2017/08/31

Mens vi venter på arvingen

Utålmodigheden stiger og stiger… og STIGER! Arvingen der havde termin i mandags har stadig ikke meldt sin ankomst, og uanset hvor dygtig jeg egentlig havde været til at acceptere at selvfølgelig ville jeg gå over tiden, og at vi nok skulle ind i september før han ankommer, så fløj det hele sig da virkelig en tur da vi nåede terminsdatoen.

Tirsdag var vi til jordemoder og kunne tage hjem med vished om at alt er godt, fin størrelse og hjertelyd på ham og fint blodtryk på mig. Med i hånden ud, havde vi det her “opløftende” stykke papir…

IMG_20170831_101316

… og med en dato for hvornår jeg skal ringe til fødeafdelingen for at få tid til forundersøgelse til en igangsætning (midt i næste uge)

Jeg vil så vidt muligt gerne undgå en medicinsk igangsætning, så jeg håber håber håber virkelig at arvingen beslutter sig for at komme ud inden. Vi har vendt om vi skulle tage kontakt til en zoneterapeut og prøve at få sat gang i det på den måde. Men er blevet enige om at lade være. Det eneste der taler for lige nu er vores utålmodighed – og det synes vi ikke rigtig er grund nok. Så længe han stadig har en chance for at komme helt af sig selv.

Sagen er nemlig også den, at på grund af fertilitetsbehandlingen, ved vi jo ret præcist hvad datoen for befrugtningen har været – og tager man den i betragtning, så er terminsdatoen reelt først på lørdag. Så han skal da lige have chancen.

Så indtil videre er der vist ikke andet for end at følge de gamle husmor-råd for at sætte fødslen igang, hvilket faktisk ikke er helt dårligt: Vi har foreløbig taget nogle lange gåture (hvilket ikke har givet noget til at sætte fødslen igang, men til vores eget velvære – en tur ud i skoven med gemalen og vuffen er bestemt ikke det dårligste man kan foretage sig), gemalen har aldrig været så ivrig for at give fodmassage som han er nu (heller ikke helt dårligt) og så har jeg indkøbt en ananas som “ugens frugt”, man skal vist reelt spise et sted mellem 7 og 17 ananas før det hjælper, men om ikke andet så smager den da godt.

Faktisk har jeg også kastet mig ud i at slå græs (for første gang i jeg ved ikke hvor mange år) men det hang mere sammen med at gemalen ikke kunne nå det, inden regnen vendte tilbage. Det hjalp heller ikke på “projekt-få-arvingen-ud” det er vores græsplæne vist for lille og vores plæneklipper for let til. Men nu er den da slået.

Ellers så prøver jeg bare at tage det stille og roligt, og lade batterierne op – det siges jo at man har brug for al den energi man kan samle sammen til sådan en fødsel.

Afslapning med vuffen

Afslapning med vuffen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *