Månedsarkiv: december 2017

Lillejuleaftensdag

23. december, 2017

Så ramte den endelig, den helt søde juletid, julefreden har sænket sig og jeg tror de fleste af os ser frem til de næste dages hygge og samvær med familien.

For os går turen nordpå i morgen, vi fejrer juleaften med gemalens familie, hjemme hos hans forældre. Juledag tager vi ud og ønsker glædelig jul til min mormor, inden vi tager hjem til mine forældre til lidt mere julehygge.

Dagene mellem jul og nytår skal vi bare nyde at gemalen i år har helt fri, så den står på hygge derhjemme – med kavalkade af Ringenes Herre og Hobitten. Måske de her skal bages af de sidste marcipan rester, eller måske dem her, bare for at komme lidt væk fra småkagerne.

Til nytår vender vi tilbage til Nordjylland, der skal vi “på landet” ud til vores gode venner og faste “nytårshold” – menuen er ikke besluttet endnu, men der skal helt sikkert spises kransekage til midnat, og så glæder jeg mig til at drikke bare et halvt glas bobler til nytårstalen og til kransekagen. Sidste år var jeg jo omkring 5 uger henne til nytår, så der stod den på absolut ingen alkohol, i år tror jeg på at arvingen godt kan klare at jeg drikker en anelse.

I dag skal vi hygge herhjemme, pynte juletræ og til aften står den traditionen tro på stjerneskud til aftensmad skyllet ned med Love Actually. En lillejuleaftensdag i helt langsomt tempo.

 

Rigtig glædelig jul til jer alle – jeg vender tilbage “på den anden side”

1 år siden…

22. december, 2017

I dag er det 1 år siden at jeg fik det mest livsomvæltende opkald nogensinde. I dag for præcis et år siden, ringede de nemlig fra fertilitetsklinikken og fortalte at svaret på den blodprøve jeg havde fået taget tidligere på dagen, var noget så fint positivt.

Jeg har ikke det obligatoriske billede af en positiv graviditetstest at fremvise, til gengæld står dagen, den 22. december helt klar i min hukommelse: Opkaldet fra fertilitetsklinikken, uplanlagt at fortælle nyheden til min kollega der kom ind på kontoret lige bagefter, opkaldet til gemalen der også var på arbejde, den boblende glæde i kroppen og det underlige i at komme hjem til gemalen og vide at nu var det virkeligt…

Det vi mere eller mindre helt havde opgivet var nu en realitet, vi skulle være forældre – det havde rent faktisk virket. Det var en helt ny virkelighed for os, en virkelighed vi knap havde turde drømme om, men virkelig det var den – og det blev den ved med at være.

Nu et år efter, ligger vores lille “julemirakel” og sover i sin barnevogn uden for vinduet, og lige om lidt skal vi fejre hans første jul.

Der findes vist ikke ord for hvor stor glæde han har bragt med sig, og hvor særlig en dag, den 22. december 2016 er for os.

Vores lille julemirakel

Det’ sørme det’ sandt december

21. december, 2017

December er fløjet afsted for mig synes jeg, og der har simpelthen ikke været tid og overskud til at komme ind og få blogget.

Gemalen startede på nyt arbejde 1. december hvilket har givet ham en del mere overskud når han kommer hjem – og ikke mindst fri i weekenderne, så det har vi virkelig nydt!

Weekenderne har været booket med julefrokost hos min farmor og farfar, julehygge hos min svigerinde og julekagebagning. Arvingen og jeg har både haft besøg af mormor og bedste, faster og de andre mødre og babyer i mødregruppen. Vi har købt julegaver (en stor del på nettet, men rent faktisk også nogle i fysiske butikker) og pakket julegaver ind – og så har vi set en masse julefjernsyn…

Arvingen har nemlig været lidt en udfordring i første halvdel af december. Han startede med at blive vaccineret den 6. (samme dag som han blev 3. måneder, tillykke med dagen da…) og snuppede et tigerspring i samme ombæring. Siden har det der med at sove i løbet af dagen ikke rigtig været hans kop thé, hvilket har medført en til tider meget overtræt baby, og en (mindst) lige så træt mor. Men nu begynder det heldigvis at hjælpe på det. Han har langt om længe fundet ud af at det der med at sove ude i barnevognen er helt okay og at morgenluren ikke behøver foregå oven på mor, men at man godt kan sove videre alene. Hvilket begynder at give mig lidt mere tid til at få ting ordnet (som gaveindpakning, konfektlavning og vasketøj, vasketøj og vasketøj)

Nu når jeg lige at få lidt julestemning fra herind, inden vi rammer juledagene, og så skulle der gerne komme et indlæg mere i morgen – der er det nemlig en ganske særlig dag 🙂