Kategoriarkiv: Den lille familie

Syg mus

16. februar, 2018

Så ramte det også os, sygt barn vel at mærke. Arvingen begyndte at være lidt mere pylret end han plejer i onsdags, men jeg tænkte ikke så meget over det – vi havde haft en begivenhedsrig dag i tirsdags, og det kunne bare være en reaktion på det. Desuden drillede maven også lidt, men den løste vi med lidt sveskesmoothie fra rema (arvingen var ikke imponeret og jeg kan ikke rigtig klandre ham for det)

Men efter han var kommet i seng til aften, begyndte han at hoste noget og det fortsatte hele natten, der stort set blev brugt i vores seng. Da vi stod op med gemalen klokken 6, startede arvingen med at kaste op ud over puslebordet, på grund af hosten – så i bad med ham og afsted på arbejde med gemalen. Arvingen og jeg satte os i sofaen og så flow tv om prins Henrik, mens der blev hostet og hostet. I løbet af formiddagen fik jeg en halv banan i ham, som han egentlig spiste med stor glæde – den kom så bare op igen kort tid efter, da vi tog en tur i barnevognen. Ind igen, hund ud af snor, tøjskifte, i hue og vanter igen, hund i snor, i barnevogn (altså barn, ikke hund) og afsted igen – så han kunne få sig en lille lur.

Mine forældre kom forbi på besøg, så det meste af dagen havde jeg søde hjælpere til den lille hostemus, han havde det egentlig ok, lidt mere træt end han plejer og han sov lidt kortere end han plejer om glad og smilende som vi kender ham. Der blev trillet med mormor, snakket og leget og drukket kaffe(dråber) med morfar.

Efter mine forældre var kørt og gemalen kom hjem gik det stille og roligt ned ad bakke med arvingen, hosten blev værre, temperaturen steg og humøret faldt drastisk. Da vi så også synes at vejrtrækningen blev noget mere besværet end vi var trygge ved, ringede vi til vagtlægen. Vi blev opfordret til at køre til Silkeborg fordi der ingen ventetid var der, mod 1 time i Randers – så afsted kørte vi. Vi havde bare ikke taget højde for småveje og snevejr, så det blev en lidt for spændende tur med langsom kørsel og udskridning på vejen. Men vi kom da til Silkeborg, arvingen havde sovet hele vejen, og da vi nåede frem var han glad og smilende og meget langt fra den dreng der var grund til at vi i det hele taget kørte afsted.

Træt og syg lille mus

Så vi undskyldte over for lægen med at der vist her virkelig var tale om førstegangsforældre, han var nu sød og beroligede os med et “hellere en gang for meget end en gang for lidt” han lyttede til arvingen og kunne berolige med at alt var ok, han skulle bare passes og plejes og ammes lidt oftere. Så vi trillede hjem igen, sneen var heldigvis holdt op, så turen var noget skønnere hjemad.

Jeg var nu glad for at vi lige fik ham tjekket, for han fik det meget dårligt i løbet af natten – så meget at havde vi ikke været afsted før, så var vi kørt til midnat – og hellere til vagtlægen klokken 20 end 24. Så natten gik med gråd, trøstning, forsøg på at få væske i arvingen (det være sig med æbeljuice i sutteflaske, æblejuice eller vand på sut og så lidt amning på en meget akavet måde, fordi arvingen ikke rigtig ville ligge i arm, men det tror da pokker hvis han havde høj feber.) Gemalen lagde sig op og sov på sofaen, så arvingen og jeg havde sengen at brede os i, han er blevet hjemme fra arbejde i dag, fordi vi i nat ikke var sikker på om hvad dagen ville bringe når nu han var så dårlig, og heldigt nok for det – for nu er gemalen selv ramt af virus i halsen…

Arvingen er stadig dårlig i dag, men hoster ikke så meget som i går, og temperaturen er næsten dalet til normalt niveau. Han er til gengæld blevet hæs, og hvis det ikke var fordi jeg vidste at det er generende og ubehageligt for ham, så lyder det faktisk lidt sjovt og lidt sødt med sådan en lille hæs mand.

Vi håber at han snart er tip top frisk igen, og at vi får en god weekend – ellers kender vi vejen til vagtlægen nu, mon ikke de ender med mange besøg inden arvingen er vokset op 🙂

 

5 måneder og skemad

8. februar, 2018

Arvingen blev 5 måneder i tirsdags og i går stod den på lægeundersøgelse og vaccination – begge dele klaret til UG. Ingen gråd ved første stik og hurtigt trøstet efter andet stik. Arvingen var tip top i orden, og en stor dreng. 70 cm lang (og lagde sig på den højeste kurve) og 8,5 kg tung (lagde sig på den 2. højeste kurve) – så er der da ikke noget at sige til at vi flyver fra den ene tøjstørrelse til den anden. De første body’er i str. 68 er på vej til at blive lagt væk og de første i str. 74 er fundet frem.

Arvingen bliver en stor dreng på mange måder, han har fået plads i vuggestuen fra 1. marts og vi skal på besøg hos dem her sidst i februar. Jeg starter på arbejde igen efter påske, så vi har heldigvis god tid til at få ham kørt ind. I den henseende er han jo stadig en lille dreng, han er bare udstyret med en mor der ikke er god til at gå på barsel. Istedet har jeg aftalt med mit arbejde at min restbarsel bliver brugt drypvist, hvilket giver mig én fridag om ugen frem til sommeren ’19. Det tror jeg vi allesammen får mest ud af.

5 måneder gammel

Vi er kommet ret godt fra start med skemaden, så der bliver kogt, most og blendet derud af. Jeg har indkøbt isterningbakker i Ikea som mosen bliver frosset ned i, så er det nemt at tage nogle stykker op til aftensmaden, istedet for at skulle koge en ny portion hver gang. Vi afprøver lidt hvad der fungerer og hvad arvingen kan lide. Til aften får han grøntsagsmos:

Kartoffel
Kartoffel + squash
Kartoffel + broccoli (giver en svært dårlig lugt i den anden ende 😉 )
Gulerod og ærter (ikke et hit)
Gulerod (et hit!)
Sød kartoffel

Til middag får han grød af enten boghvede, majs eller hirse, og så kommer der en “isterning” æblemos i. Grøden laver jeg fra dag til dag i mikroovnen. I små bøtter har jeg målt en portion mel af, så skal det bare blandes med vand og varmes igennem. Langt om længe har vores mikroovn fået sin berettigelse, så den har fundet vej op fra kælderen til køkkenet.

Endelig har han fået bananmos et par gange, det er et KÆMPE hit! meeen man kan jo ikke leve af bananmos alene, så det bliver kun engang i mellem, som lidt ekstra forkælelse – for eksempel i går, da vi kom hjem fra lægen.

Til maden drikker han vand, som bare er det bedste! især hvis det kommer i et glas. Jeg har ellers indkøbt en fin (og dyr) tudkop til ham, og han gider da godt bruge den, men glæden er størst når vandet kommer i et almindeligt glas, magen til dem mor og far drikker af.

At skemaden kører så godt, betyder også at vi nu har kunne fjerne 2 ammemåltider om dagen, hvilket egentlig passer mig fint – jeg er glad for at have kunnet amme ham, og at det er gået så nemt som det er – men jeg bliver aldrig langtidsammer. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, det er ikke fordi jeg er træt af at være afhængig af at skulle have ham med – det generer mig ikke. Det er heller ikke fordi det gør ondt, er ubehageligt eller andet i den stil – eller fordi jeg er bange for mit eget udseendet bagefter. Jeg har bare aldrig rigtig opnået den der “det er bare FANTASTISK at amme” følelse som så mange andre snakker om. Det er noget jeg gør for arvingens skyld, for at han kan få mad og få den bedste start på livet – that’s it.

Så alt i alt kan jeg vist godt konstatere at jeg elsker at arvingen er blevet ældre, ikke mindst fordi der begynder at komme mere “tilbage” små tegn på kærlighed – som når de små fingre bliver boret ind i kinderne (ørene, øjnene, munden eller håret…) og man får et ordentligt snaskekys af ham (uanset at det gør lidt ondt med de skarpe negle). Når han lyser op af glæde når jeg kommer hen til ham, eller når gemalen kommer hjem fra arbejde – eller når han om morgenen skraldgriner over i vuggen, fordi han ved at nu er det tid til at komme over i sengen og hygge mens vi vågner op – det er fantastisk, og jeg bliver aldrig træt af det.

 

Det er svært at blive storesøster

15. januar, 2018

… også når man har fire poter og en snude.

Lige fra første dag vuffen mødte arvingen har hun elsket ham, ingen tvivl om det. Hun ville – hvis hun fik lov – allerhelst slikke ham i hele hovedet (især munden) og er opmærksom på så snart han siger en lyd når han ligger og sover.

Men det er nu altså svært, det der når der kommer en lille ny og tager opmærksomheden, og underligt som det lyder, så oplever vi en gevaldig søskende jalousi fra vores hund. Før jul blev hun fræk som en slagterhund, og stjal mad til den store guldmedalje – nok har hun altid været madglad, men ikke i den grad som vi oplevede der.

Om natten er hun nu begyndt på at lægge sig midt på min dyne (ja ja vi har hunden i sengen) hver gang jeg ammer arvingen, det virker lidt som et “det-er-MIN-mor” statement hun er igang med.

Men der er heller ikke noget at sige til det, hun var 6 måneder gammel da vi hentede hende og her i februar bliver hun 10 år. Hun har været vant til at være ene-hund i rigtig mange år, og pludselig kommer der en ny lille en som tager al vores opmærksomhed. Hun har aldrig været en egentlig “kælehund” der vil nusses hele tiden, men det påvirker åbenbart at vores opmærksomhed går meget til arvingen, og at hun får skæld ud for at gø i vildskab når arvingen er ved at vågne op og hun derved vækker ham endnu mere.

Vi giver hende selvfølgelig opmærksomhed og rose hende når hun er dygtig (som vi altid har gjort) men hun skal nok også finde sig til rette i vores nye liv. Men det er heller ikke nemt at være en gammel hund.

New year new me…

12. januar, 2018

Eller næh – overhovedet ikke, igen i år har jeg ikke lavet nogen nytårsforsæt, det kan ligesom ikke rigtig svare sig.

Der har været stille herinde siden jul, tiden mellem jul og nytår blev brugt på hygge, både med familien i Nordjylland og især med gemalen, vuffen og arvingen herhjemme.

Nytårsaften blev som tidligere fortalt i Nordjylland, med vores gode venner – men den endte lidt tidligt, da vi kørte hjem (til svigerforældrene hvor vi overnattede) klokken 23.30. Arvingen nægtede at sove, og blev mere og mere overtræt, til sidst kunne hans mor simpelthen ikke mere, mest fordi jeg vidste så snart han kom i bilen i trygge rammer ville han falde i søvn – og ganske rigtigt, han snorkboblede inden vi var ude af indkørslen. Sådan er det nok at være småbørnsforældre.
Ud over det, havde vi nu en god og hygggelig nytårsaften.

Nytårs smart

Nytårsselfie af vores lille familie

Siden vi kom hjem, har arvingen været i galoperende tigerspring, det her omkring de 4 måneder kan tage op til 5 uger, så vi er cirka halvvejs nu.

Han er heldigvis ikke så slem når det kommer til de tigerspring, men det kan da mærkes at han er lidt mere pylret og ikke sover så godt som han plejer. Men på en måde bliver det også en hverdag, der er bare andre ting der bliver nedprioriteret. Jeg skal dog gerne indrømme at øjnene har været tunge, efter nogle lange nætter hvor han vågner meget.

Men 4 måneders alderen har også bragt andet med sig end tigerspring – arvingen er begyndt på grød, han udviste efterhånden så stor interesse for vores mad og jeg begyndte at have svært ved at følge med i mælkeproduktionen at vi blev enige om at prøve – bare en skefuld om dagen så han kan vende sig til smagen og maven kan vende sig til nyt indhold.

Første møde med grød

Han fik første portion i søndags, og var lidt skeptisk over hvad det var der blev stoppet i hovedet af ham, men der gik ikke mange dage før han genkendte smagen som noget godt, og nu er han helt spændt når han kan se skeen nærmer sig. Han får stadig bare små portioner ca. 50 ml, så han får en rolig start men det lover godt.

Har spist helt op

Grøden koger jeg selv. Foreløbig er det sådan her: (portionen bliver indtilvidere delt i 5)

2 dl vand
1,5 spsk majsmel
modermælkserstatning (jeg kan ikke følge med i mælkeproduktionen selv)

vand og majsmel koges igennem i 5-10 minutter, og fordeles derefter i 5 portioner, de 4 ryger i køleskabet til de kommende dage og den 5 køler af, inden der røres modermælkserstatning i.

senere regner jeg med at tilføje en smule olie dertil, når grøden kommer til rent faktisk at gøre det ud for et måltid, så regner jeg med at opskriften svarer til 1 portion.

Jeg synes det er noget af det hyggeligste at skulle lave grød til ham, så jeg koger det gerne fra bunden, selvom der findes fine færdiglavede alternativer.

Til sidst får I lige det nyeste billede, taget her for et par timer siden.

God weekend derude 🙂

1 år siden…

22. december, 2017

I dag er det 1 år siden at jeg fik det mest livsomvæltende opkald nogensinde. I dag for præcis et år siden, ringede de nemlig fra fertilitetsklinikken og fortalte at svaret på den blodprøve jeg havde fået taget tidligere på dagen, var noget så fint positivt.

Jeg har ikke det obligatoriske billede af en positiv graviditetstest at fremvise, til gengæld står dagen, den 22. december helt klar i min hukommelse: Opkaldet fra fertilitetsklinikken, uplanlagt at fortælle nyheden til min kollega der kom ind på kontoret lige bagefter, opkaldet til gemalen der også var på arbejde, den boblende glæde i kroppen og det underlige i at komme hjem til gemalen og vide at nu var det virkeligt…

Det vi mere eller mindre helt havde opgivet var nu en realitet, vi skulle være forældre – det havde rent faktisk virket. Det var en helt ny virkelighed for os, en virkelighed vi knap havde turde drømme om, men virkelig det var den – og det blev den ved med at være.

Nu et år efter, ligger vores lille “julemirakel” og sover i sin barnevogn uden for vinduet, og lige om lidt skal vi fejre hans første jul.

Der findes vist ikke ord for hvor stor glæde han har bragt med sig, og hvor særlig en dag, den 22. december 2016 er for os.

Vores lille julemirakel