Månedsarkiv: april 2017

Havedag

30. april, 2017

Endelig… ENDELIG.. E-N-D-E-L-I-G!!! ser det ud til at foråret har ramt os – for at blive. Nu har vi ti hvert fald taget chancen og kastet os over vores nye have.

Med flytningen overtog vi en lille have, et et styk uplejet græsplæne, x-antal vildt voksende hindbærbuske, en rosenbusk, nogle ikke opgravede rødder, skvalderkål til at brødføde en større hønsegård  og en terrasse der er lige så ujævn som Kong Volmers røv i blæsevejr (ja det er et udtryk! – tror jeg…)

Haven da vi flyttede ind

Gemalen angreb hindbærbuskene sammen med en veninde på en fridag (jeg var på arbejde og kunne blot komme hjem og nyde synet) græsplænen begyndte han at rense for mos og har nu fået klippet så den begynder at blive nogenlunde pæn at se på.

Og så har vi ellers bare ventet – ventet på at det elendige nattefrost ville stoppe. Vejrudsigten begynder at se ud til at vi slipper for det nu, så vi greb chancen og udnyttede at fridagen bød på lækkert lækkert forårsvejr og gik i haven.

Første punkt på dagsordenen var en tur i havecenteret for at hente nogle planter. Vi lagde en plan for haven for et stykke tid siden, og havde en god liste med over hvad vi skulle have indkøbt. Planen har været at lave et “sansebed” der kombinerer krydderurter, stauder, bærbuske og fine farver i ét. Planen er at det hele skal “vokse sammen” så det bliver frodigt at se på og ikke mindst undgå for meget lugearbejde.  Vi har i år placeret nogle sommerblomster til at “fylde ud” så længe det hele er så nyt, men forhåbentlig breder de flerårige planter sig snart.

Vi startede med en tur i et plante lagersalg i Randers, og fik fat i hvad de kunne tilbyde fra vores “bruttoliste” – derefter tog vi i Plantorama og fik fundet det vi manglede. Derudover havde vi fundet lidt i gemalens brugs i går, de havde 30% på alle planter i weekenden, så alt i alt har vi faktisk fået gjort planteindkøbet ret billigt – det hjalp også gevaldigt at have en overordnet plan og ikke bare indkøbe i vildskab, som vi har gjort andre gange.

Eftermiddagen blev brugt i haven, der skulle fjernes lidt mere skvalderkål (det kan vi nok glæde os til at gøre hele sommeren) og så skulle bedet udvides en lille smule. Derefter begyndte vi stille og roligt at få fordelt planterne og gravet dem ned. Et par timer senere var bedet plantet til og nogle krukker fyldt med fine sommerblomster – og nu er haven klar til at blive nydt.

Og så en gang billedspam 🙂

En aktiv have hjælper

Pause i solen

Krukker med sommerblomster på terrassen

Vores fine lille bed, den store rosenbusk i forgrunden lod vi stå – så må vi se om den bliver fin, ellers ryger den nok til næste år.

Fuchsia og duftnelike

Silkepæon og lavendel

Tagetes og oregano

Timian

Løjtnantshjerte og uægte jasmin i baggrunden

Det fine lille bed – vi lod lidt af hindbærbuskene stå – det bliver aldrig til den store høst, men lidt “hyggebær” kan det nok blive til.

Dr. Ingrid kom på altanen

Lidt pynt til altanen

Nu er energien opbrugt og kroppene ømme. Jeg kan godt mærke at der er lidt mere fylde og vægt at arbejde med nu, så selvom gemalens tog sig af det hårde arbejde er jeg helt færdig nu – så det heldig at aftensmaden kan klares nemt, at aftenen kan bruges i sofaen og at det kun er en halv arbejdsdag i morgen, som jeg tager herhjemme fra.

En afslappet påske

19. april, 2017

Glædelig “bagpåske” (hedder det det?)

Efter en veloverstået påske, tænker jeg at det er på sin plads med et lille recap af hvad vi fik højtiden til at gå med.

Mandag og tirsdag var almindelige arbejdsdage for både gemalen og mig. Onsdag havde gemalen fri, og jeg tog derfor en halv hjemmearbejdsdag / halv fridag. Da dagens sidste sag var færdig og computeren klappet i, vendte vi næsen mod Gl. Estrup til lidt kulturel påskehygge. Vi var der også for et par år siden, så det var ikke så meget en “ny” oplevelse, men det er nu bare meget hyggeligt at gå rundt og kigge/summe/snakke og nyde. Og Gl. Estrup sammenbringer på fineste vis vores fælles interesse for mad/fødevarer (via landbrugsmuseet) min passion for arkitekturhistorien (via herregårdsmuseet) og gemalens fascination af barokke haveanlæg (også via herregårdsmuseet).

Efter Gl. Estrup tog vi en sen frokost i Ebeltoft, med udsigt til Fregatten Jylland og lyden af feriestemte mennesker omkring os. På vej til Ebeltoft kørte vi forbi Friland, og blev hurtige enige om at en tur derud bestemt skal på sommerplanen.

Karoline, parasitten og mig 🙂

Torsdag stod dagen på påskefrokost med nogle venner nordfra, som ved samme lejlighed kunne se hvor vi bor nu. En stille og rolig eftermiddag med helt klassisk frokost og kage. Altså så stille og rolig som en eftermiddag nu kan blive med en livlig knap 1 årig der har fået helt styr på det der med at kravle – hvoraf vi kunne konstatere at vores hjem bestemt ikke er babysikkert… Men hva’ der går trods alt noget tid inden parasitten bliver så mobil – så mon ikke vi når at babysikre inden.

Resten af dagen havde vi en træt hund – vuffen synes små børn er noget af det mest spændende, lige indtil de der farlige hænder begynder at gribe fast i pelsen. Så eftermiddagen gik med at gå over til babyen og skynde sig væk når han begyndte at vise interesse.

Fredag gik totalt i afslapning – benene op og ellers ikke foretage sig alt for meget (tiltrængt!!)

Lødag tog gemalen på arbejde (meeeeget tidligt) heldigvis gør det også at han havde tidligt fri, inden han kom hjem – fik jeg hentet mindstesøsteren ved toget, hun tog lidt af påskeferien nede hos os.  Lørdag gik hovedsageligt også med hjemmehygge – lige med en afstikker ud for at hente et puslebord – vi er så småt begyndt at samle lidt sammen til parasittens ankomst.

Søndag tog gemalen på arbejde igen, mindstesøsteren og jeg kørte forbi og besøgte ham i butikken, så hun også lige kunne se hvor han arbejder. Derefter kørte vi til energimuseet uden for Bjerringbro. Vi havde egentlig snakket om Randers Regnskov, men blev enige om at udsætte det til en dag hvor det ikke var påske og regnvejr, vi gættede på at der nok ville være mange derinde.

Så energimuseet blev det, jeg var der en del gange som barn hvor vi boede i Randers og huskede det som helt fantastisk… Det kan godt være at hvis jeg havde været barn at det stadig var ganske udemærket, men jeg var noget skuffet over at alt virkede ret nedslidt, og trist.. Desuden var der hysterisk koldt i bygningerne og jeg frøs mere eller mindre resten af dagen. Så der tager vi ikke hen igen foreløbig.

Dog skal det siges at bygningen til Tangeværket er utrolig fin og det er fascinerende at stå og se på det store anlæg derinde.

Indvendigt i Tangeværket

Mandag havde gemalen fri igen, og vi startede dagen med en tur til Fussingø uden for Randers, til en lille tur i skoven til vores og ikke mindst vuffens store glæde – der var meget sjappet og mudret og utroligt nok så synes hunden – der hader vand – at mudder åbenbart er fantastisk.

Hen på eftermiddagen kom mine forældre forbi, på vej hjem fra deres ferie. Både for at fejre gemalen der havde fødselsdag i starten af april og for at tage mindstesøsteren med hjem.
Det blev til lidt kaffe, kage og nybagte boller med dem, inden de satte turen videre nordpå.

 

Påsken var en tiltrængt pause – måske især for mig. Jeg er enormt træt for tiden (åbenbart ikke en af de gravide der får enormt meget energi i 2 trimester…) så en pause fra hverdagen og tidlige morgener var tiltrængt. Nu er energien lidt bedre til at passe arbejdet igen.

Jeg håber i alle har haft en god påske derude.

Vuffen var helt nede med det der påskeafslapning

En magelig vildbasse

6. april, 2017

I dag kom den (længe ventede) 20 ugers scanning af parasitten.

Længe ventet, fordi det både skulle afsløre sig om vores lille parasit udvikler sig rigtigt – og fordi det skulle afsløres om vi skal lede efter lyseblå eller lyserøde ting.

Først skal jeg måske starte med en forklaring på vores, måske knap så flatterende, kaldenavn til arvingen. Men tro mig, bag navnet “parasitten” ligger al den kærlighed der overhovedet kan. Men i starten af graviditeten havde jeg det ret skidt med kvalme, træthed og hvad man ellers kan finde på (nok også hjulpet lidt på vej af hormontilskud) og da jeg en dag havde det virkelig skidt, sagde gemalen at det jo ikke var så underligt i og med at jeg har en parasit i kroppen. Et foster er jo reelt set en parasit, der “lever” af moderen.

Siden hang navnet lige som bare ved – og et eller andet sødt “pussenusse” navn dukkede bare aldrig rigtig op – så det er og bliver bare vores lille parasit.

 

Nå men tilbage til det hele indlægget handler om – skanningen.

Op til 12 ugers scanningen havde vi begge været nervøse – første gang vi var til sådan en, kom vi hjem med et noget andet resultat end hvad man forventer når man går ind til den. Så vi forberedte os ret meget på at resultatet kunne være negativt. Det var jo så heldigvis positivt, men oplevelsen fra første gang er svær at ryste af sig.

Til denne scanning, var jeg også begyndt at opbygge noget nervøsitet – når man snakker om scanningen er det jo mest om at man kan se hvad køn det er, men reelt tjekker man jo for alvorlige misdannelser – og selvom alt så fint ud til 12 ugers scanningen, kan man jo aldrig vide. Heldigvis var der en lille en der tænkte på sine forældre, for den sidste uge har der bare været så mange tegn på liv, der bliver rodet og regeret derinde og flere gange om dagen kan jeg lige blive mindet om at “vi” altså er 2 nu. Faktisk har der været så meget liv, at gemalen i weekenden også kunne mærke små spark uden på maven.

Så nervøsiteten forsvandt egentlig ret meget, når der er så meget liv – kunne det i hvert fald ikke være helt galt derinde. Vi har derfor begge bare kunne gå og glæde os til i dag. Lidt nervøsitet indfandt der sig hos mig i morges, hvilket resulterede i at jeg fik brugt nogle nem-id nøgler, på at læse indkaldelsen et par gange i løbet af formiddagen.

Lidt i 10 kørte jeg hjemmefra, kørte omkring og samlede gemalen op fra arbejde og sammen kørte vi mod sygehuset i Randers. I fin tid, vi ville helst ikke skulle fare forvirrede rundt i sidste øjeblik. Jeg fik tjekket ind og vi nåede lige at sætte os da vi blev kaldt ind, med et “jeg var bange for I ikke kom” – nu havde jeg tjekket indkaldelsen så mange gange at jeg var sikker på at det først var klokken 11, så vi tog det egentlig meget roligt – vi var der en halv time før. Det viste sig så også “bare” at være hende der skulle lave scanningen der havde taget fejl af tiden – så ingen problemer, vi slap bare for at sidde og vente i en halv time.

Da hun begyndte at scanne konstaterede hun ret hurtigt at det var en lille magelig en, begge arme var placeret bag hovedet i en meget tilbagelænet position. To styks hjernehalvdele, og et fint lille hjerte og en mavesæk dukkede også hurtigt op. Fra siden kunne vi snart se den fineste lille profil og at den lå og drak af fostervandet.

Inden vi gik igang med scanningen blev vi selvfølgelig spurgt om vi ville vide hvad kønnet var, hvilket vi slet ikke var i tvivl om – vi var frygtelig nysgerrige begge to. De sidste par dage har jeg fået besked på flere gange at nu kunne jeg godt tage at få den til at ligge sådan at vi kunne se hvad det er – og det lykkedes, meget tydeligt endda, hun var faktisk overhovedet ikke i tvivl da hun fortalte os at vi skal have os en lille dreng. Jeg må indrømme at lige som tylskørtet og prinsessekjolerne fløj væk lå jeg med et lille “nå” – men som jeg lå der og så på min lille søn, kunne al tyl i verden være ligegyldig.

Det var fint at få kønnet at vide så tidligt, men langt mere vigtig var alle undersøgelserne bagefter, det at få at vide at han udvikler sig helt rigtigt og alt er som det skal være, var helt ubeskriveligt fantastisk – og alle bekymringer kunne manes til jorden. Undersøgelserne blev dog besværliggjort lidt af at han lå og møvede noget rundt, så det var indimellem svært at komme til at måle det der skulle måles. Imens hun scannede kunne vi se som han lå og sparkede og bevægede armene i alle retninger, det var ret sjovt – nu jeg i et stykke tid har kunne mærke bevægelserne og nu kunne se dem.

Så nu er det hele blevet lidt mere virkeligt igen – der ligger en lille dreng derinde og lige om lidt er vi halvvejs i at han er “færdig” – tankerne om hvad han bliver til for en er så småt begyndt at komme væltende – især tanken om han slægter faren på, som hang i gardinerne og sad i toppen af reolerne, hvilket scanningen og den daglige aktivitet tyder lidt på.

Nu kan vi så småt begyndte at indkøbe lidt møbler, legetøj og tøj til ham – men starten skal vist gå med mere ventetøj til mig, jeg er ved at være vokset ud af en del af mit “normale” tøj, så det er vist snart nødvendigt med et supplement.