2017/11/28

På juletur

Den (efterhånden) så traditionsrige juletur til Aarhus med mindstesøsteren blev afholdt i søndags.

Dog i en lidt formindsket udgave, fordi arvingen i år sneg sig med på et ‘wildcard’ vi plejer ellers at holde på at det er vores tur, uden kæreste, mand, andre søskende eller forældre. Men i og med at jeg er eneste fødekilde for arvingen, måtte han altså have lov i år. Derfor blev turen forkortet til et halv-dags arrangement, hvor vi kun tog i Den Gamle By og skippede turen ind til byen. Næste år tager vi revanche og efterlader arvingen hjemme hos gemalen.

Den Gamle Bys jule udstilling er og bliver bare den hyggeligste form for julestemning. Selvom vi har set den igen og igen, så er den bare noget særligt. De sidste år har vi fokuseret mest på den nye del med 1974’er kvarteret, så i år gik vi tilbage til de gamle udstillinger som ikke er blevet studeret så nøje i nogle år nu.

Juletræ på torvet

Juletræ på torvet

Turen er bundet meget op på traditioner, der blev skabt på vores første tur. Derfor står frokosten hvert år på hjemmebagte pølsehorn, vi plejer at spise dem i det lille madpakkehus – men i år avancerede vi op til julestuen – hvilket også var meget rart når nu vi havde arvingen med, der også skulle bespises – der var lidt varmere – og ikke mindst super hyggeligt.

Julestue -  med plads til frokost, for store og små

Julestue – med plads til frokost, for store og små

IMG_20171126_123143

Vi tog tidligt afsted i år, så vi var der allerede en halv time efter de åbnede, hvilket gjorde det dejlig nemt at finde parkering og komme igennem indgangen – og i starten med fin plads i husene. Stille og roligt kom der flere til, og da vi skulle til at køre hjemad var parkeringskaoset begyndt.

IMG_20171126_123514

Det var hyggeligt at have arvingen med, men jeg må også indrømme at det er noget nemmere at være afsted uden baby. Vi havde taget ham i bæreselen, frem for barnevognen fordi det bare var langt lettere, og så var planen at vi kunne skiftes lidt til at gå med ham. Men da mindstesøsteren tog ham efter frokost blev han så dybt ulykkelig at det kun var mor der duede. Det hang nok sammen med at han var træt og der var mange indtryk at forholde sig til. Så tilbage på mors mave, og så tog han en lille lur der. Til sidst var han dog så utilfreds at vi blev enige om at tage hjem. Med et pitstop på vejen hvor han fik liiidt mere at spise.

Det fineste lille juletræ ved boghandleren

Det fineste lille juletræ ved boghandleren

Julepynt i den nye bilforhandler

Julepynt i den nye bilforhandler

På trods af arvingens utilfredshed til sidst, og en lettere presset mor – det blev lidt træt af bebrejdende øjne når han græd (synes ellers det var tydeligt at jeg forsøgte at trøste ham…) så var turen lige så god og hyggelig som den plejer, og til næste år tager vi den sædvanlige lange tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *