2014/01/23
2013-12-31 22.10.57

Nytårs islagkage

2013-12-31 22.10.57

Nytår er ved at være et godt stykke væk – men derfor kan jeg jo godt lige smide et indlæg om vores nytårsdessert. Med en anden tekst kan den jo sagtens bruges til andre anledninger. Det må også være på tide – den har ligget som coverbillede inde på facebooksiden indtil i går, hvor den blev skiftet ud med en sprutte.

Nå men – desserten var islagkage. Det er første gang jeg laver sådan en, men absolut ikke sidste. Jeg har jo også lavet is indtil flere gange, så udfordringen på det plan var ikke så stor.

Islagkagen var sammensat af vaniljeis, 70% chokoladeis, appelsin-havtorn-is, et marcipanlåg og marengsstænger.

Opskriften på isen:

Alle tre is er lavet på denne grundopskrift.

2 æggeblommer
90 g sukker

2 dl mælk
2 dl piskefløde
1 blad husblas

Husblassen lægges i blød i koldt vand.
Mælk og fløde kommes i en gryde og sættes på ved middelvarme. Væsken skal bringes i kog, sammen med smagsgiveren. Imens piskes æggeblommer og sukker lyst og luftigt. Når væsken er kogt op skal den piskes i æggemassen, kom kun lidt i til at starte med, ellers risikerer du at æggene koagulerer.
Når al væsken er pisket i, kommes husblassen i gryden, den skal smelte og så skal ismassen hældes i gryden igen og varmes forsigtigt op til den begynder at tykne. Må ikke koge!
Herefter hældes massen i en bøtte og sættes på køl, inden den køres på en ismaskine. Har du ikke en ismaskine skal du lave en parfait, for at få et ordentligt resultat.

Smagsgiverne i isen er:

1 stang vanilje (kornene skal piskes med æg og sukker, stangen koges med væsken)

100 g 70% chokolade – fint hakkes og smeltes i væsen.

Saft og skal af to appelsiner
50 g havtorn bær
2 spsk sukker

Appelsinsaft og havtorn gives et opkog. Herefter blendes det, og sigtes så du kun har den rene saft tilbage. Herefter kommes saften tilbage i gryden med sukkeret og koges ind til en sirup. Blandes i væsken (sørg for at den ikke bliver for kold, så er den ikke til at få ud af gryden) – pas på det ikke skiller!

I en springform, eller en lagkagering på et skærebræt, lægges vaniljeisen i bunden. Sæt formen i fryseren inden, så den er kold. Frys isen ind, inden næste lag lægges på. Så chokoladeisen (frys ind igen) til sidst appelsin/havtorn isen. Sæt islagkagen i fryseren i et døgns tid.

2013-12-31 15.14.21

Marcipanen æltes op med noget glukosesirup, så den bliver mere smidig at arbejde med. Mål islagkagen inden, så du ved hvor stor den låget skal være. Skal marcipanen pyntes – eksempelvis med skrift som jeg har gjort, vil jeg anbefale at gøre det inden du lægger det på islagkagen, for ikke at have den ude af fryseren i for lang tid. Læg marcipanlåget på og skær det til så det passer på kagens form.

Marengsstængerne laves af

3 æggehvider
300 g sukker

Pisk æggehviderne stive, vend sukkeret i. Kommes i en sprøjtepose med en glat tylle. Sprøjt lange stænger på en bageplade med bagepapir – lav rigeligt, de går nemt i stykker!
Bages ved 150 grader indtil de er sprøde – 10-15 minutter, men det kommer an på ovn, tykkelse og meget andet – så hold øje med dem.

Når marengstængerne er kolde skæres de i stykker i passende stykker (mål islagkagens højde og læg lidt til) eller lav dem forskellig højde, alt efter hvilket udtryk du er til. Sæt dem herefter fast på islagkantens kage og bind et smukt bånd omkring. Sættes i fryseren indtil den skal spises.

Nu vil jeg begrave mig under en dyne igen, sammen med en film på netflix. Har pådraget mig en omgang influenza… Som om sygdom over julen ikke var nok… Det er en grum omgang, men heldigvis lader den ikke til at vare så længe – satser på at være klar igen i morgen. Synes jeg var så praktisk i julen at det lå hvor jeg alligevel havde fri, det hjalp så ikke her – 3 ud af 5 arbejdsdage har været sygedage i den her uge..

En tanke om "Nytårs islagkage"

  1. Karin Jagd

    Hej ! Jeg er caster og leder efter medvirkende til en reklamefilm for Neophos, Det er naturligvis lønnet – og man har mulighed for at få sin blogg med på reklamen.
    Vi skal finde madbloggere. og jeg er i den forbindelse faldet over din side her. Kunne det være noget du er interesseret i at høre mere om – vil du så ikke kontakte mig på 26318709 ? – MVH karin Jagd / Gizmo Cast

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *