2012/01/09

Det er ikke fordi jeg har lyst…

… det er fordi jeg trænger!

Jeg elsker Matador, og ikke mindst så elsker jeg Fru. Muremester Jessens tilgang til de søde sager, det er ikke fordi hun har lyst til at spise et stykke sandkage eller en dessert mere, nej hun trænger til det – det er simpelthen for hendes helbreds skyld at hun må spise endnu et stykke. En vældig god tilgang til det søde køkken, hvis man spørger mig.

I går trængte jeg til en god gammeldags æblekage (og så havde vi nogle æbler der trængte til at blive brugt) problemet med sådan en, er jo bare at man ikke bare lige smider den sammen og spiser den. Ikke fordi den ikke er let nok at lave, men det tager jo altså bare lidt tid. Først skal æblerne koges til grød, derefter køles af og smages til, for derefter at blive lagt sammen med makroner (ja makroner, jeg synes at en æblekage lavet på rasp er en sørgelig omgang) inden den skal i køleskabet i nogle timer, for derefter at få et lag flødeskum på toppen inden man kan slubre den i sig.

Nogen egentlig opskrift er der jo ikke rigtig at give, det er et spørgsmål om at smage sig frem. En lille vejledning kan jeg dog give.

Æblerne skrælles og skæres i både (fjern kernehuset) de smides i en gryde med en lille slat vand i bunden (1/4 dl måske) de skal så, for lav varme, koges indtil de er kogt ud til en grød.

Lad grøden køle af, inden den smages til med massere af vanilje og sukker efter smag – jeg kan ikke give nogle mål, kommer helt an på æblerne, så smag, smag, smag!

Hæld grøden over i en servering skål og knus makroner ud over – igen er det et spørgsmål om smag, gemalen synes der skal næsten en hel pose (250 g) makroner over, jeg synes der skal noget mindre på, det er svært at blive enige – så mængden ved os varierer efter hvem der laver æblekagen.

Her plejer vi at sætte den i køleskabet, fordi vi synes den smager bedst når den er helt kold, er man uenig i dette, kan man bare piske fløden og lægge den oven på. Ellers lad den stå i køleskabet et par timer, inden fløden piskes, til denne portion brugte vi 2,5 dl – fløden lægges på og “kagen” kan spises.

Velbekomme

2 tanker om "Det er ikke fordi jeg har lyst…"

  1. Hende den lille lyshårede

    Det er også SÅ lækkert med sådan en i køleskabet :)

    trækketiden afhænger også af hvor meget jeg “trænger” nogen gange forsvinder den helt, men sørger altid for ikke at knuse makronerne for meget sådan at der bliver ved med at være noget crunch :)

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *