1 måned

6. oktober, 2017

I dag er arvingen 1 måned gammel.

Arvingen 6/9 og 6/10

Han vejer næsten 1 kg mere end da han blev født, er blevet 5 cm længere.

Han er gået en tøjstørrelse og blestørrelse op

Han sender os de fineste smil, og skaber øjenkontakt igen og igen.

Han fortæller historier til os, og især til sin bamse (vi tror han anmelder mælk og lurer)

Han elsker mad og at blive hoppe på på skødet af en af os.

barnevognen er et hit – når den kører, han vågner så snart den stopper – så ingen lang lur udenfor endnu.

Han er sin fars søn og smiler stort når han har fyldt bleen (igen igen) og falder bedst i søvn i mors eller fars arme.

Han sover i sin egen seng, men når natten bliver lidt for lang og utryg så er det bedste at komme over i mors og fars seng og holde i hånd eller ligge i arm.

Han er bare vores lille mirakel, og jeg kan slet ikke forstå at der allerede er gået en måned.

 

På søndag skal han døbes og blive fejret af sine olde- og bedsteforældre, bedstemoster, onkler, mostre og faster. Vi har valgt at gå imod strømmen og bare holde en lille, intim barnedåb med den aller nærmeste familie. Så vi bliver bare 19 personer (og arvingen) jeg glæder mig, det bliver så hyggeligt.

 

Barselsboblen

2. oktober, 2017

Barselsboblen fortsætter. Jeg har stadig ikke helt kommet ind i rytmen med at blive vækket flere gange om natten, så trætheden trænger sig på ofte på – og jeg må mange mange gange fortælle mig selv, at det er okay at sidde huller i sofaen og se rigtig meget fjernsyn.

Arvingen er stadig en sød lille dreng, der alt taget i betragtning, faktisk giver sine forældre ret meget ro – men når man kun er knap 4 uger gammel, så skal man altså bare ligge rigtig meget i arm, og spise rigtig mange gange i løbet af dagen. Når han så sover for sig selv, er det en afvejning om jeg skal: tage en lur, ordne noget praktisk – eller bare nyde at armene er fri og læne mig tilbage i sofaen.

Arvingen, der er ved at være en stor dreng på 58 cm og 4400 g

Gemalen er startet på arbejde igen efter sine 14 dages barsel, og vi er stille og roligt ved at få en hverdag op at køre herhjemme, arvingen, vuffen og jeg. Vuffen har taget rigtig godt imod sin “lillebror” – hun er meget beskyttende over for ham, og vi arbejder på at få hende til at forstå at det altså ikke er nødvendigt. Det trækker lidt tænder ud, når man skal gøes af hver gang man kigger til barnet og de kombineret med søvnmanglen gør at tålmodigheden ikke altid rækker. Heldigvis virker det til at hun begynde at slappe lidt af omkring ham nu. Det bliver godt, når han er lidt ældre, og både kan lege lidt med hende, og ikke er helt så udsat for når hun gerne vil slikke på hans hænder mv.

På søndag skal arvingen døbes, så i fredags var han og jeg på besøg ved præsten og få styr på det praktiske. Dåben skal foregå i “min” gamle kirke, fra da jeg boede i Randers som barn og bagefter tager vi på kroen her i Langå og spiser frokost med vores nærmeste familie. Det er første gang at vi har “udliciteret” en fest på denne måde, vi plejer at stå for alting selv, men jeg kan mærke at det er godt nok at vi ikke skal koncentrere os om så meget op til dåben, men bare møde op, spise, hygge og så gå igen. selvom det føles lidt underligt, ikke at forberede bordpynt, lys, blomster, menu mv. i stor stil, som jeg ellers plejer. Efter nogen overvejelse nåede jeg frem til at jeg ikke ville lave noget bordpynt, men nøjes med den opdækning de laver på kroen. Så kan jeg nøjes med at koncentrere mig om at passe barn (og mig selv.)
Så kunne man jo vente med at få ham døbt til han er lidt ældre. De fleste er vist omkring en 3 måneder inden de bliver døbt. Men vi vil for det første gerne have ham døbt tidligt, blandt andet fordi han er lettere at stå med til dåben og ikke er helt så bevist om at der sker underlige ting (med kjole og vand i håret) men også fordi vi så lige pludselig rammer ind i juletravlheden, hvor det at få passet en dåb ind kan blive lidt udfordrende.

Og så holdt den ikke helt alligevel, den med ikke at skulle gøre noget selv op til dåben – jeg skal liiiiige have bagt et kransekagetårn. Jeg havde lyst til at gå “retro” og skippe fondant-/marcipanovertrukket dåbskage og istedet lave et helt klassisk kransekagetårn – for, hvem elsker ikke kransekage? og hvornår får man efterhånden et tårn ud over til nytår?
Jeg har så valgt lige at gøre det lidt udfordrende idet jeg laver marcipanen selv. Min farfar er glutenallergiker og kan ikke tåle så meget som antydningen af gluten, hvilket betyder at selvom marcipan må angives som glutenfri fordi indholdet er meget meget lavt (pga. glukosesirup der er lavet på hvede) så kan han blive syg af det, og det er bare ikke til at opdrive glutenfri marcipan for tiden og det er bare vigtigt for mig at vi kan spise det samme, så derfor – marcipan fra bunden – kryds gerne fingre for mig 😉

Ud over produktion af marcipan + kransekage, står ugen på første gang til babysalmesang i morgen, i samme kirke som arvingen skal døbes i og besøg af min mor og storesøster på onsdag. Min mor kommer både for at se sit barnebarn (og måske også en lille smule mig) men også for at aflevere dåbskjolen hun har været så sød at sy for os. En rigtig “restekjole” lavet af den skjorte gemalen havde på til vores bryllup, mit slør og en knipling der sad på min brudekjole.
Min storesøster der bor i København skal se sin nevø “live” for første gang, så når hun også lige det inden hun skal stå fadder for ham på søndag.

Ellers står resten af ugen på babypasning, fjernsynskigning, trilleturer og fjernsynskigning.

 

 

Arvingen

20. september, 2017

Har man fulgt med på Instagram, vil man vide at der er sket ting og sager i vores lille hjem – hvilket også er forklaringen på at der ikke er sket så meget herinde.

Den 6. september, klokken 01.06 blev vi nemlig forældre til vores fine lille arving – og siden har den stået på barselsbobbel.

Det sidste billede af mig og “maven” taget mandag eftermiddag.

Fødslen var ret nem og hurtigt overstået. Mandag begyndte jeg at kunne mærke noget uro, men jeg havde haft kraftige plukkeveer on/off i en uges tid der, så vi turde ikke rigtig håbe på at det førte noget med sig. Da jeg så gik i seng mandag aften kunne jeg godt mærke at det her nok førte noget mere med sig. Men veerne var ikke værre end at jeg kunne sove fra dem, indtil klokken 03.30 hvor jeg gav op, og derefter lå vågen i et par timer, inden jeg stod op.

Da gemalen stod op for at tage på arbejde, kunne jeg langt om længe fortælle ham at nu kunne han godt begynde at forberede sig. Efter lidt snakken frem og tilbage, tog han på arbejde – i 1,5 time for lige at ordne nogle småting, og meddele at “nu var det nu”. Da gemalen kom hjem, kørte vi ud til min tante og onkel der skulle passe vuffen, hvor vi tog formiddagskaffe og frokost, inden vi kørte hjem igen.

Omkring klokken 16 var veerne så kraftige, stabile og med kort afstand at vi blev enige om at køre på fødegangen. Jeg var ret sikker på at vi ville blive sendt hjem igen, og ganske rigtigt. Veerne tog af, af køreturen og jordemoderen kunne fortælle at livmoderhalsen ikke var begyndt at blive forkortet endnu – så der kunne sagtens gå et par dage endnu. Selvom jeg var klar på at vi nok blev sendt hjem, synes jeg beskeden om “et par dage endnu” var meget (!) nedslående – flere dage med så kraftige veer var jeg ikke lige klar på.

Men vi kørte hjem, hvor veerne bare tog til og til. Stædigheden tog en lille smule over og jeg gad ikke køre ind igen for at blive sendt hjem en gang til, så ved ni-tiden sendte jeg gemalen i seng, og indtog selv sofaen for at prøve at sove lidt mellem veerne. Men efter en times tid, var der efterhånden mere ve end pause, så jeg ringede til fødegangen og vækkede gemalen og afsted kørte vi.

Da vi kom på fødegangen, kunne en nu jordemoder heldigvis fortælle at jeg nu var 3-4 cm åben, så nu var det aktiv fødsel og vi kunne få lov at blive. Klokken var lige omkring 23.00 der og den jordemoder der tog imod os var ved at have fri. Så det blev en ny der skulle tage sig af selve fødslen. Vi kom på en fødestue og kunne så stille og roligt få indrettet os – det tog gemalen sig af, jeg var helt væk i veer. Vi havde forberedt os på et langt forløb på fødestuen, så vi havde bøger og rigeligt mad og snacks med. Det nåede bare aldrig rigtig at blive aktuelt. Veerne tog til og til, til sidst kom de bare oven i hinanden uden pause imellem, og jeg begyndte at blive ret desperat efter noget smertestillende.
Jeg fik derfor 6 akupunkturnåle (i fødder, ben og hænder) men havde ikke særlig stor gavn af det, derfor fik jeg 4 “bistik” (saltvandsindsprøjtninger) som en start så kunne jeg jo altid prøve at få lidt flere hvis de hjalp.

Jeg nåede bare aldrig til at få flere, 2 veer efter bistikkene gik det over i presseveer, det var cirka 1,5 time efter vi var kommet ind på fødegangen. Midt i en presseve gik vandet (ud over jordemoderen og det hele) og så gik det stærkt derfra. Der var et grønligt skær i fostervandet, så der blev derfor taget blodprøve og hjertelyd på ham, men alt var fint – der var bare en glad baby, klar til at komme ud til os.
Jeg har ikke meget tidsfornemmelse af selve fødslen, men lige pludselig var arvingen født og lå oppe hos mig – og var (selvfølgelig) det fineste man kunne forestille sig.

Fødslen gik bare så fint og så hurtigt, at det var helt fantastisk – især med tanke på at det var første gang. Gemalen var en stjerne hele vejen igennem, både før og efter!
Bagefter lagde vi os sammen i sengen med vores lille dreng, og nød synet af ham. Han fandt ret hurtigt ud af at vi her i familien lever for at spise, bare med en lille smule hjælp fra jordemoderen og amningen var igang. Vi snakkede lidt frem og tilbage om vi skulle ringe til vores forældre med det samme, eller om vi skulle vente til morgen. Men blev enige om at de skulle have det at vide med det samme, så klokken 2 om natten facetimede vi med de nybagte bedsteforældre, så de kunne se deres barnebarn.
Vi havde ønsket at blive udskrevet ambulant, hvis alt var godt, og siden det var det kunne vi tage hjem omkring klokken 5 om morgenen. Så i den stille morgenregn kørte vi hjem – redte vuggen op og gik direkte i seng. Resten af dagen stod på barselsbesøg fra vores forældre og søskende.

Vores lille mirakel – cirka 10 timer gammel

De fineste blomster fra gemalen, en “mor-barn-buket”

Siden da har den stået på at lære arvingen at kende, og tilpasse os vores nye liv. Det har da ikke været lutter lagkage, men det har faktisk indtil videre, ikke været så hårdt som jeg havde troet. Vi har fået en nem lille dreng der det meste af tiden bare er glad, som spiser som var han betalt for det og sover i gode lange perioder ad gangen.

Det er væltet ind med barselsgaver fra nær og fjern

I lørdags var han med til sit første bryllup, da hans  pseudo-onkel og -tante skulle have kirkelig velsignelse hvor gemalen var forlover.  Selvom vi ikke var helt så festlige som vi normalt ville være – og tog tidligt hjem, så klarede arvingen det i fin stil, sov igennem det meste og ellers charmerede alt fra organist til brud.

I butterfly og klar til fest (bemærk star wars strømperne)

Nu er han 2 uger gammel, og det er lige dele fantastisk og uvirkeligt at han er her. På den ene side har han kun været her i 2 uger, på den anden føles det som om han bare har været her altid.
Han er på alle måder vores lille “vidunderbaby” (men det er alle nyfødte vel?) og alt går bare så fint med ham. han falder i søvn så snart han er sat i autostolen, han spiser og spiser uden problemer, fylder den ene ble efter den anden og sover i arm, i vugge, i lift, på sofaen – i bund og grund har han vist bare et godt sovehjerte.

Vi kan kigge på hinanden og stadig være slået helt bagover, over at vi har lavet ham og at han er vores.

2 uger gammel, i tøjet vi købte på vores ferie i Harzen

Nu er bloggen helt officielt en “mommy-blog” og der kommer nok til at følge mange, mange indlæg med denne lille mand som hovedpersonen.

 

Mens vi venter på arvingen

31. august, 2017

Utålmodigheden stiger og stiger… og STIGER! Arvingen der havde termin i mandags har stadig ikke meldt sin ankomst, og uanset hvor dygtig jeg egentlig havde været til at acceptere at selvfølgelig ville jeg gå over tiden, og at vi nok skulle ind i september før han ankommer, så fløj det hele sig da virkelig en tur da vi nåede terminsdatoen.

Tirsdag var vi til jordemoder og kunne tage hjem med vished om at alt er godt, fin størrelse og hjertelyd på ham og fint blodtryk på mig. Med i hånden ud, havde vi det her “opløftende” stykke papir…

… og med en dato for hvornår jeg skal ringe til fødeafdelingen for at få tid til forundersøgelse til en igangsætning (midt i næste uge)

Jeg vil så vidt muligt gerne undgå en medicinsk igangsætning, så jeg håber håber håber virkelig at arvingen beslutter sig for at komme ud inden. Vi har vendt om vi skulle tage kontakt til en zoneterapeut og prøve at få sat gang i det på den måde. Men er blevet enige om at lade være. Det eneste der taler for lige nu er vores utålmodighed – og det synes vi ikke rigtig er grund nok. Så længe han stadig har en chance for at komme helt af sig selv.

Sagen er nemlig også den, at på grund af fertilitetsbehandlingen, ved vi jo ret præcist hvad datoen for befrugtningen har været – og tager man den i betragtning, så er terminsdatoen reelt først på lørdag. Så han skal da lige have chancen.

Så indtil videre er der vist ikke andet for end at følge de gamle husmor-råd for at sætte fødslen igang, hvilket faktisk ikke er helt dårligt: Vi har foreløbig taget nogle lange gåture (hvilket ikke har givet noget til at sætte fødslen igang, men til vores eget velvære – en tur ud i skoven med gemalen og vuffen er bestemt ikke det dårligste man kan foretage sig), gemalen har aldrig været så ivrig for at give fodmassage som han er nu (heller ikke helt dårligt) og så har jeg indkøbt en ananas som “ugens frugt”, man skal vist reelt spise et sted mellem 7 og 17 ananas før det hjælper, men om ikke andet så smager den da godt.

Faktisk har jeg også kastet mig ud i at slå græs (for første gang i jeg ved ikke hvor mange år) men det hang mere sammen med at gemalen ikke kunne nå det, inden regnen vendte tilbage. Det hjalp heller ikke på “projekt-få-arvingen-ud” det er vores græsplæne vist for lille og vores plæneklipper for let til. Men nu er den da slået.

Ellers så prøver jeg bare at tage det stille og roligt, og lade batterierne op – det siges jo at man har brug for al den energi man kan samle sammen til sådan en fødsel.

Afslapning med vuffen

én uge til termin

21. august, 2017

… og utålmodigheden er for alvor begyndt at sætte ind, men nok mest i den henseende, at jeg synes det er træls at vente på noget man ikke helt ved hvornår sker. Det kan være i morgen, eller om 14 dage – vi går bare i en underlig venteposition hvor alt gerne skal være klar, men det kan sagtens tænkes at det først skal bruges om en 3 uger.

Samtidig er jeg efterhånden virkelig meget gravid, altså helt fuldstændig “tyk og tung” på den måde, hvor man føler sig som en skildpadde der er landet på skjoldet. Jeg er ret afhængig af gemalens hjælp til at spænde sandalerne, komme op af sofaen etc. (det sidste kan jeg godt selv, men det er bare langt mere besværligt.)

Plukkeveerne jeg ellers ikke har mærket så meget til, er for alvor sat ind, så lange gåture (herunder lufteture med vuffen) er suspenderet for en periode.
Jeg har det ikke hårdt, jeg glæder mig bare til at arvingen bliver lidt mere håndgribelig, kommer ud til os – og kan sparke til sin far og ikke kun mine ribben 😉

Men vi er ved at være klar, som i så klar som man nu kan blive. Værelset der indtil videre mest skal bruges til pusleplads er ordnet, tøjet vasket, barnevognen hentet, vuggen malet og står klar med ny madras, pude og dyne og skal bare flyttes i soveværelset og redes op når vi kommer hjem med ham. Sygehustasken er pakket, det samme er “tasken” til vuffen der skal passes mens vi er på sygehuset, diverse snacks er indkøbt til sygehusturen (gemalens opgave), der er indkøbt lager af tabs til opvaskemaskinen så al opvask kan klares let når han kommer, i fryseren er der portionsstørrelser af færdiglavet mad der bare skal varmes – og et lager af pasta og flåede tomater (til tomatsauce) bliver indkøbt i løbet af ugen fra gemalens butik.

Pusle station – der mangler en uro over puslebordet, den har min søster lovet at levere – så den venter vi (også) spændt på. Vi går ikke ind for pastelfarvet børneindretning, så puslepladsen er hverken blog- eller instagramvenlig 😉

Barnevognen og vuggen, står foreløbig “opmagasineret” på værelset

Toppen af det lille skab på væggen. Skabet har været min mormors – er restaureret af min farfar og nu pyntet med små bamser fra royal copenhagen (tror jeg nok) og en sprutte jeg har hæklet – den flytter dog plads til vuggen på et tidspunkt.

Sengetøj med min mormors, mors og nu mine initialer – klar til 3. generation

Så alt i alt kan han bare komme an, vi er SÅ klar! 😀

Man skal huske at lægge planer selvom man venter, så det har vi gjort – i dag stod på et besøg i Randers Regnskov, som vi havde et par fribilletter til (det var vaaaaarmt!) på onsdag skal bilen på værksted (det er så knap så spændende) og på torsdag får vi besøg af gemalens søster – så må vi se hvad vi skal lave af planer for næste uge, for at få tiden til at gå.

Til slut – lige et enkelt “mavebillede” fra i dag, kun en uge fra målet.