2015/06/06

DJursland tur-retur

I sidste weekend havde vi lånt mine forældres autocamper, til en lille forlænget weekend. Det at skulle tage på ferie i en autocamper har været en lille hurdle for min at skulle komme over – jeg er nok mere storby-hotel-ferie-menneske. Men der er nu også noget over at tage på ferie i en autocamper og gå i seng og vågne op til bølgebrus og fantastiske udsigter. og så er budgettet på dagpenge+elevløn nok mere til autocamper end hotelferie.

Fredag mens gemalen var på arbejde, fik jeg pakket camperen så vi var klar til at køre da han kom hjem ved fem-tiden. På anbefaling fra mine forældre, kørte vi til Randers lystbådehavn og overnattede der.

Udsigt over Randers lysbådehavn

Udsigt over Randers lysbådehavn

Lørdag morgen, kørte vi en tur ud og så hvor en stor del af min barndom er foregået. Jeg kommer oprindeligt fra Randers og min mormor og morfar boede også i byen. Med en far der pendlede og en mor der arbejde i aftenvagt var børnehavers åbningstider ikke det bedste match for os, så derfor blev mine søskende og jeg passet hos min mormor og morfar fra at min mor tog på arbejde til min far kom hjem. De boede et helt fantastisk sted, når man var barn – lige ud til en eng med en del forskellige dyr der kunne fodres. Stedet var lige så dejligt nu hvor jeg kom tilbage – huset så ikke så hyggeligt og eventyrligt ud længere, og haven der havde virket uendelig stor for en lille pige virkede nu lille bitte og trist – hvilket måske også hang sammen med at min morfar var flittig havemand med stor køkkenhave, som nu er sløjfet til fordel for græs. Men området er lige som fantastisk som jeg husker det – lige ud til Gudenåen, og med kolonihaveforening som naboer.

Herefter gik turen ud til Korsmedergaard gårdbutik som jeg ville ønske lå lidt tættere på Sæby. Og derfra en tur til Fussingø, som lå et stenkast derfra. Som barn var jeg flere gange med skolen ved Fussingø så det var et hyggeligt gensyn. Et meget smukt område, som jeg næsten helt havde glemt fandtes.

Udsigt over Fussingø

Udsigt over Fussingø

Det "klassiske" både-/badebrosbillede

Det “klassiske” både-/badebrosbillede

Herefter gik turen tilbage til Randers, hvor vi besøgte min (gran)onkel og tante. De bød på dejlig frokost og lækker kage – og rigtig meget hygge. Vi får ikke set hinanden så meget, så det er dejligt når det lige kan lade sig gøre.

Da vi kørte fra Randers gik turen mod Clausholm Slot for at se deres haveanlæg der blev renoveret for nogle år siden. En kombination af kulturarvsarkitekt og en mand med forkærlighed for engelske græsplæner, er et barokt haveanlæg så absolut et must at besøge. Dagen sluttede på Bønnerup Strands lystbådehavn hvor vi fandt en autocamperplads at sove på.

Vores udsigt fra spisebordet

Vores udsigt fra spisebordet

Søndag satte vi kursen mod Ebeltoft, det var faktisk hele grundlaget for at tage til Djursland. Vi tog en gåtur med vuffen gennem byen og nød det store udvalg af smukke døre, og fantastiske miljøer.

Døre i Ebeltoft

Døre i Ebeltoft

Ellers blev dagen tilbragt i Mols bjerge og afsluttet på Helgenæs ved Sletterhage fyr, hvor vi kunne overnatte – mens en voldsom blæst vuggede os i søvn.

Sletterhage Fyr

Sletterhage Fyr

Mandag kørte vi til Kalø Slotsruin og spise morgenmad på parkeringspladsen, med udsigt til ruinen. Da morgenmaden var faldet på plads travede vi afsted ud over toppede brosten i voldsom blæst. Vuffen havde en fest – de bruger køer til at holde væksten nede derude, og sådan nogle kokasser, de er altså bare lækre! – køerne derimod måtte godt holde sig væk, der skulle noget overtalelse til at få hende til at gå forbi dem.

Dagen stod i slotte/herregårdenes tegn en tur til Gammel Estrup blev det også til. Gemalen har indfundet sig med sin skæbne og ser gerne på slotte, herregårde og kirker med ham – selvom jeg tror landbrugsmuseet fangede lidt mere hans opmærksomhed, end min spændende fortælling, om hvordan de har rekonstrueret et gulv, ud fra en lille detalje på et maleri de havde fundet.

Landbrugsmuseet var nu også rigtig godt – med udstillinger bygget op på en måde som er det mest oplagte for os – der ikke er til at stå og læse store plancher, men mere skal se og opleve en kontekst.

Gammel Estrup

Gammel Estrup

Når nu der står et dansk ikon, så må man jo have taget et billede ved siden af hende

Når nu der står et dansk ikon, så må man jo have taget et billede ved siden af hende

Efter Gammel Estrup gik turen mod Farsø og en campingplads. Jeg skulle nemlig til en jobsamtale tirsdag, så skulle lige friskes lidt op efter 3 dage i en autocamper.

Så tirsdag stod på samtale og hjemkørsel. Vi have tænkt at Løgstør skulle have haft en besøg, men det stod ned i lårfede stænger, så det er udskudt til senere på sommeren.

Det er en lidt sjov måde at være på ferie på når man kører autocamper, man kommer i hvert fald meget rundt og ser alt muligt. Der blev nu også tid til mange spil kort, og små gåture rundt omkring. Det er så dejligt at kunne få lov at låne “vidunderet” så vi kan få holdt lidt ferie. Allerede om en uge, går turen afsted i den igen – 10 dage i det sydfynske ø-hav – jeg vil ned og vælte mig i gode grøntsager og rygeost 😉

Lige nu står den vist på bad, hundeluftning og så mod Frederikshavn for at samle svigermor op og til fødselsdagsmorgenmad ved gemalens moster. God weekend til jer alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *