Månedsarkiv: marts 2012

Nødde-bær kage

20. marts, 2012

Vi har (endelig) fået indført kageordning inde på studiet – hvilket jeg har en lang og stolt tradition for. Den har været lidt sværere at få igennem denne gang (noget med nogen der hellere ville have “sunde alternativer” – jeg ved da virkelig ikke hvad det ligner, kage er vel sundt for sjælen… ikke?) men det lykkedes  – altså kan vi konkludere: Kage vinder altid!

I går medbragte jeg så kage, det blev denne lille sag som jeg fik komponeret i weekenden.

2 æg
200 g sukker
5 spsk smagsneutral olie
150 g mel
150 g blandede nødder (brugte valnødder og hasselnødder)
200 g blandede (frosne)bær (vi havde brombær og blåbær så det var hvad der kom i)

Æg og sukker piskes godt sammen, så det bliver lyst og luftigt. Herefter piskes olien i – lidt af gangen, inden (hvis man har en køkkenmaskine) piskeriset skiftes ud med “spaden” og melet vendes i. Imens hakkes nødderne groft – jeg gjorde det i hurtig hakkeren, til ære for James Prices’ “men det går eddermane hurtigt du”  Bærene skar jeg lidt i stykker inden de blev vendt i dejen sammen med nødderne – bare til det lige er blandet sammen.

Jeg beklædte en springform med bagepapir (for nemhed skyld – kagen bliver ikke så pæn i kanten, så skal den være det skal formen smøres) og dejen blev hældt heri. Kagen blev bagt ved 200 grader i en halv times tid.

Da kagen var kølet af, smurte jeg en gang flødeoste glasur med kakao oven på – den består af:

2 spsk flødeost
1 spsk kakao
3-4 spsk flormelis

Det piskes bare godt sammen til det bliver en lækker substans – tilsæt lidt mere sukker eller ost hvis konsistensen ikke er som du ønsker den.

Til sidst pyntede jeg den med lidt blomster af marshmallow fondant. Det er ganske simpelt at lave og består af:

8-10 marsmellows (ikke alle typer kan bruges – jeg brugte denne gang dem fra haribo, de hvide til at smelte over bål/grill)
1 spsk (smags- og farveneutralt) olie
1 spsk vand
flormelis (i rigelige mængder)
evt. pasta farve

Skumfiduserne kommes i en skål med olie og vand og kommes i microovnen i  1 minut (fuld effekt). Herefter blandes flormelisen i – i starten er det en fordel at bruge en håndmixer med dejkroge, både fordi det klistre helt åndsvagt også er det også ganske varmt. Når den begynder at strejke lidt er det bare at ælte videre i hånden indtil det har den rette konsistens (som modellervoks)

Jeg delte portionen og farvede en del grøn og en anden del lyserød – stak blomster ud af den lyserøde og lod dem tørre i en bakke fra toffifee, tegnede små røde streger i midten med lidt af pastafarven på sidsen af en tandstik og dustede til sidst til guld ud over. Bladene blev lavet ved hjælp af en rund udstikker og der blev tegnet struktur på med spidsen af (en anden) tandstik de blev lagt til tørre på kanten af en tallerken, sådan at de lige fik lidt form.

Det er ikke den store kunst, men jeg synes egentlig at det blev en meget sød forårs kage.

Lige et lille billede så man kan se antydningen af de lækre bær der var i kagen.

Vi var i øvrigt kun 5 mand om at spise næsten hele denne kage – så det er vel et godt tegn på at smagen var i orden? Jeg var ellers lidt spændt på hvordan den blev, selvom jeg synes jeg har meget godt styr på selv at sammensætte kager så ved man jo aldrig.

Grove madpakkeboller

18. marts, 2012

Jeg er ikke nogen stor fan af rugbrød (har jeg vist nævnt før) det kan spises, men så skal det også helst være dynget til i alt muligt pålæg (som jeg egentlig heller ikke er så vild med – frokost er absolut ikke nemt måltid her i husholdningen) og intet slår rugbrød i en madpakke i at være kedeligt. Så derfor bager jeg altid boller som vi kan få med istedet.

Bollerne bliver altid lidt forskellige fra gang til gang, da jeg ikke bruger en opskrift men bare hælder tingene sammen. Det gør også at de ind i mellem ikke bliver så heldige igen (når jeg har forsøgt mig ud i at bruge rester af ris, kartofler eller fignpålæg) det er lige et spørgsmål om at finde det rigtige blandings forhold.
Den her type er farvoritten lige for tiden. Den består af:
25 g gær
3 dl vand
fuldkornshvedemel (cirka 20% af mel-mængden)
alm. hvedemel
en håndfuld solsikkekerner
2 spsk. olie
Jeg opløser gæret i vandet, tilsætter olie, et godt drys fuldkornshvedemel og solsikkekernerne – får det vendt sammen inden jeg tilsætter noget hvedemel – så får det lov til at stå og blive æltet godt sammen i maskinen, ind i mellem tilsætter jeg lidt mere mel indtil det har en nogenlunde konsistens (sammenlagt bliver det nok æltet et kvarters tid) dejen skal være let klistrene – bliver den for klistret efter den har hævet tager jeg lidt mel på hænderne inden jeg former bollerne.
Dejen skal så hæve til dobbelt størrelse, gerne et par timer – herefter formes den til flade boller – jeg synes ikke det så lækkert hvis der er virkelig meget brød i forhold til pålæg – og efterhæver en time til halvanden inden de bages ved 200 grader i cirka 15 minutter.
Når bollerne er kølet af, tager jeg dem fra der skal bruges dagen efter (jeg bager for det meste om søndagen) og putter resten i en pose som jeg smider i fryseren. Så kan jeg hver aften tage de boller op i skal have med i madpakkerne, lade dem tø op i en plastikpose natten over så de er klar til at blive smurt næste morgen. På den måde har vi altid “friske” boller med i skole.
Jeg beklager at jeg ikke kan give et bedre blandingsforhold, men det kommer jo meget an på melet og på hvor groft man vil have det – så der er ikke andet at gøre end at prøve sig frem.
Man kunne også sagtens tilsætte flere forskellige kerner, vi nøjes bare med solsikkekernerne lige for tiden.
God regnvejrs søndag til jer alle 🙂 (siger hende der sidder inde og blogger mens gemalen og vuffen har bevæget sig uden for)

Nøddekys

14. marts, 2012

Fra othello lagkagerne havde jeg 3 æggehvider i overskud – så efter lidt overvejelse blev det til den “lette løsning” med lidt marengs. Gemalen er ellers ikke meget for marengs, men at smide mad væk – går jo meget dårligt overens med stop spild af mad princippet som vi prøver at leve efter.

Til denne portion brugte jeg
3 æggehvider (knap 100 gram)
300 g sukker
en lille sjat eddike
1 håndfuld hasselnødder
1 håndfuld valnødder
Æggehviderne blev sat til at piske til de var luftige, herefter tilsatte jeg sukker lidt af gangen og lod det piske godt imellem.
Imens hakkede jeg nødderne groft (valnødderne blev bare knust i hånden, nødden altså – ikke skallen, så vild er jeg heller ikke) da marengsen var ved at være der, hældte jeg en lille sjat lagereddike i det gør den lidt mere sej og lækker i det.
Til sidst blev nødderne vendt forsigtigt i med en dejskraber – inden jeg kom det i en sprøjtepose med en meget stor tylle (sådan at nødderne ikke satte sig fast)
De bages ved 120 grader i godt en time til de er helt sprøde og lækre.
Af en eller anden grund kan man ikke i en eneste af dem se nødderne udefra – så de ligger bare som en lækker lille overraskelse inde i midten.

Othello-portionslagkage

13. marts, 2012

For noget tid siden (nærmere bestemt uge 8) var der i hjemmet. Øhm – vi “fandt” det lige, nej ok jeg må hellere være ærlig – vi køber i perioder ofte hjemmet, der er ofte nogle gode opskrifter i – og som gammel lytter af “de sorte spejdere” kan jeg altid grine lidt af læsertipsne. Nå tilbage tilbage til emnet, i hjemmet var der en opskrift på othellolagkage og vi elsker othellolagkage, så det skulle da helt sikkert prøves. En hel lagkage til to personer er lige i overkanten, så jeg halverede portionen og lavede det som to store portionsanretninger.

Opskriften er altså fra hjemmet, men jeg har altså halveret det hele, hvilket jeg også gengiver her.

Kagebunde:
2 æg
65 g sukker
50 g hvedemel
½ tsk bagepulver

pisk æg og sukker sammen til det er lyst og luftigt. Bland mel og bagepulver, sigt det i æggeblandingen og vend det forsigtigt sammen. Hældes i et ildfast fad (cirka 20×30 cm) beklædt med bagepapir. Bages i cirka 15 minutter ved 175 grader.

Vaniljecreme:
1 stang vanilje (burde kun være en halv, men kan man få for meget vanilje? og vidste ikke lige hvad jeg skulle bruge resten til)
2,5 dl (sød)mælk (jeg brugte halv fløde – halv skummetmælk fordi det var hvad vi havde)
25 g sukker
3 æggeblommer
12 g majsstivelse
1½ blad husblas
3/4 dl fløde

Flæk vaniljestangen skrap kornene ud og mos dem ud i lidt sukker. Kom vaniljesukkeret, den tomme stang, mælk, sukker, æggeblommer og majsstivelse i en gryde. Pisk det godt sammen og kog cremen under omrøring i ca. 4 minutter. Imens lægges husblassen i blød i koldt vand.
Når cremen er kogt igennem passeres den igennem en sigte og husblassen kommes i – de skal gerne smelte i den varme creme – gør de ikke det, skal det bare varmes en lille bitte smule igen.
Lad cremen køle af, inden den røres sammen med flødeskum.

De sidste ting:
4-6 makroner
2 tsk hindbærmarmelade
kakaoglasur (75 g flormelis, 1 spsk kakao + ca. 1 spsk kogende vand)
marcipan

Jeg samlede kagerne i mine madringe, der også blev brugt til nytårsdesserten, jeg startede med at stikke fire cirkler ud af kage bunden med en af madringene.
Jeg startede (sjovt nok) med en bund stænket med lidt æblesirup herefter lagde jeg cirka en teskefuld hindbærmarmelade, et par knuste makroner og et godt lag vaniljecreme. Oven på alt det her lagde jeg en bund mere, som jeg inden havde smurt kakaoglasur ud over.
Herefter løftes ringen forsigtigt af – jeg pakkede dem ind i madfilm fordi det stod i opskriften, men jeg ved ærligtalt ikke hvor stor forskel det gjorde.

Marcipanen blev æltet sammen med lidt flormelis inden jeg rullede den ud så den passede i højden til kagen. Kanten blev pyntet af med lidt mere af cremen.

Jeg fik nok liiiidt for meget creme i, det blev i hvert fald lidt tungt til sidst – men det er der jo råd for.
Der var tilgengæld rimelig mange rester af både kagebunde og creme, så der var til lidt “restekager” dog ikke så kønne og uden marcipan.

Salat med krondyrfilet

7. marts, 2012

For noget tid siden købte vi en billig krondyrfilet (altså – alt er jo relativt, selvfølgelig er krondyr ikke billigt, billigt – men prisen er i forvejen rimelig ved den lille gårdbutik i voerså – Nordjylland – også var der 20% rabat på) den var for stor til to personer – og her snakker vi ikke bare at det ville være vulgært at spise så meget kød, det kan simpelthen ikke lade sig gøre at spise så meget. Vi delte den i to, og fråsede så krondyr to dage i træk (med rester begge dage, uhm lækker madpakke man får ud af det!)

På dag to med krondyr, blev det til en salat med lidt stegte kartofler under – rest fra dagen før – der blev stegt på en pande med en rest peberfrugt. Over det lagde vi en salat med valnødder (en blanding af feldsalat, rucola og så de der røde blade som jeg ikke kender navnet på, det er ikke helt i top men et dejligt frisk indslag) jeg dryssede lidt feta ud over – fordi jeg elsker feta men ikke køber det så tit, så når det er der så bliver det virkelig spist! På toppen kom så hovedrolleindehaveren – krondyrfilet’en. Perfekt stegt (synes jeg da i hvert fald) af gemalen – endnu engang, ros til ham.