Kategoriarkiv: Den lille familie

Når børn ikke er en selvfølge

17. februar, 2017

Det her indlæg har været længe undervejs…. Meget længe!

Men jeg har også vidst længe, at det skulle skrives – og det uanset om jeg skulle skrive det med glæde eller sorg. For de sidste knap 4 år har ufrivillig barnløshed været noget vi har skulle lære at leve med, de sidste knap 1½ år med fertilitetsbehandling og hormonbelastning oven i.

Det har sat mange tanker igang, det har nok også fået os til at reagere mere, når medierne har snakket om “alle dem der modtager fertilitetsbehandling” og ikke mindst fokuseret på at det faktisk lidt er folks egen skyld, fordi de også bare venter for længe – i forhold til hvad jeg langt hen af vejen hørte – så er ufrivillig barnløshed og alder sat sammen, som om det er den eneste sandhed. Men lad mig med det samme slå fast at det er det IKKE! Vi har taget mange ture i fertilitetsklinikkens venteværelse, og vi har set mange par vente lige som os – og det er et fåtal der har set ud til at være ældre end os – mange har jeg endda regnet for at være  noget yngre end os. Og jeg synes ikke vi er gamle.

Vi satte gang i “projekt baby” da jeg var 24 og gemalen 26 – det lykkedes at blive gravid inden for et halvt års tid, men det endte i en ufrivillig abort (som gamle læsere af bloggen måske kan huske) og en derefterfølgende livskrise. Vi kom oven på igen, men lad mig da bare understrege at det ikke var nemt. Slet ikke fordi der bare ikke skete noget, der kom aldrig 2 nye streger på graviditetstesten. Tilgengæld kom der i læssevis af tårer og nedture hver gang det ikke var lykkedes.

Efter et års tid spurgte jeg min læge til hvordan det forholdt sig med muligheder for fertilitetsbehandling, hun sagde at jeg lige så godt kunne vente et år – for vi havde ikke ret til at få en henvisning før der var gået 2 år, hvis vi ikke fejlede noget. Så hjem og vente et år mere. Hvilket måske var godt nok – vi skulle også selv være klar.

Den dag hvor jeg bestilte tid ved lægen til første samtale i forhold til fertilitetsbehandling, løb tårene (endnu engang) ned af kinderne, for nu havde vi kastet håndklædet i ringen og givet op på at vi kunne klare det her. Det er svært at forklare for det var jo samtidig en lettelse, og noget vi var helt enige om at gøre. Men det hang måske også sammen med det lidt negative syn jeg har oplevet der er på fertilitetsbehandling.

Efter besøg ved lægen og div. test, fik vi en henvisning – og et brev, med en tid til 1. samtale 6 måneder senere! Det er frygteligt lang tid at vente, men nu var vi trods alt igang…

Vi blev tilknyttet Region Nordjyllands fertilitetsklinik der på det tidspunkt lå i Dronninglund (de er nu flyttet til Aalborg) og vi har bare været SÅ glade for det! Vi har fået den bedste behandling, er blevet taget så godt hånd om, har NYDT at komme derud til behandlinger og hele vejen igennem følt os trygge og i gode hænder! Man har altid så travlt med at skælde ud på sygehusvæsenet – men vi vil gerne rose, og vi kan på ingen måde rose nok! De har været enestående, og en super støtte også når tingene ikke er gået som vi kunne ønske.

At gå igennem fertilitetsbehandling, har jeg nogle gange hørt sidestillet med en livskrise – og det vil jeg gerne tilslutte mig. For det er hårdt! Det psykologiske i at få håbet op og tabe det igen efter endnu et negativt svar, kombineret med den påvirkning hormonerne har på kroppen – og for manden der står ved siden af (for ham skal vi absolut ikke glemme i det her) der bare kan stå til og så på at konen/kæresten har det frygteligt uden at han kan gøre andet end at forsøge at trøste, sørge for god mad, og pleje hvor det nu er muligt – men uden reelt at kunne påtage sig det ubehag der hænger i kroppen længe efter sidste hormonindsprøjtning – hvor gerne han så end ville.

Nogen vælger så oven i købet at skulle holde det hemmeligt for alle, eller kun have nogle ganske få indviet i det. Jeg skal ikke kunne sige hvad der er rigtigt eller forkert – men vi valgte at fortælle det til vores forældre og søskende, de nærmeste venner og til de nærmeste kollegaer + chefer.
Jeg er slet ikke i tvivl om at det var det rigtige for mit vedkommende at informere om det på mit arbejde, det giver uanset hvad man gør noget fravær – og på denne måde havde mine kollegaer al forståelse for hvorfor jeg var væk indimellem og jeg slap for at “finde på undskyldninger.”
I forhold til familierne havde vi egentlig snakket om at holde det hemmeligt, for “det bør man jo” – men vi blev ret hurtigt enige om at det ikke var vejen frem for os. De ønskede en graviditet (næsten) lige så meget som os. Vi vekslede dog imellem at fortælle når vi startede et nyt forsøg op, og lade være med at sige noget. Det var ærlig talt for svært når resultatet var negativt, at man så skulle skuffe så mange andre – oven i vores egen skuffelse.

Medicinforbrug til knap 1½ års fertilitetsbehandling

Medicinforbrug til knap 1½ års fertilitetsbehandling

Alt det her var egentlig bare “forhistorie” – jeg håber du er nået med herned. For meningen med det her indlæg har egentlig altid været at få sat ord på nogle af alle de tanker der har faret rundt i hovedet af mig, især i de sidste 1½ år.

For ikke bare har der været flere gange fokus på fertilitetsbehandling, der har også været et babyboom at forholde sig til i 2016 – hvor det bare virkede til at alle fik børn.

I efteråret var vi trætte!
Trætte af hormonbehandlinger, trætte af håbe og blive skuffede, trætte af folks velmenende råd (dem vender jeg lige tilbage til), trætte af at hele ens verden brød sammen når der kom (endnu) et scanningsbillede på facebook –  og ikke mindst trætte af i 3 år at have levet med at alle fremtidsplaner/-drømme blev styret af en “hvis nu vi får et barn” – vi begyndte at indstille os på, at det nok bare skulle være os to og 1-2 hunde. Det skulle lige synkes, men faktisk gav det en skøn ro på. Vi havde ikke “glemt” det, ønsket var der stadig, men vi havde på en måde accepteret at sådan skulle det måske bare være for os. Vi begyndte at fokusere på ferier, på teaterture, gode middage generelt alt det gode i livet, som er meget nemmere når man ikke har børn, på hvor trælse børn var i supermarkedet, på hvor begrænsede folk var af at børnene skulle passes, på at vi istedet for Fårup sommerland, kunne tage på Skagen kunstmuseum eller op på et bjerg.
En del af det var også at sige det højt – at forklare det for venner og familie, og der var det nok det slog mig. For selvom alle agerede støttende og forstående og synes det var en “fornuftig tilgang” så kunne man sagtens se, at de faktisk ikke rigtig mente det. Og hvorfor skulle de? De elsker deres børn, og vi lever i et samfund hvor børn er grundlaget til al lykke, hvor intet liv er fuldendt før man har fået gerne et par børn, hvor børnebørn er den største gave man kan give – og hvor man skal forsvare sig i helt umanerlig grad hvis man ikke ønsker at få børn. Jeg har endda hørt folk der på ingen måde ønsker børn, overveje det – for det siger samfundsnormen. Men lad os nu lige slå koldt vand i blodet – børn er fantastiske, og dejlige! men lad os nu ikke glemme at de også fylder meget, både fysisk og psykisk – de er en kilde til evige bekymringer – også når de er blevet voksne… Og hvis man ikke ønsker børn, så er det faktisk noget af en belastning samfundet lægger på folk. Jeg holder på at hvis man skal planlægge at få børn, så skal man virkelig ønske det, ikke bare føle at det bør man også gøre.

Vi har valgt at være rimelig åbne omkring vores barnløshed, måske netop fordi jeg ikke ville stå og forsvare et valg jeg ikke selv har taget – og fordi forklaringen “det skal vi i hvert fald ikke endnu” sjældent bliver modtaget med det “okay – fair nok” men snarer med et “hvorfor dog ikke det – er du ikke 28?”. Men det har så givet os et væld af “gode” velmenene råd til hvordan det skal lykkes.
Det være sig alt fra: drik ikke mælk, spis ikke gluten, spis efter LCHF, dyrk motion, brug missionærstillingen, få akupunktur, få zoneterapi, tag de og de vitaminer, “det skal nok komme – man skal bare virkelig ønske det” og til den aller bedste og allermest ubrugelige: “bare glem det, så skal det nok virke” – ja altså UNDSKYLD MIG! Men hvordan i hede hule himmelens navn har du tænkt dig at jeg skal glemme det, når jeg hver aften skal stå og skyde hormoner ind i maveskindet? Hvor er den bare letkøbt – og som regel brugt af folk der bare skulle tænke på at det kunne da også være rart med et barn, så vupti der kom det. Når man virkelig ønsker det – så kan man ikke bare glemme det.
En anden helt ubrugelig ting jeg flere gange har hørt er: “jeg kender en der også har været i fertilitetsbehandling hvor de gav op, men så blev hun skilt og nu har hun 2 børn med en ny mand” – det er selvfølgelig dejligt for hende, som alle åbenbart kender… men nu har jeg faktisk ikke tænkt mig at udskifte gemalen, med nogen som helst anden – uanset om jeg så kunne få alle de børn jeg gerne vil have, så præcis hvad man skal bruge den oplysning til ved jeg ikke rigtig. (her er det vigtigt at understrege at gemalen ikke fejler noget – der er ikke blevet fundet nogen klar grund til hvorfor det ikke har ville lykkes for os)

Jeg ved godt at alt det ovenstående er sagt i en god mening, men nogen gange skal man måske lige tænke 2 gange før den gode mening bliver sendt afsted, for tro mig – nogen gange, så sårer den mere end gavner – især når man har hørt den 10 gange før.

Så min bøn og mit håb er – at pårørende til ufrivilligt barnløse, aldrig holder op med at støtte og hjælpe – alt hvad de kan! og hvis deres råd reelt er noget man kan bruge, så kom endelig med dem. Vi har selv droppet alt mælk med lav fedtprocent, fået akupunktur og zoneterapi, taget homøopatiske dråber (selvom jeg havde forsvoret at jeg nogensinde skulle falde for sådan noget hokus pokus) og ændret (lidt) i kosten – i et forsøg på at hjælpe det hele lidt på vej.
Men hold som pårørende op med at komme med tomme råd som “du skal bare glemme det” eller “find en anden mand” (ok ok – det er der nok ikke nogen der reelt mener, men det er sådan det lyder) for det kan liiiigesom ikke rigtig bruges til noget.

Jeg vil tilgengæld gerne rose os – og ikke mindst gemalen, for jeg synes faktisk at vi har været rigtig gode til at komme igennem det her. Gemalen har været en fantastisk støtte – og alt hvad man nogensinde kan ønske sig af sin mand. For på trods af at han jo har været lige så barnløs som mig, så har han bare været den bedste klippe jeg har kunne hænge fast på – og virkelig taget sit “ansvar” seriøst, for at få tingene til at hænge sammen når jeg – høj af hormoner – krøb sammen i sofaen med ondt i hele kroppen og stortudende over en merci-reklame.
Vi er kommet så godt igennem det her, uden skænderier og nærmere med endnu større samhørighed end vi havde før – det her er et projekt vi har haft sammen og det har der aldrig været tvivl om.

 

Og lad os så slutte “on a happy note” for i december, tog vi vores 2. forsøg med fryseæg (det er hvor ægget er blevet befrugtet og 5 dage gammelt er nedfrosset) og 10 dage efter fik jeg taget en blodprøve og senere på dagen det bedste opkald jeg nogensinde har fået – det havde virket og lige nu “brygger” jeg på vores lille julemirakel (vi fik positivt svar den 22. december) som – om alt går vel, melder sin ankomst til august.
Og jeg gjorde intet andet end hvad fertilitetsklinikken anbefalede – dvs. ingen tunge løft og ingen alkohol efter ægget blev lagt op. Jeg fik ikke alternativ behandling, jeg tog ingen dråber – det eneste jeg gjorde jeg ikke gjorde de andre gange var at æde julekager. Så selvom jeg er fortaler for alternativ behandling, så var det altså ikke det, der fik det til at virke for os – denne gang.

 

Jeg håber du er nået med til bunden, og ikke er gået død i mit lange indlæg.
Jeg håber endnu mere at jeg med det måske kan hjælpe – bare en enkelt derude. Under alle omstændigheder synes jeg det er vigtigt at sætte fokus på at ufrivillig barnløshed ikke bare er fordi folk bliver for gamle – og selvom de er, så fortjener de stadig al den støtte og hjælp vi overhovedet kan give!
Af samme grund må indlægget naturligvis gerne deles med andre – jeg er kun en lillebitte fisk, men måske mine ord kan være en hjælp, et eller andet sted.