2012/11/08

Så det nu…

At man skal igang med at tænke på julekagerne, i hvert fald hvis den skal stå på honningkagehjerter (eller hvilken figur man nu ønsker.) Der skal nemlig laves en fordej som skal stå 3-4 uger før bagningen kan fortsætte. Den fordej fik jeg lavet mig i går og nu står den i skabet og venter på at det bliver december.

Jeg har en gang før forsøgt mig med honningkagehjerter, jeg kan faktisk ikke huske hvad jeg gjorde, men det fungerede i hvert fald ikke, og jeg havde egentlig lidt besluttet mig for, at det måtte blive noget bagerne måtte tjene penge på mig på.

Men så var det jo altså lige det, at der i sidste udgave af Gastro var et emne om Sønderjylland, hvor de selvfølgelig ikke kom uden om Christiansfelter honningkagerne og da så den venlige ejer af bageriet dernede (Kim Rasmussen) videregav opskriften (delvist) i bladet, tænkte jeg at nu måtte jeg da prøve igen (det også at jeg købte “almanak julemad” her den anden dag hvor der også var en opskrift i) – planen er dog at gå efter  opskriften i Gastro, der ser sådan ud:

1 kg mel
1 kg honning

140 g æggeblommer (ca. 7 æg)
20 g hjortetaksalt
20 g potaske
25 g krydderi

Mel og honning blandes og skal så stå i 3-4 uger. Herefter tilsættes de andre ingredienser hvoraf man jo så selv må regne ud hvordan krydderiblandingen er.
Kagerne bages ved 180 grader i ca. 10 minutter hvor det er vigtigt at man ikke åbner ovnen, det skal hellere bages for meget end for lidt.
Lige efter bagningen er kagerne meget hårde, hvilket vist kan rettes op med en hurtig tur i køleskabet (ifølge Almanak.)

I almanak står der at fordejen skal stå et sted der ikke er for lunt, for eksempel et køkkenskab, så der har jeg sat min ind, og håber på det bedste. Jeg ved i øvrigt ikke om min fordej har den rigtige konsistens overhovedet, men det er vel bare at prøve sig frem.
Jeg har i øvrigt kun lavet halv portion af hvad der står her, hvis det bliver godt kan det altid fordobles til næste år, hvor jeg også håber at få flere julegæster end jeg nok får i år.

Uhm jeg glæder mig til at få dem bagt – både fordi jeg elsker honningkager og jul!

Jeg vender tilbage med min krydderiblanding og erfaringer om 3-4 uger 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *