2012/01/24

Hjemmebagt rugbrød

For nogle år siden begyndte jeg på selv at bage rugbrød – jeg fik det dog aldrig rigtig til at lykkedes så det blev lagt på hylden igen.

Her på det sidste kom lysten til at bage det dog tilbage igen, jeg er ikke den store tilhænger af rugbrød så det skal være virkelig lækkert før jeg gider at spise det, så hvis jeg nu selv kunne finde ud af at få det bagt ville det jo være fantastisk.

Derfor begyndte jeg for et par uger siden en surdej – der har fået navnet “Hubert” (af en eller anden grund er det lettere at huske at “fodre” den når den har et navn)

Jeg startede med at kigge lidt rundt i kogebøger og på nettet for at finde den bedste opskrift. Jeg endte på kvalimad og brugte hans fremgangsmåde.
Jeg havde dog ikke noget rugmel i det første stykke tid, så lille Hubert måtte leve af hvede- og grahamsmel i nogle dage inden han kunne få noget rugmel.
På et tidspunkt gik den lidt i stå, så den gik en skefuld honning at spise af.

Selve opskriften på brødet er også fra kvalimad jeg tilsatte dog lidt flere forskellige kerner

4 dl surdej
12 dl vand
1 dl solsikkekerner
½ dl hørfrø
½ dl sesamfrø
3 dl rugkerner
3 dl hvedekerner
8 dl rugmel
8 dl hvedemel
1½ spsk salt

surdej, vand og kerner blev blandet sammen i mit dejfad og sat til at trække natten over, sådan at kerner kunne blive bløde.
Næste dag blev salten blandet i først inden melet blev tilsat.
Jeg valgte at smide det i kicthenaiden og var derfor nødt til at dele portionen i 2, da den ellers ikke kunne være i skålen – heldigvis har jeg en ekstra skål til maskinen hvilket gjorde det noget lettere.


De to dele af dejen æltede jeg sammen i hånden, inden jeg lagde det tilbage i dejfadet og lod det hæve i 2 timer, herefter kom dejen i 2 rugbrødforme. Overfladen glattede jeg ud ved at have lidt vand på hånden sådan at den bliver pæn og glat. Så skal det hæve igen, jeg kan bedst lide hvis brødet er luftigt, så jeg lod dem hæve i 2 timer. 


Brødene blev bagt i 1 time ved 200 grader, da de var bagt kom de ud af formene med det samme for så at blive pakket ind i et vådt viskestykke – der forhindre at skorpen bliver hård.



Brødene blev skåret over i halve og tre af de fire dele blev frosset ned – den sidste del satte vi hurtigst muligt tænderne i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *