2012/01/29

søndagshygge

Med sandpapir istedet for en hals var optimismen og lysten til at lave noget ikke særlig stor, jeg måtte starte med at melde mig syg fra arbejdet fordi det var ganske umuligt at få sang ud af den hals – før i tiden mistede jeg ellers aldrig stemmen, men efter jeg er begyndt at synge i kirkekoret forsvinder den bare jeg tænker på en forkølelse…

Nå men jeg havde lovet gemalen i går, inden min hals blev et tilbehør i træværkstedet, at jeg ville bage nogle cupcakes – han har en særlig forkærlighed for nogen jeg laver med ananassaft i – så det fik han indkøbt og jeg fik bagt i dag. Jeg brugte min sædvanlige grundopskrift og erstattede størstedelen af mælken med sukkerlagen fra en dåseananas (cirka ½ dl) – snyd, tjah men det smager nu meget godt.
Frostingen ovenpå er flødeostecreme med kakao i, ingen af os kan lide smørcreme men elsker til gengæld denne, jeg lavede det med kakao frem for vanilje for ikke at gøre det alt for sødt.

Det der pynteri er jeg stadig ikke så stærk i – måske det har noget at gøre med at jeg ikke gider at smide en masse penge efter udstyr… nu det “bare” er til os selv ville jeg nu heller ikke igang med det helt store setup så lidt lyserøde sukkerhjerter det var hvad det blev til. Gemalen er heller ikke så begejstret for alt pynten, men lidt skal der altså til.

I morges kunne jeg stå op til det dejlige syn af sne – som jeg skrev på facebook bliver jeg aldrig ældre – jeg elsker sne det er bare så fantastisk når det vælter ned fra himlen! Begge hunde (og gemalen) er også helt vilde med det, så de tre får nogle gode lange gåture i dag mens jeg er blevet beordret til at blive inde og pleje min sygdom – han er bare for god ved mig.

Istedet må jeg se på sneen gennem vores vinduer – det er også knapt så koldt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *