Kategoriarkiv: chokolade

Afskedskage

27. januar, 2015

Det er godt nok ved at være frygtelig længe siden at jeg sidst har fået skrevet et indlæg herinde. Jeg tror en del af forklaringen kan være at jeg har haft rigtig meget i hovedet, som har fyldt rigtig meget og som jeg egentlig gerne vil have ud og skrevet om, men fordi det alt sammen omhandler andre personer, vil jeg ikke “udstille” dem her. Bare fordi jeg er en latterlig åben person, så er det jo ikke sikkert at mine venner og familie har lyst til at blive beskrevet på nettet.

Men nu er der da grundlag for at smide et indlæg. Gemalen har nemlig fået arbejde fra på mandag, hvilket gør at han stopper i den skolepraktik han har været igang med siden december. Så der skulle jo laves afskedskage derop til – hvilket jeg fik æren af. Det var helt sjovt at lave sådan en kage igen, det er virkelig ved at være længe siden der har været grund til det.

2015-01-26 17.23.25

Kagen bestod af mørke lagkagebunde, chokoladecreme og brombærmousse hvor brombærmoussen også blev toppen.

Lagkagebundende var helt klassiske og bestod af:

  • 4 æg
  • 125 g sukker
  • 150 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 4 spsk kakao

Pisk æggene lyse og luftige, pisk sukkeret heri. Bland mel, bagepulver og kakao sammen og sigt i æggeblandingen. Vend forsigtigt sammen. Kommes i en smurt springform (24 cm) og bages ved 200 grader i ca. minutter.

Når kagen er kølet af flækkes den i to.

Kagen blev omkranset af bagt italiensk marengs i stænger, resten af den italienske marengs blev sprøjtet ud som roser på toppen af kagen.

2015-01-26 17.23.30

Italiensk marengs

  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker
  • ½ dl vand

æggehviderne piskes stive,
Sukker og vand koges til en sukkerlage – skal op på 120 grader.
Sukkerlagen piskes herefter i æggehviderne, fortsæt med at piske ca. 5 minutter efter sukkerlagen er kommet i.

Kommes i en sprøjteposte og sprøjtes ud til lange stænger på en bageplade. Bages ved 120 grader i ca. 45 minutter. Når de er afkølet, kan de skæres ud i passende stykker og placeres rundt om kagen.

 

Som sædvanlig tænkte jeg mig ikke helt om da jeg var i køkkenet, hvilket resulterede i en nu brombærrød grydeske – men hva’ den har vist både været karrygul og hindbærrød tidligere også, forandring fryder, er det ikke det man siger?

2015-01-26 17.38.29

Nu håber jeg gemalen får det godt det nye sted, det er så dejligt at han har fundet noget at lave – og er så god til at pakke bitterheden over ikke at kunne få lov til at bruge sin uddannelse væk, og derfor istedet kaste sig ud i en ny retning og være glad for det. Jeg tager i hvert fald hatten af for ham.

Jeg skal på fredag til samtale ved en tegnestue i Hjørring, godt nok “kun” om mulighed for at komme i en måneds praktik, men lidt har jo også ret – og man må jo snige sig ind hvor man kan.

Små chokoladetærter med havtorn

29. oktober, 2014

Det er vist på tide der følger endnu en opskrift fra det store kagebord valget faldt på de her små tærter med en kraftig chokoladeganache

2014-10-17 18.15.26 Tærterne består ganske enkelt af en mørdejsbund og en chokoladeganache.

Ganachen bestod af følgende:

  • 100 g mørk chokolade
  • 1,5 dl fløde
  • saften af ca. 30 g havtorn

Varm fløden op og brug den til at smelte den finthakkede chokolade, tilsæt samtidig saften fra havtornene, lidt af gangen. Lad den køle ganske let af, inden det hældes i tærtebundene og sættes til afkøling, til ganachen har sat sig.

Pynt tærterne som du føler – massere af glimmer måske? Jeg valgte en lidt mere simpel tilgang, med chokoladespåner og et enkelt havtorn på hver.

2014-10-17 18.15.31

 

De er virkelig voldsomme og man kan kun spise en enkel (hvis man er en normal person – 2-3 stykker hvis man er mig) men hvis man er til kraftig chokoladesmag, så er de bestemt anbefalelsesværdige.

Chokoladekage

19. februar, 2014

chokoladekage

 

Jeg elsker chokoladekage – eller kakaokage som nogen måske vil kalde det. “Rigtige” chokoladekager er jeg derimod ikke altid så pjattet med – jo jo de er lækre ingen tvivl om det, men jeg synes også tit at de er tunge og klæge.

Den her kage var et forsøg på at lave en “rigtig” chokoladekage som er mere let og let i konsistensen, gav mig i kast – uden opskrift, med stor sandsynlighed for at gå galt i byen, men det gik og den blev faktisk virkelig god.

150 g chokolade
3 æg
300 g sukker
4 dl mel
2 dl mælk

Smelt chokoladen over et vandbad. Jeg havde en rest mokkabønner til at stå som jeg brugte sammen med noget mørk chokolade – gav en fin note af kaffe i kagen. Har man ikke mokkabønner, så tilsæt 2 spsk stærk kaffe sammen med mælken.

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Vend mel og mælk (og evt. kaffe) i. Vend herefter den smeltede chokolade i dejen. Kommes i en smurt springform og bages ved 200 grader i 30 minutters tid.

Kagen har bedst af at stå en dag og trække sig sammen.

Vi spiste lidt løbende af kagen, der faktisk holdt sig lækker i en uges tid – opbevaret i en pose. Uden at blive tør.

Spis den som den er, med is til eller creme fraiche rørt op med vanilje.

2013-12-31 22.10.57

Nytårs islagkage

23. januar, 2014

2013-12-31 22.10.57

Nytår er ved at være et godt stykke væk – men derfor kan jeg jo godt lige smide et indlæg om vores nytårsdessert. Med en anden tekst kan den jo sagtens bruges til andre anledninger. Det må også være på tide – den har ligget som coverbillede inde på facebooksiden indtil i går, hvor den blev skiftet ud med en sprutte.

Nå men – desserten var islagkage. Det er første gang jeg laver sådan en, men absolut ikke sidste. Jeg har jo også lavet is indtil flere gange, så udfordringen på det plan var ikke så stor.

Islagkagen var sammensat af vaniljeis, 70% chokoladeis, appelsin-havtorn-is, et marcipanlåg og marengsstænger.

Opskriften på isen:

Alle tre is er lavet på denne grundopskrift.

2 æggeblommer
90 g sukker

2 dl mælk
2 dl piskefløde
1 blad husblas

Husblassen lægges i blød i koldt vand.
Mælk og fløde kommes i en gryde og sættes på ved middelvarme. Væsken skal bringes i kog, sammen med smagsgiveren. Imens piskes æggeblommer og sukker lyst og luftigt. Når væsken er kogt op skal den piskes i æggemassen, kom kun lidt i til at starte med, ellers risikerer du at æggene koagulerer.
Når al væsken er pisket i, kommes husblassen i gryden, den skal smelte og så skal ismassen hældes i gryden igen og varmes forsigtigt op til den begynder at tykne. Må ikke koge!
Herefter hældes massen i en bøtte og sættes på køl, inden den køres på en ismaskine. Har du ikke en ismaskine skal du lave en parfait, for at få et ordentligt resultat.

Smagsgiverne i isen er:

1 stang vanilje (kornene skal piskes med æg og sukker, stangen koges med væsken)

100 g 70% chokolade – fint hakkes og smeltes i væsen.

Saft og skal af to appelsiner
50 g havtorn bær
2 spsk sukker

Appelsinsaft og havtorn gives et opkog. Herefter blendes det, og sigtes så du kun har den rene saft tilbage. Herefter kommes saften tilbage i gryden med sukkeret og koges ind til en sirup. Blandes i væsken (sørg for at den ikke bliver for kold, så er den ikke til at få ud af gryden) – pas på det ikke skiller!

I en springform, eller en lagkagering på et skærebræt, lægges vaniljeisen i bunden. Sæt formen i fryseren inden, så den er kold. Frys isen ind, inden næste lag lægges på. Så chokoladeisen (frys ind igen) til sidst appelsin/havtorn isen. Sæt islagkagen i fryseren i et døgns tid.

2013-12-31 15.14.21

Marcipanen æltes op med noget glukosesirup, så den bliver mere smidig at arbejde med. Mål islagkagen inden, så du ved hvor stor den låget skal være. Skal marcipanen pyntes – eksempelvis med skrift som jeg har gjort, vil jeg anbefale at gøre det inden du lægger det på islagkagen, for ikke at have den ude af fryseren i for lang tid. Læg marcipanlåget på og skær det til så det passer på kagens form.

Marengsstængerne laves af

3 æggehvider
300 g sukker

Pisk æggehviderne stive, vend sukkeret i. Kommes i en sprøjtepose med en glat tylle. Sprøjt lange stænger på en bageplade med bagepapir – lav rigeligt, de går nemt i stykker!
Bages ved 150 grader indtil de er sprøde – 10-15 minutter, men det kommer an på ovn, tykkelse og meget andet – så hold øje med dem.

Når marengstængerne er kolde skæres de i stykker i passende stykker (mål islagkagens højde og læg lidt til) eller lav dem forskellig højde, alt efter hvilket udtryk du er til. Sæt dem herefter fast på islagkantens kage og bind et smukt bånd omkring. Sættes i fryseren indtil den skal spises.

Nu vil jeg begrave mig under en dyne igen, sammen med en film på netflix. Har pådraget mig en omgang influenza… Som om sygdom over julen ikke var nok… Det er en grum omgang, men heldigvis lader den ikke til at vare så længe – satser på at være klar igen i morgen. Synes jeg var så praktisk i julen at det lå hvor jeg alligevel havde fri, det hjalp så ikke her – 3 ud af 5 arbejdsdage har været sygedage i den her uge..

Chokolade macarons med appelsin

11. november, 2013

2013-11-10 13.45.38

Jeg fik for noget tid siden, tilsendt to pakker af AMO’s nye macaronmix. En med chokolade og en med jordbær. Til at starte med var jeg egentlig rimelig positiv, på trods af min ringe tiltro til færdig blandinger. Meeeeen begejstringen fortog sig lidt da jeg arbejdede med dejen, jeg valgte – for forsøgets skyld – at følge opskriften til punkt og prikke, men massen blev meget bastant hvilket resulterede i at de faktisk ikke er blevet særlig pæne.

Smagen er fin, men når man alligevel skal stå og justere på massen vil jeg faktisk lige så gerne lave det fra bunden – så synes jeg at jeg har en bedre føling med det. Men nuvel – nemt det er det da, og jeg har jo kun lavet dem den ene gang. Jeg har lavet macaroons fra bunden to gange, hvor det gik godt den første gang og knap så godt den anden – så måske næste pakke går bedre.

Pakken består af to poser pulver og en sprøjtepose. Et pulver til dejen der skal blandes med 1/2 dl vand og et pulver til creme der skal blandes med 50 g blødt smør. Pulveret til cremen lod jeg ligge – jeg kan ikke lide smørcreme! Istedet lavede jeg en blød ganache med mørk chokolade og appelsin. Den bestod af:

100 g mørk chokolade
2,5 dl fløde
skal af 1 appelsin

Chokoladen hakkes og appelsinskallen skæres af med en kartoffelskræller, pas på ikke at få meget af den bitre hvide hinde med, men sørg for at lave store nok stykker til at du kan finde dem igen. Bland chokolade, appelsinskal og fløde i en lille gryde og varm det stille og roligt op, indtil chokoladen er smeltet helt ud i fløden – lad være med at give det for meget varme. Hæld det over i en skål, læg madfilm over (tryk det helt ned på overfladen af cremen så den ikke trækker skind) og sæt det køligt i min. 4 timer.
Der er alt for meget creme – men det kan jo sagtens bruges til andre formål.

Dommen? jah, de er blevet virkelig grimme og var ikke helt optimale at arbejde med. Smagen er fin, så hvis man gerne vil lave macaroons hvor arbejdstiden ligger inden for 15 minutter er det vejen frem – hvis man ikke har noget i mod at lægge tiden i det, så lav dem selv – jeg synes de bliver pænere, og blærefaktoren er langt større – hvilket man jo også lige skal huske at tænke på :)

Jeg har fået dette produkt gratis, men holdningerne er helt mine egne.