Månedsarkiv: juli 2011

Bryllups blomster

31. juli, 2011

I et forsøg på at mindske stresset dagene op til vores bryllup har jeg allerede nu lavet det meste af kage pynten jeg skal bruge.

2 dage, en masse flormelis, skumfiduser og farve gav dette resultat

En lidt mere nærgående gennemgang ser sådan ud:

11 calla’er godt nok med grøn stilk istedet for gul, men det var lidt et forsøg på at holde farvetemaet (som jeg godt nok har “overset” med det lyserøde – men helt hvide og grønne kager bliver lidt fladt synes jeg)

Callaerne er lavet med en helt almindelig hjerte udstikker, hvor “buerne” er foldet over stilken. Mener jeg har set det på en eller anden blog engang, men kan simpelthen ikke huske hvilken   :(

20 “store” hvide roser der er penslet med lidt guld-dust (eller hvad det nu kaldes)

og 15 lyserøde roser (hvor de 4 af dem er noget mørkere, så måske bliver de brugt måske gør de ikke)

Roserne er lavet med en rund udstikker, hvor jeg har sat 7 runde stykker sammen, lidt efter Mette Blomsterbergs anvisning og på samme måde som jeg gjorde til sølvbryllupskagen

Roserne skal jo skæres til i bunden og da jeg lavede den første var jeg så heldig at det dannede en lille rose – hvilket jeg jo selvfølgelig udnyttede – når pynten ligefrem vil hjælpe mig siger man jo ikke nej :) Så det blev til samme antal små roser, som jeg tænker kan være meget fine til at sætte sammen med de store i små klynger

Af resterne af den farvede fondant lavede jeg disse små cirkler, ud fra denne vejledning inde på “Min Kage”  dog uden tylose derefter pressede jeg en lille hjerteformet perle ned i for at få lidt struktur i

Tanken er at de skal ligge på toppen af sådan nogen istedet for det lille hjerte – nu må vi se om jeg når det. Det kunne godt være et element der bliver undladt hvis tiden ikke er til det.

Jeg prøvede også lige at røre en meget tyk glasur sammen og lave dem her

Jeg ved ikke om de kommer til at blive brugt, de blev ikke helt som jeg havde tænkt og er ikke helt tilfreds med farverne, der er blevet for kraftige. Bliver de ikke brugt kan de altid bruges til cupcakes en anden gang :)

Det var det for denne gang – nu krydser jeg bare fingre for at det bliver nogle gode kager – og at vi husker det hele :s

Så fik jeg mig da lige en blog award

30. juli, 2011

Jeg har modtaget en blog award fra elsk med mad hvilket jeg naturligvis er utrolig beæret over! Så mange tak for det! 



Reglerne er:
-Man skal linke til den, som man har modtaget awarden af.
-Man skal sende awarden videre til 5 andre bloggere, 
der har færre end 100 faste læsere.
-Man skal svare på 5 spørgsmål.

1: Hvorfor begyndte jeg at blogge?
Tjah – der burde jo nok komme en stor og forkromet forklaring på hvordan jeg bare elsker mad og havde lyst til at dele den med alle – men faktisk så må jeg give kredit til gemalen der fik mig overtalt. Vi har selvfølgelig begge en passion for madlavning og med min nye interesse for kagepyntning synes han det var oplagt. Dertil kunne han bruge min blog som et eksperiment for hans hovedopgave, der handlede om viral markedsføring og om hvordan man fik en blog udbredt :) 

2: Hvilke blogs følger du?
Til at starte med læste jeg bare alt inde på madblogs.dk men nu læser jeg mere eller mindre fast på
Bridelicious (i forbindelse med mit bryllup)

3: Favorit farver?

Synes det kan være svært at sige – det kommer helt an på hvad det skal bruges til. I forbindelse med mit studie synes jeg at hvid og grå er nogle fantastiske farver (til en bygning) men tøj er jeg glad for petroliums blå, sort og sart lyserød og min stue er indrettet i lilla – så i den rigtige sammenhæng er alle farver jo egentlig fine :) 

4: Favorit film? 

Har aldrig været god til at definere hvad min favorit film er, jeg vil aldrig gå af vejen for en rigtig god chickflick, men en musical, en eventyrfilm eller en god gammel dansk film er også altid godt (der fik jeg så lige afsløret at jeg har den underlige tendens)


5: Hvilke lande vil du besøge?
Den store drøm er nok at komme til Thailand, men sammen med gemalen ligger der et stort ønske om at spise os igennem Italien (som gemalen plejer at sige: eat – pray – love bare uden pray og love :p) og en tur til London vil jeg heller aldrig sige nej til.
Vi har også snakket en del om at komme til Irland, men det bliver ikke til så meget på SU og med et forestående bryllup :(


Jeg giver Blog Award til:


CopenhagenDaily Uden tvivl den blog jeg allerhelst læser på, Therese har en helt særlig hyggelig måde at skrive på – og som über skruk er det jo fantastisk at følge med i “spunkens” udvikling

Lunas kager Er helt vild hendes ligefremme måde at skrive på, ikke noget med at pakke det ind – dog uden at udstille andre :) også laver hun bare sådan nogle fine kager!
Tante sød Jeg elsker tante sød, for ikke bare lever hun op til sit “navn” og er utrolig sød men hun har også altid nogle gode og spændende opskrifter man bliver utrolig inspireret af at læse :)
Larger than life man kan ikke andet end at tage hatten af for hendes kreationer – det er virkelig nogle flotte kjoler hun får konstrueret – respekt, respekt, respekt!
en uægte madbloggers bekendelser nogle super gode, spændende og sunde opskrifter :) også var det hende der fik mig til at stoppe med at bruge atamon!

Ondt i lillefingeren og 11 kg brød

26. juli, 2011

To ting der ikke har spor med hinanden at gøre.

Gemalen har denne sommer genoptaget sit golfspil (der har ligget stille siden år 2000) og han synes det kunne være vildt hyggeligt hvis jeg også begyndte at spille – det synes jeg jo sådan set også, så her til aften tog vi en tur ud på par 3 banen i Frederikshavn golfklub (hvor han er medlem) men puuuh hvor skal jeg godt nok træne meget, før jeg så meget som vil overveje at tælle slag/point/handicap eller hvad det nu hedder (tydeligvis skal jeg også lige have styr på nogle regler før jeg går igang) – men jeg fik da slået til nogle bolde, men da jeg efter hul 2 trådte i en vandpyt og fik (meget) våde fødder og der kom andre på banen også (som jeg var meget bange for at jeg 1: slog bolde i hovedet af, eller 2: gav dagens grin) gik turen tilbage igen – hvor jeg så kunne konstatere at golf på mit niveau giver ondt i lillefingeren – men så længe jeg kan nøjes med det, skal jeg jo ikke klage :p

De 11 kg. brød er til vores bryllup her den 13. august – de er lavet efter river cottage opskriften men halvdelen er lavet med groft mel.
Jeg gangede opskriften op med 2 x 10, altså 10 lyse og 10 grove.
De lyse blev lavet fuldstændig som opskriften (dog kun med halvt så meget gær og længere hævetid) formet som flutes (der dog flød noget ud) penslet med kærnemælk og drysset med oregano og groft salt.
De grove fik skiftet en tredjedel af det lyse mel ud med grahamsmel og en blanding af sesamfrø, hvedekerner, hørfrø, solsikkekerner og havregryn. De blev også penslet med kærnemælk og drysset med kornblandingen og groft salt.

Jeg skulle bruge meget mere mel til disse brød end opskriften siger – så efter at have tømt alle lagre måtte jeg ud og købe mere mens brødet hævede, så de har fået et lidt rustik udseende – men så kan man jo se at de er hjemmebagt :p

anmeldelse af Den Rustikke i Mejlgade

23. juli, 2011

I lørdags havde min søster og veninder arrangeret polterabend for mig – en dag helt i madens tegn, så det passede jo mig perfekt :)

Til aften spiste vi på den rustikke i Mejlgade, Århus (hvis nogen skulle være i tvivl :p) et sted der klart kan anbefales. Rigtig god service og lækker mad.
Den rustikke arbejder ud fra konceptet med 3 retter mad til 165 kr. (man kan også få 2 retter for lidt mindre, eller få en ostetallerken istedet for dessert for lidt mere) og så er der 3 forskellige foretter og hovedretter og 4 desserter at vælge imellem.

I vores selskab på seks fik vi:

Foretterne – Lammeterrin (hvilket jeg fik)

og pebertun

Lammeterrinen var virkelig lækker, med en rigtig god smag af lam – vi var egentlig to der bestilte det, men der var kun en portion tilbage – istedet lavede de en gratineret gedeost på samme bund af salat.
Af hvad jeg kunne forstå på de andre var pebertunen også virkelig god.

Hovedretterne for vores vedkommende var

Poussin med rösti

og ovnbagt kulmule med risotto og ratatouille

Jeg fik kulmulen, jeg elsker risotto så der var ikke rigtig noget valg. Desværre havde de brugt lidt for meget salt i den for min smag, men sammen med fisken gik det. Jeg havde måske spist for meget i løbet af dagen, i hvert fald var jeg nødt til at stoppe halvvejs igennem min portion for at være sikker på også at kunne spise desserten :p
Der var sket en fejl i bestillingerne så der var en poussin for meget og en kulmule for lidt, så en af pigerne måtte vente 10 minutter før hun fik sin mad – lidt uheldigt, men ikke noget større problem og tjenerne undskyldte virkelig meget.

Desserterne var

en form for fransk chokoladekage/mousse med is og råmarinerede bær (jeg kan simpelthen ikke huske hvad det rigtige navn for kagen er)

og en vanilje panacotta også med råmarinerede bær

Selvom jeg normalt ikke kan få dessert nok, passede denne lidt lidt portion rigtig fint, men begge var jo også lidt tunge desserter. Panacottaen havde en rigtig fin smag af vanilje og bærene gav et godt syrligt indspark til det.

Så alt i alt et sted jeg så absolut vil anbefale og kunne være fristet til selv at spise på (selvom vi sjældent spiser ude – faktisk meget synd når nu vi har så mange gode muligheder) det bedste er næsten at man kan få så god mad på et SU budget :)

Jeg må hellere slutte af med at beklage stilheden på bloggen – det bliver nok lidt for meget sommer arbejde og bryllups planlægning end blog…

Søde boller fra en sløv sommerblogger

9. juli, 2011

puuuh hvor har jeg ikke været særlig aktiv herinde på det sidste :s
Jeg havde alle mulige gode intentioner om at når jeg havde afleveret og afsluttet mit 7. semester, så skulle der ske noget. Jeg havde så bare ikke overvejet at jeg kort tid efter pakkede bilen med gemalen og vuffen og vendte næsen mod nord, hvor jeg holder sommerferie, men nok mest af alt arbejder for min far som apoteksbud. Det gode ved at bo ved mor og far er jo så at man kommer hjem til mors kødgryder, det dårlige er at der så ikke er helt så meget at putte på bloggen.

Jeg kom i dag i tanke om at jeg har glemt at blogge om de boller her, jeg bagte dagen efter jeg har færdig på skolen – både for at fejre det gode resultat men nok især fordi vi fik en af gemalens gamle venner på besøg, så nu kan I da også lige se resultatet – de smagte fantastisk, men skal dog helst være friskbagte og lune (kan reddes ved at blive varmet dagen efter, men de er altså bedst på dagen!)

Jeg fulgte egentlig bare opskriften inde på odense marcipan’s hjemmeside, men den kommer da også lige her:

ca. 18 boller

dej:
300 g mel
200 g smør
2 spsk sukker
50 g gær
2 hele sammenpiskede æg

Fyld:
150 g marcipan
80 g sukker
80 g blødt smør

Opløs gæren i sukker og æg, tilsæt mel og smør og ælt det til en smidig dej – lad dejen hvile mens fyldet blandes.

Marcipanen rives og æltes sammen med sukker og smør

Dejen rulles ud og skæres til 18 stykker – fordel fyldet imellem stykkerne. Fold dejen op omkring fyldet som en lille pose og sæt dem i en muffinsform.
Pensles med æg og drysses med perlesukker (og mandelflager, men det havde jeg ikke liggende)

Bages ca. 20 minutter ved 200 grader

Det færdige resultat – elsker den fine top de får, bare ved at de samles på den super enkle måde :)