2012/02/08

Svinekæber

For at følge op på gårsdagens indlæg kommer her opskriften på svinekæberne

Først finder man en gris med et par kæber i overskud, nej undskyld den var plat – vi prøver igen.

Man går til slagteren og køber sig en portion svinekæber (uuuuh alle de dårlige slagter jokes der forsøger at komme på skrift lige nu, MEN holder mig i skindet, jeg lover det!)

Denne portion kødklumper – ja undskyld med det er altså bare kødklumper, kan ikke få det til at lyde mere delikat, befries for fedt og sener – det er faktisk ok nemt at få af, jeg plejer ellers at hade den del af madlavningen, plejer at få gemalen til det.
Kødet vendes derefter i lidt mel inden de brunes i olie – den gryde jeg brugte havde ikke plads til alle kæberne på en gang, så det blev gjort over to omgange. De skal bare lige brunes af sådan at de får lidt stegeskorpe.

Herefter tilsættes:
Et (stort) glas rødvin
Et løg
Div. grøntsager (brugte: gulerødder, porre, pastinak og æble – ikke en grøntsag men se lige bort fra det)
Hønsefond til det næsten dækker

Det hele skal have et godt opkog inden der skrues ned for det så det kan simre i de næste par timer.
Cirka en halv time inden det var færdigt tog jeg låget af sådan at saucen kunne begynde at koge lidt mere ind.

Vi valgte at lave hasselbagte kartofler til – lidt uopfindsomt men energien var ikke lige til at lave det helt store nummer ud af dem. Vi blev enige om at en anden gang vil vi nok lave pomfritter eller en anden form for “sprød” kartoffel til, virker som et meget godt match.

Vi ville egentlig spise de kogte rodfrugter til, men af en eller anden grund endte vi med bare at spise et æble til – det var faktisk også vildt godt, smager super godt sammen med grisen.

Og hvordan var kæberne så? Super møre og smagfulde! Det er bestemt ikke sidste gang vi laver sådan nogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *