2015/07/27

En uge endnu

Om bare en uge starter jeg på mit nye arbejde.

Det er spændende og lidt surealistisk – nu har jeg vidst i lidt over 2 måneder at jeg har et helt rigtigt arbejde til august, men det har jo ligget langt ude i fremtiden, det gør det bare ikke længere – kun en uge længere frem.  Det slog mig for alvor da jeg i mit “mandagsritual” gik ind og tjekkede jobnet og der så ikke stod nogen dato for hvornår jeg skulle tjekke igen.

Det bliver rart (og hårdt) at komme igang med en hverdag igen, efter at have været ledig i næsten et år – Et år der i øvrigt stort set er forsvundet som dug for solen, jeg har egentlig ikke kedet mig som sådan, på en eller anden måde har jeg fundet noget at give mig til. Men jeg glæder mig nu til, at mine input til samtalen ved aftensmaden, kan indeholde andre ting end – “jamen så støvsugede jeg lige hele huset” eller “så strøg jeg lige alt vores vasketøj”  etc….

Jeg glæder mig til at kunne svare “Jeg er byggesagsbehandler” når folk spørger hvad jeg laver, istedet for “Jeg er arkitekt, men ledig lige nu… nej nej det er ikke så galt, mange arkitekter er jo ledige og jeg er åben over for de fleste jobs – jeg skal nok finde noget” (imens tankerne har svirret omkring hvad f¤#&%n jeg skulle gøre hvis jeg stadig var ledig efter 1½ år)

Og ikke mindst glæder jeg mig til at kunne bruge min viden og faglighed til noget, til at kunne gå på arbejde hver dag og til at samarbejde med spændende personer og fagligheder.
Jeg er SÅ lykkelig over at kunne få lov til at arbejde med det jeg rent faktisk har uddannet mig til, er SÅ glad for at jeg kan komme til arbejde kommunalt (som har været mit ønske siden jeg stadig læste) og ikke skal gå på kompromi eller efteruddanne mig til noget andet.

Nu skal den her uge så bare lige gå – det sker nok hurtigt, synes jeg har mange hængepartier der liiiige skal ordnes inden kalenderen siger august og 37 timers arbejdsuge + transport.

2 tanker om "En uge endnu"

  1. Pingback: Det var måske også på tide... - Hende den lille lyshårede

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *