Kategoriarkiv: er det jul nu?

Er det jul nu? Peberkagehus

27. november, 2013

I år har vi besluttet os for at prøv noget vi aldrig har gjort før – at lave et paberkagehus.

Det så godt nok ikke helt rigtigt, jeg har faktisk engang forsøgt mig ud i kunsten at lave peberkagehus, men de resultat behøver vi ikke snakke mere om…. hint, det var ikke særlig vellykket.

Nå men i år vil vi altså forsøge os med et. Det kom sig af at vi så masterchef jul den anden dag, hvor de lavede peberkagehuse og hvis ikke lige man skal gøre det på tid – så ser det faktisk ret hyggeligt ud, så vi giver det et forsøg.

Klidmoster ser ud til at have haft stor succes med sin peberkagehusbagning, så jeg tror vi følger den opskrift hun har delt og så må vi ellers se om hus (og ægteskab) holder til en omgang pyntning.

Jeg købte lidt forskelligt krymmelstads var vi var i Tyskland i oktober – så mon ikke der skal bruges noget af det, når der går pyntejørgen i den…

Er det jul nu? Adventskrans

26. november, 2013

Jeg sad i går og så Claus Dalby kreere de smukkeste advents dekorationer og blev så vældig inspireret til at skulle i skoven og samle samle samle – for at se om jeg kan gøre ham kunsten efter – det kan jeg ikke, det ved jeg godt. Men mon ikke jeg kan få lavet et eller andet der kunne være fint.

Min tanke er at det i år skal være på vores lagkagefad, ligesom den var forrige år, med lilla lys – i år i forskellig højde og så en masse naturmaterialer  – nok ikke så meget grønt, men jeg tænker kogler, kastanjer, “snebær” grene og andet i den dur.

Vores adventskrans skifter karakter år for år – sidste år brugte jeg min metalstage med lange slanke lys, pyntet med pilegrene og bånd.  Jeg holder dog stejlt på at lilla skal indgå på en eller anden måde og at der skal bruges naturmaterialer – men nu har jeg også en svaghed for naturmaterialer, så det kan være derfor.

Nu skal det bare lige blive lørdag, så jeg kan nå i skoven før det bliver mørkt – der er ikke meget lys dernede nemlig.

Er det jul nu? Pakkekalender

25. november, 2013

Hvor forkælet har man lov at være? Jeg føler at jeg er rimelig forkælet. Hvert år til december tropper både mor og svigermor op med pakkekalender til os – ganske vist “kun” adventspakker – men hvor det altså bare hyggeligt! Og helt igennem dejligt og sødt at vores mødre at de gider år efter år at lave pakkekalender til os, selvom vi for længst er fløjet fra reden.

I lørdags fik vi pakker med hjem fra min mor og i dag havde gemalen pakker med hjem fra sin – nu er december altså ikke langt væk længere.

Pakkekalender

 

Nu står pakkerne sammen med julepynten og venter på at 1. december indfinder sig – om bare en uge. Og selvom jeg er utrolig nysgerrig holder jeg mig i skindet lader være med at “prikke på pakkerne” det er en evig kamp mellem nysgerrige mig og “fornuftige” mig der ved at søndag morgen er meget hyggeligere hvis man ikke i forvejen har gættet hvad der er i gaverne.

Det er iøvrigt en ting jeg kæmper lidt med, for blandet med min store nysgerrighed, har jeg også en eller anden utrolig god evne til at gætte hvad folk giver mig i gave – ikke fordi jeg smugkigger eller prikker på pakkerne – et par enkelte spørgsmål og så er den ged barberet. Jeg forsøger at holde mig i skindet, men det er svært – det er det altså.

Er det jule nu? En uge tilbage

24. november, 2013

7 indlæg skrevet – 7 indlæg tilbage.. Når jeg er færdig her altså.

Om en uge er det nemlig 1. december og jeg glæder mig! Som et lille barn der ikke kan vente på at gaverne må pakkes ud juleaften, vimser jeg lidt rundt om vores kasser med julepynt, der står stablet op i vores “opbevaringsværelse” – “bare en enkel lille nisse, det skader da ikke”, “udendørs lys – det må jeg godt sætte op nu, det er lidt noget andet er det ikke?” eller “måske man skulle lave adventskransen nu” flyver igennem hovedet af mig, og bliver slået ned med en NEJ! først til den første! Vi skal ikke bryde traditionerne her…

Men det er nu altså også svært, rundt omkring ved naboerne er lysene sat op, når jeg kommer ud til mine forældre er de første juleting begyndt at indfinde sig og i dag bliver julebelysningen tændt nede i byen, nej det altså ikke nemt at være mig! Måske vi kommer til at “snyde” lidt ved at sætte lidt lys op uden for… Det er jo altså ikke det samme som at julepynte inde – spørg mig ikke hvorfor, sådan er det bare.

Men jeg skal nu også passe på, jeg er nemlig godt og grundigt bange for at det her julelys godt kan tage lidt overhånd for gemalen – han drømmer og dansende snemænd, klatrende julemænd lys fra kælder (hvis vi havde sådan en) til kvist og jeg ved ikke hvad – jeg ser et rædselskabinet af et ægte amerikansk julepyntet hus for mig – så er det da først at vi er til udstilling…

Jeg går ind for at julepynt og belysning skal være hyggeligt, men enkelt og elegant – ikke for meget, ikke for let og slet ikke overgjort. Desværre er det som om hele familien (på begge sider) er hoppet på Christians galej – men måske det har noget at gøre med at de ikke skal se på det hver dag, at det ikke er deres hus der skal drukne i plastisk julemænd og kulørte lamper. Eller også er det bare fordi de alle sammen finder det hysterisk morsomt at drille mig – jeg forstår det ikke :p
Jeg håber ikke på at jeg “vinder” for sådan skal det ikke være. Jeg håber på at enten kan han styre sig, eller også at han i virkeligheden heller ikke synes vi skal oplyse hele nabolaget, men at det bare er lidt godmodigt drilleri – hvilket der jo skal til indimellem.

 

God søndag – håber I nyder den.

Er det jul nu? Pebernødder

23. november, 2013

Småkager hører julen til – det kommer vi ikke uden om. En af de vigtigste (synes jeg) er pebernødder.

Jeg synes at pebernødder har fået et lidt blakket ry – folk gider ikke rigtig bage dem, det er lidt en børnekage, de er lidt kedelige og så videre…

Men som I nok kan fornemme er jeg ikke af den opfattelse. Pebernødder er noget af det nemmeste at bage, vi bager gerne et par portioner i løbet af december, de må gerne være uens i form og størrelse, de skal bare trilles hurtigt i hånden – med lethed kan man tage et par stykker af gangen – og selv gemalen har tålmodighed til at lave dem.

Og det her med børnekagen – jo jo hvis man køber de søde (unaturlig brune) pebernødder i supermarkederne så har de nok lidt børnekage over sig – men med den opskrift jeg bruger med massere af krydderier synes jeg absolut ikke at det er et passende stempel at give dem.

Så det er bare at komme igang – bag nogle pebernødder og nyd dem! Hvis julen er lidt for presset og du ikke orker at stå og lave honningkager, vaniljekranse, kagefigurer og hvad der ellers “skal til” for at holde jul – så bag da bare en portion pebernødder, så er der hjemmebag på bordet og du har kun skulle stå i køkkenet i en halv times tid OG du kan få både børn og mand til at hjælpe dig.

God lørdag derude.