2013/06/03

Bærtærte – så nem at det næsten er snyd

Denne bærtærte er så nem og hurtig at lave jeg faktisk bare biksede den sammen en dag jeg kom hjem fra arbejde og virkelig trængte til noget sødt!

Jeg havde jordbær og brombær i fryseren så de udgjorde grundlaget for fyldet og så var det jo ellers bare at piske en dej sammen og hælde over.

Dejen består af:

2 æg
160 g sukker
1 tsk vaniljesukker
100 g mel

Æg, sukker og vanilje piskes godt sammen til det er lyst og luftigt. Herefter vendes melen forsigtigt i.

Bærene (cirka 300 g) blev lagt i bunden af en smurt tærteform. Fordi jordbærene var så store valgte jeg at dele dem i fire, men ellers kan man bare vælte dem ud som de er.

Tilsidst hældes dejen over og rettes til så det dækker bærene. Tærten bages ved 180 grader i 20 – 30 minutters tid – sådan cirka. Og så skal man så lige lade være med, som mig, at blive snydt af at overfladen er helt sprød – den var nemlig slet ikke bagt indenunder. Så tjek lige om den er bagt inden du har sat den til at køle af og tænker – uhm, NU skal jeg have et stykke – det er så bittert at skulle vente endnu længere tid på at tærten bliver færdig.

Som skrevet – den er simpelthen så nem at det næsten er snyd og kan varieres i det uendelige – alt efter hvad der er dine yndlings bær/frugt eller efter hvad du lige har liggende i fryseren. Tænker den er god at have i baghånden hvis der kommer uventede gæster.

Tærten er i øvrigt bedst lun og på dagen, men kan sagtens holde et par dage mere, den bliver bare “blød” i overfladen istedet for at være sprød.

Nu vil jeg sætte mig til rette og se på at gemalen laver noget mad til mig – jeg er lidt heldig :) I dag gik dagen med arbejde ind til klokken tre, hvor jeg så skulle mødes med min lillebror der lige havde været til skriftlig fysik eksamen (han bliver student i år) så vi havde besluttet os for at afprøve Frederikshavns nye café/kaffeshop. Gemalen stødte til så vi nød en kop kaffe (ok chai-latte for mit vedkommende) i solen mens der blev snakket planer for at flytte hjemmefra, håb om lejlighed og at der nu bare er tre eksamener tilbage inden lillebror kan få huen på hovedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *