2017/04/06

En magelig vildbasse

I dag kom den (længe ventede) 20 ugers scanning af parasitten.

Længe ventet, fordi det både skulle afsløre sig om vores lille parasit udvikler sig rigtigt – og fordi det skulle afsløres om vi skal lede efter lyseblå eller lyserøde ting.

Først skal jeg måske starte med en forklaring på vores, måske knap så flatterende, kaldenavn til arvingen. Men tro mig, bag navnet “parasitten” ligger al den kærlighed der overhovedet kan. Men i starten af graviditeten havde jeg det ret skidt med kvalme, træthed og hvad man ellers kan finde på (nok også hjulpet lidt på vej af hormontilskud) og da jeg en dag havde det virkelig skidt, sagde gemalen at det jo ikke var så underligt i og med at jeg har en parasit i kroppen. Et foster er jo reelt set en parasit, der “lever” af moderen.

Siden hang navnet lige som bare ved – og et eller andet sødt “pussenusse” navn dukkede bare aldrig rigtig op – så det er og bliver bare vores lille parasit.

 

Nå men tilbage til det hele indlægget handler om – skanningen.

Op til 12 ugers scanningen havde vi begge været nervøse – første gang vi var til sådan en, kom vi hjem med et noget andet resultat end hvad man forventer når man går ind til den. Så vi forberedte os ret meget på at resultatet kunne være negativt. Det var jo så heldigvis positivt, men oplevelsen fra første gang er svær at ryste af sig.

Til denne scanning, var jeg også begyndt at opbygge noget nervøsitet – når man snakker om scanningen er det jo mest om at man kan se hvad køn det er, men reelt tjekker man jo for alvorlige misdannelser – og selvom alt så fint ud til 12 ugers scanningen, kan man jo aldrig vide. Heldigvis var der en lille en der tænkte på sine forældre, for den sidste uge har der bare været så mange tegn på liv, der bliver rodet og regeret derinde og flere gange om dagen kan jeg lige blive mindet om at “vi” altså er 2 nu. Faktisk har der været så meget liv, at gemalen i weekenden også kunne mærke små spark uden på maven.

Så nervøsiteten forsvandt egentlig ret meget, når der er så meget liv – kunne det i hvert fald ikke være helt galt derinde. Vi har derfor begge bare kunne gå og glæde os til i dag. Lidt nervøsitet indfandt der sig hos mig i morges, hvilket resulterede i at jeg fik brugt nogle nem-id nøgler, på at læse indkaldelsen et par gange i løbet af formiddagen.

Lidt i 10 kørte jeg hjemmefra, kørte omkring og samlede gemalen op fra arbejde og sammen kørte vi mod sygehuset i Randers. I fin tid, vi ville helst ikke skulle fare forvirrede rundt i sidste øjeblik. Jeg fik tjekket ind og vi nåede lige at sætte os da vi blev kaldt ind, med et “jeg var bange for I ikke kom” – nu havde jeg tjekket indkaldelsen så mange gange at jeg var sikker på at det først var klokken 11, så vi tog det egentlig meget roligt – vi var der en halv time før. Det viste sig så også “bare” at være hende der skulle lave scanningen der havde taget fejl af tiden – så ingen problemer, vi slap bare for at sidde og vente i en halv time.

Da hun begyndte at scanne konstaterede hun ret hurtigt at det var en lille magelig en, begge arme var placeret bag hovedet i en meget tilbagelænet position. To styks hjernehalvdele, og et fint lille hjerte og en mavesæk dukkede også hurtigt op. Fra siden kunne vi snart se den fineste lille profil og at den lå og drak af fostervandet.

Inden vi gik igang med scanningen blev vi selvfølgelig spurgt om vi ville vide hvad kønnet var, hvilket vi slet ikke var i tvivl om – vi var frygtelig nysgerrige begge to. De sidste par dage har jeg fået besked på flere gange at nu kunne jeg godt tage at få den til at ligge sådan at vi kunne se hvad det er – og det lykkedes, meget tydeligt endda, hun var faktisk overhovedet ikke i tvivl da hun fortalte os at vi skal have os en lille dreng. Jeg må indrømme at lige som tylskørtet og prinsessekjolerne fløj væk lå jeg med et lille “nå” – men som jeg lå der og så på min lille søn, kunne al tyl i verden være ligegyldig.

Det var fint at få kønnet at vide så tidligt, men langt mere vigtig var alle undersøgelserne bagefter, det at få at vide at han udvikler sig helt rigtigt og alt er som det skal være, var helt ubeskriveligt fantastisk – og alle bekymringer kunne manes til jorden. Undersøgelserne blev dog besværliggjort lidt af at han lå og møvede noget rundt, så det var indimellem svært at komme til at måle det der skulle måles. Imens hun scannede kunne vi se som han lå og sparkede og bevægede armene i alle retninger, det var ret sjovt – nu jeg i et stykke tid har kunne mærke bevægelserne og nu kunne se dem.

Så nu er det hele blevet lidt mere virkeligt igen – der ligger en lille dreng derinde og lige om lidt er vi halvvejs i at han er “færdig” – tankerne om hvad han bliver til for en er så småt begyndt at komme væltende – især tanken om han slægter faren på, som hang i gardinerne og sad i toppen af reolerne, hvilket scanningen og den daglige aktivitet tyder lidt på.

Nu kan vi så småt begyndte at indkøbe lidt møbler, legetøj og tøj til ham – men starten skal vist gå med mere ventetøj til mig, jeg er ved at være vokset ud af en del af mit “normale” tøj, så det er vist snart nødvendigt med et supplement.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *