2012/10/15

Bygotto og ovnstegte kyllingelår

Fredag aften bød på en mindre udfordring for mig. Middagen stod nemlig på bygotto, da vi efterhånden synes at vi har hørt så meget godt om det. Nu er der jo så bare det at sådan en [indsæt kornsort her]-otto skal man være over, og hvis man kender mig i et køkken, så ved man godt at det ikke er det jeg er bedst til. Altså det der med at koncentrere sig om en ting af gangen. Når jeg står i køkkenet, er jeg af den sikre overbevisning at jeg også sagtens lige kan gøre 5 andre ting samtidig. Hvilket til tider har fået gemalen til at udvise mig derfra, når han har fået for meget mad, der måske liiiige har fået 5 sekunder for meget.

Så derfor har jeg aldrig givet mig i kast med hverken risotto, bygotto eller andre ottoer. Nå men det skulle altså ændres, man kan jo ikke leve i frygt hele livet, og da i bilka fandt en pakke perlebyg fra levevis som jeg også synes var til at betale blev beslutningen på det nærmeste taget for mig.

Jeg ledte lidt rundt på nettet for at finde en god opskrift på bygottoen, og faldt for en inde på What Alice Ate som jeg så tilpassede til os.

(2-3 personer)
olie
1 løg
1 fed hvidløg
2 dl perlebyg
1½ dl hvidvin
6 dl hønsefond
50 g parmesan
1 dl ærter

Først gøres det hele klar. Løg hakkes fint, hvidløget presses. Perlebyggen skylles igennem og parmasanen rives.
Varm olien op i en dyb pande og steg løgene til de er klare. Kom perlebyggen på og herefter hvidvinen. Lad grynene trække væden til sig, spæd herefter til med hønsefonden, cirka en halv dl af gangen. Byggen skal nå at suge alt væsken, inden der kommes mere på. Fortsæt sådan i 30-40 minutter, mens der røres i det, ind i mellem. Når grynene er møre, kommes ærterne i og panden tages af varmen. Parmesanen røres i og bygottoen serveres.

Vi spiste ovnstegte kyllingelår til, de skal i ovnen før man begynder på forberedelserne til bygottoen, så passer det meget godt.

2 kyllingelår (et per person)
lidt olie
krydder salt (jeg brugte ramsløgsalt)
peber
champignon (så mange som du kan spise)

Det er jo egentlig så enkelt at lave kyllingelår som noget overhovedet kan være. Lårene lægges i et ildfastfad, lidt olie drisles over – her brugte jeg en hørøget koldpresset rapsolie fra nordisk køkken – og der drysses salt og peber over. Sættes i ovnen ved 200 grader i cirka 45 minutter. Når der omkring 15 minutter tilbage smides lidt skivede svampe ind i fadet. Det kan hertil virkelig anbefales at bruges gode kyllingelår, når det er så enkelt en tilberedning, så er det bare alfa omega at kødet er smagfuldt og lækkert. Vi brugte noget mere kylling fra Rokkedahl.

Det hele anrettes med et drys parmesan over og godt glas hvidvin (nu det alligevel skal i maden) til. Velbekomme – og når jeg kan lave det uden at det går galt – så kan alle 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *