Farvel – og tak!

30. september, 2018

Nogen gange, så skal man lægge hånden på maven og mærke efter…

Det har jeg gjort og mavefornemmelsen sagde mig at det er på tide at lukke den ned for Hende Den Lille Lyshårede – sige farvel, og tak! Tak fordi I har læst med, fordi I har haft lyst til at følge med i mine små fortællinger, tanker og øjeblikke fra hverdagen!

Grunden til at jeg lukker ned er ret enkel – jeg er ganske enkelt kørt død i det. Arvingen laver stadig alle mulige søde og sjove ting – måske endnu flere nu han er blevet ældre. Vi tager stadig på ture og ferier, bager kager og holder fester. Men hvor jeg før tænkte “det her skal jeg huske at få på bloggen” – så rammer den tanke mig bare ikke rigtig længere.
Den faste læser vil vide at det ikke er den første døde periode jeg har haft – men nu har jeg incitamentet for at sige helt stop.

Det kommer sig måske blandt andet af, at bloggen her aldrig rigtig har fundet sig en “plads” – jeg har ikke brug for at være en af de store bloggere, få sponsoreret alt muligt, eller blive “influencer” jeg har blogget fordi jeg har haft lyst. Men jeg må også sande at det er et alt for stort, og til tider alt for ligegyldigt marked jeg er på. Jeg er nu blevet en “mommyblogger” men jeg er helt almindelig, uden behov for at belære andre om mine holdninger til kost, fødevare, opdragelse mv. – ikke at der er noget galt i det, er de fleste ikke sådan? 😉 men når det kommer til bloggerverdenen, så skal man vist helst være insta-venlig i douche farver, langstidsammer eller gå ind for *indsæt fødevare*-fri kost – eller i den stik modsatte retning og vise alt det grimme, med en ironisk tilgang til det hele. Det er alt sammen meget fint, men skal jeg blogge skal jeg være tro mod mig selv, og jeg bliver aldrig insta-venlig, jeg spiser gladeligt både sukker, gluten og laktose (det samme gør arvingen) – den ironiske tilgang til det hårde mor-liv kunne jeg måske bedre – men helt ærlig jeg ville nok ende med at føle mig lidt som en kopi af nogle af de virkelig store i den verden – og en kopi – DET vil jeg ikke være!

Skulle bloggen fortsætte, så skulle der ske et eller andet. Enten skulle der ske et seriøst skifte, ny opsætning – måske ny tilgang til hvad der skulle skrives. Eller også skulle jeg sige stop mens legen er god. Jeg valgte det sidste.

Helt ud af “blogosfæren” forsvinder jeg nu ikke. Jeg skifter nemlig retning – men så radikal en ændring at der skulle en helt ny side til. Jeg har nemlig endelig, fået form på en blog jeg har haft lysten til at starte i mange år – men lidt har manglet indholdet til.

Jeg har nemlig i mange år drømt om at kunne have en bibeskæftigelse som arkitekturformidler. Jeg gør lidt i det, i form af foredrag (og et enkelt skriv til en bog) om Skagens arkitektur. Men tanken om en bevaringsfaglig blog har længe rodet i baghovedet. Jeg har bare manglet den rigtige form – skulle den handle om fine bygninger, om nye projekter eller noget tredje? og var det i det hele taget muligt at holde gang i den, med fuldtidsjob og familieliv – sådan en blog vil kræve smukke billeder, mange ture ud i landet, eller lang tid i den del af arkitektfaget jeg beskæftiger mig mindst med.

Nu er der styr på hvad den skal handle om – vi har nemlig købt et bevaringsværdigt hus, og selvfølgelig skulle bloggen handle om det. Vi skal ikke igang med en kæmpe ombygning, faktisk skal vi (akut) lave meget meget lidt. Men vi elsker vores nye hus og i et gammelt hus vil der altid være noget at lave. Vi vil derfor restaurere, indrette og leve i huset sådan som vi synes man skal i et hus fra starten af 1900-tallet. Jeg vil med den nye blog prøve at udbrede kendskabet til stilperioden, til glæderne ved et bevaringsværdigt hus og til hvad man kan gøre for at bo nutidigt i historiske rammer. Sideløbende vil der være lidt om vores have og om inspiration eller blot andre smukke bygninger jeg støder ind i på min vej.

Det bliver spændende – og har du lyst til at følge med er du velkommen. Siden hedder B VAR – du kan også følge med på Facebook eller Instagram. Vi overtager først huset til 1. december, så indtil videre vil det mest være skriverier om hvad vi har af planer og drømme – siden vil der følge reelle projekter.

Endnu engang tak fordi du har haft lyst til at følge med! Du er stadig velkommen på min instagram, hvor både gemalen, vuffen og arvingen vil dukke op fra tid til anden 🙂  denne side vil fortsat eksistere noget tid endnu – der vil bare ikke komme flere indlæg.

De bedste hilsner
Eva

Indendørs havefest

22. august, 2018

I fredags rundede jeg et halvskarpt hjørne, og da det er svært at gøre noget ved kunne jeg jo lige så godt holde en fest.

Så det gjorde vi lørdag. Vi havde planlagt havefest i FDFs hytte syd for Sæby, lige ud til stranden og med skov i baghaven. Det skulle have været en rigtig hyggelig havefest, med borde-bænke på terrassen, lyskæder til de dunkle aftentimer, blomster i marmeladeglas vimpler og lyserøde drinks i mason jars.

Men det skulle jo da hverken gå værre eller bedre end, at vi efter en kæmpe lang sommer med hedebølge og solskinstimer i overflod, skulle have regn og kold blæst lige netop den dag vi skulle bruge det gode vejr. Så havefest en blev indendørs – med udsigt til den fine pynt (jeg havde til det sidste håbet at vi kunne sidde ude, men nej)

Menuen stod på tapas, i den nemme form med brød, pålæg, frugt, grønt, oliven og dyppelse. For ungernes skyld var der også pizza. Det var dejlig nemt at få stillet an – og lækkert at spise på en sommerdag. At drikke var der selvfølgelig store mængder rosé.

Istedet for dessert kørte vi kagebord med hjemmebagt. Gemalens søster havde lavet den fine 30-tals kage og chokolade cookies. Jeg havde selv bagt to slags muffins, vaniljesmåkager (mine favoritter) og mandelmarengs.

Lyserød velkomstdrink (vodka, rababer, hyldeblomst og danskvand) alle glas var markeret med navn så man kunne finde sit eget igen.

Selvom planerne slog lidt fejl, var det en rigtig hyggelig dag. Vi kunne heldigvis sidde inde, det krævede bare lidt omrokering og et ekstra bord. Op ad dagen blev vejret bedre og folk hyggede sig ude og inde, gemalen sørgede for bål som trak en del ned, der hyggede de med ild, øl og snak – ikke den dårligste kombination.

Gemalen hold en skøn tale, lige fra hjertet og mine søskende (med mindstesøsteren i front) havde lavet en “draw-my-life” video som var både fin og sjov.

Alt i alt kan jeg vist godt sige at det der med at blive 30 det slet ikke er slemt. Jeg havde egentlig heller ikke frygtet det, men nok mest bare det frem til fest og hygge med venner og familie. Alder er en sjov ting, nu er jeg i 30’erne og det passer mig måske egentlig meget godt, jeg er i 20’erne blevet både arkitekt og byggesagsbehandler og ikke mindst hustru og mor. Lige om lidt er jeg husejer – og nu kan jeg bruge resten af livet på at nyde det jeg opnåede i 20’erne og som jeg helt sikkert vil bygge videre på i 30’erne. Den usunde usikkerhed er væk og jeg hviler i mig selv og den jeg er blevet til i dag.  Wooooooow det blev dybt 😲 det må være alderen der gør det 😉

Fart på..

8. august, 2018

Vi har haft fart på siden ferien.

På mange måder – efter vi kom hjem fra Norge startede arvingen i dagpleje, en lille uges indkøring og så gik det bare. Han har den sødeste dagplejemor der giver kærlighed og nærhed men også lærer børnene at de godt kan selv, at de rydder op efter sig og ikke behøver at sidde på arm hele tiden.

Arvingen har desværre udviklet en gang seperationsangst, så der bliver hængt meget på mor og far når vi kommer hjem, men det må vi så tage med… Det er vel bare en fase.

Et andet sted der er fart på handler også om arvingen. Han er langt om længe begyndt at kravle! Pludselig mandag aften i Norge, kravlede han hen over køkkengulvet – for at komme over og rode i en køkkenskuffe 😂 og siden da har vi virkelig fundet ud af hvad det vil sige at et barn der kan bevæge sig rundt. Hundemaden skal flyttes, skufferne sikres og kogebøgerne i Magasinholderen er udskiftet til pegebøger i pap.

Men hvor er det skønt at se på den lille mand når han  sætter turbo på og drøner hen over gulvet (mens han gnækker af grin (over at komme over til vuffens mad- og vandskål)

Nu skal jeg selvfølgelig ikke sige at det er vuggestuen der har bremset ham. Men det er da værd at tænke over, at efter 14 dage hjemme havde hans motoriske udvikling taget et kæmpe skridt. Han kan kravle, han kan sætte sig op ved egen hjælp, han kan klappe og han kan begynde at rejse sig op ad møbler…

Kravlet hen til køkkenskabet

Og nå ja så det sidste sted der har været fart på. Så står vi og er ved at købe et hus. Langt om længe fandt vi lige det hus som skulle være vores – så lige nu står vi midt i bankpapirer, Advokatrådet og planlægning af hvad der skal ske.

Vi skal overtage til 1.december, så der skal nok komme meget (meget) mere om det

Sommerferie i Norge

26. juli, 2018

Udsigt over fjeld og sø

Sidste år havde vi snakket om at sommerferien skulle gå til Norge. Gemalen havde aldrig været der og ville rigtig gerne se landet. Jeg har set Norge på kryds og tværs (og langs) – men det er ved at være mange år siden så et besøg var ved at være på plads.

Men så meldte arvingen sin ankomst, og vi blev enige om at udskyde Norge. Fjeldtur med en gravid er lidt for trist. Men i år kunne slæbet af arvingen deles mellem os, så nu skulle det være. Det blev selvfølgelig ferie i roligt tempo, det bliver helt automatisk sat ned når der lige skal beregnes 1 – 2 lurer hver dag.

Venter på færgen

Vi havde købt et samlet tilbud igennem Color Line, hytte og overfart. Ved at rejse tirsdag frem for lørdag sparede vi et par tusinde, så det gjorde vi da klart. 4700 kr for en uge var lige til at leve med at betale. Så kan man godt leve med de høje priser i Norge (ok især fordi vi havde planlagt og pakket mad med hjemmefra)

Ferien startede faktisk allerede mandag. Der kørte vi til Nordjylland og overnattede hos mine forældre. De var på ferie, så det var kun mindstesøsteren og hendes kæreste der var hjemme – så vi hyggede med dem. De havde lovet at passe vuffen som vi ikke ville have med til Norge.

Tirsdag formiddag vendte vi bilsnuden mod Hirtshals. Vi kørte i god tid og det viste sig at være en god idé. Færgen var proppet til randen, men vi kom tidligt på og fik en god plads. Det gav lidt ventetid på havnen, men det klarede vi med et tæppe, lidt vand og kiks.

Arvingen klarede færgeturen i fin stil, charmerede de andre og tog en god lur. Fra Larvik kørte vi mod Rauland, en køretur på cirka 3 timer. Men først var vi cirka en time forsinkede fra færgen. ID kontrol på havnen gav kææææmpe kø… og efter lidt omkørsel først fordi gps’en mente der var en tilkørsel til motorvejen der ikke var der, og derefter pga vejarbejde – var far, mor og arving godt trætte i hovederne. Vi tog en pause på en parkeringsplads hvor arvingen kunne få sin godnatmælk. Imens gemalen fandt de bedste hindbær vi længe har fået. Pausen var kun lige omkring 10 minutter, men de var givet godt ud – efter lidt godnat sang, sov arvingen de sidste 2 timer op til hytten.

Vores hytte havde den smukkeste udsigt (se det øverste billede) så når nu vi havde de stille stunder når arvingen sov var det bestemt ikke den dårligste at se på.

Skøn norsk natur

When in Norway

Når man er I Norge så skylder man sig selv at komme ud i naturen! Jeg er vokset op med bjergvandring, men det ee mange år siden… Det er en forholdsvis ny disciplin for gemalen der indtil denne ferie har gået i 2 bjerge (med mig, de sidste 2 år) og med en arving der skulle bæres skulle vi ikke ud på dagsrejser. Heldigvis er det også til at finde mindre og lettere ture, så dem prøvede vi nogle stykker af. Indimellem blev vi testet lidt (grundformen kunne måske have været bedre) men for syn som det her, så var det helt okay – og man føler sig pænt sprød bagefter!

Udsigt over Hardangervidda fra Falkenuten

Arvingen blev båret på ryggen, i en bærestol (mere om den i et senere indlæg) vi skiftedes til det. Arvingen har rundet de 10 kg og stolen vejer også lidt, så det var en væsentlig ekstra vægt man lige spændte på ryggen der.

Men arvingen havde en fest på ryggen af os. Han “gyng-gangede”, aede vores hår, spiste blåbær og multebær (og efterspurgte dem gerne, han lurede hurtigt at der var lækkerier på de små grønne buske) og smilede, grinede og vinkede til alle vi mødte.

Mor og arving i højt humør

Ikke alle dage foregik i fjeldet. Én dag tog vi en køretur ind over Hadangervidda mod Rjukan og gjorde holdt ved Møsvatn, hvor vi så på dæmning og smed sten i vandet. Eller det var planen, arvingen ville hellere spise dem…

Ikke alt mad blev medbragt hjemmefra, de lokale “specialiteter” blev indkøbt og spist. Mine barndomsminder indeholder myseost (den brune gedeost), lefser med smør og sukker, Gjendekiks og Henning Olsen is i 2 liters bøtter. Det hele blev prøvet igen og introduceret til gemalen og arvingen. Arvingen er altædende og spiste af det hele. Især Gjendekiks og myseost var et hit. Osten blev spist uden brød og efterspurgt så snart han kunne se den

Mum mum mum

Tirsdag da vi skulle hjem igen havde vi god tid, vi skulle være tjekket ud senest klokken 11 men skulle først sejle 17.30 så vi tog det stille og roligt nedad med gode pauser på nogle af de fine rastepladser. Da vi kom til Larvik kørte vi ned til en lille lystbådehavn som viste sig at ligge lige ved en strandpark og en hyggelig lille café i historiske omgivelser, hvor overskuddet gik til at istandsætte og vedligeholde huset den lå i – Tollerodden. Det kunne jo ikke være bedre for arkitekten. Vi spiste rømmevafler (arvingen har udviklet en stor glæde over marmelade, så han spiste marmelade med vaffel) og hyggede der indtil vi kørte til færgen, i god tid for at være sikre på at få en god plads igen.

Den viste sig så at være en time forsinket, så det blev til næsten 3 timer på Larvik havn. Heldigvis fandt vi en skyggeplads hvor vi kunne ligge tæppet ud, med snacks og legetøj til at klare ventetiden. Desværre skred tidsplanen og arvingen endte med at blive noget for træt og trist og havde svært ved at finde ro. Til sidst fik gemalen ham til at sove de sidste par timer inden vi ramte Danmark. Vi var af færgen 23.30,det skulle have været 21.15, så vi var meget glade for kun at skulle til Sæby hvor vi alle tre gik på hovedet i seng.

 

Bortset fra hjemrejsen har vi haft en skøn ferie. Gemalen er blevet helt bidt af Norge og jeg nød gensynet. Det bliver nok til mange mange turer derop i fremtiden.

Stop på natamning

25. juli, 2018

Sidst skrev jeg lidt om vores plan for ferien, med at få sat en stopper for natamning. Fra arvingen var 6 måneder gammel burde han ikke have haft behov for det, og har også sovet igennem indimellem men overordnet er han bare fortsat med gerne lige at ville have lidt mælk 1 – 2 gange om natten. Indrømmet, det er tildels min egen skyld jeg har ladet ham gøre det, især fordi det bare var nemmest og gav (trods alt) mest nattesøvn inden endnu en arbejdsdag. Men nu skulle det være slut og ferien var en oplagt mulighed for at gøre det.

Arvingen havde bestemt ikke godkendt den plan! Alle jeg snakkede med sagde “3 dage – så er han inde i det” jo jo, 1,5 uge er vel cirka det samme som 3 dage…

Aldrig har jeg oplevet arvingen så hysterisk, han gjorde sig helt stiv i kroppen, skreg i vildskab og nægtede at blive trøstet. Hver gang han fik sutten blev den flået ud og han søgte efter brystet, når han blev tilbudt vand fra flaske blev den skubbet væk. Ind imellem var det nok bare at komme over til gemalen, andre gange kunne vi bruge timer på at gå rundt, synge sange, trøste, nusse for så til sidst at give op og sætte YouTube igang på fjernsynet Popsi og Krelle har været guld værd. Arvingen kunne se det stille og roligt til han faldt i søvn og vi kunne slumre lidt ved siden af imens.

Men NU er det lykkedes. I en hel uge nu (7-9-13) har vi klaret det uden hysterisk baby. Han vågner stadig og er indimellem ked af det, men nu er han nået til at kunne blive krammet af mig og falde til ro, istedet for at blive sur over at der ingen mælk kommer. Det har ellers været gemalens job, fordi der ved ham netop ikke var mælkeduft. Det er ret skønt at have en noget mere sammenhængende nattesøvn igen. Vi krydser fingre for at det holder ved.

På et tidspunkt må man jo overgive sig

7 gode råd til stop af natamning af din baby

Og så til mine gode råd til stop for natamning. For alt hvad jeg kunne finde når jeg googlede ammestop var bare ikke noget jeg kunne bruge. Rigtig meget skrevet af “langtids-ammere” men altså man kan bare ikke gøre helt det samme med en på 10 måneder som en på 2 år.

Så altså – herefter goes (hvis du vil stoppe natamning for en baby under 1 år)

  • Vær konsekvent! Det er ikke bare lidt slut, eller gradvist slut, det er helt slut, ellers er det ikke til at forstå for baby.
  • Vær lidt overbærende og der fejlede jeg så punkt 1 allerede. Du opnår ikke ammestop over én nat, så hvis det går helt i hårknude og du selv (og din partner) er ved at få i opløsning så er det måske bedre lige at give lidt mælk, men vær klar over at det udsætter stoppet lidt. Brug kun det her som sidste udvej og vist det på nogen måde er muligt så først når baby er faldet til ro. For at man ikke bare kan skrige/græde sig til at få mælk.
  • Aftal det med din partner, fastlæg jeres roller fra starten. Her fejlede jeg selv, helt naivt havde jeg ikke tænkt over at det var essentielt at få gemalen på banen – og med en hysterisk baby på armen klokken l**t om natten bliver man ikke populær på at sige “nu er det altså din tur” (sagt meget lidt pænt og overskuddsagtigt)  da vi lige fik klarlagt forventningerne og rollefordelingen gik det meget bedre.
  • Hav vand stående klar. Nogen gange er man bare tørstig, det gælder også babyer, især i den her varme. Så det er godt lige at kunne tilbyde lidt vand istedet for. Vi har haft det i en sutteflaske for ikke at få vand ud i hele sengen, arvingen er god til at drikke selv, men også god til at smide vand ud over det hele.
  • Hav backup underholdning klar. Der er ingen skam i at bruge YouTube til sin baby, især ikke om natten. Især hvis det kan give dig bare 15 minutters mere søvn (efter at have været vågen i 2 timer klokken l**t)
  • Tal fornuft til din baby okay reelt ved jeg ikke om det passer – men med arvingen virkede det da jeg en nat fortalte ham at mor bare ikke havde mere mælk og vi ikke gjorde det for at være onde, men at han måtte få sutten og vand. Om det reelt var ordene eller bare det at jeg snakkede roligt til ham ved jeg ikke, men det virkede. Derefter accepterede han vandet.
  • Pak den dårlige samvittighed væk nej I er ikke dårlige forældre for at ville have jeres nattesøvn igen. Nej du er ikke en dårlig mor for ikke at ville fortsætte amningen til barnet er 4 år gammel, uanset hvad “mor-marfiaen” siger.

Misforstå mig ikke – folk må amme lige så længe de vil, bare de ikke forventer at se mig amme en 2-årig. Jeg har været glad for at kunne amme arvingen, men det har bestemt været for hans skyld og ikke min – og nu glæder jeg mig til snart at være færdig med det.

Arvingen bliver stadig godnat ammet lige inden sengetid. Det er den der er sværest at få udfaset – vi har et mål der hedder hans 1 års fødselsdag, der er 1,5 måned til… Vi håber.