2014/08/23

Svumfekage

Ja jeg beklager det sære navn – men da jeg blev spurgt efter hvad det var for en slags kage havde jeg ikke rigtig noget svar klar – så derfor svumfekage.

Og hvad er en svumfekage så? Det er en blanding af flere forskellige ting – en pavlova, en forårslagkage (en barndomsklassiker) og en almindelig lagkage – sådan cirka i hvert fald.

2014-08-17 12.23.42

Kagen består af to marengsbunde hvorimellem der er en kagecreme, blandede bær og lidt banan – på toppen er et lag flødeskum, vendt med vanilje og lidt saft fra bærene. Endelig har den fået et drys knuste frysetørrede hindbær på toppen.

Den vinder nok ikke for at være den smukkeste kage (især ikke fordi cremen løb endnu mere ud inden vi skulle spise den) men tilgengæld var der ikke en krumme tilbage da gæsterne var gået.

Nå en opskrift vil måske være på sin plads:

Bundende

  • 3 æggehvider
  • 150 g sukker
  • en “sjat” eddike

Æggehviderne piskes til de er stive og herefter piskes sukkeret og eddiken i. Pisk godt og længe til massen er hel blank og sej.

På to stykker bagepapir tegnes to lige store ringe (efter en middagstallerken) og marengsmassen fordeles heri. Bages ved 120 grader i 1 – 1,5 time – pas på den ikke bliver for mørk. Med hensyn til fordeling af marengsmasse på bagepapir er der forskellige religioner. Nogle bruger sprøjtepose, andre smadre det mere eller mindre bare ud. Jeg er mest til det sidste, i hvert fald i det her tilfælde.

De æggeblommer man ikke skal bruge i marengsbundende, kan man så tilgengæld bruge i kagecremen.

Kagecreme

  • 1 stang vanilje
  • 2,5 dl sødmælk
  • 25 g sukker
  • 3 æggeblommer
  • 12 g majsstivelse eller kartoffelmel
  • 3/4 dl fløde

Flæk vaniljestangen skrap kornene ud og mos dem ud i lidt sukker. Kom vaniljesukkeret, den tomme stang, mælk, sukker, æggeblommer og majsstivelse i en gryde. Pisk det godt sammen og kog cremen under omrøring i ca. 4 minutter. Imens lægges husblassen i blød i koldt vand.
Lad cremen køle af, inden den røres sammen med flødeskum.

En god idé kunne være at komme noget husblas i cremen, så den ikke løber så meget ud som den gjorde for mig.

Kagen samles ved at lægge den ene bund nederst, læg cremen på og derefter et udvalg af bær og banan, så den næste bund og til sidst flødeskummen på toppen.

Lad den stå og trække en times tid eller to, så trækker lidt af fugten ud i marengsen og gøre den mere lækker.

 

Kagen blev serveret til min fødselsdag i søndags – 26 år skal jeg til at skrive i diverse spørgeskemaer, det gik nu ganske smertefrit – så længe man er midt i tyverne bør alderen vist heller ikke trykke så meget. Heldigvis har jeg omgivet mig med venner der alle er ældre – så jeg vil altid være den unge i vores omgangskreds :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *