2015/05/07

Kanelgifler

I weekenden havde vi besøg af mindstesøsteren, der er stor comedy-fan, så på et tidspunkt faldt hun (og jeg) ned i sofaen og så et show med Simon Talbot. Det resulterede i mange citater derfra den følgende dag, blandt andet omkring “mushy gifler” – og efter at have sagt det tilpas mange gange, blev vi enige om at der simpelthen ikke var andet for end at bage sådan nogen. Som sagt så gjort – en opskrift blev fundet og vi kastede os ud i opgaven.

2015-05-02 12.21.09

opskriften fandt jeg her og den kan klart anbefales. Jeg fulgte den faktisk mere eller mindre slavisk  – men kan godt se at mine ikke er blevet helt lige så pæne.

Dej

  • 50 g gær
  • 1 dl mælk
  • 1,5 spsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 æg
  • 100 g smør
  • 300 g mel

Fyld

  • 60 g smør
  • 60 g brun farin
  • 1 tsk kanel

Opløs gæren i mælken. Smulder mel og smør sammen og bland med sukker og salt. Tilsæt mælk og æg og ælt sammen. Dejen skal være klistret, men ikke hænge fast. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse.

Imens laves fyldet meget enkelt ved at spise smør, farin og kanel sammen til en lys masse.

Når dejen er hævet, deles den i 2 og rulles ud til to rektangler (ca. 20 x 50 cm) fyldet fordeles og dejen rulles sammen. Skæres i stykker af ca. 2 cm og sættes på en bageplade til efterhævning (cirka 15 minutter) Pensel giflerne, med hvad du har, jeg brugte kærnemælk, og bag dem i 10-15 minutter ved 200 grader – det er vigtigt de ikke får for meget, så bliver de bare tørre og kedelige.

Skal de være “mushy” er det bare at smide dem i en plastikpose og lade dem ligge lidt – så bliver de helt rigtige.

Godt smagte de – faktisk forsvandt hele den portion vi bagte samme eftermiddag da vi tog i haven (og arbejde hårdt!) Jeg er ikke helt sikker på hvad EU-direktivet siger om mængden af kanel, men jeg tror vi fik vores mængde for den dag.

Det er også utrolig nemt at få dem spist hurtigt – altså de smager jo godt, men også mest fordi de lige er mundrette i størrelsen – og kan spises efter Dirch Passer metoden “hug-stik-og tag til fange”

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *