2015/07/26

Egenproduktion

Kolonihaven er begyndt at give lidt høst af sig.

I går blev der plukket en skøn lille buket blomster med hjem

2015-07-25 19.20.32

og i dag kunne jeg få gravet kartofler op og trukket rababer til aftensmaden. Derudover blev det til en pæn lille portion solbær fra vores to små buske. Jeg havde tænkt at det var for lidt til at jeg gad at gå i gang med at lave syltetøj af dem, men de blev ikke rigtig ordentlig søde i år (mangel på sol og varme) så det blev til en lille portion syltetøj alligevel.

2015-07-26 14.46.16

275 g solbær blev det til, som blev kogt med 1 dl vand og 275 g sukker.

Jeg bruger ikke konserveringsmiddel, fordi jeg er blevet lidt af en økoflipperhippie som foretrækker at undvære. Når det kommer kogende i skoldelede glas som lukkes med det samme, er risikoen for bakterie udvikling ret lille – og jeg vil hellere risikere at skulle smide lidt ud, end at komme konservering i, når nu jeg har friheden til at undgå det.

Deler man ikke mine holdninger til konserveringsmiddel i egenproduktion, vil jeg tro at 1/2 flydende konserveringsmiddel burde være passende – men husk at syltetøjet ikke må være kogende så.

2015-07-26 15.10.01

2 små glas blev det til – jeg biksede hurtigt nogle etiketter sammen, som bare bliver printet på almindeligt papir og sat på glasset med en limstift, det fungerer ret fint faktisk.

Etiketterne er lavet sådan at der bare står “Kolonihavens” og “2015” på, så kan jeg i hånden skrive på hvad det er – så skal jeg nemlig ikke printe etiketter hver gang jeg propper noget mere på glas.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *