Kategoriarkiv: småkager

Fødselsdagsgavekasse

23. januar, 2012

Så vendte jeg tilbage, der var været (uhyggeligt) stille på bloggen her de sidste 10  – 11 dage, jeg lider lidt af vintertræthed så der er ikke sket så meget herhjemme. Derudover har både gemalen og jeg lige skulle afslutte vores semestre så der var lidt forberedelse dertil der skulle klares, men nu har vi fri og i morgen går turen nordpå på lidt familie besøg i et par dage, noget vi begge trænger til.

Nå tilbage til indlægget burde handle om: Min søde veninde og hendes kæreste holdt fælles 25 års fødselsdag i lørdags – de havde stået i køkkenet i 2 dage for at forberede lækker mad til os, jeg nøjedes med en halv dag for at lave lidt gaver til dem.

Min veninde havde ønsket sig gode the-blandinger så resultatet blev en pose hvid the med havtorn til hende og en pose god kaffe til ham det så dog ud af så lidt, så jeg gik i køkkenet og “tryllede” lidt.

Første indslag var hjemmebagte biscotti (en småkage jeg elsker, så må alle andre da også gøre det, ikke?)

Opskriften er Mette Blomsterbergs med lidt ændringer – blandt andet havde jeg ingen pistacienødder så det kom der ikke i.
250 g hvedemel
225 g sukker
½ tsk kardemomme
½ tsk bagepulver
2 æg
1 æggeblomme
120 g mandler
Mel, sukker, kardemomme og bagepulver blandes godt inden æg og mandler blandes i. 
Jeg forsøgte at røre det på maskinen, men det fungerede ikke rigtig, så der var ikke andet at gøre end at ælte det i hånden.
Dejen deles i 2 portioner som rulles til tykke pølser på cirka 20 cm – de lægges på en bageplade og trykkes let flade.
De to stænger bages ved 175 grader i 20 minutter, herefter tages de ud afkøler ganske lidt (de blev lidt for kolde for mig så de blev ikke så pæne igen) de skæres i cirka 1 cm tykke skiver lægges på bagepladen (på den flade side) og bages i yderligere 10 minutter.
De er lidt hårde i det, måske jeg fik dem bagt for meget, men så snart de bliver dyppet i kaffen (eller theen) er de super.
Andet element i gaven var fyldte chokolader
Temperering kæmper jeg stadig lidt med – men det kommer nok med lidt øvelse.
Chokoladen er en mørk 50% chokolade og fyldet er marcipan med hakkede hasselnødder.
Nogle af chokoladerne fik golddust i toppen, ved at jeg kom noget i formen inden jeg hældte chokoladen i. Det gjorde jeg også sidst hvor det ikke gik så godt, tror måske jeg kom for lidt i, så denne gang fik det et ordentligt drys.
Derudover fik de et brev kanel (de blev jo 25) tre kniplede kranse og en hundetrøje – det skal måske forklares – min veninde er begyndt at drømme om at få en hund og som aktive hundeejere kan vi jo kun støtte den drøm, så vi havde snakket om at give dem et halsbånd, men det endte med trøjen som jeg har strikket for noget tid siden, Den er virkelig lille så det var egentlig bare med som et lille sjovt indslag.
Den endelige gave kom til at se sådan ud
De lød glade for den, jeg håber de også var glade for den efter jeg gik 🙂

Napoleonshatte

13. januar, 2012

I går kom der endnu en “trang” over mig – måske ikke så meget til at spise, men mere til at bage. Den sidste tid med stress over opgave aflevering har ikke budt på megen tid i køkkenet, så efter en uge i “vinterhi” begynder lysten til at stå i køkkenet at vende tilbage.

Efter at have konfereret lidt med gemalen om hvad han havde lyst til at jeg bagte (svaret var “noget med marcipan”  – ok fedt, så nåede jeg så langt…) blev det til napoleonshatte, de er til at overskue at lave sådan en vintereftermiddag og så smager de jo bare fantastisk.

