Kategoriarkiv: det salte køkken

Helt almindelige gode gammeldaws frikadunser

1. november, 2012

Det her indlæg går ud som et skulderklap til gemalen og en hjælp til lillebror – han er nemlig ret pjattet med gemalens frikadeller. Det er selvfølgelig dejlig nemt når han kommer på besøg, der skal ligesom ikke rigtig tænkes på nye opfindsomme retter, han er glad hvis han kan få frikadeller. Men nu står han snart til at skulle flyve fra reden, også ville det jo være rart for ham om han kunne få opskriften selv. Da han er af den virkelige teknologiske generation er det internettet der er hans “kogebog” og ikke diverse bøger og mapper som jeg har – så nu kommer opskriften på dunserne ud her.

Til frikadellerne skal der bruges:

500 g hakket kalve- og svinekød (alternativt rent svin, men det er bedst med halv/halv)
ca. 2 dl mælk
1 dl mel
1 æg
1 stor tsk salt
1/4 tsk peber
½ fint revet løg

Læg alle ingredienserne sammen i en skål og rør det sammen, enten med en grydeske eller hænderne. Lad være med at bruge en håndmikser, da den let kan få det rørt for meget og konsistensen bliver forkert.

Lad farsen hvile i en times tid i køleskabet.

En pande varmes op på middel varme, en god mængde olie og smør kommes på. Farsen formes til små deller men en spiseske og en hånd. Steges til de er gyldne og gennemstegt – pas på de ikke får for meget varme da de så bare bliver hårde og sorte på ydersiden og ikke rigtig stegt i midten.

Jeg rører aldrig frikadelle produktionen, for det første gider jeg ikke rigtig stå og stege dem,  for gemalen er bare mester i at lave dem – noget han i øvrigt deler med sin far, der til vores bryllup sidste år havde stegt omkring 400 frikadeller (vi havde en god portion i overskud, hvilket jo ikke er det værste der kan ske.)

Det her er iøvrigt en rigeligt stor portion til os to – vi spiser måske en fjerdedel af dem, resten bliver så enten frosset ned til nem aftensmad andre dage, eller brugt til frokost i dagene efter.

Jeg ved ikke helt om man kan omtale dagen i dag som “day one, after findeopskrifter” men i hvert fald kan jeg allerede nu se besøgstallet herinde daler – fra at ligge på daglige ca. 250 views var jeg i går “nede” på 107 – et procentvis drastisk fald, men sagt igen – jeg vil hellere have få views på ordentlige vilkår end mange på dårlige. Jeg er i øvrigt bare glad for at der i det hele taget er nogen der vil kigge med på mit lille “fritidsprojekt” – ud over familie og venner – så endnu engang tak til jer der kigger med, uden om findeopskrifter :)

Efterårs kyllingeburger

31. oktober, 2012

Tittebøh – jeg er her endnu, man skulle ikke tro det, med den aktivitet der har været på bloggen – men jeg er her og jeg får også lavet noget.
Jeg havde en deadline på skolen i går som jeg lidt følte jeg var nødt til at overholde – så alt andet blev lige sat på standby, inklusiv bloggen. Det gør så at jeg har en del billeder til at ligge på ting jeg skal have herind – så det håber jeg kan ske i løbet af ugen. Lidt er dog sket – jeg har som følge af alt det der er blevet skrevet om findeopskrifter.dk meldt mig ud derfra. Jeg meldte bloggen til, kort efter det startede fordi jeg synes at det lød som en god ting – ganske udemærket klar over at der jo selvfølgelig sad nogle for at tjene penge. Men må ærlig indrømme at jeg ikke havde gennemskuet deres non-follow-link ting – og jeg forstår det ærligtalt heller ikke rigtig endnu, men ud fra sund fornuft (og en gemal der forsøgte at forklare mig det) kom jeg frem til at jeg hellere ville trække mig ud af det. Så det er gjort – jeg linker til klidmoster som er en af mange der har skrevet om det – hvis det skulle være gået nogens næse forbi. Jeg må nu leve med at trafikken på min lille blog her nok daler en del, men ja – det tager jeg så med, og lever med at jeg bare har en lille bitte blog, jeg tjener heller ikke spor på den, så det er egentlig ikke noget der gør så meget – jeg er glad for de læsere jeg har, så tak til jer :)

Nå – det indholdet jo egentlig skulle handle om er en ret vi lavede for et stykke tid siden. Det var lidt lunkent med råvarer i køkkenet, så det her blevet lavet lidt ud fra hvad vi havde.

Kyllingen blev lavet hen af en KFC-style, så det blev vendt i en blanding af følgende:
1 spsk Rasp
½ spsk hvedemel
1 spsk revet parmesan 
salt og peber
Vi brugte kyllingebryst, fordi det er det nemmeste at skære ud til en burger. Kyllingen blev stegt på en pande – til ja, de var færdige. Sideløbende lavede jeg en hurtig coleslaw – med lidt hjælp fra gastromand.dk
2 blade hvidkål
2 gulerødder
1 tsk dijonsennep
1 spsk æblecidereddike
salt, sukker, peber
2 (store) spsk god mayo
2 spsk cremefraiche (men det havde vi ikke, vil dog anbefale det)
salt, peber og sukker
Kål og gulerødder snittes/rives fint – i en foodprocessor hvis du vil være sød ved dig selv. En marinade af sennep, eddike og salt, sukker og peber laves. Kål og gulerødder kommes i en frysepose, marinaden hældes over – herefter pressede jeg luften ud, bandt en knude og smed det i køleskabet mens kyllingen stegte. 
En dressing af mayo, cremefraiche og salt, peber og sukker blandes. Kål og gulerødder vrides fri for væde og vendes i dressingen.
Vi brugte almindelig hvide burgerboller – opskrift her (godt nok på pølsebrød, men det er lidt det samme, skal bare formes til boller i stedet) men jeg vil nok anbefale en grovere bolle.
Bollen blev smurt let op med lidt mayo, kyllingen blev skåret i skiver og lagt på, et godt læs coleslaw oven på den og til sidst lidt frisk basilikum og lidt syltede løg. 
Haps haps – lige til at spise.
Det var vist hvad det kunne blive til i dag, jeg håber der ikke går helt lige så lang tid inden næste blogindlæg kommer. God onsdag derude :)

Ovnstegt kylling med svampe-porresauce

22. oktober, 2012

For et (godt) stykke tid siden, var det denne basse der kom på bordet.

Endnu engang en af gemalens kreationer, det var en ordentlig kyllingebasse – endnu en 1700 grams fra Rokkedahl (skal måske her indskyde at jeg på ingen måde er sponsoreret af Rokkedahl – bare begejstret for deres kyllinger!)

Kyllingen blev krydret bare med salt og peber, fik lidt smør og kom i ovnen ved 200 grader i en times tid (det jo svært at sige – så til den er færdig)

Hertil fik vi en super lækker svampe-porresauce, som i og for sig “bare” er en champignonsauce med porre i.

5-6 champignon
1 porre
en god sjat kraftig fond
fløde – vil lade det være op til dig selv om det er madlavnings- eller piskefløde
citronsaft
salt/peber

svampene skæres i skiver, porren snittes fint. Begge dele svitses af i en gryde til svampene er brune og møre og porrene er klare.
Herefter tilsættes fløde og fond og det koges igennem, inden saucen smages til med citron og salt/peber.
Citronen er god til at give en lidt mere kompleks smag og vejer godt op for fedmen fra fløden.

Vi spise ovnbagte kartofler til – og en gang god salat. På denne årstid er det nok mere passende med en råkostsalat/kålsalat af en art, eller måske lave nogle rodfrugter i ovnen sammen med kartoflerne – mulighederne er mange, selvom salatsæsonen er ovre.

Har I i øvrigt set – det er endelig lykkedes mig at finde ud af at få mine billeder fra instagram til at køre inde på bloggen, så nu kan I også følge med der, selvom I ikke skulle have instagram. Ellers er I selvfølgelig også meget velkomne til at følge med der – jeg hedder bare Lyshaarede derinde. Der sker tit lidt mere og i hvert fald noget andet end der gør her på bloggen. Det tager bare ikke helt så meget tid at tage et billede som at lave et helt blogindlæg, også kan man lidt bedre bare tage de små ting i hverdagen, uden at skulle skrive side op og side ned om det :) Herinde kan I bare klikke på billedet også kommer det op i en større opløsning.

Rigtig dejlig ny uge til jer alle, jeg arbejder på at komme igang efter en tiltrængt ferie – skal vist bare til at sparke til mig selv og komme igang.

Bygotto og ovnstegte kyllingelår

15. oktober, 2012

Fredag aften bød på en mindre udfordring for mig. Middagen stod nemlig på bygotto, da vi efterhånden synes at vi har hørt så meget godt om det. Nu er der jo så bare det at sådan en [indsæt kornsort her]-otto skal man være over, og hvis man kender mig i et køkken, så ved man godt at det ikke er det jeg er bedst til. Altså det der med at koncentrere sig om en ting af gangen. Når jeg står i køkkenet, er jeg af den sikre overbevisning at jeg også sagtens lige kan gøre 5 andre ting samtidig. Hvilket til tider har fået gemalen til at udvise mig derfra, når han har fået for meget mad, der måske liiiige har fået 5 sekunder for meget.

Så derfor har jeg aldrig givet mig i kast med hverken risotto, bygotto eller andre ottoer. Nå men det skulle altså ændres, man kan jo ikke leve i frygt hele livet, og da i bilka fandt en pakke perlebyg fra levevis som jeg også synes var til at betale blev beslutningen på det nærmeste taget for mig.

Jeg ledte lidt rundt på nettet for at finde en god opskrift på bygottoen, og faldt for en inde på What Alice Ate som jeg så tilpassede til os.

(2-3 personer)
olie
1 løg
1 fed hvidløg
2 dl perlebyg
1½ dl hvidvin
6 dl hønsefond
50 g parmesan
1 dl ærter

Først gøres det hele klar. Løg hakkes fint, hvidløget presses. Perlebyggen skylles igennem og parmasanen rives.
Varm olien op i en dyb pande og steg løgene til de er klare. Kom perlebyggen på og herefter hvidvinen. Lad grynene trække væden til sig, spæd herefter til med hønsefonden, cirka en halv dl af gangen. Byggen skal nå at suge alt væsken, inden der kommes mere på. Fortsæt sådan i 30-40 minutter, mens der røres i det, ind i mellem. Når grynene er møre, kommes ærterne i og panden tages af varmen. Parmesanen røres i og bygottoen serveres.

Vi spiste ovnstegte kyllingelår til, de skal i ovnen før man begynder på forberedelserne til bygottoen, så passer det meget godt.

2 kyllingelår (et per person)
lidt olie
krydder salt (jeg brugte ramsløgsalt)
peber
champignon (så mange som du kan spise)

Det er jo egentlig så enkelt at lave kyllingelår som noget overhovedet kan være. Lårene lægges i et ildfastfad, lidt olie drisles over – her brugte jeg en hørøget koldpresset rapsolie fra nordisk køkken – og der drysses salt og peber over. Sættes i ovnen ved 200 grader i cirka 45 minutter. Når der omkring 15 minutter tilbage smides lidt skivede svampe ind i fadet. Det kan hertil virkelig anbefales at bruges gode kyllingelår, når det er så enkelt en tilberedning, så er det bare alfa omega at kødet er smagfuldt og lækkert. Vi brugte noget mere kylling fra Rokkedahl.

Det hele anrettes med et drys parmesan over og godt glas hvidvin (nu det alligevel skal i maden) til. Velbekomme – og når jeg kan lave det uden at det går galt – så kan alle 😉

Shepherds pie

9. oktober, 2012

Så blev der lige tid til lidt blogning igen. I går blev første del af projektforløbet afleveret, nu mangler jeg så bare…. resten… Lige nu går det lidt i tomgang, fordi jeg venter på en respons fra min vejleder inden jeg begynder at sætte det helt store i værk – så kan man jo lige så godt udnytte tiden fornuftigt :)

Den her lækkerbisken stod dampende varm og klar til mig for et par uger siden, hvor jeg havde brugt en hel dag på at gå rundt i Jelling med en folk restaurerings arkitekter. Det er virkelig lige hvad man trænger til, når man har brugt en hel dag på bare at fryse, fryse, fryse.

Nu er shepherds pie jo ikke en ny opfindelse, men den kan jo laves mere eller mindre godt. Den her hører så absolut til i den gode ende!

(2 personer + lidt frokost)

250 g hakket oksekød
2 fed hvidløg
1 revet gulerod
1 revet løg
1½ dl fond – af hvad du foretrækker
1 dl rødvin

Løg og hvidløg svitses af, kødet brunes og gulerødderne kommes i. Fond og rødvin hældes ved og det hele får lov til at stå og simre sig sammen i 2 timers tid.

Kartoffelmosen
500 g kartofler
ca. 25 g smør
1 æg
revet parmasan og cheddar (eller den ost du lige har liggende)
lidt mælk (eller fløde hvis man er til det – jeg synes nu ikke det gør den store forskel)

Kartoflerne skæres i mindre stykker og koges møre (uden salt!) Herefter moses de sammen med smør, æg, ost og mælk.

Kødet kommes i en skål i passende størrelse og kartoffelmosen fordeles herpå. Sættes i ovnen ved 200 grader indtil kartoffelmosen er sprød og gylden.

Spis den med en frisk salat og nyd den!

Nå tilbage til at prøve at lave noget… god tirsdag til jer alle :)