Kategoriarkiv: saft

Årets hyldeblomstsaft

3. juli, 2012

Så fik jeg også produceret hyldeblomstsaft i år.

Jeg synes “vores” hyld har været meget lang tid om at springe ud, men i lørdags gad jeg ikke vente længere så bevæbnet med en pose og en saks (fordi jeg ikke gider at kæmpe med stilkene) gik jeg mig en lille tur i området og ribbede et par træer for de blomster jeg kunne nå – lige der kunne jeg godt bruge at være bare 2-3 meter højere :p alle blomsterne sidder nemlig i toppen af buskene.

Jeg fik plukket lige omkring 50 skærme af varierende størrelse – otte af dem blev taget fra til hyldeblomstchampagne, men mere om det senere, når jeg ved om projektet er lykkedes.

Opskriften på min hyldeblomstsaft i år er:

40-45 hyldeblomster
300 g rørsukker
700 g alm. sukker
saft og skal af 2 (øko/ikke overflade behandlede) citroner
3 l vand

Inden man går igang er det en god idé at ryste blomsterne let, da der kan sidde en del dyr deri – men vær dog opmærksom på at dette gør at der også ryger en del pollen – hvilket altså er med til at give den gode smag. Derudover kan du ikke forvente at alle dyr forsvinder så det er en god idé at filtrere saften når den er færdig.

Vandet koges (jeg gjorde det bare i elkedlen) sukker kommes i en stor skål (eller to som jeg gjorde) vandet hældes over og der røres rundt indtil sukkeret er helt opløst.
Citronerne skrælles ganske tyndt så kun det gule kommer af. Skallen kommes i vandet og herefter presses saften i.

Til sidst kommes blomsterne i, jeg forsøger at få så lidt stilk med som muligt da den godt kan være ret bitter. Så røres der godt rundt inden den kommes i køleskabet

Saften skal stå i køleskabet 2-3 dage og røres i hver dag.

Når saften er “trukket færdig” hældes den igennem et klæde for at få blomsterne fra, jeg synes dog at den blev lige grumset nok + der flød nogle dyr rundt, så jeg valgte også at filtrere det – bare igennem et kaffefilter (ok mange kaffefiltre, et filter kunne tage cirka en halv flaske saft inden det blev for fyldt/gik i stykker) på den måde fik jeg en fin klar saft – uden dyr.
Saften hældes på skolde flasker, jeg fryser saften så jeg kommer ikke atamon i – og ja jeg fryser stadig i glasflasker – plastik flaskerne risikerer du for det første udleder alt muligt skidt i din saft (hvis det er genbrugt flasker naturligvis) og så (sagde æstetikeren) ser det bare pænere og hyggeligere ud i glasflaskerne – man skal bare ikke fylde dem helt op.

Den færdige produktion – lige klar til at komme i fryseren så der kan blive drukket lækker hyldeblomstsaft til vinter også.
Jeg brugte det “brugte” blomster til at lave en marmelade af – men mere om det i morgen.

Hyldebærsaft

13. september, 2011

Jeg ved godt at man ikke må favorisere, meeeen jeg er jo altså nødt til at indrømme at jeg elsker hyld! Det må simpelthen være min yndlings plante, blomsterne er smagen af sommer og bærene er smagen af efterår – det bliver jo ikke bedre :)

Efter en eftermiddags-efterårstur med gemalen og vuffen kom jeg hjem med denne beskedne portion

Det var desværre lidt begrænset med bær, det er som om der er nogen der har plukket blomsterne – noget jeg jo slet ikke kender noget til … eller, det er jo nok desværre bare sådan at selvom man lader mange blomster sidde tilbage, hjælper det jo ikke så meget hvis alle gerne vil have blomster. Så det tog lidt tid at få dem samlet sammen.
Da æbler er for hyldebær hvad citron er for blomsterne tog jeg også lige sådan nogen med hjem – det var lidt af genboens nedfaldsæbler (der dog lå uden for haven) men der var desværre ikke så mange tilbage (de har ligget der nogle dage) men en ond ond mand med en græsslåmaskine flænsede de fleste op her til morgen, så jeg fik lige de sørgelige rester og håber nu på at der snart falde nogle flere som jeg kan tillade mig at samle op.
Nå – det vigtigste i det her blogindlæg er jo sådan set ikke mine tanker om hvornår jeg kan gå på æblerov med mere opskriften på min hyldebærsaft, så her kommer den.
ca. 1 kg hyldebær (plukket af stilkene)
1 liter vand
4 æbler (omkring 400 gram)
400 g sukker
Inden man går igang sættes Vivaldi de fire årstider på :) så I får lige efteråret her

Bærene plukkes af stilkene og de grønne/indtørrede pilles fra. Det tager lidt tid og er lidt snasket (ikke mindst på grund af diverse dyr man skal fjerne – hvordan man nu ønsker at gøre det)
Herefter deles æblerne, som de puttes i en gryde sammen med bærene og vandet som så skal stå og simre i godt en halv times tid – indtil bærene sprækker (jeg kan bedst se det ved at kernerne dukker op.) Det hele puttes i et saftklæde (eller når man som mig ikke har det et viskestykke – endnu engang tak til klidmoster for ideen) og her skal det så stå og dryppe af i cirka en halv times tid igen – hvor man godt kan sætte det lidt under pres (jeg gjorde det med vores granit morter) for at få lidt mere saft ud af frugten. Min opstilling så sådan ud, jeg flyttede dog dørslaget over gryden da jeg lige havde fået den gjort ren.
Lige et billede af det snask der kommer i viskestykket
Man skal dog huske at man nok ikke skal tage det bedste/pæneste viskestykke – med mindre selvfølgelig at man gerne vil have det til at være lilla – det kan jo også være meget pænt, meeen jeg hænger det jo nok ikke op igen.
Når saften er løbet igennem, koges den op igen med sukkeren, det skal koge i omkring fem minutter hvorefter det lige skal skummes af.
Til sidst hældes det på skoldede flasker og er færdig.
Den ene bliver frosset ned og den anden kommer direkte i køleskabet, så er det efterår :)
Jeg plejer at drikke en kop varm hyldebærsaft hele efteråret (og så meget af vinteren som der er saft til) jeg vælger at tro på at det boost af c-vitaminer jeg får derigennem holder et par forkølelser af vejen, om ikke andet smager det dejligt!

Lyshåret hyldeblomstsaft

16. juni, 2011

Vi stod tidligt op i søndags, satte en snor i vuffen og tog i hundeskoven – i den faste overbevisning at vi havde fundet hyld dernede i efteråret – men hundeskovshyld er åbenbart langsommere end “vores egen” hyld.. Den var i hvert fald ikke sprunget ud endnu. Turen var dog ikke forgæves – vuffen (der er blevet helt tip-top igen efter mit “angreb” med anti-loppe middel) nød at få lov til at rende rundt og snuse til det hele (og ikke mindst spise græs – der er hendes store lidenskab, af en eller anden grund)

Nå hjem igen, heldigvis skal vi ikke mere end 10 meter væk fra lejligheden før der er massere af hyld – så efter 5 minutter havde rigeligt til en portion saft.

5 minutters arbejde gav denne høst.

Det er anden gang jeg selv laver hyldeblomst saft, og i år bestemte jeg mig for bare at prøve mig frem. Derfor kommer der det jeg har gjort og det jeg vil ændre til næste år (måske lige så meget som note til mig selv)

40 hyldeblomst skærme (lidt flere ville nok ikke skade)
3 usprøjtede citroner (vil nøjes med 2)
300 g brun farin (for at give noget farve, det fik dog lige rigeligt farve, så 100 gram er måske rigeligt)
700 g alm. sukker
3 l vand
1 tsk citronsyre

Note: Jeg tænker lidt at det bør være rørsukker man bruger til saften – som så også naturligt vil tilføre noget farve til saften, men det er det her med at finde det billige alternativ og jeg synes egentlig det her fungere rigtig fint :)

Nå tilbage til fremgangsmåden:

Jeg startede med at ryste så mange dyr af som muligt (puuuuh hvor er der meget kravl i de blomster, og jeg er så dårlig til insekter, så jeg kunne mærke dem rundt om på kroppen resten af dagen) Desværre ryger der jo en del pollen og blomster på den bekostning, men hellere det end edderkopper i saften. Jeg rystede blomsterne over vand for at undgå at få kravlet ud over hele køkkenet.

Derefter pillede jeg blomsterne af stilkene – forsøgte at få så lidt stilk med i saften som muligt
Herefter kogte jeg alt sukkeret op med vandet (i mangel af plads i gryden, der viste sig absolut ikke at være på de 4 liter den lovede) kogte jeg kun 2 liter op med sukker. Den sidste liter blev kogt i elkedlen og hældt over blomsterne bagefter.

Blomsterne delte jeg i 2 skåle (for at have plads nok) citronerne blev skåret i skiver og smidt oven i

Herefter blev vand og sukker hældt over og saften blev sat på køl

Mandag fiskede jeg citronerne op, da det saft jeg lavede sidste år blev alt for bitteret, og så rørte jeg i det et par gange om dagen.

Tirsdag begyndte jeg at få saften filtreret og kommet på flasker. Jeg mangler et saftklæde (må jeg få fundet inden den næste saftproduktion) så jeg bruger kaffefiltre istedet – det fungerer som sådan fint nok, der skal bare bruges en del kaffefiltre da de stopper til efter meget kort tid.

Saften blev siet i denne mindre Georg Gearløske opstilling.

Det blev årets produktion – flaskerne er ikke fyldt helt fordi de skal fryses ned.

Det færdige produkt – der findes bare ikke nogen bedre sommerdrik end dette!

Beklager den stilhed der har været (og kommer) på bloggen – jeg skal snart aflevere mit projekt for 7. semester og tidsplanen er måske skredet en lille bitte smule – så kommer til at fokusere en del på den.
Til gengæld er gemalen lige bestået sin uddannelse, og kan nu kalde sig (arbejdsløs) multimedie designer – det skulle dog gerne kun vare til september hvor den står på en overbygning i konceptudvikling :)