2011/05/26

Vanilje cupcakes med chokoladeostetopping

Det er ved at være et stykke tid siden jeg sidst har bagt noget ganske almindeligt kage, så da gemalen forslog at jeg kunne bage nogle cupcakes var jeg ikke sen til at sige nej.

Jeg har en helt fantastisk grundopskrift – jeg kan desværre ikke huske hvor jeg har den fra.

2½ dl hvedemel
1½ dl sukker
2 spsk kartoffelmel
1 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
2 æg
100 g smør (eller 4 spsk smagsneutral olie)
3/4 dl mælk

De tørre ingredienser blandes og derefter tilsættes de “våde” – det hele røres sammen med en håndmixer. Herefter fordeles dejen i 12 forme.

Kagerne bages ved 225 grader i 10 minutter.

Opskriften er som sagt en grundopskrift, jeg tilsætter tit hvad jeg lige føler for og så tilpasser jeg opskriften lidt efter “krydderiet” altså tilsætter jeg væske (f.eks. er væden af dåse ananas rigtig god) tilsætter jeg tilsvarende mindre mælk, tilsætter jeg stærkt smagende krydderier tager jeg nogen gange vaniljesukker ud – det er et spørgsmål om smag og behag, men jeg synes f.eks. ikke at vanilje og kanel passer så godt sammen.

Jeg har længe tænkt på om man ikke kunne finde noget andet end smørcreme at putte på kagerne (jeg kan som jeg har nævnt tidligere virkelig ikke lide smørcreme) så indtil videre har jeg bare puttet en tyk glasur på, men det er ligesom ikke rigtig det samme. Da jeg så for en uges tid siden fik en (utrolig lækker) gulerodskage med flødeostecreme på, slog det mig at det da selvfølgelig er det der skal på (det er nok ikke nyskabende, men jeg har ikke tænkt over det før.)
Så uden nogen egentlig ide om hvad jeg lavede, lavede jeg denne blanding: (til 2 kager, hvis det nu ikke var godt)

2 spsk friskost
3 spsk flormelis
2 tsk kakao

det hele blev blandet med håndmixeren (en kagebagers bedste ven?) og derefter smurt på kagen.

Gemalen var lidt skeptisk over for tanken om ost på hans kage, så ansigtudtrykket da det jo viste sig at smage godt – og af chokolade – var meget overrasket.

Jeg tror helt sikkert at dette kunne blive min fremtidige udgave af cupcake topping – så må jeg bare til at øve mig med farver, tyller og hvad man nu ellers kan finde på :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *