Fart på..

8. august, 2018

Vi har haft fart på siden ferien.

På mange måder – efter vi kom hjem fra Norge startede arvingen i dagpleje, en lille uges indkøring og så gik det bare. Han har den sødeste dagplejemor der giver kærlighed og nærhed men også lærer børnene at de godt kan selv, at de rydder op efter sig og ikke behøver at sidde på arm hele tiden.

Arvingen har desværre udviklet en gang seperationsangst, så der bliver hængt meget på mor og far når vi kommer hjem, men det må vi så tage med… Det er vel bare en fase.

Et andet sted der er fart på handler også om arvingen. Han er langt om længe begyndt at kravle! Pludselig mandag aften i Norge, kravlede han hen over køkkengulvet – for at komme over og rode i en køkkenskuffe 😂 og siden da har vi virkelig fundet ud af hvad det vil sige at et barn der kan bevæge sig rundt. Hundemaden skal flyttes, skufferne sikres og kogebøgerne i Magasinholderen er udskiftet til pegebøger i pap.

Men hvor er det skønt at se på den lille mand når han  sætter turbo på og drøner hen over gulvet (mens han gnækker af grin (over at komme over til vuffens mad- og vandskål)

Nu skal jeg selvfølgelig ikke sige at det er vuggestuen der har bremset ham. Men det er da værd at tænke over, at efter 14 dage hjemme havde hans motoriske udvikling taget et kæmpe skridt. Han kan kravle, han kan sætte sig op ved egen hjælp, han kan klappe og han kan begynde at rejse sig op ad møbler…

Kravlet hen til køkkenskabet

Og nå ja så det sidste sted der har været fart på. Så står vi og er ved at købe et hus. Langt om længe fandt vi lige det hus som skulle være vores – så lige nu står vi midt i bankpapirer, Advokatrådet og planlægning af hvad der skal ske.

Vi skal overtage til 1.december, så der skal nok komme meget (meget) mere om det

Sommerferie i Norge

26. juli, 2018

Udsigt over fjeld og sø

Sidste år havde vi snakket om at sommerferien skulle gå til Norge. Gemalen havde aldrig været der og ville rigtig gerne se landet. Jeg har set Norge på kryds og tværs (og langs) – men det er ved at være mange år siden så et besøg var ved at være på plads.

Men så meldte arvingen sin ankomst, og vi blev enige om at udskyde Norge. Fjeldtur med en gravid er lidt for trist. Men i år kunne slæbet af arvingen deles mellem os, så nu skulle det være. Det blev selvfølgelig ferie i roligt tempo, det bliver helt automatisk sat ned når der lige skal beregnes 1 – 2 lurer hver dag.

Venter på færgen

Vi havde købt et samlet tilbud igennem Color Line, hytte og overfart. Ved at rejse tirsdag frem for lørdag sparede vi et par tusinde, så det gjorde vi da klart. 4700 kr for en uge var lige til at leve med at betale. Så kan man godt leve med de høje priser i Norge (ok især fordi vi havde planlagt og pakket mad med hjemmefra)

Ferien startede faktisk allerede mandag. Der kørte vi til Nordjylland og overnattede hos mine forældre. De var på ferie, så det var kun mindstesøsteren og hendes kæreste der var hjemme – så vi hyggede med dem. De havde lovet at passe vuffen som vi ikke ville have med til Norge.

Tirsdag formiddag vendte vi bilsnuden mod Hirtshals. Vi kørte i god tid og det viste sig at være en god idé. Færgen var proppet til randen, men vi kom tidligt på og fik en god plads. Det gav lidt ventetid på havnen, men det klarede vi med et tæppe, lidt vand og kiks.

Arvingen klarede færgeturen i fin stil, charmerede de andre og tog en god lur. Fra Larvik kørte vi mod Rauland, en køretur på cirka 3 timer. Men først var vi cirka en time forsinkede fra færgen. ID kontrol på havnen gav kææææmpe kø… og efter lidt omkørsel først fordi gps’en mente der var en tilkørsel til motorvejen der ikke var der, og derefter pga vejarbejde – var far, mor og arving godt trætte i hovederne. Vi tog en pause på en parkeringsplads hvor arvingen kunne få sin godnatmælk. Imens gemalen fandt de bedste hindbær vi længe har fået. Pausen var kun lige omkring 10 minutter, men de var givet godt ud – efter lidt godnat sang, sov arvingen de sidste 2 timer op til hytten.

Vores hytte havde den smukkeste udsigt (se det øverste billede) så når nu vi havde de stille stunder når arvingen sov var det bestemt ikke den dårligste at se på.

Skøn norsk natur

When in Norway

Når man er I Norge så skylder man sig selv at komme ud i naturen! Jeg er vokset op med bjergvandring, men det ee mange år siden… Det er en forholdsvis ny disciplin for gemalen der indtil denne ferie har gået i 2 bjerge (med mig, de sidste 2 år) og med en arving der skulle bæres skulle vi ikke ud på dagsrejser. Heldigvis er det også til at finde mindre og lettere ture, så dem prøvede vi nogle stykker af. Indimellem blev vi testet lidt (grundformen kunne måske have været bedre) men for syn som det her, så var det helt okay – og man føler sig pænt sprød bagefter!

Udsigt over Hardangervidda fra Falkenuten

Arvingen blev båret på ryggen, i en bærestol (mere om den i et senere indlæg) vi skiftedes til det. Arvingen har rundet de 10 kg og stolen vejer også lidt, så det var en væsentlig ekstra vægt man lige spændte på ryggen der.

Men arvingen havde en fest på ryggen af os. Han “gyng-gangede”, aede vores hår, spiste blåbær og multebær (og efterspurgte dem gerne, han lurede hurtigt at der var lækkerier på de små grønne buske) og smilede, grinede og vinkede til alle vi mødte.

Mor og arving i højt humør

Ikke alle dage foregik i fjeldet. Én dag tog vi en køretur ind over Hadangervidda mod Rjukan og gjorde holdt ved Møsvatn, hvor vi så på dæmning og smed sten i vandet. Eller det var planen, arvingen ville hellere spise dem…

Ikke alt mad blev medbragt hjemmefra, de lokale “specialiteter” blev indkøbt og spist. Mine barndomsminder indeholder myseost (den brune gedeost), lefser med smør og sukker, Gjendekiks og Henning Olsen is i 2 liters bøtter. Det hele blev prøvet igen og introduceret til gemalen og arvingen. Arvingen er altædende og spiste af det hele. Især Gjendekiks og myseost var et hit. Osten blev spist uden brød og efterspurgt så snart han kunne se den

Mum mum mum

Tirsdag da vi skulle hjem igen havde vi god tid, vi skulle være tjekket ud senest klokken 11 men skulle først sejle 17.30 så vi tog det stille og roligt nedad med gode pauser på nogle af de fine rastepladser. Da vi kom til Larvik kørte vi ned til en lille lystbådehavn som viste sig at ligge lige ved en strandpark og en hyggelig lille café i historiske omgivelser, hvor overskuddet gik til at istandsætte og vedligeholde huset den lå i – Tollerodden. Det kunne jo ikke være bedre for arkitekten. Vi spiste rømmevafler (arvingen har udviklet en stor glæde over marmelade, så han spiste marmelade med vaffel) og hyggede der indtil vi kørte til færgen, i god tid for at være sikre på at få en god plads igen.

Den viste sig så at være en time forsinket, så det blev til næsten 3 timer på Larvik havn. Heldigvis fandt vi en skyggeplads hvor vi kunne ligge tæppet ud, med snacks og legetøj til at klare ventetiden. Desværre skred tidsplanen og arvingen endte med at blive noget for træt og trist og havde svært ved at finde ro. Til sidst fik gemalen ham til at sove de sidste par timer inden vi ramte Danmark. Vi var af færgen 23.30,det skulle have været 21.15, så vi var meget glade for kun at skulle til Sæby hvor vi alle tre gik på hovedet i seng.

 

Bortset fra hjemrejsen har vi haft en skøn ferie. Gemalen er blevet helt bidt af Norge og jeg nød gensynet. Det bliver nok til mange mange turer derop i fremtiden.

Stop på natamning

25. juli, 2018

Sidst skrev jeg lidt om vores plan for ferien, med at få sat en stopper for natamning. Fra arvingen var 6 måneder gammel burde han ikke have haft behov for det, og har også sovet igennem indimellem men overordnet er han bare fortsat med gerne lige at ville have lidt mælk 1 – 2 gange om natten. Indrømmet, det er tildels min egen skyld jeg har ladet ham gøre det, især fordi det bare var nemmest og gav (trods alt) mest nattesøvn inden endnu en arbejdsdag. Men nu skulle det være slut og ferien var en oplagt mulighed for at gøre det.

Arvingen havde bestemt ikke godkendt den plan! Alle jeg snakkede med sagde “3 dage – så er han inde i det” jo jo, 1,5 uge er vel cirka det samme som 3 dage…

Aldrig har jeg oplevet arvingen så hysterisk, han gjorde sig helt stiv i kroppen, skreg i vildskab og nægtede at blive trøstet. Hver gang han fik sutten blev den flået ud og han søgte efter brystet, når han blev tilbudt vand fra flaske blev den skubbet væk. Ind imellem var det nok bare at komme over til gemalen, andre gange kunne vi bruge timer på at gå rundt, synge sange, trøste, nusse for så til sidst at give op og sætte YouTube igang på fjernsynet Popsi og Krelle har været guld værd. Arvingen kunne se det stille og roligt til han faldt i søvn og vi kunne slumre lidt ved siden af imens.

Men NU er det lykkedes. I en hel uge nu (7-9-13) har vi klaret det uden hysterisk baby. Han vågner stadig og er indimellem ked af det, men nu er han nået til at kunne blive krammet af mig og falde til ro, istedet for at blive sur over at der ingen mælk kommer. Det har ellers været gemalens job, fordi der ved ham netop ikke var mælkeduft. Det er ret skønt at have en noget mere sammenhængende nattesøvn igen. Vi krydser fingre for at det holder ved.

På et tidspunkt må man jo overgive sig

7 gode råd til stop af natamning af din baby

Og så til mine gode råd til stop for natamning. For alt hvad jeg kunne finde når jeg googlede ammestop var bare ikke noget jeg kunne bruge. Rigtig meget skrevet af “langtids-ammere” men altså man kan bare ikke gøre helt det samme med en på 10 måneder som en på 2 år.

Så altså – herefter goes (hvis du vil stoppe natamning for en baby under 1 år)

  • Vær konsekvent! Det er ikke bare lidt slut, eller gradvist slut, det er helt slut, ellers er det ikke til at forstå for baby.
  • Vær lidt overbærende og der fejlede jeg så punkt 1 allerede. Du opnår ikke ammestop over én nat, så hvis det går helt i hårknude og du selv (og din partner) er ved at få i opløsning så er det måske bedre lige at give lidt mælk, men vær klar over at det udsætter stoppet lidt. Brug kun det her som sidste udvej og vist det på nogen måde er muligt så først når baby er faldet til ro. For at man ikke bare kan skrige/græde sig til at få mælk.
  • Aftal det med din partner, fastlæg jeres roller fra starten. Her fejlede jeg selv, helt naivt havde jeg ikke tænkt over at det var essentielt at få gemalen på banen – og med en hysterisk baby på armen klokken l**t om natten bliver man ikke populær på at sige “nu er det altså din tur” (sagt meget lidt pænt og overskuddsagtigt)  da vi lige fik klarlagt forventningerne og rollefordelingen gik det meget bedre.
  • Hav vand stående klar. Nogen gange er man bare tørstig, det gælder også babyer, især i den her varme. Så det er godt lige at kunne tilbyde lidt vand istedet for. Vi har haft det i en sutteflaske for ikke at få vand ud i hele sengen, arvingen er god til at drikke selv, men også god til at smide vand ud over det hele.
  • Hav backup underholdning klar. Der er ingen skam i at bruge YouTube til sin baby, især ikke om natten. Især hvis det kan give dig bare 15 minutters mere søvn (efter at have været vågen i 2 timer klokken l**t)
  • Tal fornuft til din baby okay reelt ved jeg ikke om det passer – men med arvingen virkede det da jeg en nat fortalte ham at mor bare ikke havde mere mælk og vi ikke gjorde det for at være onde, men at han måtte få sutten og vand. Om det reelt var ordene eller bare det at jeg snakkede roligt til ham ved jeg ikke, men det virkede. Derefter accepterede han vandet.
  • Pak den dårlige samvittighed væk nej I er ikke dårlige forældre for at ville have jeres nattesøvn igen. Nej du er ikke en dårlig mor for ikke at ville fortsætte amningen til barnet er 4 år gammel, uanset hvad “mor-marfiaen” siger.

Misforstå mig ikke – folk må amme lige så længe de vil, bare de ikke forventer at se mig amme en 2-årig. Jeg har været glad for at kunne amme arvingen, men det har bestemt været for hans skyld og ikke min – og nu glæder jeg mig til snart at være færdig med det.

Arvingen bliver stadig godnat ammet lige inden sengetid. Det er den der er sværest at få udfaset – vi har et mål der hedder hans 1 års fødselsdag, der er 1,5 måned til… Vi håber.

Strandtur

11. juli, 2018

Da jeg var barn og boede i Randers, var det at komme til stranden helt magisk – vi skulle køre noget, så det var en weekend dag og familieudflugt og ja – noget helt særligt.

Da vi flyttede til Nordjylland, endte vi med at vi i en kystby, med kun 5 minutter til stranden og det blev lige pludselig en hverdags ting, og noget man altid kunne gøre. På en måde mistede strandturen sin særlighed og det var ret tydeligt at jeg mest kom på stranden i de første år, derefter døde det lidt ud.

Nu er jeg jo flyttet “tilbage” så jeg er lidt spændt på om strandturen bliver lige så magisk for arvingen som den var for mig dengang. Han har jo selvfølgelig fordelen af at have bedsteforældre der bor tæt på stranden (begge hold) så mon ikke også de skal sørge for mange ture til hawæ’ (på godt nordjysk) i fremtiden.

I dag tog vi til Fjellerup strand, med et par gode venner og deres piger. Frokosten blev pakket med og desserten købt derude (man får KÆMPE is når man køber is i Fjellerup).

Arvingen fik plasket lidt, gravet i sand, spist SANDwich (med ekstra sand) og hygget rigtig godt og grundigt. Han spiste af mors og fars is med sin egen ske og blev beskidt alle steder hvor det var muligt.

Sandleg (uden ble i sandet)

Indtil videre tror jeg arvingen er fan af det der strand der.

Glad sommerfyr på vej efter is

Vi har 3 ugers sommerferie nu her og nyder freden og roen til bare at tage én dag ad gangen. Vi hygger med lange morgener i sengen, gåture til at falde i søvn på og hygge med legetøjet på gulvet. Det at have ferie har en helt helt anden betydning nu hvor arvingen er kommet til og det at have fri betyder ekstra tid samme med ham (og gemalen selvfølgelig også)

Ferien byder dog også på udfordringer, for nu skal det være slut med natamninger. Arvingen har ikke helt forstået at han ikke har brug for dem mere. I hverdagen har jeg ikke orket at indføre stop – der betyder en nat uden søvn lidt for meget. Men nu har vi tid, også til at tage en lur midt på dagen hvis natten har været hård. Så kryds fingre for os – det kunne være rart at begynde at kunne sove hele natten igen.

Farvel til vuggestuen

6. juli, 2018

Arvingen havde sidste dag i vuggestuen i dag, nu står den på 3 ugers ferie og så starter han hos den sødeste dagpleje her i byen – og vi glæder os!

Klar til sidste dag i vuggestuen

Vi har bare været et rigtig dårligt match med vuggestuen. Det hele startede med den dårligste indkøring man kunne forestille dig. Efterfulgt af en lang periode hvor han græd når vi afleverede ham og græd når vi hentede ham.

Derudover har vi tit haft opfattelsen af at det faktisk var lidt for besværligt at skulle have ham der, fordi han ikke var ældre. Ligesom de nu ikke bare én men to gange har ringet mig hjem fordi han var pylret og pjevset – begge gange fordi han havde tænder der var ved at bryde frem… Altså ingen feber eller noget, men en pylret dreng.. jamen altså!! Godt at jeg har en overværende arbejdsplads.

Så er der alle småtingene i hverdagen. Vi bruger hver weekend på at rette op på en rød mås fordi han ret sikkert ikke bliver skiftet ofte nok derover. Vi leverer selv bleer og på 4 måneder har de knap brugt 2,5 pakke – på samme tid har jeg slet ikke tal på hvor mange vi har brugt herhjemme. Vi har henter ham på legepladsen på en kold dag uden jakke og hue på (gæt hvem der var forkølet få dage efter) og på legepladsen i høj sol uden solhat på…

Men det der slog hovedet på det sidste søm i ligkisten som fik bægeret til at flyde over, var da vi gennemgik et forløb med en sådan hetz at vi følte det var på vej over i chikane. Arvingen har været forkølet nærmest non-stop siden han startede i vuggestuen, det følger ligesom bare med. Men pædagogerne derover bestemte sig på et tidspunkt for, at han nok var meget plaget af væske i ørene. Noget med at han ikke sov så godt derover og at han en dag drattede om mens han sad på gulvet, så de mente at hans balance ikke var så god. Så de mente at han skulle have lagt dræn. På en 7 måneder gammel dreng…

Nå men vi tog det nu meget roligt med det væske i ørene. Han sov fint derhjemme og at balancen ikke var god nok var noget pjat – sammenlignet med hans alder. Desuden havde vi været i dialog med vores læge om det allerede, som havde sagt at så længe han ikke var generet af det og han stadig var forkølet skulle vi ikke gøre mere. Efter sommeren skulle vi komme igen, eller om der skulle gøres mere.

Det fortalte vi pædagogerne, og så skulle man tro at det var det. Men nej, i 1,5 uge kørte de på, hver dag når han blev hentet – én dag ringede de sågar til gemalen og fortalte ham hvad han bare skulle sige til ørelægen (læs: lyve) for at få lov til at få lagt dræn. Da gemalen var ved at være kørt træt i at blive talt ned til på den måde lovede jeg at tage over. Så da jeg hentede ham inden weekenden fortalte jeg dem igen hvordan det hang sammen og at vi lige havde snakket med lægen dagen før som gav os ret. Og SÅ skulle man tro at den sag var ovre.

Først skulle jeg også lige tales ned til. Derefter fortsatte det om mandagen. Da jeg afleverede ham fortalte jeg at hans første tand var ved at bryde igennem og jeg ikke vidste hvordan han ville reagere. Måske kom der feber, måske ikke – men at de måtte ringe hvis det var. Jeg kørte på arbejde (1 times transport) og nåede at være der i én time da de så ringede – han var pylret om jeg ville hente ham. Lige inden vi lagde på blev der sagt: “jeg ved jo ikke om det er tanden, eller det væske i ørene der driller”… Jeg rasede hele vejen hjem i bilen, en times raseri uden at jeg fik raset ud. Da jeg henter ham sidder han i en højstol og græder….

Jeg fortæller dem så at de godt kan pakke deres teori om de øre langt langt væk. I weekenden havde han begge dage sovet 3 timer i streg til middag, uden en lyd = han er ikke generet af ørene og han sov fint om natten. Så skulle jeg ellers stå skoleret og få læst og påskrevet af to pædagoger der angreb fra hver sin side og ikke bare spillede på deres erfaring som pædagoger, men nej også deres erfaring som mødre som jo LANGT overgik min erfaring… Jeg sydede af raseri da jeg kørte derfra, da jeg kom hjem skrev jeg straks til vores kommende dagpleje og spurgte om hun havde plads – og nu starter han om bare 3 uger 😊

Havde det ikke været for den oplevelse, havde vi nok levet med de andre ting og bare brokket os over de dårlige normeringer i institutionerne. Men det der kunne vi simpelthen ikke leve med at skulle igennem igen – det er også tydeligt at vi nu er “stemplede” som “de der forældre”. Misforstå mig ikke – vi vil meget gerne have råd og vejledning, deres observationer og tanker delt. Men vi forventer også at når vi siger vi har styr på det, uanset om de er enige eller ej – så respekterer de også at det er vores barn og at vi faktisk er voksne ansvarlige mennesker, selvom vi er førstegangs forældre 😉

Indrømmet skal det siges at det er gået bedre på det sidste, han er gladere for at være der og en ny pædagog har hjulpet meget. Men det bliver bare aldrig helt godt og nu er beslutningen taget – og vi er helt sikre på at det er til det bedre!