Månedsarkiv: marts 2014

Det er hårdt at være husejer

31. marts, 2014

Av av av – manuelt arbejde er en hård ting. Vi overtog nøglerne til kolonihaven i onsdags. Torsdag gik gemalen til angreb på gulvet og kørt 3 trailerfulde blandet rod væk.

Fredag tog vi en weekendtur til Tversted og nød freden. Da turen gik hjemad søndag formiddag, kørte vi over i kolonihaven for at komme igang – der skulle gøres noget ved fugten, så bevæbnet med et koben og sav gik vi igang med at bryde godt møre gulvbrædder op – dem der ikke var angrebet af fugt og råd, havde været spisekammer for en flok borebiller, som mere eller mindre har undermineret træet – der er enkelte fibre med savsmuld imellem.

Der blev også tid til lidt hygge – med familiebesøg der lige skulle inspicere købet. Søndag så stuen sådan ud

2014-03-30 14.26.39

I dag da jeg fik fri tog vi så derud igen – vægbeklædningen er røget en tur og i løbet af ugen skal det sidste af gulvet gerne få samme omgang. Der er rigtig meget fugt derude – men vi håber at ved at få lukket op nu, kan det få lov til at stå og tørre op, inden vi kan pakke det ind igen og få et fint hus ud af det.

I dag så stuen sådan ud, dog fik vi inden vi tog hjem fjernet det sidste beklædning, så der nu står et skelet med yderbeklædning tilbage

2014-03-31 17.10.44Vi har gjort visse “fund” i nedbrydningsarbejdet. I går fandt vi dele af et – hvad vi tror er – et rotteskelet, et kranie, en underkæbe og nogle ribben, er glad nok for at det var skeletstadiet vi fandt og ikke en halvrådden rotte.

I dag gjorde vi et lidt hyggeligere fund – et gammelt frimærke til 200 øre, med motiv fra Skagensbanen, faldt ud af væggen da jeg fjernede noget af det pap, man engang har ment var en vildt god idé at lægge ind…

Derudover har vi fundet indtil flere døde små edderkopper, store levende edderkopper og en vis mængde krible-krable-dyr, jeg vil ikke sige at jeg er bange for insekter, men jeg har det det meget stramt med krible og krablende insekter der kan kravle ind under tøjet og krable rundt.

Når resten af gulvet er væk skal huset have lov til at stå og tørre, inden vi får lavet en ny gulvkonstruktion og inderbeklædning. Imens kan vi gå i haven og forsøge at få startet en køkkenhave op – det var jo en stor del af ideen med at skulle have en kolonihave, det bliver så godt!

 

Kolo-kolo-koloooooo

26. marts, 2014

Vi er blevet husejere – kolonihusejere i hvertfald.

Vi har i dag overtaget nøglerne til denne lille dejlighed

2014-03-22 15.21.11

Så nu glæder vi os til at komme igang med at så grøntsager og sætte kartofler, og ikke mindst få arbejdet lidt med huset, så det kan blive det aller hyggeligste kolonihavehus – så kommer vi nok ikke til at komme uden om at der nok går lidt arkitektnørderi i den, jeg er i hvert fald allerede gået igang med at undersøge hvilken type maling vi skal bruge, hvordan vi bedst kan bygge til osv. – det er måske meget godt, at jeg kan få lov til at lege, undersøge og nørde lidt i et kolonihavehus hvor der ikke sker så meget hvis det ikke går som planlagt, inden vi kommer igang med et “rigtigt” hus.

2014-03-26 17.32.48 2014-03-26 17.48.10 2014-03-26 17.48.20 2014-03-26 17.48.55

Foreløbig skal vi vist bare igang med en oprydning og rengøring også få noget luft igennem – der er meget fugtigt derude nu, og gulvet giver noget efter når man går på det – men vi er ved godt mod og tager et skridt af gangen – hvad vi ikke når i den er uge, når vi måske i næste uge, måned eller år – det vigtigste er at det skal være hyggeligt!

2014-03-26 17.42.50

Nårh ja – også er der jo lige den her lille dame der nyder at være kommet på græs igen – jeg tror at både hund og ejere kommer til at få mange gode hyggelige timer ude i “kolo’en” – som vi i øvrigt skal have navngivet – vi tænker lidt at det skal være Martha, som i skibet s/s Martha.

 

Når en hundemor bliver pylret

14. marts, 2014

Vuffen skulle have renset tænder i dag – sidst hun fik det gjort, resulterede det i en hund der absolut ikke kan lide at komme til dyrlægen – så til hendes sidste tjek og vaccine her i februar fandt vi en dyrlæge der kører hjem til folk, så hunden er mere tryg fordi det er derhjemme. Vi valgte selvfølgelig at få den samme dyrlæge til at ordne tandrensningen, som hun også gjorde hjemme ved os, sådan at vuffen var mest mulig tryg.

En tandrensning af en hund foregår under bedøvelse -ellers tror jeg vi kunne have mange fingreløse dyrlæger rendende rundt. Så vuffen blev bedøvet og faldt stille og roligt i søvn i mine arme, helt tryg og rolig (selvom om det var tydeligt at se og høre at det gjorde ondt at få bedøvelsen sprøjtet ind) da bedøvelsen havde sat ind, blev hun puttet ind i et tæppe lagt på køkkenbordet og tandrensningn gik igang. Desværre viste det sig at fortænderne i undermunden var så angrebet af parodontose at det var nødt til at blive fjernet. Så bedøvelsen blev toppet op med fuld narkose og 5 tænder blev fjernet.

Det hele gik super fint – indtil at vuffen desværre vågnede op lidt for tidligt – tænderne var fjernet, men dyrlægen manglende lige at rense den sidste side af undermunden – det må vi få ordnet om et par måneder. Da vuffen vågnede viste det sig at hun reagerede virkelig dårlig på bedøvelsen. Hun var totalt i panik, øjnene vidt åbne og hun SKREG som jeg aldrig har hørt hende skrige før – stille og roligt fik vi hende beroligt, og hun fik lov til igen at ligge i mine arme og komme til sig selv.

Selvom det ikke ligefrem var en fantastisk oplevelse var jeg super glad for at vi har valgt den her dyrlæge – hun var så god ved vuffen og brugte al den tid der var brug for både før og efter, for at være sikker på at vuffen havde det godt, jeg var også glad for at være der da hun gik i panik – der var ingen tvivl om at det var ved lyden af min stemme at hun faldt til ro – og jeg kan ikke lade være med at tænke om hun reagerede på samme måde da hun var indlagt på dyrehospitalet – hvilket virkelig kan få mig til at forstå hendes reaktion på at komme derind igen.

Så alt i alt – var jeg bare rigtig glad for at vi har fundet vores nye dyrlæge – hendes hjemmeside er i øvrigt her Dyrlæge Baggesen – ikke bare virker hun virkelig dygtig og er super god mod vuffen så er hun faktisk også ret billig. Sidst vi fik ordnet tænder på vuffen gav vi det dobbelte af hvad vi gav den her gang – det er virkelig også værd at tage med i overvejelserne :)

 

Med et billede af vores lille patient – ønsker jeg jer en rigtig god weekend.

20140314_192217

Havetanker…

5. marts, 2014

Vi havde den fineste lille have mens vi boede i Aarhus – det var meget prydhave med roser, “tusindvis” af påskeliljer (eller ok i hvert fald en 50 stykker…), blomstrene buske og så selvfølgelig lidt krydderurter og salat.

Da vi flyttede til Frederikshavn, blev haven udskiftet til en stor altan, fuldt udstyret med sorte polyrattan havemøbler, liggestole, halogensports, teak træs gulv, frygtelig masse glas og riiiiiigeligt vind. Sidste år tilsatte vi selv et par store krukker med krydderuter, en monster grill (hvis man spørger mig, spørger man gemalen er den nok ikke helt stor nok), et lille bord til en solnedgangsplads og en lille trækasse der kunne bruges som bord til liggestolene. Men det er bare lige som om at det der hygge ikke rigtig er… Så der skal ske noget i år, men jeg tror ikke bare det skal være yndige blomster og farverige lysestager….

Jeg tror nemlig jeg vil kaste mig ud i urban gardening – ok så urbant bliver det måske heller ikke, jeg mener – vi bor i udkanten af byen, på det nærmeste på en bar mark. Men vi har ikke ret til at sætte noget som helt i jorden (som formegentlig bare vil blive slået ned sammen næste gang de smøler sig sammen til at slå ukruddet  græsset)… Men vi kan kun plante ting på vores altan, så det skal gøres efter urban gardening principperne, så selvom omgivelserne måske ikke er så urbane – så håber jeg vores “have” bliver det.

Drømmer om en fin og grøn altan billede fra google billedsearch.

Drømmer om en fin og grøn altan
billede fra google billedsearch.

Så nu er undersøgelserne gået igang – hvad skal man plante i hvad, hvad vil kunne overleve på vores forblæste altan, hvor kan vi finde fine krukker, potter, baljer etc. – vi har store vinduer ud til altanen, så samtidig med at det skal være givtigt, skal det også gerne se pænt ud. Jeg er nok lidt for traditionel til at synes det er fantastisk at plante ting i gamle gummistøvler – der må være en anden vej.

Indtil videre skal krydderuterne samles i en krukke og den anden skal tilsås med blandet salat, som så skal sås med lidt mellemrum, så der kan være frisk salat hele sommeren. Så drømmer jeg om hængende jordbær- og ærterplanter, gulerødder og måske en kartoffelplante eller to – der skal studeres og besluttes – og genbrugsbutikkerne i Frederikshavn og omegn skal gennemtrævles for egnede krukker.