2012/04/05

Fødselsdagslagkage for to

Som nævnt i går blev gemalen en lille bitte smule ældre (ikke meget, han er bestemt ikke gammel – hvis man spørger ham i hvert fald) så han skulle selvfølgelig forkæles, blandt andet med en lagkage.

Nu er han ikke så begejstret for kager pakket ind i fondant, så det skulle det selvfølgelig ikke være – istedet fik han en helt klassisk fødseldagslagkage, med lyse bunde, vaniljecreme, banan, hindbærmarmelade og chokolade – lavet fra bunden, naturligvis, også i en lidt mindre udgave, da vi jo kun var os to til at spise den (uhm og der er rester til i dag) sådan må det jo være når man bor knap 200 km fra familien og har fødselsdag midt i ugen. De kommer så på søndag og fejre ham og i lørdags var vennerne et smut forbi – så han bliver helt sikkert fejret godt igennem!

Pynten på kagen, kunne ikke være andet end golf. Herhjemme går den på golf, golf, golf og lidt mere golf – fra hans side i hvert fald. Han fik også en golfbag i fødselsdagsgave af mig – så det var vel bare at holde sig til temaet.

Toppen af kagen er en royalicing farvet grøn, i den er der lavet en lille fordybning, med en rund tylle – som jeg bagefter har drysset lidt kakao i. Bolden og flaget er lavet af en smule fondant, I bolden skal der være nogle små fordybninger, som jeg lavede med enden af en tandstik, den anden ende (den spidse) af den dybbede jeg i blå pastafarve som jeg brugte til at skrive 26 på flaget med. Til sidst er flaget sat på endnu en tandstik og fået lov til at ligge og tørre inden den blev sat i kagen. Det er i øvrigt en lidt lang golfbane, der normalt kun består af 18 huller, men gemalen kunne jo heldigvis informere om at der findes længere baner så det kunne godt lade sig gøre. Jeg havde bare valgt at det var vigtigere at hans alder stod på kagen end at det lige passede med golfreglerne – “en kage skal tale sandhed”

Kanten er smurt op med flødeskum – det skulle jo være en klassisk lagkage, jeg var startet med en tylle – men havde fået sat en alt for stor en på, så der kom alt for meget flødeskum ud, hvilket ville blive lidt vammelt, så det blev smurt ud istedet.

Efter billedet blev taget kom jeg i tanke om at flaget stod forkert, så det blev rykket bagefter – det skal jo stå midt i hullet og ikke ved siden af.

Glædelig skærtorsdag til jer alle – som I kan se er der blevet påske her på bloggen, det skulle det allerede have været i søndags, men stort set hele dagen gik med koret hvor vi skulle øve her til påskedagene, så glemte faktisk alt om mit lille banner, indtil i går hvor jeg så fik lagt det op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *