Kategoriarkiv: anmeldelser

Chokolade macarons med appelsin

11. november, 2013

2013-11-10 13.45.38

Jeg fik for noget tid siden, tilsendt to pakker af AMO’s nye macaronmix. En med chokolade og en med jordbær. Til at starte med var jeg egentlig rimelig positiv, på trods af min ringe tiltro til færdig blandinger. Meeeeen begejstringen fortog sig lidt da jeg arbejdede med dejen, jeg valgte – for forsøgets skyld – at følge opskriften til punkt og prikke, men massen blev meget bastant hvilket resulterede i at de faktisk ikke er blevet særlig pæne.

Smagen er fin, men når man alligevel skal stå og justere på massen vil jeg faktisk lige så gerne lave det fra bunden – så synes jeg at jeg har en bedre føling med det. Men nuvel – nemt det er det da, og jeg har jo kun lavet dem den ene gang. Jeg har lavet macaroons fra bunden to gange, hvor det gik godt den første gang og knap så godt den anden – så måske næste pakke går bedre.

Pakken består af to poser pulver og en sprøjtepose. Et pulver til dejen der skal blandes med 1/2 dl vand og et pulver til creme der skal blandes med 50 g blødt smør. Pulveret til cremen lod jeg ligge – jeg kan ikke lide smørcreme! Istedet lavede jeg en blød ganache med mørk chokolade og appelsin. Den bestod af:

100 g mørk chokolade
2,5 dl fløde
skal af 1 appelsin

Chokoladen hakkes og appelsinskallen skæres af med en kartoffelskræller, pas på ikke at få meget af den bitre hvide hinde med, men sørg for at lave store nok stykker til at du kan finde dem igen. Bland chokolade, appelsinskal og fløde i en lille gryde og varm det stille og roligt op, indtil chokoladen er smeltet helt ud i fløden – lad være med at give det for meget varme. Hæld det over i en skål, læg madfilm over (tryk det helt ned på overfladen af cremen så den ikke trækker skind) og sæt det køligt i min. 4 timer.
Der er alt for meget creme – men det kan jo sagtens bruges til andre formål.

Dommen? jah, de er blevet virkelig grimme og var ikke helt optimale at arbejde med. Smagen er fin, så hvis man gerne vil lave macaroons hvor arbejdstiden ligger inden for 15 minutter er det vejen frem – hvis man ikke har noget i mod at lægge tiden i det, så lav dem selv – jeg synes de bliver pænere, og blærefaktoren er langt større – hvilket man jo også lige skal huske at tænke på :)

Jeg har fået dette produkt gratis, men holdningerne er helt mine egne.

Amo surdejsbrød

5. juli, 2013

For efterhånden lang, lang, laaaaang tid siden fik jeg tilsendt to poser af af Amos nye surdejsbrødblanding til at teste. Som jeg sikkert har pointeret før så går jeg så absolut ind for at lave tingene selv og fra bunden, derfor er jeg absolut heller ikke storforbruger af diverse “shake-and-bake” produkter. Men som man kan fornemme fra bloggen her har overskuddet ikke været det store i det her forår, så jeg tænkte at det måske var ok at prøve – det lød jo egentlig meget godt (og min surdej døde under afgang/flytning, og jeg har ikke taget mig sammen til at starte en ny en op.)

Billede udlånt af AMO

Blandingen er i og for sig “bare” en melblanding, man skal selv tilsætte vand, olie og gær og så skal det ellers bare æltes. Amo opfordrer til at man selv tilsætter “smagsvarianter” til brøddet. Eksempelvis kerner, krydderier osv. jeg valgte dog at lade det første brød være helt simpelt, for bedre at kunne bedømme smagen. Det blev bare penslet og drysset med oregano og groft salt.

Smagen var egentlig fin – vi får bare ikke spist sådan et brød, vi spiser ikke så meget brød til maden og det er nok det det egner sig bedst til. Det her brød var i øvrigt af en halv pakke melblanding. 
Jeg har brugt det resterende til at bage madpakkeboller af – og det egner det sig rigtig godt til! Jeg bager ofte boller til madpakken, dels fordi jeg ikke gider at spise rugbrød, dels fordi jeg så ved hvad det er jeg sætter tænderne i (og kommer i min krop ikke mindst) Problemet er bare at de plejer at blive lavet på slump og det der for ikke altid går lige godt – og jeg er meget kræsen med brød. Men de her bliver bare gode, smager godt og er luftige nok hver gang – det det er da også værd at tage med, især når overskuddet ikke er størst. 
Den vejledende udsalgspris er 23,5 kr. så det er egentlig ikke fordi det er dyrt synes jeg ikke – men men men, jeg må jo også være ærlig, når den sidste halve pakke der står i min køkkenskuffe er brugt, køber jeg nok ikke en ny -jeg går stadig ind for at lave tingene selv og så må jeg jo bare se at få skrevet ned hvad jeg gør når jeg bager de madpakkeboller, så jeg kan få lavet en opskrift til mig selv – når det går godt altså :)
Men jeg ved jo godt det ikke er alle der har samme tilgang til bagning som mig – som nyder det, når lysten, overskuddet og tiden ellers er der… Så hvis man synes det er vildt besværligt at skulle lave en brøddej selv, så er det her et rigtig fint produkt der giver et godt brød – det skal være hyggeligt at gå i køkkenet, ikke en sur pligt, så hvis lidt forskelligt snyd kan gøre det for nogen så synes jeg bestemt det er det værd!

Det her er et sponsoreret indlæg – det vil sige at jeg har fået produktet leveret af Amo, men holdninger er helt mine egne. 

Flødeboller på bund af Odenses kransekage

25. september, 2012

I sidste uge modtog jeg en fin lille pakke fra Odense – de lancerer en ny produktserie, kageblandinger, hvoraf jeg fik en omgang kransekage.

Nu er jeg jo ikke så stor en bruger af færdiglavede produkter, men når nu jeg ligefrem har fået den tilsendt skal den da så sandelig også bruges – og man dette er absolut ikke et dårligt produkt. Vi snupper lige en anmeldelse først også kommer flødebollerne bagefter.

Jeg har valgt at anskue det her produkt fra en lidt anden vinkel end min egen. Jeg ville nemlig ikke gå ud og købe det. For det første fordi jeg har en anden holdning til hvordan kransekage skal være også fordi jeg synes at det er forholdsvist nemt at lave selv. Men! hvis man nu synes det er et stort arbejde at lave selv, eller bare ikke har tid til det, så er det her et ganske udemærket produkt. Det er nemt og hurtigt til hvis man gerne vil have hjemmebagt kransekage frem for bagerkøbt og Odense har lavet nogle fine ideer til hvordan man kan pimpe den med bær, nougat og ligende.

Man klipper bare spidsen af posen, og så er der stjernetylle deri – så indpakningen fungerer også som sprøjtepose – ganske smart når nu man har lavet et så “hurtigt” produkt. Dog synes jeg ikke det var til at arbejde med det lille hul der kommer hvis man klipper der hvor markeringen er, så jeg klippede lidt længere nede. Når man lige har fået tag på posen er det en ganske fin masse at sprøjte ud – konsistensen er sådan at den er til at få ud, uden at overhovedet løber ud når man har sat den af på bagepladen. – rigtig fint!

Og hvordan er smagen så? Meget sød, men ellers fin og rigtig god konsistens. Jeg tror at sukkeret gør at det er nemmere at ramme den rigtige konsistens med blød inden i og sprød uden på – den var der i hvert fald helt sikkert!

Vurdering? Hvis det skal være nemt, hurtigt og lækkert – uden at være færdig købt fra en bager, så vil jeg helt sikkert anbefale kransekagemassen her, det er et ganske udmærket resultat man får ud af det!

Jeg valgte så at bruge det som bunde til flødeboller. Jeg har engang før lavet flødeboller, for meget – meget – lang tid siden, deeeet gik ikke så godt og flødebollemassen flød meget ud, så har ikke rigtig gidet siden. Men nu har jeg fået indkøbt mig en omgang glukosesirup og med kransekagemassen synes jeg at det var på tide at prøve igen.

Jeg startede med at sprøjte massen ud i fine små snirkler, jeg fortrød dog bagefter og glattede dem ud med bagsiden af en ske, for at få en fladere og lidt større bund.

Ses i bakspejlet var det nok ikke nødvendigt, tror jeg ville have fået et lidt flottere resultat på den anden måde, men pyt – nu er det gjort.

Lige godt 8 minutter i ovnen og de var klar.

Opskriften på flødebollemassen tog jeg fra summerbird havde fået at vide at det var en god opskrift – hvilket absolut heller ikke var forkert. Jeg vil ikke gengive opskriften her, da jeg nu har linket til den, men kan lige tilføje at jeg ikke kom jordbær, eller anden frugt i – tror dog det kunne være SÅ godt. Og at man ikke skal tænkte “piske i 8 minutter – naaaah” der skal piske i 8 minutter, det er først deromkring den rigtige konsistens kommer, sådan at det ikke falder sammen.

Det er en stiv og klistret masse, men lækker – rigtig lækker!

Jeg sprøjtede ud med en stor stjernetyl, først uden bevægelse men gik overtil at køre den lidt rundt, hvilket jeg synes gav et finere resultat.

 Efter cirka 2 timer overhældte jeg dem med chokolade, tror måske det kunne fungere lige så godt at dyppe dem, så det hele blev dækket på en gang, jeg måtte tage en finger til hjælp og rette på chokoladen så den dækkede alt skummet – opgav dog at dække bundende.

Det færdige resultat (se bort fra den dårlige temperering som jeg stadig ikke har fået styr på…. utroligt det skal være så svært for mig at finde ud af) Nogle flødeboller fik kokos, andre frysetørret hindbær og nogen ikke rigtig noget. Jeg valgte at bruge en chokolade med 60% kakaoindhold, men vil helt sikkert også anbefale at bruge en med 70%.

Nordisk Køkken på Nordkajen i Skagen

30. august, 2012

På vores ferie var vi, som tidligere nævnt, omkring detailbutikken Nordisk Køkken, der har slået sig ned på Nordkajen i Skagen

Virksomheden, der blev startet for et år siden, har indtil for nylig kun produceret og distribueret til flere specialforretninger og delikatesse afdelinger, blandt andet i magasin har jeg hørt, men har altså nu udvidet med en detailbutik. Jeg vil lige skynde mig at putte ind her, at dette ikke er et sponsoreret indlæg – det er på fuldstændigt eget initiativ at jeg skriver dette!

Nordisk køkken er stadig en meget lille virksomhed, der faktisk kun består af tre ansatte – de to brødre der står bag og en enkelt sælger – en ældre kvinde, som vi handlede ved (går jeg ud fra.)

Vi fokuserede hovedsageligt på olieindkøb, koldpresset rapsolie, krydret på diverse måde – blandt andet en hørøget som dufter helt himmelsk! Men der var flere andre produkter, saucer, marinader, marmelader, eddiker og salt – alt sammen naturligvis lavet på gode nordiske råvarer. I butikken var der mulighed for at smage på en del af produkterne.

Det var en meget lækker butik at komme ind i, betjeningen var god, udvalget fint og priserne meget rimelige.

Som sagt købte vi lidt forskelligt olie og en enkelt æblecidereddike – vi kunne godt have købt langt mere, men man skal jo stoppe et sted.

Vores indkøb – desværre røg der en lille smule olie ud af en af flaskerne i transporten, så et par af etiketterne har taget en lille smule skade – men det bliver smagen selvfølgelig ikke dårligere af. Prisen for en flaske olie er 60 kr. de små flasker (200 ml) er de “krydrede” olier, de store (375 ml) den rene rapsolie og æblecidereddiken.

Helt bestemt anbefalelsesværdig – nu glæder jeg mig til at finde tid og inspiration til at eksperimenterer lidt med vores indkøb

"Jeg spiser i klubben"

4. april, 2012

Gemalen har den sidste tid haft sin gang i mollerup golf klub lige nord for Århus, han har i den forbindelse et par gange spist i deres café og talt meget varmt om den. Så vi blev enige om at vi i dag ville spise derude, i anledning af hans fødselsdag :) og fordi vi begge har fri i på grund af påsken (vi har valgt helt rigtige studier når det kommer til påskeferie)

Vi bestilte to sandwich derude, en med serranoskinke til mig og en med kylling til gemalen

Sandwich med serranoskinke

Maden kom ret hurtigt, også i forhold til at det “bare” er sandwich. Indholdet i de to sandwich var det samme, ser man bort fra kødet selvfølgelig: salat, tomat, agurkt, syltede rødløg, et stykke grillet peber og noget pesto (som vi vurderede til at være ramsløgspesto, eller i hvert fald indholdt en del hvidløg)

Brødet var et lækkert groft flutes og det hele smagte vældig godt – jeg har kun et kritikpunkt og det er egentlig ikke noget særligt – men jeg er ikke særlig god til løg, det hænger i mund og hals resten af dagen så blandingen af rødløg og den kraftigt smagende pesto var ikke så god, bagefter – til gengæld smagte det godt mens jeg spiste det (jeg må virkelig lære at tænke fremad.)
Prisen? Den fandt jeg ganske rimelig også på et SU budget, 132 kr. for to sandwich en fadøl og en kildevand. Så klart et sted jeg vil anbefale andre, hvis man altså kan spise i en summen om golfkøller, sving, bolde og andre golfrelaterede samtaleemner (jeg er vist hvad man kan kalde passiv-golfspiller, og hører en del om det fra gemalen så jeg har lært at “leve” med det)
Det er iøvrigt et rigtig dejligt sted med en fin indretning, liggende i naturskønne omgivelser og et fint byggeri.