2013/07/07

TV2 Fris – Danmarks bedste livret

Jeg kom vist på et tidspunkt til at skrive at jeg skulle være med i TV2 Fris “Danmarks bedste livret” konkurrence – og det på trods af at jeg havde svoret at jeg aldrig, aldrig nogen sinde skulle være med i nogen form for tv program… ja man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

Jeg tog et nyt da jeg blev kontaktet af en caster fra Mastif (produktionsselskabet bag) som havde fundet bloggen her og spurgte om jeg kunne tænke mig at være med. Jeg ved godt at de sikkert har spurgt samtlige madbloggere i Danmark, men jeg kunne ikke lade være med at blive beæret over rent faktisk at blive spurgt (jøps jeg lappede det lige i mig) så efter at have diskuteret det med mig selv (mange gange) og gemalen (nogle gange) takkede jeg ja – og så begyndte jeg ellers at fortryde…. og det gjorde jeg lige op til at jeg præsenterede maden for dommerne.

Jeg fandt nemlig mig selv være lidt flov over at skulle være med i sådan et program, så det var også ganske få der fik det at vide og når jeg fortalte det, slog jeg det lidt hen med – arh det er også bare noget pjat. Nå dagen rendt op og gemalen og jeg satte turen mod Sæby havn (hvor optagelserne skulle være) jeg havde hele tiden sagt at vi ikke skulle regne med at jeg gik videre til delfinalen, vi kunne nok tage hjem igen til middag – selvfølgelig håbede jeg da at gå videre, det ville da være lidt trist at få at vide at ens mad ikke var god nok, men jeg er nu engang lidt af en sortseer og forbereder mig (næsten) altid på det værste. Så indtil jeg steg ud af bilen på haven tænkte jeg at jeg nok skulle kunne gå videre, men da jeg kom ud af bilen så jeg hvordan folk kom slæbende med jeg ved ikke hvor meget – og der stod jeg, med min sorte net med reklame fra E+N tegnestuen i Aarhus, med 3 IKEA bøtter, en spiseske og en tallerken. Nej hvor følte jeg bare at jeg havde været alt for uambitiøs i forhold til den konkurrence. Heldigvis skulle jeg præsentere min ret forholdsvis tidligt, så jeg skulle da bare vente en times tid, inden jeg kunne sige “nå det var ærgerligt – men jeg mødte da Søren Gericke” og tage hjem igen. Så afsted med mig op og præsentere retten for de tre dygtige kokke.

Og tænk – de kunne lide min ret (som i øvrigt var bygotto med kylling, ærter og asparges) de kunne faktisk virkelig godt lide den – jeg svævede rundt på en lille sky, jeg havde fået ros af selveste Søren Gericke (I kan godt fornemme at jeg synes den mand er genial ikke?) Jeg kan knap huske hvad de sagde, men de roste den og gav mig en yndig roset der betød at jeg var med i opløbet om at komme med i delfinalen

Gæt hvem der ikke var til skyde igennem (og gæt hvad der hænger på min opslagstavle nu.) Herefter kørte vi hjem til mine forældre og spiste frokost inden vi skulle være tilbage på pladsen ved tre tiden. Her skulle der så underskrives en kontakt (mere) og så skulle dommerne ellers give besked om hvem der var gået videre.

Og her stopper jeg så, jeg skrev nemlig under på ikke at fortælle hvad resultatet blev og jeg er faktisk lidt i tvivl om hvorvidt jeg må sige noget om delfinalen eller om det kun er det endelige resultat… Men jeg kan da i hvert fald sige at der skulle være en rimelig god chance for at se mig på TV2 Fri engang til september når programmet bliver sendt :)

Det var en vildt hyggelig dag og jeg er så glad for at jeg ikke bakkede ud, en af de mange gange hvor jeg var lige ved at gå ned og skrive en mail til casteren for at sige fra (her skal der gå en stor tak til gemalen der satte sig i karakter et par gange og bad mig om at tage mig sammen.) Det var da rigtig sjovt at opleve en tv produktion og det var bare sådan et klap på skulderen af få ros for min mad af fagfolk (som ikke indgår i venneflokken derfor er tvunget til at rose den.) Nu skal jeg bare finde et sted at gemme mig den dag det bliver sendt, for jeg vil ikke se mig selv på fjernsynet!

3 tanker om "TV2 Fris – Danmarks bedste livret"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *