Månedsarkiv: juni 2013

Små lækkerbiskner med rababer

21. juni, 2013

Livet skal gå videre – og lige nu arbejder jeg på at se fremad! Et lille tilbageblik er jeg dog nødt til at have med – billederne her har nemlig ligget i gemmerne så længe at jeg var begyndt at frygte at der ville gro mug på dem. (skriver hun med hun små griner lidt over sin egen virkelig dårlige joke…)

De små lækkerbiskner er ganske enkelt små rababertærter. Bunden er en rest mørdej – jeg plejer at bruge prices’ opskrift som er den bedste jeg indtil nu er faldet over.
Jeg har (igen igen) valgt at lave små portions størrelser, men det kan man jo gøre som man vil.

Dejen blev rullet ud og lagt i små, smurte, forme. Heri kom en kompot af rabarber og jordbær kogt med sukker og vanilje (cirka 75 % rabarber til 25% jordbær) giv det et godt drys sukker og smag så til når det er kogt til en tyk grød.

Kompotten kom i formene og oven på satte jeg en lille mørdejs rose lavet af de aller sidste rester dej. Tærterne blev bagt ved 200 grader i 20 – 30 minutter, min nye ovn giver for lidt varme (den gamle gav for meget) så bagetiden kan nok sagtens være kortere.

Da tærterne var kølet lidt af spiste gemalen og jeg en hver med et drys flormelis over og en klat clotted cream, hjembragt af min søster fra England (sammen med andre lækkerier.)

De sidste fire blev taget med ud til gemalens fætter om aftenen, hvor vi fik en pludselig invitation til grill – jeg tror de kunne dufte tærterne :)

Rigtig god weekend til jer alle derude, for mig står den i morgen på TV2 fri konkurrence på Sæby Havn – måske der er nogen der skal et smut forbi?

ÆV – med dobbelt ÆV på!

13. juni, 2013

Lad mig bare sige det som det er. Det her indlæg er alt andet end hvad jeg havde troet, håbet og ønsket at jeg skulle skrive…

Den faste læser husker måske at jeg “lokkede” med to store og spændende ting her i mit opsamlings indlæg og jeg havde troet at jeg i mandags kunne afsløre den ene af de ting. Jeg havde troet at jeg i mandags kunne afsløre et lidt grynet, sort/hvid billede af noget som kun en mor ville kunne synes var smukt og fantastisk. Kort sagt – jeg troede jeg skulle vise jer alle sammen et scanningsbillede af vores lille “gøj” som skulle have haft termin den 22. december og have udvidet vores familie fra 2 + en hund til 3 + en hund.

Men som det nok står klart nu, var det ikke tilfældet. Vi kom ti Hjørring sygehus i fin tid og kom forholdsvis hurtigt ind til scanningen – vi var spændte og havde planlagt dagen, efter scanningen som skulle begynde cirka kvart i ni, skulle vi ud og finde en kop kaffe mens vi skulle sukke over billeder og vente på at ønskebørn åbnede så der kunne indkøbes lidt babygrej. Derefter skulle turen gå hjemover hvor der skulle produceres kopier af billederne til de kommende bedste- og oldeforældre.

Allerede da sygeplejersken så på resultaterne af den blodprøve jeg havde fået taget kunne jeg se på hende at der var noget galt – jeg tænkte at det nok var de tal der skulle indgå i risikoberegningen for down-syndrom som var lidt høje, men der var jo både min forholdsvis lave alder, en nakkefold og i sidste tilfælde en reelt prøve som nok skulle modbevise det – håbet var jo lysegrønt.

Da jeg så kommer op og ligge på briksen, spændt og glad, på ingen måde nervøs, begynder hun at lede – og lede – og lede… I starten tænkte jeg – arh den gemmer sig nok bare, men efter at være blevet så gennemscannet som jeg overhovedet kunne var svaret klar. Jeg havde haft en “tavs abort” – allerede i 7. uge var fosteret gået til grunde uden at kroppen dog har opfattet/accepteret det. Det kom som et stort chok – for alt var ellers gået så fint! Jeg havde ikke haft så meget kvalme godt nok, men havde ellers haft graviditets symptomer helt frem til 11 uge hvor de lige så stille var begyndt at tage af – hvilket jo ikke var så mærkeligt i forhold til at 2. trimester skulle være langt lettere at komme igennem. Så faktisk tog jeg mig selv i ikke rigtig at tro på hende – hun måtte tage fejl, selvfølgelig var jeg gravid, jeg var jo lige gået i 13. uge og nu skulle risikoen være så lille at man ikke skulle bekymre sig mere.

Men hun havde jo desværre ret, selvfølgelig havde hun det, hun havde tjekket alle muligheder og hun kunne naturligvis finde ud af sit job. Så lige pludselig var det nogle andre realiteter vi skulle til at forholde os til. Ville vi vente på at det kom ud af sig selv, ville vi fremprovokere det med piller enten på sygehuset eller hjemme eller ville vi vælge at få foretaget en udskrabning – under fuld narkose… Valget faldt på piller derhjemme. Fuld narkose var ikke så tiltalende og bare at gå og vente på at det skulle ske var overhovedet ikke tiltalende.

Jeg var i fuldstændig chok mens vi sad deroppe og kunne bare nikke og sige ja/nej til de ting der blev snakket om, men i det øjeblik vi rejste os for at gå begyndte tårene at trille og det blev de så ellers ved med mere eller mindre resten af dagen. Da vi kom hjem sprang gemalen oven på og fjernede diverse bøger og vitaminer som ellers havde været så stor en del af vores hverdag i de sidste 2 måneder, kort efter kom min mor og hjalp med at fjerne de ting der kunne minde os om det, de små indkøb vi allerede havde gjort blev pakket i bilen og sat væk ved mine forældre, sammen med det tæppe jeg var gået igang med at strikke. Derefter sad vi bare i nogle timer mens jeg stor tudede og snakkede lidt løst og fast om alt og intet. Dagen lille lidt hen i en tåge for mig, vi spiste frokost med svigermor og svigerinden og derefter skulle tiden bare gå. Hen af aften begyndte jeg at få stærke smerter. Det var egentlig meningen at jeg først skulle lægge pillerne op tirsdag aften/onsdag morgen på grund af et møde jeg ikke kunne gå glip af tirsdag. Men smerterne tog til og i løbet af tirsdag nat udskilte min krop selv det der ikke skulle være der.

Det var absolut ikke en sjov oplevelse, men jeg er på en eller anden underlig måde glad for at det skete som det gjorde, på denne måde kunne jeg sove fra det meste istedet for at sidde først og vente på at der sker noget og så derefter være så bitterlig opmærksom på hvad det er der sker.

Efter mit møde tirsdag sygemeldte jeg mig resten af ugen, for at både min krop og mit hoved ikke mindst kunne komme bare lidt til sig selv.

I dag var vi så på sygehuset igen, jeg skulle scannes for at tjekke at alt var ude som det skulle, hvilket det heldigvis var. Denne gang var det desværre ikke så hurtigt. Vi måtte sidde i en halv time i et venteværelse beregnet til folk som glæder sig over graviditet og det snart at skulle have et barn så der var billeder af børn, gravide maver og scanninger over alt (sådan føltes det i hvert fald) for slet ikke at snakke om de andre der kom ind og ud med store maver, spædbørn og lykkelige smil i ansigtet – gemalen og jeg gemte os i et hjørne med næserne begravet i det nærmeste læsestof som ikke handlede om børn. For lige at føres spot til skade, så skal man da også lige forbi fødeafdelingen på vej ind og ud – bare lige for at træde i det…! Det skal så dog siges at det var et virkelig dygtigt og sympatisk personale og vi følte begge at der blev taget god hånd om os.

Scanningen i dag blev lige som også en afslutning for os begge – vi kommer ikke over det foreløbig men nu er det i hvert fald slut og vi kan begynde at tænke fremad. Der skal ikke være tvivl om at vi vil forsøge igen – om ikke andet så kan sådan en oplevelse her bevise for en hvor meget man egentlig gerne vil have et barn, ikke at vi som sådan var i tvivl – men nu er vi da slet ikke! Oplevelsen kan så også bevise over for en hvor fantastisk stærk og dejligt en netværk man har, alle har været så søde og betænksomme og ingen har sagt de forkerte ting. Der er meget få ting der kan være en trøst, men mange ting kan få en til at huske det her er er ikke vores fejl – det er noget der sker og det sker for mange! Siden i mandags har jeg hørt om flere og flere som har oplevet det samme og som nu har indtil flere sunde, raske og dejlige børn – så det er jo bare at “komme op på hesten” igen, som en kollega sagde til mig med et smil inden jeg gik hjem tirsdag.

I alt dette her har gemalen været helt fantastisk, selvom han selv har været utrolig berørt og ked af det hele, har han bare været den stærke klippe jeg havde brug for, så meget at jeg i går var helt i kulkælderen over ikke at kunne hjælpe ham og over om han nu gik og pakkede sin sorg væk for min skyld. men efter en god snak hvor han igen (igen) viste sig som en stor stærk støtte faldt jeg lidt til ro og jeg er sikker på at vi sammen nok skal komme på den anden side. Første skridt på vejen er at finde en hverdag igen. Rengøring, oprydning og madlavning er kommet i sidste række – hvis det overhovedet har haft en række – men med små skridt kommer vi den rigtige vej.

Det blev vist lidt langt og indviklet, trist og træls – jeg håber I bærer over med mig, det er nok lige så meget en måde at bearbejde det på fra min side. Jeg tror det er vigtigt på en og samme tid ikke at tie det ihjel uden samtidig at lade det fylde hele ens liv. Om ikke andet kan det måske – på et tidspunkt – hjælpe andre der kommer til at stå i samme situation med at se at de ikke er de eneste der oplever dette – helt igennem forfærdelige og dog så almindelige – måske er det bare et tabu der skal brydes? Jeg snakkede i går med en ven af mine forældre der har oplevet det to gange og nu er gravid med sit 3. barn så det kan lykkes! og det var virkelig beroligende at høre at jeg ikke er den eneste der har haft dumme tanker med “sker det så også næste gang” “bliver der overhovedet en næste gang” “hvorfor lige mig??” og ikke mindst “det passer ikke – kig lige en gang til!”

Beklager hvis der er mange stave-/slagfejl orker ikke rigtig at læse det igennem lige nu.  Håber ikke det har været for meget selvynk – hvis det har været det for nogen er det nok for sent at undskylde, for så håber jeg da at de er holdt op med at læse for lang tid siden. Jeg håber at kunne vende tilbage engang med langt bedre ting at fortælle!

Bærtærte – så nem at det næsten er snyd

3. juni, 2013

Denne bærtærte er så nem og hurtig at lave jeg faktisk bare biksede den sammen en dag jeg kom hjem fra arbejde og virkelig trængte til noget sødt!

Jeg havde jordbær og brombær i fryseren så de udgjorde grundlaget for fyldet og så var det jo ellers bare at piske en dej sammen og hælde over.

Dejen består af:

2 æg
160 g sukker
1 tsk vaniljesukker
100 g mel

Æg, sukker og vanilje piskes godt sammen til det er lyst og luftigt. Herefter vendes melen forsigtigt i.

Bærene (cirka 300 g) blev lagt i bunden af en smurt tærteform. Fordi jordbærene var så store valgte jeg at dele dem i fire, men ellers kan man bare vælte dem ud som de er.

Tilsidst hældes dejen over og rettes til så det dækker bærene. Tærten bages ved 180 grader i 20 – 30 minutters tid – sådan cirka. Og så skal man så lige lade være med, som mig, at blive snydt af at overfladen er helt sprød – den var nemlig slet ikke bagt indenunder. Så tjek lige om den er bagt inden du har sat den til at køle af og tænker – uhm, NU skal jeg have et stykke – det er så bittert at skulle vente endnu længere tid på at tærten bliver færdig.

Som skrevet – den er simpelthen så nem at det næsten er snyd og kan varieres i det uendelige – alt efter hvad der er dine yndlings bær/frugt eller efter hvad du lige har liggende i fryseren. Tænker den er god at have i baghånden hvis der kommer uventede gæster.

Tærten er i øvrigt bedst lun og på dagen, men kan sagtens holde et par dage mere, den bliver bare “blød” i overfladen istedet for at være sprød.

Nu vil jeg sætte mig til rette og se på at gemalen laver noget mad til mig – jeg er lidt heldig :) I dag gik dagen med arbejde ind til klokken tre, hvor jeg så skulle mødes med min lillebror der lige havde været til skriftlig fysik eksamen (han bliver student i år) så vi havde besluttet os for at afprøve Frederikshavns nye café/kaffeshop. Gemalen stødte til så vi nød en kop kaffe (ok chai-latte for mit vedkommende) i solen mens der blev snakket planer for at flytte hjemmefra, håb om lejlighed og at der nu bare er tre eksamener tilbage inden lillebror kan få huen på hovedet.