2015/05/26

I pinse solens dans

Egentlig har jeg aldrig helt fundet ud af hvad det der med at pinse solen danser går ud på – men solen skinnede i pinsen og det er egentlig godt nok for mig.

Vi udnyttede solskinnet til at tage et godt nap i haven blandt andet med udplantning af georginer og udnyttelse af den første høst rabarber. Vi har to planter, den ene blev sat i efteråret og den anden her midt i foråret – så de er lidt små endnu og udbyttet var lille, men delikat.

Rabarberne blev spist i haven – kogt til en kompot over gasblusset, og lagt på den medbragte marengsbund jeg havde bagt fredag og til sidst toppet op med letpisket fløde – sat med en ske, fordi sprøjtepose og tyller ikke er noget vi har i kolonihaven.

2015-05-23 15.05.34

Det meste havearbejde blev udført lørdag, søndag tog vi en lille tur derud, mest for at nyde solen lidt og så for at hente krydderurter og blomster til aften. Der fik vi nemlig besøg af et par venner til en rundtosset kylling, aspargessuppe af nyplukkede asparges og ikke mindst mit første forsøg på en Gateau Marcel. Ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke har lavet sådan en før, det er ret nemt og den er ret så lækker. Jeg lavede rysteribs af ribs fra fryseren fra sidste år, og en rabarberkompot (mere) til, for at give lidt syrlighed til den ellers fuldfede kage.

2. pinsedag gik en tur til Hals, af østkystvejen her fra Sæby, og ellers på langs på sofaen med Game of Thrones og en film, nem aftensmad og bare afslapning.

2015-05-23 14.49.28

Vores smukke træ lige midt i haven der viser sig fra sin skønneste side lige i denne tid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *