeg burde virkelig bruge det, men jeg synes bare ikke det smager særlig godt :( ville gerne finde et alternativ – måske abrikosmarmelade? Jeg kan så give et lille fif tilbage jeg har set (men aldrig prøvet) hvor man sprøjter smørcremen langs kanten inden cremen lægges i – på den måde undgår man at lagene bliver smurt ud sammen med smørcremen.

    Mange hilsener Eva

    Svar
  3. Pingback: Afskedskage - Hende den lille lyshårede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *