Månedsarkiv: februar 2013

(En knap så yndig) glutenfri roulade

18. februar, 2013

Ja det er jo bestemt ikke fordi jeg er hoppet med på at spise glutenfrit. Med en farfar og en faster der begge er glutenallergikere, har jeg intet ønske om at udsætte mig for det besvær det er at skulle leve glutenfrit. Men en veninde synes hun har fået det bedre efter at hun er stoppet med gluten, og hvis det er sådan hun har det, skal jeg på ingen måde anfægte det. Det stille bare min opfindsomhed i lidt større dilemma, for man skal ind i mellem lige tænke to gange for at finde på noget kage uden gluten i.
Hun siger godt nok at vi ikke skal tænke over det, men jeg synes nu bedst om at hvis jeg serverer noget, så har alle muligheden for at spise det.

Den anden dag blev det så til en kokos roulade.

Opskriften på dejen er lånt inde fra himmelske kager.

Jeg havde lidt problemer med at få den afbagt ordentligt, er stadig ved at lære min nye ovn at kende, så det resulterede desværre i en usammenhængende og knækkende kage – men med lidt god vilje fik jeg den rullet nogenlunde sammen og dækket de værste skavanker med et drys flormelis.

Som fyld brugte jeg en vaniljecreme jeg lavede den selv, men har man ikke mod på det, er doctor ökters glutenfri – bare vend den op med lidt letpisket fløde inden den lægges i rouladen, så bliver den lidt lettere og mere lækker.
For at kagen ikke kun skulle bestå at kagebund og fed vaniljecreme, kogte jeg en rest brombær sammen med lidt sukker og en tom vaniljestang og fordelte ud i kagen, efter det var kølet af.

Som sagt – meget lidt smuk kage! Havde jeg nu fået den bagt ordentligt første gang så tror jeg det havde hjulpet på det – men den smagte virkelig godt, dejlig blød og cremet – den ville sagtens kunne gøre det ud for en dessert (hvilket den faktisk også gjorde for os.)

I dag er det “dagen derpå” for os. I går havde vi en lille sammenkomst for gemalens familie, for at fejre at vi er blevet færdige med vores uddannelser og at vi er flyttet nordpå igen. Det var ikke noget stort, bare familien samlet til en omgang lasagne og kage bagefter (vender jeg tilbage med) Vi havde været bekymrede for om det overhovedet kunne lade sig gøre at være hele hans familie hjemme i vores lille stue, men vi måtte jo bare finde ud af det. Vi fik dog en del afbud (desværre) og endte med “kun” at være 16 så der var fin plads. Så i dag står den på oprydning og opvask.. Så igang med mig!

Hurtig pasta – med et drys "stop spild af mad"

13. februar, 2013

Den anden dag var sulten ikke så stor – og udvalget endnu mindre. Så efter at have kigget hjælpeløst ind i køleskabet et par minutter med tanken “jeg gider ikke spise rugbrød til aften!” snurrende i hovedet, faldt jeg over en pakke frisk pasta der havde forputtet sig inde bagerst på en hylde.

Fluks blev den revet ud og i samme håndelag en rest fløde, lidt broccoli, en halv pakke bacontern og en lidt sølle udseende rød snack peber. Op af fryseren blev der taget 4 portionskugler spinat op, det hele blev lagt på bordet og så var det ellers bare at gå igang.

Spinaten blev smidt på en kold pande der blev sat til at varme lige så stille op. Imens satte jeg en gryde med lidt vand igang med at koge og trimmede broccolien til små buketter.
Da vandet kogte fik det lidt salt og broccolien blev smidt i. Da spinaten var ved at være optøet kom baconen på – det blev ikke rigtig stegt sprødt, så det kunne måske være en fordel at gøre det i omvendt rækkefølge, men det smagte nu fint nok.

Imens blev snackpeberen skåret i tynde skiver. Da broccolien havde kogt et par minutter hældte jeg vandet fra og satte det til side.
Da baconen nåede til et punkt hvor jeg tænkte “nu er det vist fint” satte jeg en gryde med vand til pastaen til at koge. Herefter hældte jeg broccoli og peber på panden med en god sjat fløde, 1 – 1½ dl vil jeg tro. Retten fik lidt salt, peber og citron og fik lov til at koge lige så stille ind.

Da pastaen var kogt, blev den næsten drænet for vand og vendt i fløde blandingen på panden og så var det ellers klar til servering. –

Til retten blandede vi lidt hjertesalat og noget rucola sammen med en dressing lavet af

koldpresset rapsolie
lidt grov sød sennep
En sjat citron
salt og peber

Man er nødt til at smage sig lidt frem – man skal kunne smage alle elementer på en gang for at den er i top. Når man smager på dressingen er den lidt fed pga. olien, men det ændre sig når den bliver vendt i salaten.

På maks 10 minutter havde vi en lækker let ret lavet ud fra små sjatter og rester rundt omkring – helt sikkert noget vi skal lave igen!

Jeg er begyndt at se fordelen af at have en pose hakket spinat liggende i fryseren – mon ikke der skulle købes noget frisk når den kommer i sæson igen som kan hakkes og proppes i fryseren – det kan godt nok peppe en hel del mad op.

Brownie med rababermousse

9. februar, 2013

Så kunne der ske lidt igen, på den lille blog – sådan en flytning er en hård nyser. 2 uger er der (næsten) gået siden vi flyttede herop og det er først nu jeg har fundet overskud til at få bagt og blogget. Dertil kom det at der i går var en grund til at bage, så det gjorde det måske også lidt lettere at få møffet sig sammen.

Siden vi er flyttet herop, har der været en frygtelig masse kasser at pakke ud, sociale beskæftigelser (ih hvilket luksus problem at have :D) og start på at være ledig, med ansøgninger der skal skrives og møder der skal gåes til, det skal nok bare lige blive en vane, så går det hele nok fremad.

Nå – men i går var der altså en grund til at få bagt noget – et sammenskudsgilde med venneflokken gjorde at jeg snuppede “kageposten” om det var forventet skal jeg ikke kunne sige … :)

Jeg havde lyst til chokoladekage, så det blev det til. En god (og tung) browniebund med en rababermousse oven på, for at friske det lidt op.

Brownien har jeg lavet før jeg ændrede blot lidt på nødde fordelingen

125 g smør
100 g mørk chokolade

2 æg
125 g sukker

75 g mel
2 spsk kakao
50 g hasselnødder
50 g valnødder

Smør og chokolade smeltes sammen i en tykbundet gryde. Imens piskes æg og sukker lyst og skummende. Nødderne hakkes (jeg hakker hasselnødderne fint og valnødderne groft, men det kan man jo gøre som man vil) nødderne vendes i mel og kakao og vendes forsigtigt i æggemassen. Tilsidst tilsættes, den lidt afkølede, chokolade/smørblanding og dejen hældes i en springform (cirka 25 cm i diameter)

Kagen bages ved 175 grader i 20 minutters tid.

Rababermoussen blev lavet lidt på gefühl – men cirka sådan her

50 g rababer skåret i mindre stykker
3 store spsk sukker / smag dig frem
1 stang vanilje
1½ dl piskefløde
2 spsk cremefraiche 18%
2 blade husblas

Rababerne kom i en gryde med lidt vand (sådan at de ikke koger fast) sukker og den tomme vaniljestang. De skal bare koge til det er en lind grød. Imens udblødes husblassen i koldt vand.

Fløden piskes godt med vaniljekornene, herefter vendes cremefraichen i.

Når rababerne er kogt, vrides husblassen for vand og ploppes i. Giv det hele et opkog, for at være sikker på at husblassen er ordentligt smeltet. Herefter passeres grøden gennem en sigte, så man kun får rababersaften.

Saften vendes forsigtigt sammen med fløde blandingen og hældes ud over den kolde kage. Sættes i køleskabet et par timer, inden der drysses frysetørrede hindbær ud over og den sættes på køl igen – gerne cirka 4 timer i alt.

Jeg synes det blev en lækker lille sag, der på trods af den tunge brownie havde en fin friskhed over sig også er den – ikke at forglemme – yndig og lyserød.

I må have en god weekend derude – for os står den i aften på 70 års fødselsdag ved gemalens farmor – indtil da, hedder det vist bare – “kom oven på!” for mit vedkommende, stress er ikke sådan lige at ryste af sig, men med små og rolige skridt går det i den rigtige retning.