Strandtur

11. juli, 2018

Da jeg var barn og boede i Randers, var det at komme til stranden helt magisk – vi skulle køre noget, så det var en weekend dag og familieudflugt og ja – noget helt særligt.

Da vi flyttede til Nordjylland, endte vi med at vi i en kystby, med kun 5 minutter til stranden og det blev lige pludselig en hverdags ting, og noget man altid kunne gøre. På en måde mistede strandturen sin særlighed og det var ret tydeligt at jeg mest kom på stranden i de første år, derefter døde det lidt ud.

Nu er jeg jo flyttet “tilbage” så jeg er lidt spændt på om strandturen bliver lige så magisk for arvingen som den var for mig dengang. Han har jo selvfølgelig fordelen af at have bedsteforældre der bor tæt på stranden (begge hold) så mon ikke også de skal sørge for mange ture til hawæ’ (på godt nordjysk) i fremtiden.

I dag tog vi til Fjellerup strand, med et par gode venner og deres piger. Frokosten blev pakket med og desserten købt derude (man får KÆMPE is når man køber is i Fjellerup).

Arvingen fik plasket lidt, gravet i sand, spist SANDwich (med ekstra sand) og hygget rigtig godt og grundigt. Han spiste af mors og fars is med sin egen ske og blev beskidt alle steder hvor det var muligt.

Sandleg (uden ble i sandet)

Indtil videre tror jeg arvingen er fan af det der strand der.

Glad sommerfyr på vej efter is

Vi har 3 ugers sommerferie nu her og nyder freden og roen til bare at tage én dag ad gangen. Vi hygger med lange morgener i sengen, gåture til at falde i søvn på og hygge med legetøjet på gulvet. Det at have ferie har en helt helt anden betydning nu hvor arvingen er kommet til og det at have fri betyder ekstra tid samme med ham (og gemalen selvfølgelig også)

Ferien byder dog også på udfordringer, for nu skal det være slut med natamninger. Arvingen har ikke helt forstået at han ikke har brug for dem mere. I hverdagen har jeg ikke orket at indføre stop – der betyder en nat uden søvn lidt for meget. Men nu har vi tid, også til at tage en lur midt på dagen hvis natten har været hård. Så kryds fingre for os – det kunne være rart at begynde at kunne sove hele natten igen.

Farvel til vuggestuen

6. juli, 2018

Arvingen havde sidste dag i vuggestuen i dag, nu står den på 3 ugers ferie og så starter han hos den sødeste dagpleje her i byen – og vi glæder os!

Klar til sidste dag i vuggestuen

Vi har bare været et rigtig dårligt match med vuggestuen. Det hele startede med den dårligste indkøring man kunne forestille dig. Efterfulgt af en lang periode hvor han græd når vi afleverede ham og græd når vi hentede ham.

Derudover har vi tit haft opfattelsen af at det faktisk var lidt for besværligt at skulle have ham der, fordi han ikke var ældre. Ligesom de nu ikke bare én men to gange har ringet mig hjem fordi han var pylret og pjevset – begge gange fordi han havde tænder der var ved at bryde frem… Altså ingen feber eller noget, men en pylret dreng.. jamen altså!! Godt at jeg har en overværende arbejdsplads.

Så er der alle småtingene i hverdagen. Vi bruger hver weekend på at rette op på en rød mås fordi han ret sikkert ikke bliver skiftet ofte nok derover. Vi leverer selv bleer og på 4 måneder har de knap brugt 2,5 pakke – på samme tid har jeg slet ikke tal på hvor mange vi har brugt herhjemme. Vi har henter ham på legepladsen på en kold dag uden jakke og hue på (gæt hvem der var forkølet få dage efter) og på legepladsen i høj sol uden solhat på…

Men det der slog hovedet på det sidste søm i ligkisten som fik bægeret til at flyde over, var da vi gennemgik et forløb med en sådan hetz at vi følte det var på vej over i chikane. Arvingen har været forkølet nærmest non-stop siden han startede i vuggestuen, det følger ligesom bare med. Men pædagogerne derover bestemte sig på et tidspunkt for, at han nok var meget plaget af væske i ørene. Noget med at han ikke sov så godt derover og at han en dag drattede om mens han sad på gulvet, så de mente at hans balance ikke var så god. Så de mente at han skulle have lagt dræn. På en 7 måneder gammel dreng…

Nå men vi tog det nu meget roligt med det væske i ørene. Han sov fint derhjemme og at balancen ikke var god nok var noget pjat – sammenlignet med hans alder. Desuden havde vi været i dialog med vores læge om det allerede, som havde sagt at så længe han ikke var generet af det og han stadig var forkølet skulle vi ikke gøre mere. Efter sommeren skulle vi komme igen, eller om der skulle gøres mere.

Det fortalte vi pædagogerne, og så skulle man tro at det var det. Men nej, i 1,5 uge kørte de på, hver dag når han blev hentet – én dag ringede de sågar til gemalen og fortalte ham hvad han bare skulle sige til ørelægen (læs: lyve) for at få lov til at få lagt dræn. Da gemalen var ved at være kørt træt i at blive talt ned til på den måde lovede jeg at tage over. Så da jeg hentede ham inden weekenden fortalte jeg dem igen hvordan det hang sammen og at vi lige havde snakket med lægen dagen før som gav os ret. Og SÅ skulle man tro at den sag var ovre.

Først skulle jeg også lige tales ned til. Derefter fortsatte det om mandagen. Da jeg afleverede ham fortalte jeg at hans første tand var ved at bryde igennem og jeg ikke vidste hvordan han ville reagere. Måske kom der feber, måske ikke – men at de måtte ringe hvis det var. Jeg kørte på arbejde (1 times transport) og nåede at være der i én time da de så ringede – han var pylret om jeg ville hente ham. Lige inden vi lagde på blev der sagt: “jeg ved jo ikke om det er tanden, eller det væske i ørene der driller”… Jeg rasede hele vejen hjem i bilen, en times raseri uden at jeg fik raset ud. Da jeg henter ham sidder han i en højstol og græder….

Jeg fortæller dem så at de godt kan pakke deres teori om de øre langt langt væk. I weekenden havde han begge dage sovet 3 timer i streg til middag, uden en lyd = han er ikke generet af ørene og han sov fint om natten. Så skulle jeg ellers stå skoleret og få læst og påskrevet af to pædagoger der angreb fra hver sin side og ikke bare spillede på deres erfaring som pædagoger, men nej også deres erfaring som mødre som jo LANGT overgik min erfaring… Jeg sydede af raseri da jeg kørte derfra, da jeg kom hjem skrev jeg straks til vores kommende dagpleje og spurgte om hun havde plads – og nu starter han om bare 3 uger 😊

Havde det ikke været for den oplevelse, havde vi nok levet med de andre ting og bare brokket os over de dårlige normeringer i institutionerne. Men det der kunne vi simpelthen ikke leve med at skulle igennem igen – det er også tydeligt at vi nu er “stemplede” som “de der forældre”. Misforstå mig ikke – vi vil meget gerne have råd og vejledning, deres observationer og tanker delt. Men vi forventer også at når vi siger vi har styr på det, uanset om de er enige eller ej – så respekterer de også at det er vores barn og at vi faktisk er voksne ansvarlige mennesker, selvom vi er førstegangs forældre 😉

Indrømmet skal det siges at det er gået bedre på det sidste, han er gladere for at være der og en ny pædagog har hjulpet meget. Men det bliver bare aldrig helt godt og nu er beslutningen taget – og vi er helt sikre på at det er til det bedre!

Sygmus vol. 1000

3. juli, 2018

Altså sådan føles det i hvert fald. Vuggestuen ringede tirsdag middag, arvingen havde feber… Gemalen tog tjansen og hentede ham. Han blev også hjemme med ham onsdag, hvor jeg skulle på kursus med arbejdet.

Torsdag måtte gemalen på arbejde igen, med ingen andre pasningsmuligheder måtte jeg blive hjemme selvom timingen var virkelig skidt. Tæt på ferie og lige før nogle ret store ændringer på mit arbejde som jeg gerne ville have været bedre forberedt på. Planen var derfor egentlig at tage arvingen med på job, deltage i de møder jeg havde og så tage hjem med ham igen. Planen opstod fordi han egentlig var ok onsdag på trods af lidt feber.

Men det gik jo hverken værre eller bedre end at han torsdag morgen var så skidt og havde så høj feber (40 grader til morgen) at arbejde blev udskiftet med lægebesøg og en gang mellemørebetændelse 😩

Resten af dagen foregik stort set sådan her

Sovende arving

Det samme gjorde fredag faktisk også. Arvingen ville helst bare sove ovenpå eller ved siden af mig. Så jeg fik set en maaaaaasse fjernsyn.

Lørdag havde medicinen hjulpet så godt at arvingen var ved at finde dit gamle humør frem. Vi pakkede en madkurv og kørte ud i det blå på en lille picnic.

Picnic med smøreost og æblejuice

Mandag havde arvingen besøg af sin Bedste som var kommet ned for at passe ham – så han holdt fri fra vuggestuen og sørgede for at holde sin Bedste igang hele dagen. De virkede til at have hygget hele dagen. Det kunne næsten ikke passe bedre, så havde han lige en dag mere til at komme ovenpå igen inden den stod på vuggestue igen.

I dag var arvingen tilbage i vuggestuen, han er igang med den sidste uge. Fredag er sidste dag, derefter står den på 3 ugers ferie og så starter han i dagpleje til august. Mere om det senere 🙂

 

Buuuuuuum

27. juni, 2018

Arvingen har lært dit første ord, og det er verdens bedste (i hvert fald hvis man spørger ham)

Når man nu kender arvingen, så skulle man måske tro at det var “mad” eller af der helt oplagte “mor” eller “far” men nej – hans første ord er: “BUUUUUUUM”

BUUUUUUM siger man når tårnet af stabelklodserne bliver væltet, det var i hvert fald der han lærte det, nu bliver der også brugt når han kaster en ting, når han sidder i autostolen, på legetæppet, ved bordet… Eller når han sover og pludselig taler i søvne som den anden aften. Jeg siger det bare, ens hjerte smelter når ens sovende, fine “lille” baby lige pludselig siger “BUUUUUUUUM” smasker og sover videre – jamen altså, så pyt med at det ikke var “mor” han sagde først.

Og skal vi være helt ærlige så kunne det ikke passe mere perfekt på vores lille vildbasse,vi kan allerede nu se at han bliver en ballademager (ligesom sin far) – måske han snart skal skifte “navn” fra arvingen til terroristen eller lømmelen.

Vores lille lømmel

Det er ikke gris’…

16. juni, 2018

… det er udvikling.

 

Det prøver vi i hvert fald at fortælle os selv når arvingen ser sådan ud

 

For det er jo netop udvikling og vigtigt for barnet at få lov til at spise, føle og smage på maden. I tilfældet arvingen har det virkelig båret frugt – han er så god til at spise, at vi allerede nu bare kan sætte hans tallerken og en ske foran ham og så bliver der kørt indenbords. Der er mad ud over det hele – men det kan tørres op og det giver en helt anden spise situation når vi alle tre spiser på samme tid.

Vi vægter allerede nu højt at vi spiser sammen alle sammen. Den har arvingen fattet – så han sørger selvfølgelig for at vuffen ikke bliver glemt 😉