Kategoriarkiv: stop spild af mad

Høns i asparges

2. oktober, 2012

Jeg kom vist til at love at komme med en opskrift på høns i asparges, sidst jeg skrev og man skal jo holde hvad man lover. Så here goes

Det man skal bruge er (mængden er til 2-3 personer)

Kylling
2 smør
2 spsk mel
1 dåse/1 glas asparges – inkl. væsken
hønsefond
lidt fløde eller mælk
salt/peber
muskatnød

Tarteletter

Det første man gør, er at tage stilling til er hvordan man vil gå til opgaven. Vi valgte jo at lave det med de kødrester der sad på kyllingeskroget men det fungerer jo nok kun hvis man ikke er så mange, er man flere kan det da klart anbefales bare at koge en hel kylling og hvis man er doven ikke vil bruge en hel kylling, kan man i en snæver vending godt bare koge et par kyllingebryst eller lår, evt med lidt forskellige grøntsager, så kan kogevandet bruges istedet for fond.

Når kyllingen er kogt, restkødet + fond hevet ud af fryseren eller hvad man nu vælger at gøre. Skal man igang med den “sunde” madlavning:

Man starter med at lave en opbagning. Lad først smørret smelte og pisk derefter melet i indtil det er jævnt og uden klumper.
Herefter piskes aspargesvandet i (kun vandet aspargesne skal ikke i endnu), lidt adgangen mellem hver gang piskes indtil massen er jævn. Når alt aspargesvandet er i, går man over til hønsefonden. Jeg har ikke skrevet mængder på her, fordi man er nødt til at føle sig lidt frem, indtil man synes tykkelsen er som den skal være. Til sidst kommes lidt fløde eller mælk i, for at gøre den lidt mere cremet.

Herefter smages saucen til med salt, peber og muskatnød (i min udgave i hvert fald) og til sidst kommes kylling og aspsarges i og varmes igennem.

Jeg foretrækker at varme tarteletterne, når vi bare er to plejer jeg bare at gøre det på brødristeren istedet for at skulle have gang i ovnen.

Det hele spises med nydelse og uden tanke på fedtprocenterne – det er ikke noget man skal spise hver dag, men ind i mellem er ok.


Jeg er lidt bagud med det her blogning – har blandt andet en super lækker sheperds pie til at ligge til jer – men tror bare at man må konstatere at jeg det her semester på alle aspekter i mit liv er lidt bagud. Stort set alt fokus ligger på skolen og mit afgangsprojekt – bare til januar, så starter livet igen 🙂

Hvad man kan få ud af én Rokkedahl kylling

29. september, 2012

Billedet her viser et overblik over hvad vi fik ud af en rokkedahl kylling på 1800 gram.

I første omgang blev kyllingen parteret og delene frosset ned. Et enkelt bryst blev til wokretten mens skroget blev kogt til fond med det grønt “affald” vi havde liggende.

Det andet bryst blev, sammen med en portion fond til karrysuppe med massere af lækre grøntsager i

Lårene blev omtryllet til en lille ovnret med tomat og kartofler

og endelig blev det det sidste kød der blev pillet af skroget efter kogningen til en klassisk omgang høns i asparges – opskrift følger.

En lille sammenregning på hvor mange måltider vi har fået ud af det vil se sådan ud:

Wokret – Aftensmad til to + frokost til to
Suppe – 2 x aftensmad til to personer
Ovnret – Aftensmad til to
Høns i asparges – aftensmad til to  + frokost til to

+ ekstra fond der bare ligger og venter på at blive brugt.

Altså i alt 14 “måltider”
Som beskrevet i dette indlæg fik vi tre kyllinger på 17-1800 gram til samme pris som vi skulle have givet for to på 2000 g. I alt gav vi 208 kr for kyllingerne, altså en pris på cirka 70 kr stykket. Det gør at kødet til hvert måltid cirka har kostet 5 kr (per person) hvilket må siges at være helt i orden. – havde vi nu fået de to 2000 g kylling vi bestilte ville prisen per måltid have været 7,5 kr. så JA det kan virkelig betale sig at købe kvalitets kylling på en ordentlig størrelse, hvis bare man forstår at udnytte den.

God lørdag til jer alle

Stop spild af kage! – små konfekt tærter med kirsebærgelé

18. september, 2012

Jeg ved ikke helt om jeg har gjort det til et personligt mål at finde måder at udnytte overskydende mørdej på – men nu har jeg i hvert fald gjort et nyt forsøg, sidste gang blev det disse små tærter med mørdej, denne gang havde jeg en rest marcipan (hvor heldig har man lige lov at være?) som jeg tænkte jeg kunne gøre et eller andet sjovt med. Det blev til disse små konfekt tærter med chokolade og kirsebær gelé på toppen.

Mørdejen blev rullet rimelig tykt ud og lagt i fire muffinsforme af metal – de blev bagt “blindt” (som jeg har lært at det hedder, med sølvpapir og linser/ærter i) ved 200 grader i 10 minutter. Derefter kom jeg en tynd blanding af:

Marcipan
Æggehvide
Flormelis

Jeg har ikke de helt præcise mængder, men jeg vil skyde på omkring 50 g marcipan, ½ æggehvide og 2 spsk flormelis. Blandingen skal være ret tynd, sådan at den bliver virkelig lækker og svampet.

Kagerne blev bagt i 2-3 minutter til marcipanblandingen sufflerer godt op. Tærterne tages ud og sættes til at køle lidt af, inden der drysses revet chokolade ud over som så kan stå og smelte.

Til sidst lavede jeg en kirsebærgele, jeg lavede den af nogle kirsebær jeg tidligere havde kogt, men man kan sikkert også sagtens bruge en kirsebærsauce af den slags man køber til jul, eller hvad man ellers står og føler for.
Jeg blendede de hele kirsebær og passerede det igennem en sigte så jeg kun fik den rene saft med, i alt havde jeg omkring 1 dl saft (fortyndet en ganske lille smule med lidt vand) som jeg opløste to blade husblas i.  Da det var kølet lidt af kom det over de iskolde tærter – jeg havde sat dem i fryseren i 10 minutter inden.

Derefter kom de i køleskabet indtil geleen havde sat sig og de var klar til at blive spist.

Så fine blev kagerne indvendigt – rigtig lækre, og forholdsvis nemme at lave – så det er bare at komme igang, næste gang du har en rest mørdej til at ligge.

Wokret med kylling og en portion stop spild af mad

14. september, 2012

Som man kunne se på facebooken fik vi i går en mogenfrisk leverance fra Rokkedahl kylling. Vi havde set en bil derfra på vej ud af Frederikshavn og besluttede os for at finde ud af hvad det var – vi var begejstrede, danske bæredygtige kyllinger til priser vi godt vil være med på. Desværre var det ikke muligt at få de store af kyllingerne i vores del af landet, indtil den 1. september, så nu er det muligt og det skulle vi udnytte!

Gemalen bestilte to, 2 kg kyllinger og nogle kyllingelår. Desværre, fik vi en mail få dage efter om at der var sket en fejl i slagtningen så de kunne ikke levere 2 kgs kyllingerne til os. Tilgengæld tilbød de os tre på 1700-1800 g hvoraf den ene ville være gratis. Det sagde vi pænt ja til – super service hvis man spørger mig og i går morges stod vores kasse så til os.

Det meste blev smidt i fryseren, med en enkelt hel kylling beholdt vi oppe til aften.

Den blev parteret i lår, bryst og “resten” – mangler stadig lidt øvelse, men synes det blev helt hæderligt.

Begge lår og det ene bryst blev smidt i fryseren, det andet bryst blev brugt til aftensmaden – det er jo nogle ordenlige mobbedrenge.

Resten blev smidt i en gryde med alt muligt godt – og kogt til en suppe som vi skal spise i aften.

Aftensmaden stod på en wokret – en fantastisk måde at få ryddet ud i grøntsagsskuffen på, vi brugte:
1 kyllingebryst
2 fint snittede forårsløg
½ groft hakket gul peber
en passende mængde (ja undskyld det underlige mål, men synes det er noget man selv bedømmer) spids- og rødkål, fintsnittet
1/4 Broccoli (blancheret i forvejen) også stilken
Lidt fishsauce
ca. 1 dl woksauce (snyde snyde snyde)
et stænk chilisauce
ca. 100 g nudler

Kyllingen blev skåret i tynde skiver og smidt i wokken med noget hvidløgsolie fra nordisk køkken herefter kom foråsløg og peber i, derefter broccoli og kål. Til sidst fishsauce, kogte nudler, wok- og chilisauce. Også er der ellers serveret

Der var alt for meget til os i denne portion, så jeg tog resten med på madpakke i dag – den kunne nu godt være delt i to, godt vi har køleskab herinde – så kan jeg tage resten med hjem og spise til frokost i morgen.