Kategoriarkiv: er det jul nu?

Er det jul nu? Pebernødder

23. november, 2013

Småkager hører julen til – det kommer vi ikke uden om. En af de vigtigste (synes jeg) er pebernødder.

Jeg synes at pebernødder har fået et lidt blakket ry – folk gider ikke rigtig bage dem, det er lidt en børnekage, de er lidt kedelige og så videre…

Men som I nok kan fornemme er jeg ikke af den opfattelse. Pebernødder er noget af det nemmeste at bage, vi bager gerne et par portioner i løbet af december, de må gerne være uens i form og størrelse, de skal bare trilles hurtigt i hånden – med lethed kan man tage et par stykker af gangen – og selv gemalen har tålmodighed til at lave dem.

Og det her med børnekagen – jo jo hvis man køber de søde (unaturlig brune) pebernødder i supermarkederne så har de nok lidt børnekage over sig – men med den opskrift jeg bruger med massere af krydderier synes jeg absolut ikke at det er et passende stempel at give dem.

Så det er bare at komme igang – bag nogle pebernødder og nyd dem! Hvis julen er lidt for presset og du ikke orker at stå og lave honningkager, vaniljekranse, kagefigurer og hvad der ellers “skal til” for at holde jul – så bag da bare en portion pebernødder, så er der hjemmebag på bordet og du har kun skulle stå i køkkenet i en halv times tid OG du kan få både børn og mand til at hjælpe dig.

God lørdag derude.

Er det jul nu? Julekalendere

22. november, 2013

For et par år siden slog det mig, at der ikke var noget jeg gik sådan virkelig passioneret op i, der er mange ting der har min store interesse, som jeg kan bruge meget tid på osv. men der er ingen ting der kan få mig helt derud hvor jeg klæder mig ud før en premiere, ligge i kø for billetter etc.

Men efterhånden er det gået op for mig, at det nok ikke er helt rigtigt – for hvis der er noget jeg er passioneret omkring, så må det være julekalendere. Jeg kan citere mange, huske handlingen i de fleste (af de “gode gamle” – fra min barndom) snakke om skuespillere, instruktører mv. – det er faktisk ved at være helt skræmmende, når man sådan får det skrevet op….

Min (ret) store viden bunder nok i, at der i min barndom blev tradition for at optage årets julekalendere på VHS også gemme den til mange (mange) gensyn de næste års jule.  Det er blevet en del af begrebet “julehygge” at skulle se julekalendere så efter at være flyttet hjemmefra har jeg været nødt til at indkøbe favoritterne på dvd.

Mange af favoritterne er fra DR’s hånd og der er det så heldigt at de for nogle år siden lavede bonanza hvor der i børnekatagorien er flere af de gode gamle julekalendere – også dem der ikke er blevet genudsendt igen og igen og igen og…. For eksempel Hallo det er jul, cirkus julius, Jullerup Færgeby og Vinterbyøster – hvis man har lyst til at genopfriske nogle minder

Er det jul nu? Risengrød

21. november, 2013

Jeg vil undlade at falde for fristelsen og starte med nissebandens risengrødssang – selvom det er svært.

Men er der nu noget der hører julen helt så meget til som risengrød?

Men kender du egentlig baggrunden for at spise risengrød i netop julen?

I de gode gamle dage, hvor livet var knap så nemt og maden ikke just så inspirerende. Var det almindeligt at spise meget grød, hele året rundt. Til jul skulle den så have lidt mere gas og så blev de dyre ris, frem for de billigere kornsorter man dyrkede herhjemme, fundet frem og istedet for at koge dem i vand blev de kogt i mælk (igen dyrt og dejligt) og det er baggrunden for at risengrøden er blevet til julemad for os i dag – sådan har jeg i hvert fald fået det at vide.

Risengrødens rejse op igennem historien har været lidt slukøret, fra at være det dyre og dejlige hovedmåltid juleaften, blev den siden degraderet til den noget billigere forret, som skulle ligge en god bund, inden man gik igang med selve julemiddagen – så spiste man nemlig ikke helt så meget af det noget dyrere kød.

I mellem krigsårene voksede mængden af nyrige (de såkaldte Gullaschbaroner,) her kunne det ikke blive fint nok og risengrøden måtte erkende at tiden var inde for et stilskifte – dette blev ved hjælp af fløde, mandler, vanilje og et “fine-franske-navn” og wupti – Risengrøden var blevet til en dessert og hed nu risalamande.  Med risalamandens fremkomst dalede risengrødens popularitet juleaften drastisk – den er nu degraderet til en billig spise fortrinsvist i december men også lidt i oktober/november og januar/februar – for os der ikke kan nøjes.

Men bliv nu ikke for ked af det på risengrødens vegne. I de de gamle fine familier (“borgerskabet”) lever traditionen med at spise risengrød før middagen juleaften stadig videre (for nogens vedkommende i hvert fald) de hoppede aldrig med på bølgen med risalamande – faktisk blev det et vigtigt statement for de “gammelrige” i tiden at man bestemt ikke var en del af de fattigfine, men at man holdt fast i de gode gamle danske traditioner!

Ja det var så risengrødens historie – Så vil en opskrift måske også være meget rar at have. Den er super nem, især når man som jeg sætter den i “hø-kasse” istedet for at koge det hele på engang.

Det du skal bruge til en gang risengrød er:

1,5 l mælk
2 dl grødris
1/2 tsk salt.

Om morgenen hælder du mælk og ris i en tykbundet gryde og giver det et opkog. Når det er kommet i kog. Tager du gryden – sætter låg på, pakker den ind i et viskestykke og derefter i en dyne – i mangel af høkasse.
Her skal den så bare stå og hygge sig hele dagen.
Til aften pakker du så gryden ud igen, koger grøden op – spæd evt. til med lidt mere mælk. Brug et piskeris til lige at slå riskornene lidt i stykker med (altså ved at piske kraftigt) og smag så til sidst til med salt.

Spis den med en smørklat og kanelsukker.

Jeg falder stadig ikke for fristelsen med at skrive noget af risengrødssangen ind. Men fordi min barnlige jeg lider lidt, får I her sangen – sunget af nissebanden selv.

Glædelig jul Velbekomme 🙂

Er det jul nu? Oppyntning

20. november, 2013

Vi har opbygget en tradition med at den 1. december der bliver pyntet op til jul, måske lidt før hvis det passer bedre med en fridag. Men i hvert det hele på en dag, alt imens jeg går og skråler med på diverse julesange – så er hele huset klar til julekalenderhygge om aftenen.

I dag har vi lige hentet vores julepynt, det har været opmagasineret på loftet ved mine forældre – et resultat af for meget julepynt og manglende opbevaringsplads. Mine tanker er allerede gået igang med hvordan der skal pyntes op – nyt hus, nye dekorationer. Eller det vil jo sige – det er selvfølgelig de samme dekorationer, men de skal alle have nye pladser og det er jeg lidt spændt på.

Vores kasser med julepynt

I vores gamle lejlighed, var der flere ting der havde deres faste plads – måske ikke 100% de samme ting på de samme pladser, men dog faste ting – som at adventkransen skulle stå på skænken, juletræet i hjørnet mellem fjernsynet og vinduet, den store snemand lige ved siden af og så videre på den måde.

Sidste år så lidt af vores pynt sådan ud nu bliver det spændende at se hvordan det ender i år. Det bliver også lidt hyggeligt at se hvad der ligger af julepynt i kasserne, jeg startede lige med at opdage nogle kagedåser vi fik i julegave sidste år som jeg havde glemt – her har jeg ellers gået og ledt efter kagedåser som vi bestemt mangler…

Hvad med dig? Hvornår starter juleoppyntningen for dig?

Er det jul nu? Gave indpakning

19. november, 2013

Jeg tangerer til at være en af de her håbløse kvinder der sætter alle muliglige paradigmer op for at det kan blive “rigtig jul.” Jeg synes bare der er den forskel på mig og dem man ryster lidt på hovedet af, at jeg hygger mig med det og kun gør det jeg har lyst til, fordi jeg synes det er hyggeligt og sjovt – ikke fordi man skal. Om andre så ryster på hovedet af mig skal jeg ikke kunne sige – men jeg har det godt med det.

En af de ting jeg går op i er at julegaverne skal pakkes fint ind, ikke bare i pænt papir og bånd omkring, men i det helt rigtige papir, efter det et “tema” med et gavemærke der passer dertil og gerne med lidt pynt der kan hænge og dingle – og alle gaver skal naturligvis pakkes ens ind og ikke efter samme princip som sidste år.

Folk er nok lidt ligeglade, men jeg tager det lidt som en hobby, allerede i oktober begynder jeg at overveje hvordan gaverne skal se ud i år og samle inspiration. I november er beslutningen som oftest taget og papir, bånd og pynt indkøbt – klar til at pakke en masse julegaver ind.

I år ser materialerne sådan ud:

Jeg tror nok det skal blive fint.

Sidste år lavede jeg selv gavemærker i form af julekager – lavet i trylledej og så malet brune med hvid “glasur” på. De så sådan ud

De minder måske lidt om hinanden, rent farvemæssigt. Forrige år var det dog noget helt andet, dem kan man se lige her

Jeg vender tilbage med nogle indpakkede gaver når vi når dertil hen i december. og Ja! jeg pakker indpakkede gaver fra butikkerne op og pakker dem ind igen så de passer til de andre – NEJ jeg er ikke hysterisk 😉