Kategoriarkiv: bær

Egenproduktion

26. juli, 2015

Kolonihaven er begyndt at give lidt høst af sig.

I går blev der plukket en skøn lille buket blomster med hjem

2015-07-25 19.20.32

og i dag kunne jeg få gravet kartofler op og trukket rababer til aftensmaden. Derudover blev det til en pæn lille portion solbær fra vores to små buske. Jeg havde tænkt at det var for lidt til at jeg gad at gå i gang med at lave syltetøj af dem, men de blev ikke rigtig ordentlig søde i år (mangel på sol og varme) så det blev til en lille portion syltetøj alligevel.

2015-07-26 14.46.16

275 g solbær blev det til, som blev kogt med 1 dl vand og 275 g sukker.

Jeg bruger ikke konserveringsmiddel, fordi jeg er blevet lidt af en økoflipperhippie som foretrækker at undvære. Når det kommer kogende i skoldelede glas som lukkes med det samme, er risikoen for bakterie udvikling ret lille – og jeg vil hellere risikere at skulle smide lidt ud, end at komme konservering i, når nu jeg har friheden til at undgå det.

Deler man ikke mine holdninger til konserveringsmiddel i egenproduktion, vil jeg tro at 1/2 flydende konserveringsmiddel burde være passende – men husk at syltetøjet ikke må være kogende så.

2015-07-26 15.10.01

2 små glas blev det til – jeg biksede hurtigt nogle etiketter sammen, som bare bliver printet på almindeligt papir og sat på glasset med en limstift, det fungerer ret fint faktisk.

Etiketterne er lavet sådan at der bare står “Kolonihavens” og “2015” på, så kan jeg i hånden skrive på hvad det er – så skal jeg nemlig ikke printe etiketter hver gang jeg propper noget mere på glas.

Afskedskage

27. januar, 2015

Det er godt nok ved at være frygtelig længe siden at jeg sidst har fået skrevet et indlæg herinde. Jeg tror en del af forklaringen kan være at jeg har haft rigtig meget i hovedet, som har fyldt rigtig meget og som jeg egentlig gerne vil have ud og skrevet om, men fordi det alt sammen omhandler andre personer, vil jeg ikke “udstille” dem her. Bare fordi jeg er en latterlig åben person, så er det jo ikke sikkert at mine venner og familie har lyst til at blive beskrevet på nettet.

Men nu er der da grundlag for at smide et indlæg. Gemalen har nemlig fået arbejde fra på mandag, hvilket gør at han stopper i den skolepraktik han har været igang med siden december. Så der skulle jo laves afskedskage derop til – hvilket jeg fik æren af. Det var helt sjovt at lave sådan en kage igen, det er virkelig ved at være længe siden der har været grund til det.

2015-01-26 17.23.25

Kagen bestod af mørke lagkagebunde, chokoladecreme og brombærmousse hvor brombærmoussen også blev toppen.

Lagkagebundende var helt klassiske og bestod af:

  • 4 æg
  • 125 g sukker
  • 150 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 4 spsk kakao

Pisk æggene lyse og luftige, pisk sukkeret heri. Bland mel, bagepulver og kakao sammen og sigt i æggeblandingen. Vend forsigtigt sammen. Kommes i en smurt springform (24 cm) og bages ved 200 grader i ca. minutter.

Når kagen er kølet af flækkes den i to.

Kagen blev omkranset af bagt italiensk marengs i stænger, resten af den italienske marengs blev sprøjtet ud som roser på toppen af kagen.

2015-01-26 17.23.30

Italiensk marengs

  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker
  • ½ dl vand

æggehviderne piskes stive,
Sukker og vand koges til en sukkerlage – skal op på 120 grader.
Sukkerlagen piskes herefter i æggehviderne, fortsæt med at piske ca. 5 minutter efter sukkerlagen er kommet i.

Kommes i en sprøjteposte og sprøjtes ud til lange stænger på en bageplade. Bages ved 120 grader i ca. 45 minutter. Når de er afkølet, kan de skæres ud i passende stykker og placeres rundt om kagen.

 

Som sædvanlig tænkte jeg mig ikke helt om da jeg var i køkkenet, hvilket resulterede i en nu brombærrød grydeske – men hva’ den har vist både været karrygul og hindbærrød tidligere også, forandring fryder, er det ikke det man siger?

2015-01-26 17.38.29

Nu håber jeg gemalen får det godt det nye sted, det er så dejligt at han har fundet noget at lave – og er så god til at pakke bitterheden over ikke at kunne få lov til at bruge sin uddannelse væk, og derfor istedet kaste sig ud i en ny retning og være glad for det. Jeg tager i hvert fald hatten af for ham.

Jeg skal på fredag til samtale ved en tegnestue i Hjørring, godt nok “kun” om mulighed for at komme i en måneds praktik, men lidt har jo også ret – og man må jo snige sig ind hvor man kan.

Små chokoladetærter med havtorn

29. oktober, 2014

Det er vist på tide der følger endnu en opskrift fra det store kagebord valget faldt på de her små tærter med en kraftig chokoladeganache

2014-10-17 18.15.26 Tærterne består ganske enkelt af en mørdejsbund og en chokoladeganache.

Ganachen bestod af følgende:

  • 100 g mørk chokolade
  • 1,5 dl fløde
  • saften af ca. 30 g havtorn

Varm fløden op og brug den til at smelte den finthakkede chokolade, tilsæt samtidig saften fra havtornene, lidt af gangen. Lad den køle ganske let af, inden det hældes i tærtebundene og sættes til afkøling, til ganachen har sat sig.

Pynt tærterne som du føler – massere af glimmer måske? Jeg valgte en lidt mere simpel tilgang, med chokoladespåner og et enkelt havtorn på hver.

2014-10-17 18.15.31

 

De er virkelig voldsomme og man kan kun spise en enkel (hvis man er en normal person – 2-3 stykker hvis man er mig) men hvis man er til kraftig chokoladesmag, så er de bestemt anbefalelsesværdige.

Svumfekage

23. august, 2014

Ja jeg beklager det sære navn – men da jeg blev spurgt efter hvad det var for en slags kage havde jeg ikke rigtig noget svar klar – så derfor svumfekage.

Og hvad er en svumfekage så? Det er en blanding af flere forskellige ting – en pavlova, en forårslagkage (en barndomsklassiker) og en almindelig lagkage – sådan cirka i hvert fald.

2014-08-17 12.23.42

Kagen består af to marengsbunde hvorimellem der er en kagecreme, blandede bær og lidt banan – på toppen er et lag flødeskum, vendt med vanilje og lidt saft fra bærene. Endelig har den fået et drys knuste frysetørrede hindbær på toppen.

Den vinder nok ikke for at være den smukkeste kage (især ikke fordi cremen løb endnu mere ud inden vi skulle spise den) men tilgengæld var der ikke en krumme tilbage da gæsterne var gået.

Nå en opskrift vil måske være på sin plads:

Bundende

  • 3 æggehvider
  • 150 g sukker
  • en “sjat” eddike

Æggehviderne piskes til de er stive og herefter piskes sukkeret og eddiken i. Pisk godt og længe til massen er hel blank og sej.

På to stykker bagepapir tegnes to lige store ringe (efter en middagstallerken) og marengsmassen fordeles heri. Bages ved 120 grader i 1 – 1,5 time – pas på den ikke bliver for mørk. Med hensyn til fordeling af marengsmasse på bagepapir er der forskellige religioner. Nogle bruger sprøjtepose, andre smadre det mere eller mindre bare ud. Jeg er mest til det sidste, i hvert fald i det her tilfælde.

De æggeblommer man ikke skal bruge i marengsbundende, kan man så tilgengæld bruge i kagecremen.

Kagecreme

  • 1 stang vanilje
  • 2,5 dl sødmælk
  • 25 g sukker
  • 3 æggeblommer
  • 12 g majsstivelse eller kartoffelmel
  • 3/4 dl fløde

Flæk vaniljestangen skrap kornene ud og mos dem ud i lidt sukker. Kom vaniljesukkeret, den tomme stang, mælk, sukker, æggeblommer og majsstivelse i en gryde. Pisk det godt sammen og kog cremen under omrøring i ca. 4 minutter. Imens lægges husblassen i blød i koldt vand.
Lad cremen køle af, inden den røres sammen med flødeskum.

En god idé kunne være at komme noget husblas i cremen, så den ikke løber så meget ud som den gjorde for mig.

Kagen samles ved at lægge den ene bund nederst, læg cremen på og derefter et udvalg af bær og banan, så den næste bund og til sidst flødeskummen på toppen.

Lad den stå og trække en times tid eller to, så trækker lidt af fugten ud i marengsen og gøre den mere lækker.

 

Kagen blev serveret til min fødselsdag i søndags – 26 år skal jeg til at skrive i diverse spørgeskemaer, det gik nu ganske smertefrit – så længe man er midt i tyverne bør alderen vist heller ikke trykke så meget. Heldigvis har jeg omgivet mig med venner der alle er ældre – så jeg vil altid være den unge i vores omgangskreds :)

Macarons med brombær

31. januar, 2014

I weekenden gik jeg i køkkenet med min søster og fik fremtryllet de her små lækkerheder.

macaronsJeg har lavet macarons et par gange før, der har jeg selv blendet mandlerne men det gør at de bliver lidt grovere i overfladen, den her gang har jeg købt mandelmel, hvilket har givet en noget pænere overflade.

Opskriften er

43 g mandelmel (eller smuttede mandler der blendes)
70 g flormelis

40 g æggehvider (cirka 2 æg)
25 g sukker

Lilla pasta farve

Mandelmel og flormelis blandes sammen.
Æggehvider og sukker piskes til marengsen danner små toppe. Kom farve i til du synes det passer – der må godt være lidt rigeligt farve på drengen, det dæmpes lidt når det bager.
Så skal mandelmelsblandingen vendes i – tag lidt af gangen, hvis dine macarons bliver for tørre bliver de ikke helt så pæne at se på og en lidt sjov fornemmelse i munden (jeps jeg har prøvet det).

Kom macaronsmassen i en sprøjtepose og sprøjt små “klatter” ud på en bagepapirsklædt bageplade. Du bestemmer selvfølgelig selv størrelse, men jeg synes det passer meget godt en en størrelse omkring en 5 krone.

Lad dine macarons stå og tørre i et par timer – det gør at de hæver op med den lille “fod” – herefter bages de ved 160 grader i 10-12 minutter.

Brombærcreme

50 g brombær
1 vaniljestang
1 blad husblas
2 spsk sukker
2 dl fløde

Kog brombærene op med vaniljestangen, når bærrene er ved at være møre, passeres de igennem en sigte og kommes tilbage i gryden. Her kommes sukkeret og husblassen (der har ligget og udblødt i koldt vand min 10 minutters tid) varm op indtil sukker og husblas er opløst. Passer igen igennem en sigte og sæt til at køle af mens du pisker fløden.

Fløden skal være let pisket, kom lidt af fløden op i bærmassen og rør rundt. Herefter kommes bærmassen op i resten af fløden og vendes forsigtigt sammen. Sæt på køl i et par timer.

macarons i æske

Når dine macarons skal samles er det bare at parre to macarons sammen i nogenlunde samme format lægge creme på den ene og lægge den anden oven på.

Sæt dem gerne i køleskabet et par timer inden servering, så bliver de ekstra gode.

Rigtig god weekend derude – håber I kommer til at nyde den.