Månedsarkiv: september 2012

Wokret med kylling og en portion stop spild af mad

14. september, 2012

Som man kunne se på facebooken fik vi i går en mogenfrisk leverance fra Rokkedahl kylling. Vi havde set en bil derfra på vej ud af Frederikshavn og besluttede os for at finde ud af hvad det var – vi var begejstrede, danske bæredygtige kyllinger til priser vi godt vil være med på. Desværre var det ikke muligt at få de store af kyllingerne i vores del af landet, indtil den 1. september, så nu er det muligt og det skulle vi udnytte!

Gemalen bestilte to, 2 kg kyllinger og nogle kyllingelår. Desværre, fik vi en mail få dage efter om at der var sket en fejl i slagtningen så de kunne ikke levere 2 kgs kyllingerne til os. Tilgengæld tilbød de os tre på 1700-1800 g hvoraf den ene ville være gratis. Det sagde vi pænt ja til – super service hvis man spørger mig og i går morges stod vores kasse så til os.

Det meste blev smidt i fryseren, med en enkelt hel kylling beholdt vi oppe til aften.

Den blev parteret i lår, bryst og “resten” – mangler stadig lidt øvelse, men synes det blev helt hæderligt.

Begge lår og det ene bryst blev smidt i fryseren, det andet bryst blev brugt til aftensmaden – det er jo nogle ordenlige mobbedrenge.

Resten blev smidt i en gryde med alt muligt godt – og kogt til en suppe som vi skal spise i aften.

Aftensmaden stod på en wokret – en fantastisk måde at få ryddet ud i grøntsagsskuffen på, vi brugte:
1 kyllingebryst
2 fint snittede forårsløg
½ groft hakket gul peber
en passende mængde (ja undskyld det underlige mål, men synes det er noget man selv bedømmer) spids- og rødkål, fintsnittet
1/4 Broccoli (blancheret i forvejen) også stilken
Lidt fishsauce
ca. 1 dl woksauce (snyde snyde snyde)
et stænk chilisauce
ca. 100 g nudler

Kyllingen blev skåret i tynde skiver og smidt i wokken med noget hvidløgsolie fra nordisk køkken herefter kom foråsløg og peber i, derefter broccoli og kål. Til sidst fishsauce, kogte nudler, wok- og chilisauce. Også er der ellers serveret

Der var alt for meget til os i denne portion, så jeg tog resten med på madpakke i dag – den kunne nu godt være delt i to, godt vi har køleskab herinde – så kan jeg tage resten med hjem og spise til frokost i morgen.

Langt hjemmestrikket får

13. september, 2012

Mine forældre har en særlig forkærlig for Island, så i år gik ferien endnu engang derop. Med sig hjem havde de en frygtelig masse garn med hjem. Island er nemlig producenter af noget fantastisk dejlig uspunden garn, der – når man køber det deroppe – heller ikke er særlig dyrt.
Jeg havde selvfølgelig lagt bestilling ind på noget af dette dejlige garn, og nu er første produkt af det blevet færdigt. Denne dejlige varme strikkjole – nu må det gerne blive vinter! Den er strikket meget løst på store pinde for ikke at blive for varm, så der skal noget inden under, men så undgår man også lidt lettere at den kradser for meget.

Det eneste problem ved dette dejlige garn er, at det lugte frygtelig meget af får – hvilket har gjort at den trøje min mor har strikket til mig for nogle år siden, kun bliver omtalt som “fåret” ergo må dette være et langt får 🙂

Rigtig dejlig torsdag til jer alle – nu venter weekenden lige om hjørnet og jeg glæder mig! Er stadig ikke helt kommet over sidste weekend, der blev brugt på food festivallen som frivillig.

Gelato med havtorn

10. september, 2012

På vores ferie fandt jeg jo som omtalt de nok så omtalte havtornbuske så der blev plukket en dejlig masse små friske orange bær til gemmerne.

Portionen fyldte godt i vores lille bagagerum, inden de blev plukket af stænglerne. Lige et par ord om den bedrift – det nemmeste skulle være at fryse hele baduljen også banke bærene af grenene ned en en stor spand – det tror jeg gerne på! Men det blev gjort oppe ved mine forældre, hvis fryser på det nærmeste er fyldt til bristepunktet, så der var ikke rigtig plads til at jeg kunne fylde alle mine grene deri. Istedet udstyrrede jeg den ene hånd med en havehandske (der var ren inden jeg gik igang og fin orange da jeg var færdig) og plukkede med den anden – det resulterede i nogle lidt ødelagte hænder, men hvad gør man ikke for velsmagen?

En lille portion af havtornene blev til en omgang gelato, som blev delt med min familie der kom forbi på vej hjem fra en weekend tur.

Selve isen er min sædvanlige grundopskrift:

2 dl fløde
2 dl mælk
2 æggeblommer
90 g sukker
1 tom vaniljestang (jeg gemmer altid de tomme stængler i noget sukker når jeg kun skal bruge kornene)

Dagen før havde jeg kogt en gelé af havtorn

250 g havtornbær
5 spsk sukker
½ dl vand

Det hele koges godt sammen og blendes, derefter sættes det på køl, når det er koldt bliver det til en tyk sirup. Jeg valgte ikke at si kernerne fra, det vil jeg nok gøre til en anden gang – synes ikke rigtig de gav noget til isen.

Isen laves ved at fløde, mælk og vaniljestangen gives et opkog, imens piskes æggeblommer og sukker lyst og luftigt. Herefter hældes flødeblandingen (uden vaniljestang) langsom i mens der piskes. Da den var i, tilsatte jeg havtornsiruppen og piskede det godt ud. Inden blandingen kom tilbage i gryden og blev varmet roligt op til det tyknede. Herefter skal blandingen køle godt af, inden den hældes på ismaskinen. (har du ikke en ismaskine så lav istedet en parfait, den er lettere at fryse ind uden at den krystalliserer.

Jeg serverede det i ramekinere med skiver af marcipan (skåret med en flad ostehøvl) og spåner af mørk chokolade. Så lækkert og friskt – min familie var også meget begejstret – så det kan klart anbefales (hvis man altså er klar til at blive rykket lidt op af nogle forbistrede lange torne)

Når man liiige står og mangler….

4. september, 2012

….. må man jo være kreativ.

I mit tilfælde måtte kreativiteten på arbejde for et par dage siden, da jeg absolut fandt det umuligt at leve videre uden et sengebord. Enten er vores soveværelse for lille eller vores seng for stor (og jeg kan umuligt tro at det er det sidste) i hvert fald er der ikke rigtig plads til et bord ved siden af seng, men da vores seng er blevet lidt lavere, var der lige pludselig en mulighed i lidt af det jeg havde liggende hjemme: En stak gamle bøger, nogle glasplader fra et ikeaskab og et bælte jeg ikke rigtig får brugt mere – det blev det her resultat

Er selv ganske tilfreds – bæltet kunne være smukkere, men det kan jo ret nemt skiftes ud – og det fungerer optimalt lige den rette bredde og højde – også synes jeg det er lidt hyggeligt med de gamle bøger.