Opskriften er Bdr. Prices’

Mørdej.
125 g mel
30 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
80 g smør (margarine når man er mig, og ikke er så pjattet med smagen af smør)
1 lille æg

Kransekagemasse.
125 g marcipan
50 g flormelis
lidt æggehvide

Først laves mørdejen, den skal hvile i en time – hvilket man jo lige skal lægge ind i tidsberegningen.

mel, flormelis og vaniljesukker blandes og smøres smuldres i, dette gør jeg ved at smide det i foodprocessoren og lade den køre indtil det hele er en smuldret masse, herefter samles dejen med ægget det kan være der skal lidt mere mel i – det skulle der i min dej. Jeg lader ikke dejen køre for lang tid i foodprocessoren, bare lige til dejen er nogenlunde samlet, så kan det sidste gøres med hænderne.

Dejen lægges i køleskabet i en times tid.

Marcipanen plukkes i mindre stykker og blandes med flormelis og æggehvide, dette gør jeg med spaden i kitchenaiden (ligesom jeg gjorde med kransekagen.

mørdejen rulles ud til den er cirka ½ cm tyk, (sørg for at der godt med mel på bordet) udstik cirkler der er cirka 8 cm i diameter og læg dem på en bageplade – med bagepapir naturligvis.
Jeg fik 12 cirkler ud af denne portion.
Tril kransekagemassen til små kugler og læg en på midten af hver cirkel. Fold, og tryk, dejen op omkring kuglen tre steder sådan at det bliver til små hatte.

Kagerne bages ved 200 grader i cirka 10 minutter, indtil kransekagemassen er let gylden.

Når kagerne er kølet af, kan bunden dyppes i smeltet (mørk) chokolade, det er ikke bydende nødvendigt – de smager godt uden, men det runder kagen ganske fint af og er det mest korrekte.

Pebernødder

7. december, 2011

Det er jul og det betyder altså pebernødder! Jeg synes at have lagt mærke til at pebernødder har fået et lidt “dårligt” ry som børnekager, det synes jeg nu absolut ikke de er – jeg elsker pebernødder og den opskrift jeg bruger er bare helt fantastisk.

Til disse lækre små nødder skal du bruge
125 g sukker
125 g smør
1 æg
275 g mel
½ tsk natron

½ tsk ingefær
3/4 tsk kardemomme
½ tsk kanel
½ tsk nelliker
½ tsk allehånde
½ tsk peber

Sukker og smør røres sammen, tilsæt ægget og rør det godt igennem. Bland natron og krydderierne i melet og rør dette sammen med resten.
ælt dejen let sammen, tilsæt evt. lidt mere mel hvis den er for klistret.
Tril til små kugler (endelig ikke for store, de hæver + flyder godt ud) og bag ved 200 grader i 10 minutters tid.

Sådan, efter 20 minutter er der dejlige julesmåkager – i øvrigt en god aktivitet hvis man er ved at koge over af frustration over myldretidstrafikken og andre irritationer. Så er man meget bedre klar til at gå igang med skolearbejdet igen.

Marcipan cookies

3. november, 2011

For noget tid siden bagte jeg de her (lækre) småkager, som jeg faldt over på Odense marcipans hjemmeside jeg har redigeret lidt i opskriften, da jeg ikke er så god til hasselnødder (en krydsallergi der gør at min mund klør resten af dagen efter at have spist dem) så de blev pillet ud af opskriften, den hvide chokolade blev mørk også satte jeg mængden af marcipan lidt op.

150 g mørk chokolade (jeg foretrækker det et sted mellem fint og groft hakket)
200 g marcipan
150 g sukker
150 g margarine (ja ja jeg ved det, det burde være smør, men det bruger jeg altså ikke i bagværk)
1 æg
200 g hvedemel
1 tsk bagepulver

Sukker og margarine røres blødt, er man heldig som mig at have en maskine til at gøre arbejdet for én, rives marcipanen groft og hakkes chokoladen imens (har man ikke en maskine kan manden alternativt sættes igang.) Når sukkeret og margarinen er blevet blødt tilsættes ægget og der piskes godt.
Bland mel, bagepulver, chokolade og marcipan og vend det forsigtigt i.

Sæt dejen i klatter på bagepapir med to skeer, her kan man jo selv bestemme størrelsen – jeg foretrækker at de ikke er alt for store. Jeg gider ikke at trykke dem flade, men det kan man jo gøre inden de bages ved 180 grader i ca. 10 minutter.