2013/01/28

Sidste aften i Aarhus

Endnu en del af mit liv er ved at komme til en ende. I torsdags afsluttede jeg min uddannelse og i morgen bor jeg officielt ikke i Aarhus længere.

Søndag kom et par kammerater med en flyttebil, gemalens forældre med et par biler og mine forældre stillede ligeledes en bil til rådighed, og en-to-tre så var hele mit liv pakket sammen i fire biler og på vej nordpå, mens jeg kunne vende snuden mod rengøring af en tom lejlighed i selskab af svigermor og svigerinden.

Lejligheden var nu hurtigt gjort ren, tre personer om 67 kvadratmeter tom lejlighed er jo ingen sag, så i dag har den bare stået på ose/shoppe tur igennem Aarhus’ gader – hvilket faktisk er en del hårdere end at flytte og gøre en lejlighed ren – mens vi venter på at det bliver i morgen hvor der bliver lavet tjek på lejligheden klokken halv et og vi derefter kan sætte os ind i den lille hvide og kører mod Frederikshavn og mit nyt hjem.

Jeg har tidligere nævnt at jeg er lidt ambivalent med at skulle flytte. Jeg glæder mig til at komme tættere på familien, komme op i vores nye dejlige (lejede) hus tæt ved stranden og et par rigtig gode venner og begynde at se fremad til at starte vores arbejdsliv – hvordan det så end kommer til at spænde af. Jeg ser også meget frem til at kunne give mig selv en uge eller to til bare at slappe af og komme til hægterne igen, få lidt af stressen fra afgangsprojektet ud af kroppen – sådan at jeg (forhåbentlig) kan sove om aftenen igen og derved komme op om morgenen, sådan at jeg ikke skal døje med kvalme og nervøsitet over alt muligt… Så jeg ikke skal bekymre mig og blæse alting op til enorme propertioner, kort sagt – jeg glæder mig til at blive mig selv igen!

Men jeg glæder mig ikke til at flytte knap 200 km væk fra de søde, dejlige og virkelig gode veninder jeg har fået hernede, til at komme væk fra Aarhus som jeg elsker, selvom jeg måske ikke har brugt byen så meget som så mange andre, har jeg altid haft muligheden og man kan altid lige smutte op efter et eller andet, som man – lad os nu bare være ærlige – ikke har på samme måde i Frederikshavn. Eller til at begynde at indstille mig på at fra nu af og et godt stykke tid frem kommer jeg til at blive opfattet jævnt “snobbet” indtil jeg lige så stille falder ind i den rytme der er så meget anderledes der end her. På mange måder er jeg nordjyde,, ingen tvivl om det, men på stort set lige så mange punkter lyser østjyden ud af mig… (en østjyde der ikke kun er fremkommet af 5 år i Aarhus, men også af at have boet de første 11 år af mit liv i Randers)

Men jeg ved at vi har folk i Nordjylland der glæder sig til at vi flytter op og det sætter jeg utrolig stor pris på! Det er da den ultimative gave at få at vide andre mennesker glæder sig til at kunne være en større del af ens hverdag end de er nu – og hernede fra at få at vide at folk er kede af at man flytter – det er dejligt at føle sig elsket og jeg er dybt ydmyg og taknemlig for det! Tak alle sammen, I ved hvem I er.

Det blev måske lidt rørstrømsk det her, min mor fortalte mig i går at hun, da vi var flyttet til Sæby fra Randers, havde fået at vide at en flytning psykisk er lige så hård som en skilsmisse, så der var ikke noget at sige til hvis jeg var lidt modløs – og jeg synes også det har været hårdt, selvom det er noget jeg selv har valgt, gerne vil og har glædet mig til, så har det været hårdt og der skal for tiden ingen ting til, før tårerne pibler ud af øjenkrogende, er vist nået til det punkt hvor der bare skal en merci reklame til.

Nu sidder jeg her, i mørket, på en luftmadress i en tom lejlighed og skriver på livet løs. Om lidt vil jeg vælte omkuld, gennemtæske viaplay eller netflix efter en super romantisk tåreperser og forsøge om jeg i dag kan falde i søvn bare lidt før klokken et – det kunne være dejligt!

Jeg håber I derude er lidt mere oven på end jeg føler mig – jeg vender tilbage, forhåbentlig med billeder af vores nye dejlige hjem, og endnu mere forhåbentlig med nye opskrifter og puslerier – nu får jeg jo snart massere af tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *