2012/10/16

Små æbletærter

Et lille forslag til en lille dessert – hvor det igen er muligt at få brugt nogle rester. Jeg har endnu engang brugt en rest mørdej, ligesom jeg også har gjort her og her. Denne gang blev det med tanke på alle de nedfaldsæbler der ligger rundt omkring som der igennem stop spild af mad sættes fokus på. Det er selvfølgelig ikke de store mængder af æbler der bliver brugt her, men lidt har jo også ret.

Til 6 små tærter skal der bruges:

en rest af din yndlinds mørdej
1 æble
en rest marciapan (cirka 50 gram – men mindre kan klart også gøre det)
ca. 1 spsk sukker – afhænger af æbles surhed og din sukkertrang
et drys kanel, ingefær og kardemomme.

Mørdejen rulles ud så den passer til formene, som skal være smurt godt (jeg har givet efter og købt en fedtspray.) Æblet skrælles og skæres i tern, som lægges i tærterne. Sukker blandes med krydderierne og drysses over æblerne. Til sidst fyldes op med revet marcipan og tærter toppes af med et låg af mørdejen og der skæres lufthuller i – evt. i et fint mønster. Låget kan undværet hvis der ikke er mørdej nok, men det får mere karakter af en æbletærte med låget på synes jeg.

Tærterne bages ved 200 grader i 10 minutters tid. Befries ret hurtigt fra formene og serveres lune med lidt cremefraiche rørt med vaniljesukker.

Jeg har fået en svaghed for at lave de her små tærter, både fordi jeg synes det er en ret god måde at få brugt den mørdej jeg stort set altid har til rest fra større projekter, men også fordi jeg synes det er en ret fin måde at anrette en dessert eller kage til en god kop the(/kaffe) til, istedet for bare at sætte en stor tærte på midten af bordet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *