Kategoriarkiv: nytår

En jul kom og gik

29. december, 2014

Nu hvor vi, så vel og rigeligt, er på den anden side af julen synes jeg det må være på tide med et lille indlæg herfra. Jeg har valgt ikke at prioritere bloggen hen over julen og i stedet nyde den skønne og hjertevarme tid vi er i.

Lige nu sidder jeg alene hjemme (med vuffen) mens gemalen er i biografen og se Hobitten – jeg har lidt opgivet de film, fordi jeg synes de har kommet unødvendig meget fyldstof ind i en ellers god historie, jeg elsker historien om Hobitten og synes den tager Ringenes Herre med mange point, derfor smerter det mit nørdede hjerte når man har synes at det var nødvendigt at lægge så meget ind over, istedet for at fokusere på den gode historie. Well, det var ikke mine nørdede holdninger det her skulle handle om, så vi springer straks videre.

Julen: Gemalen gik på ferie allerede den 18. så vi har haft god tid til at nyde hinanden over julen. Samme aften var i ude på landet og høre min lillesøster synge julekoncert sammen med andre sangelever fra musikskolen, det var hyggeligt – men som man nok kan forvente – af blandet kvalitet.

Den 20. havde min mor fødselsdag så det skulle selvfølgelig fejres og den 21. kom svigerinden og bagte pebernødder og kogte klejner med mig – en lille “tradition” vi startede sidste år.

Lillejuleaften fik jeg pyntet juletræet (det er stadig mit domæne, gemalen tør vist ikke rigtig at blande sig) vores træ var ikke så højt i år, men rigtig pænt synes jeg – og! ikke mindst, selvfældet for første gang.

2014-12-23 13.25.16

Til aften spise vi stjerneskud, som vi også indførte sidste år at vi vil gøre til vores ting, for at spise noget lidt andet, inden vi kaster os ud i julemaden. Sidste år var de hjemmelavede, i år “snød” vi og købte nogen.

Juleaften blev holdt hjemme hos os, for min familie. Det var en rigtig hyggelig aften, som juleaften jo plejer at være, vi har ingen små børn i familien, så der var god tid til at nyde maden og hygge sig inden den stod på gaveudpakning. Lidt stolt kunne jeg servere hjemmelavet kirsebærsauce til ris a la manden med kirsebær plukket i sommers i kolonihaveforeningen.

Gaveudbyttet var ganske godt i år, det smukkeste vintage smykke fra gemalen sammen med en creme fra Raunsborg som vi begge er kommet til at sværge til. Ikke mindre end 3 stegetermometer, 3 chokoladeforme og 2 citronpresser i glas blev det også til, stegetermometrene er nu blevet til 1 og chokoladeformene til 2, citronpresserne bliver fordelt til en herhjemme og en i kolonihaven, ud over “gengangerne” fik vi begge en del fine gaver, uden nødvendighed for det helt store bytte cirkus.

Jeg skal ikke begynde at remse op hvad vi har givet i gaver, men vil bare lige vise ham her frem jeg fandt på pinterest og straks tænkte at den måtte min lillesøster bare have, så hæklenålen kom i sving fik ham produceret ret hurtigt.

2014-12-07 16.09.35

Juledag gik med oprydning og afslapning, vuffen var godt træt og splattede fuldstændig ud i sofaen, vi andre fulgte efter. Til aften udnyttede vi anderesterne i en frisk wrap for at undgå mapspil i julen også.  2. juledag var vi en tur oppe ved svigermekanikken og spille det årlige pakkespil, hvor vi nåede at blive godt udstyret til nytår, hvad angår småting der kan “poppe” konfetti ud over det hele (og vi skal ikke holde nytår hjemme *evil laugh*)

Nu banker nytåret på døren, vi holder den sammen med det vennepar aftenen plejer at foregå sammen med, vi deler lidt om at lave noget mad, i år går vi ned på 3 retter frem for de 7 vi har gjort de sidste par år, men vi får helt sikkert en festlig aften alligevel. Vi “piger” kaster os ud i 50’er tema med vintage kjoler og højt år, vores kære mænd er nok lidt mere “kedelige” og “nøjes” med jakkesæt og butterfly – men jeg nyder at have en anden der også er pyntesyg og med en forkærlighed for vintagekjoler – så kan vi skeje lidt ud sammen.

Nu vil jeg lave mig en kop kakao, fiske lidt af julekonfektresterne frem og putte mig ind i sofaen med vuffen og se om jeg kan holde mig vågen til gemalen kommer hjem. I morgen står den på nedtagning af julepynt, koge fond til nytårsmaden og fremstilling af en is til nytårsdesserten. Håber I har en skøn aften derude.

2013-12-31 22.10.57

Nytårs islagkage

23. januar, 2014

2013-12-31 22.10.57

Nytår er ved at være et godt stykke væk – men derfor kan jeg jo godt lige smide et indlæg om vores nytårsdessert. Med en anden tekst kan den jo sagtens bruges til andre anledninger. Det må også være på tide – den har ligget som coverbillede inde på facebooksiden indtil i går, hvor den blev skiftet ud med en sprutte.

Nå men – desserten var islagkage. Det er første gang jeg laver sådan en, men absolut ikke sidste. Jeg har jo også lavet is indtil flere gange, så udfordringen på det plan var ikke så stor.

Islagkagen var sammensat af vaniljeis, 70% chokoladeis, appelsin-havtorn-is, et marcipanlåg og marengsstænger.

Opskriften på isen:

Alle tre is er lavet på denne grundopskrift.

2 æggeblommer
90 g sukker

2 dl mælk
2 dl piskefløde
1 blad husblas

Husblassen lægges i blød i koldt vand.
Mælk og fløde kommes i en gryde og sættes på ved middelvarme. Væsken skal bringes i kog, sammen med smagsgiveren. Imens piskes æggeblommer og sukker lyst og luftigt. Når væsken er kogt op skal den piskes i æggemassen, kom kun lidt i til at starte med, ellers risikerer du at æggene koagulerer.
Når al væsken er pisket i, kommes husblassen i gryden, den skal smelte og så skal ismassen hældes i gryden igen og varmes forsigtigt op til den begynder at tykne. Må ikke koge!
Herefter hældes massen i en bøtte og sættes på køl, inden den køres på en ismaskine. Har du ikke en ismaskine skal du lave en parfait, for at få et ordentligt resultat.

Smagsgiverne i isen er:

1 stang vanilje (kornene skal piskes med æg og sukker, stangen koges med væsken)

100 g 70% chokolade – fint hakkes og smeltes i væsen.

Saft og skal af to appelsiner
50 g havtorn bær
2 spsk sukker

Appelsinsaft og havtorn gives et opkog. Herefter blendes det, og sigtes så du kun har den rene saft tilbage. Herefter kommes saften tilbage i gryden med sukkeret og koges ind til en sirup. Blandes i væsken (sørg for at den ikke bliver for kold, så er den ikke til at få ud af gryden) – pas på det ikke skiller!

I en springform, eller en lagkagering på et skærebræt, lægges vaniljeisen i bunden. Sæt formen i fryseren inden, så den er kold. Frys isen ind, inden næste lag lægges på. Så chokoladeisen (frys ind igen) til sidst appelsin/havtorn isen. Sæt islagkagen i fryseren i et døgns tid.

2013-12-31 15.14.21

Marcipanen æltes op med noget glukosesirup, så den bliver mere smidig at arbejde med. Mål islagkagen inden, så du ved hvor stor den låget skal være. Skal marcipanen pyntes – eksempelvis med skrift som jeg har gjort, vil jeg anbefale at gøre det inden du lægger det på islagkagen, for ikke at have den ude af fryseren i for lang tid. Læg marcipanlåget på og skær det til så det passer på kagens form.

Marengsstængerne laves af

3 æggehvider
300 g sukker

Pisk æggehviderne stive, vend sukkeret i. Kommes i en sprøjtepose med en glat tylle. Sprøjt lange stænger på en bageplade med bagepapir – lav rigeligt, de går nemt i stykker!
Bages ved 150 grader indtil de er sprøde – 10-15 minutter, men det kommer an på ovn, tykkelse og meget andet – så hold øje med dem.

Når marengstængerne er kolde skæres de i stykker i passende stykker (mål islagkagens højde og læg lidt til) eller lav dem forskellig højde, alt efter hvilket udtryk du er til. Sæt dem herefter fast på islagkantens kage og bind et smukt bånd omkring. Sættes i fryseren indtil den skal spises.

Nu vil jeg begrave mig under en dyne igen, sammen med en film på netflix. Har pådraget mig en omgang influenza… Som om sygdom over julen ikke var nok… Det er en grum omgang, men heldigvis lader den ikke til at vare så længe – satser på at være klar igen i morgen. Synes jeg var så praktisk i julen at det lå hvor jeg alligevel havde fri, det hjalp så ikke her – 3 ud af 5 arbejdsdage har været sygedage i den her uge..

Nytårsmenu

28. december, 2013

Julen er forbi og nytårsaften står og banker på døren og det medfører naturligt en nytårsmenu.

Vores nytårsaften skal i år holdes med et par gode venner vi har holdt nytår med før, god mad, vin kransekage og ‘pagne.

Jeg synes tit nytårsaften for os er endt med at køre rundt og rundt og rundt i jagten på “den gode fest” uden at den nogensinde dukker op. Så for et par år siden forslog jeg at vi ændrede nytårsaften fra “ungdomsfesten” med høj musik og alkohol i rigelige mængder (som jeg aldrig rigtig fik noget af fordi jeg var chauffør) til en aften hvor maden blev lidt ud over det sædvanlige.

Ændringer skete der, og i år kaster vi os for anden gang ud i en 7 retters menu (+ kransekage). Første gang var for to år siden hvor vi holdt det sammen med de samme to som vi skal i år. Sidste år forsvandt nytårsaften (sammen med julen) i afgangsopgaver fra vores studier. Vi holdt den hjemme, bare gemalen, vuffen og jeg – med pasta og tomatsauce til hovedret og kræmmerhuse til dessert – ikke helt så overdådigt.

I år skal den så gerne have fuld gas igen – det tror jeg både gemalen og jeg har brug for oven på det år vi har været igennem. Menuen kommer til at se sådan ud (med mulighed for ændringer)

Små snacks og champagne til nytårstalen
Opdateret rejecocktail – friske forårsruller med rejer
Ærtesuppe
Sorbet (til at rense ganen i)
Smørsteg kuller, med dampede grøntsager og blomkålspuré
Asiatisk inspireret and (kan være vi udskifter til noget andet, vi ved det ikke helt endnu)
Hjemmelavet islagkage med chokolade og havtorn/appelsin

Kransekage og champagne

Den er ikke helt finpudset og kan nå at ændre sig – det kommer lidt når vi skal have købt ind på mandag (sammen med alle andre?) – jeg håber bare jeg er rask til den tid – jeg har været syg siden den 22. så nu synes jeg egentlig godt at jeg kunne blive rask igen.

Juleferien bliver nydt i fulde drag herhjemme, hvis man altså lige ser bort fra sygdommen. Juleaften holdt vi herhjemme med gemalens familie – indlæg følger, juledag var vi ude ved mine forældre og 2. juledag havde vi lidt julehygge med nogle venner. Ellers har vi bare slappet af på sofaen, set Anne fra Grønnebakken og gode film, spillet matador og holdt juleferie i fulde drag. Det lyder måske dumt, men vi har savnet, bare at kunne være juledovne – vi har, siden vi flyttede til Aarhus, ikke været hjemme mellem jul og nytår og har altid haft travlt, derfor nyder vi nu at kunne tage det stille og roligt, nyde hinanden og nyde at have fri.

Nogen der har en hule jeg kan gemme mig i?

4. januar, 2013

Stress stress stress – lige nu føler jeg at det er det eneste der findes i mit liv. Min afgang fra arkitetkskolen nærmer sig sin afslutning, bare 20 dage endnu og jeg bør kunne kalde mig arkitekt (skal ikke jinxe noget som helst her, kan slet ikke overskue hvad jeg gør hvis jeg ikke består…) Men inden den 24. januar kommer med den endelige kritik og bedømmelse er der lige to andre deadlines der skal overholdes. Først skal der afleveres redegørelse over det sidste halve års arbejde, på onsdag – den skal printes ude i byen og skal derfor afleveres til trykkeriet allerede på mandag, og derefter skal præsentationsplancherne afleveres den 17.  de skal afleveres til print næste mandag så det begynder at være meget tæt på og dog stadig så uendelig langt væk… Jeg glæder mig til at blive færdig, færdig med livet som studerende, færdig med arkitektskolen, færdig med projektet og færdig med at bo i Aarhus – den sidste del er jeg dog lidt ambivalent med, men det vender jeg nok tilbage til…

Lige nu bliver redegørelsen oploadet til dropboksen, sådan at den er sikret 96 A4 sider, det må da også siges at være en slat – godt jeg ikke er de stakkels censorer der skal læse alt det igennem.

Jul blev der ikke meget af for mig i år. Jeg holdt fri den 24. og den 25. der blev tilbragt henholdsvis med min familie, gemalens og et par gode venner. Den 26. gik jeg igang med at arbejde igen og blev så egentlig mere eller mindre ved frem til den 31. Det var meningen at vi skulle have holdt nytår i Frederikshavn med venneflokken som vi plejer, men da mit stressniveau udløste som minimum en tudetur dagligt, tog gemalen beslutningen om at vi kørte hjem den 28. sådan at jeg kunne få lidt fred. Ikke fordi nogen deroppe forstyrrede mig, men fordi jeg selv havde svært ved at forlige mig med situationen i at jeg ikke kunne være så social som jeg gerne ville, se de mennesker jeg plejer at være sammen med mellem jul og nytår, skulle sige nej til alt muligt og være ved at gå i stykker hver gang jeg havde tænkt “det kan jeg da sagtens nå” og så ikke havde overskud alligevel.

Med en hjemtur den 28. kom en nytårsaften i selskab med gemalen og vuffen – det er ikke for at lyde utaknemmelig over deres selskab, for vi havde virkelig en hyggelig nytårsaften, men jeg tog det nok lidt som et nederlag at jeg ikke bare kunne (undskyld udtrykket) nosse mig sammen og arbejde igennem i Nordjylland, men vi havde en god og hyggelig nytårsaften – omend den falder noget tilbage i forhold til hvad vi plejer.

Vi valgte kun at spise to retter, hovedret og dessert – kransekagen blev købt (og nui hvor var den ikke specielt god) og vi nøjedes med hvidvin til maden og en cava til midnat (som i øvrigt heller ikke var særlig god)

Lidt festligt skulle det dog være, så jeg gav mig i kast ud i servietfoldningens kunst – noget jeg måske skal øve mig lidt på, men hvis man ved det, kan man da godt ane svanen i det

Borddækningen havde præg af at vi oven i det hele står i flytterod og at vores pyntegenstande blev pakket ned da julepynten kom op. Så lysestagerne var nogle af de metalforme jeg bruger til små tærter, med fyrfadslys i – det var nu egentlig meget hyggeligt når det kom til stykket.

Til hovedret lavede gemalen en gang kylling med en lækker, lækker tomatsovs og frisk pasta til – måske ikke så nytårsagtigt når man ellers ser på nytårsmenuer der består meget af oksemørbrad. Men det var bare så lækkert og lige det vi havde brug for efter en jul med massere af svinekød og fed mad.

Store mængder parmasan hørte der sig naturligvis til!
Desserten stod jeg for, jeg var i december med mine forældre og søstre i den gamle by hvor der gik stor indkøb af kræmmerhusforme i den, vi endte med at købe tre – en til mig, en til min storesøster og en til mine forældre. Så fordi jeg ville holde det enkelt og fordi 2 uger med en ny ting uden at bruge den bare er for længe, bestemte jeg mig for at lave kræmmerhuse til os.
Opskriften på selve kræmmerhuset var efter Mette Blomsterbergs dog uden kanel. Det tog et par forsøg inden jeg fandt den rigtige tykkelse og teknik, men derefter fungerede det egentlig ret godt
Fyldet var flødeskum med vanilje og en blåbær kompot med et par hele bær i. Lidt svære at spise, men de smagte i hvert fald godt!
Resten af aftenen foregik i sofaen med hende her
Der bestemt ikke synes det der fyrværkeri var nogen særlig god idé, så vi besluttede os for at sætte os der hvor hun har det bedst, sådan at hun kunne være mest mulig tryg. Noget hun egentlig først blev til midnat, hvor der var mulighed for at tigge kransekage, så betød larm og lysglimt ikke så meget – kan vi sige madglad hund?
Vi sluttede nytåret af som man skal med kransekage og bobler – kransekagen var klæg og boblerne sure, heldigvis gentager vi snart denne sammensætning, når jeg (forhåbentlig) bliver færdig, så hedder den lækker champagne og mors hjemmebagte kransekage. Glæder mig!
Godt nytår til jer alle!

Kransekage

8. januar, 2012

Jeg er vokset med to typer af kransekage, min farmors og min mors. Min farmors er den klassiske som da smager virkelig godt! men jeg må jo indrømme at når jeg bager kransekage, så bager jeg efter min mors opskrift – der er lidt mere bid i den, den er knap så sød og ja, alt i alt så synes jeg egentlig bare at den er bedre!

Altså var det også min mors opskrift der blev brugt til nytår, jeg bagte en noget mindre portion (mindre end halv) da denne er alt (alt) for stor til bare 4 personer (der var også for meget i det jeg bagte, hvilket nu var meget rart nytårsdag)

opskriften giver 2 tårne af 18 ringe

1 kg. marcipan
1 kg flormelis
350 g rasp
2 håndfulde mandler (hehe – elsker ældre opskrifter, man må selv finde ud af hvilken størrelse hånden er)
8 små æggehvider (eller bare 4 hele æg, hvis man som mig ikke gider stå med 8 æggeblommer i overskud)
4 spsk mel

Riv marcipanen groft (eller del den i mindre stykker) og hak mandlerne fint (jeg lader skallen blive på, men hvis man vil kan man da godt smutte dem)

Det hele æltes sammen (jeg bruger “spaden” i min kitchenaid) og samles derefter i en klump (er især nødvendigt hvis det bliver lavet i en maskine)
Det bedste er at lade dejen hvile til et par timer (til næste dag måske ligefrem) men jeg tror kun min fik lov til at hvile en times tid – det kan fint lade sig gøre, det gør det bare nemmere hvis den får lov til at hvile lidt længere.

Dejen rulles i stænger på cirka 1 cm i diameter og så skal kransekageformene frem.
Det skal her siges at den sagtens kan laves uden forme Mette Blomsterberg har lavet en vejledning, som jeg også har brugt, det fungerer rigtig fint, men det er altså lidt hurtigere og nemmere med formene + man er sikker på at ringene bliver ved med at være runde.

Jeg har indtil nu brugt min mors gamle ringe (som før var min mormors) men gemalen gav mig et sæt nye i julegave, sådan at jeg har mine egne. De er med “slip-let” belægning hvilket min mors ikke er, så jeg ved ikke om alt forarbejdet her er nødvendigt – men jeg ville ikke tage nogle chancer.

En vejledning følger her:


Formen smøres med smeltet margarine (smør hvis man føler for det)

herefter drysses den med en blanding af mel og rasp
Dejstængerne lægges i – hvis man som jeg ikke bager en hel portion (eller halv som jo så sjovt nok rækker til 1 tårn med 18 ringe) så start med at lægge dej i de inderste ringe og derefter arbejd dig udefter fra den mindste form til den største.
Så er dejen klar til at komme i ovnen. I min ovn kan der være tre forme af gangen, de skal bages ved 225 grader i ca. 10 minutter til de er fine og gyldne
Når de er færdige skal de sættes på et vådt viskestykke, tror det er noget med at det skulle få dem til at slippe formen bedre.
Når de så er kølet af skal de bankes ud af formen, man må endelig ikke lirke dem fri – det bliver ikke pænt og man risikerer at de knækker.

Når kagen skal lægges sammen, laves en tyk sprøjte glasur (royal icing) af æggehvider og flormelis – denne sprøjets ud på kransekagen i “tunger” start nedefra og op sådan at tårnet kan samles løbende.
Pas på ikke at få lavet glasuren for tyk (som jeg gjorde) så kan den være svær at sprøjte ud og resultatet bliver ikke så pænt.
Er kagerne bagt i formen skal “undersiden” vende op – den har nemlig den fine runding som det ikke er sikkert den har i på oversiden.

Det er ikke min smukkeste kransekage til dato – nytårs forberedelserne blev jo lidt pressede… Men smagen kunne man ikke udsætte noget på! og det er jo i bund og grund den der er vigtigst.

Skulle man ikke føle for at lave tårne, så kan de jo også bare formes til de klassiske kransekage stænger, men jeg tror ikke man skal satse på at kunne sprøjte dem ud i petitfours.