Månedsarkiv: november 2017

På juletur

28. november, 2017

Den (efterhånden) så traditionsrige juletur til Aarhus med mindstesøsteren blev afholdt i søndags.

Dog i en lidt formindsket udgave, fordi arvingen i år sneg sig med på et ‘wildcard’ vi plejer ellers at holde på at det er vores tur, uden kæreste, mand, andre søskende eller forældre. Men i og med at jeg er eneste fødekilde for arvingen, måtte han altså have lov i år. Derfor blev turen forkortet til et halv-dags arrangement, hvor vi kun tog i Den Gamle By og skippede turen ind til byen. Næste år tager vi revanche og efterlader arvingen hjemme hos gemalen.

Den Gamle Bys jule udstilling er og bliver bare den hyggeligste form for julestemning. Selvom vi har set den igen og igen, så er den bare noget særligt. De sidste år har vi fokuseret mest på den nye del med 1974’er kvarteret, så i år gik vi tilbage til de gamle udstillinger som ikke er blevet studeret så nøje i nogle år nu.

Juletræ på torvet

Turen er bundet meget op på traditioner, der blev skabt på vores første tur. Derfor står frokosten hvert år på hjemmebagte pølsehorn, vi plejer at spise dem i det lille madpakkehus – men i år avancerede vi op til julestuen – hvilket også var meget rart når nu vi havde arvingen med, der også skulle bespises – der var lidt varmere – og ikke mindst super hyggeligt.

Julestue – med plads til frokost, for store og små

Vi tog tidligt afsted i år, så vi var der allerede en halv time efter de åbnede, hvilket gjorde det dejlig nemt at finde parkering og komme igennem indgangen – og i starten med fin plads i husene. Stille og roligt kom der flere til, og da vi skulle til at køre hjemad var parkeringskaoset begyndt.

Det var hyggeligt at have arvingen med, men jeg må også indrømme at det er noget nemmere at være afsted uden baby. Vi havde taget ham i bæreselen, frem for barnevognen fordi det bare var langt lettere, og så var planen at vi kunne skiftes lidt til at gå med ham. Men da mindstesøsteren tog ham efter frokost blev han så dybt ulykkelig at det kun var mor der duede. Det hang nok sammen med at han var træt og der var mange indtryk at forholde sig til. Så tilbage på mors mave, og så tog han en lille lur der. Til sidst var han dog så utilfreds at vi blev enige om at tage hjem. Med et pitstop på vejen hvor han fik liiidt mere at spise.

Det fineste lille juletræ ved boghandleren

Julepynt i den nye bilforhandler

På trods af arvingens utilfredshed til sidst, og en lettere presset mor – det blev lidt træt af bebrejdende øjne når han græd (synes ellers det var tydeligt at jeg forsøgte at trøste ham…) så var turen lige så god og hyggelig som den plejer, og til næste år tager vi den sædvanlige lange tur.

Morboblen lever i bedste velgående

22. november, 2017

Det er godt nok ved at være længe siden jeg sidst har fået skrevet noget herinde. Arvingen er en sød lille dreng, men han er svært glad for mors arme, og vil helst tilbringe sin dag der. Eksempelvis ser en morgen/formiddag nogenlunde sådan her ud for os:

Stå op
Ren ble og tøj på (arvingen, ikke mig)
Lave thé og morgenmad til mig
Give arvingen morgenmad mens jeg drikker min thé
Hyggesnak i sofaen, mens jeg får min morgenmad
Lidt mere mad til arvingen
Morgenlur til arvingen, i mine arme
Vågne op, ren ble og i varmt tøj (inklusiv mig selv)
Lufte vuffen, for det meste med arvingen i bæresele
Hyggesnakke lidt i sofaen
Formiddags lur til arvingen (igen i mine arme)
Mad til arvingen
Leg på legetæppet, gerne med underholdning fra mig
Middagslur og så endelig frokost og mulig for at lave lidt andet for mig

og så var klokken omkring 13:30 og som regel kalder vasketøj, opvaskemaskine eller andre ting højere end computer og blog. Samtidig har jeg også tilgangen at jeg har barsel til at passe mit barn, så derfor skal han også have al den opmærksomhed han har brug for – selvom jeg får lange arme (og andre kropsdele… 😉 )

Nå men NU skal det altså være, computeren skulle igang alligevel  – der skulle bestilles nyt dankort til gemalen, der var så uheldig at få stjålet det andet. Arvingen tager sin middagslur og nu må vi se hvor meget jeg når inden han vågner.

Siden sidst er der sket ting og sager i det lille hjem. Ikke bare har arvingen udviklet sig med lynets hast (som alle babyer jo gør) og kan nu holde sit eget hoved i et stykke tid, inden det bliver lidt for tungt. Smiler, griner og snakker i et væk og er som det nyeste så småt begyndt at række ud efter ting og forsøge at få dem i munden. Hænderne er opdaget og bliver gumlet godt på, det samme gør vores hænder, og stroppen på bæreselen når han kan se sit snit til det.

Ud over arvingens udvikling, er der også sket noget nyt og spændende for gemalen, der har fået nyt job som han starter på til 1. december, så lige om lidt faktisk.
Gemalen er oprindelig uddannet E-konceptudvikler og kastede sin kærlighed på SEO (søgemaskine optimering) men der var jo desværre ikke det store udvalg i form af arbejde inden for det område i den nordlige del af landet, og derfor valgte han at skifte spor og fik sig sin elevuddannelse fra COOP.
Efter vi er flyttet til det østjyske igen, begyndte tanken om at genoptage den gamle kærlighed til SEO at blomstre i hovedet af ham, der er lidt flere jobs inden for den branche hernede. Så da der dukkede et op i Aarhus, besluttede han sig for at prøve at søge det. Vi tænkte egentlig ikke at der var de store chancer for at han fik det, han har trods alt ikke arbejdet professionelt med det i 3 år – men prøves det skulle det da. Og først blev han kaldt til første samtale, derefter anden og endelig, den 31. oktober fik han opkaldet – jobbet var hans hvis han ville have det.
Så nu glæder vi os til at han skal starte, måske især gemalen. Butikslivet har ikke været dårligt, og han er købmand langt ind i hjertet – men der er jo en grund til at han tog den anden uddannelse først, det er bare første prioriteten.
Derudover giver det også bonus på lønkontoen og ikke mindst (hvilket er vigtigst) kan vi nu se frem til at have fri sammen i weekender, helligdage og mellem jul og nytår – som bare er endnu vigtigere nu hvor arvingen er kommet til – og vi er flyttet væk fra familien igen. Så er det rart at have en anden frihed til at tage på/få besøg.

Lidt mindre begivenhedsfyldt er jeg. Det hele drejer sig meget om baby lige nu – men som sagt, er det jo også det jeg har fri for. Vi er begyndt i mødregruppe her i starten af november og det er bare så skønt, vi svinger godt og hygger os når vi er sammen – og så har vi jo bare de lækreste babyer i verden 😉
Jeg har planer om snart at starte til babysvømning, så arvingen og jeg kan pjaske lidt rundt i noget vand sammen.
Og så tæller jeg ellers ned til jul, december er lige rundt om hjørnet og jeg glæder mig til at skulle nusse rundt og hygge herhjemme sammen med arvingen og gemalen. Der skal ses julekalendere og bages julekager (i samarbejde med gemalen i år) spises konfekt og tændes lys – og måske jeg skulle prøve at få blogget lidt mere ind i mellem også.

Rigtig god onsdag derude!