2012/09/10

Gelato med havtorn

På vores ferie fandt jeg jo som omtalt de nok så omtalte havtornbuske så der blev plukket en dejlig masse små friske orange bær til gemmerne.

Portionen fyldte godt i vores lille bagagerum, inden de blev plukket af stænglerne. Lige et par ord om den bedrift – det nemmeste skulle være at fryse hele baduljen også banke bærene af grenene ned en en stor spand – det tror jeg gerne på! Men det blev gjort oppe ved mine forældre, hvis fryser på det nærmeste er fyldt til bristepunktet, så der var ikke rigtig plads til at jeg kunne fylde alle mine grene deri. Istedet udstyrrede jeg den ene hånd med en havehandske (der var ren inden jeg gik igang og fin orange da jeg var færdig) og plukkede med den anden – det resulterede i nogle lidt ødelagte hænder, men hvad gør man ikke for velsmagen?

En lille portion af havtornene blev til en omgang gelato, som blev delt med min familie der kom forbi på vej hjem fra en weekend tur.

Selve isen er min sædvanlige grundopskrift:

2 dl fløde
2 dl mælk
2 æggeblommer
90 g sukker
1 tom vaniljestang (jeg gemmer altid de tomme stængler i noget sukker når jeg kun skal bruge kornene)

Dagen før havde jeg kogt en gelé af havtorn

250 g havtornbær
5 spsk sukker
½ dl vand

Det hele koges godt sammen og blendes, derefter sættes det på køl, når det er koldt bliver det til en tyk sirup. Jeg valgte ikke at si kernerne fra, det vil jeg nok gøre til en anden gang – synes ikke rigtig de gav noget til isen.

Isen laves ved at fløde, mælk og vaniljestangen gives et opkog, imens piskes æggeblommer og sukker lyst og luftigt. Herefter hældes flødeblandingen (uden vaniljestang) langsom i mens der piskes. Da den var i, tilsatte jeg havtornsiruppen og piskede det godt ud. Inden blandingen kom tilbage i gryden og blev varmet roligt op til det tyknede. Herefter skal blandingen køle godt af, inden den hældes på ismaskinen. (har du ikke en ismaskine så lav istedet en parfait, den er lettere at fryse ind uden at den krystalliserer.

Jeg serverede det i ramekinere med skiver af marcipan (skåret med en flad ostehøvl) og spåner af mørk chokolade. Så lækkert og friskt – min familie var også meget begejstret – så det kan klart anbefales (hvis man altså er klar til at blive rykket lidt op af nogle forbistrede lange torne)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *