Månedsarkiv: januar 2015

Afskedskage

27. januar, 2015

Det er godt nok ved at være frygtelig længe siden at jeg sidst har fået skrevet et indlæg herinde. Jeg tror en del af forklaringen kan være at jeg har haft rigtig meget i hovedet, som har fyldt rigtig meget og som jeg egentlig gerne vil have ud og skrevet om, men fordi det alt sammen omhandler andre personer, vil jeg ikke “udstille” dem her. Bare fordi jeg er en latterlig åben person, så er det jo ikke sikkert at mine venner og familie har lyst til at blive beskrevet på nettet.

Men nu er der da grundlag for at smide et indlæg. Gemalen har nemlig fået arbejde fra på mandag, hvilket gør at han stopper i den skolepraktik han har været igang med siden december. Så der skulle jo laves afskedskage derop til – hvilket jeg fik æren af. Det var helt sjovt at lave sådan en kage igen, det er virkelig ved at være længe siden der har været grund til det.

2015-01-26 17.23.25

Kagen bestod af mørke lagkagebunde, chokoladecreme og brombærmousse hvor brombærmoussen også blev toppen.

Lagkagebundende var helt klassiske og bestod af:

  • 4 æg
  • 125 g sukker
  • 150 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 4 spsk kakao

Pisk æggene lyse og luftige, pisk sukkeret heri. Bland mel, bagepulver og kakao sammen og sigt i æggeblandingen. Vend forsigtigt sammen. Kommes i en smurt springform (24 cm) og bages ved 200 grader i ca. minutter.

Når kagen er kølet af flækkes den i to.

Kagen blev omkranset af bagt italiensk marengs i stænger, resten af den italienske marengs blev sprøjtet ud som roser på toppen af kagen.

2015-01-26 17.23.30

Italiensk marengs

  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker
  • ½ dl vand

æggehviderne piskes stive,
Sukker og vand koges til en sukkerlage – skal op på 120 grader.
Sukkerlagen piskes herefter i æggehviderne, fortsæt med at piske ca. 5 minutter efter sukkerlagen er kommet i.

Kommes i en sprøjteposte og sprøjtes ud til lange stænger på en bageplade. Bages ved 120 grader i ca. 45 minutter. Når de er afkølet, kan de skæres ud i passende stykker og placeres rundt om kagen.

 

Som sædvanlig tænkte jeg mig ikke helt om da jeg var i køkkenet, hvilket resulterede i en nu brombærrød grydeske – men hva’ den har vist både været karrygul og hindbærrød tidligere også, forandring fryder, er det ikke det man siger?

2015-01-26 17.38.29

Nu håber jeg gemalen får det godt det nye sted, det er så dejligt at han har fundet noget at lave – og er så god til at pakke bitterheden over ikke at kunne få lov til at bruge sin uddannelse væk, og derfor istedet kaste sig ud i en ny retning og være glad for det. Jeg tager i hvert fald hatten af for ham.

Jeg skal på fredag til samtale ved en tegnestue i Hjørring, godt nok “kun” om mulighed for at komme i en måneds praktik, men lidt har jo også ret – og man må jo snige sig ind hvor man kan.

10 år

7. januar, 2015

10 år – det er så længe, gemalen i dag har holdt mig ud. Det vil jeg alligevel godt tage hatten af for!

Vi var bare 16 og 18 år gamle da vi fandt sammen i 1. g på HTX og jeg tror egentlig ikke nogen af os i starten, havde regnet med at vi her 10 år efter stadig ville være sammen. Men det var åbenbart bare det rigtige match – og jeg klager bestemt ikke!

Jeg har flere gange tænkt på at jeg burde skrive en hyldest til gemalen herinde, fordi jeg ikke altid er så god til at udtrykke sådan noget (og finder det som en lidt kunstig situation at skulle sidde og fortælle ham hvor fantastisk han er). Men jeg tror faktisk ikke at han vil bryde sig om det, så derfor lader jeg være.

Jeg håber og tror på, at han ved at han er manden i mit liv, at jeg er dybt taknemmelig for at have ham, for at han altid står klar til at gribe mig når jeg falder og at jeg hellere vil gå igennem alverdens problemer sammen med ham, end at gå uden om dem med nogen anden.

 

Og hvad skal der så ske i dag? well vi plejer ikke rigtig at gøre noget ud af de her mærkedage, andet end lige at markere dem ved at ønske hinanden tillykke og måske spise lidt god mad eller bare en lækker kage, vi har ikke rigtig brug for at iscenesætte romantik og kærlighed på den måde, og slet ikke for at overøse hinanden med gaver/blomster. I år var vi så blevet enige om at nu det alligevel var 10 år, så skulle vi måske gøre lidt mere ud af det. Men hvad sker der så, andet end at 3 dage efter vi havde aftalt det, bliver gemalen kaldt til jobsamtale i aften, klokken otte – der faldt den gode middag da lidt til jorden. Må indrømme at lige da jeg så tidspunket tænkte jeg lidt “ØV!” men nu håber jeg bare at datoen vil bringe noget held med sig (igen) og så finder vi nok et andet tidspunkt at spise en lækker middag på.

Året der gik…

5. januar, 2015

Sidste år lavede jeg et indlæg om året der gik, og det vil jeg prøve at gøre igen i år. Sidste år var ikke så positivt, det synes jeg heldigvis det overordnet er i år, selvom alting ikke er gået helt som jeg kunne have drømt om.

Året startede med at se lyst ud gemalen så ud til at få job via videnspilotordningen og jeg var blevet forlænget et halvt år mere i min projektansættelse – med stærke undertoner af at de som minimum så en forlængelse mere ude i farvandet, hvis ikke en fastansættelse. Helt sådan gik det nu ikke, tilskuddet til videnspiloten faldt igennem på en teknikailtet og Frederikshavn Kommune “opdagede pludseligt” at der faktisk manglede lige omkring 100 mio. i kassen (and counting) – så jeg kunne lige som godt se hvor det bar hen ad.

Istedet for at gå i kuldkælderen, besluttede vi os for at købe en kolonihave, egentlig var tanken at vi bare ville tjekke markedet og så få sparet op så vi måske kunne købe en i løbet af året eller året efter, men så faldt vi over vores lille “perle” til bare 12000 kr.  så vi slog til og fik vores eget lille håndværker tilbud, med meget arbejde.

I april besluttede jeg mig for at det der med at være ren madblog, kunne jeg vist godt opgive. Istedet vil jeg nok omtale mig som en “hyggeblog” med enkelte opskrifter indimellem – i bund og grund fordi det er den type blogs jeg helst vil læse, så hvorfor ikke drive bloggen på den måde selv.

I juli fik bloggen et lille løft hvilket jeg synes var på tide, efter lang tid med samme udgangspunkt.

Sommeren gik stort set i haven men lidt ferie blev det også til. I slutningen af maj/starten af juni tunerede vi vestkysten tynd og i august brugte vi en uge på afslapning og ture rundt i Nordjylland.

I løbet af sommeren blev vi også enige om at nok kunne være nok og opsagde vores lejekontrakt på huset og begyndte at lede efter noget nyt at bo i. Vi fandt en skøn 1. sals lejlighed i Sæby som vi flyttede ind i i slutningen af september. Nu nyder vi at være hjemme, selvom alt ikke er tip top perfekt (det er jo trods alt det ældste vi indtil nu har boet i) så er det bare så dejligt og jeg nyder at naturen er så tæt ved når vuffen skal luftes.

1. september udløb min kontrakt med Frederikshavn Kommune og jeg måtte se mig selv som arbejdsløs ledig – igen.. Det kom ikke som noget chok og jeg var helt afklaret med det. Når ens kollegaer bliver fyret omkring en, er det ikke så underligt at man ikke selv bliver forlænget. Men jeg har da savnet dem dernede, og det er lidt underligt når jeg har kontakt med dem engang imellem, at høre om de ting der er sket som man måske ikke lige havde set komme.

Men fra september har jeg været ledig, det er ikke så galt (endnu) men jeg har også to år at løbe på og (størstedelen af tiden) en tiltro til at jeg nok skal finde et eller andet at lave. Det har givet mig overskud til at finde mig selv, og samtidig har jeg kastet mig over andre projekter, blandt andet at være foredragsholder på hobbyplan, som jeg håber at kunne udvide i fremtiden.

Det var mit år i store træk – tak fordi I læser med, det sætter jeg stor pris på!

Håber I alle er kommet godt ind i det nye år og at det må bringe meget godt med – til os alle :)