Månedsarkiv: marts 2012

Kærestemad ala Lady og Vagabonden

4. marts, 2012

Vi kom til at snakke om her i ugen at det her med at have “kæresteaftener” er ikke noget vi er så godt til – måske, kan man argumentere, er det heller ikke så nødvendigt – vi har jo ikke just 7 unger rendende rundt om os (jeps, snakken startede med inspiration fra “vores virkelig store familie”) og vi er meget sammen. Spørgsmålet er bare om det ikke stadig er vigtigt, for at man ikke ender i “vi var mere venner end kærester” fælden, ikke at vi er i risiko for at ende der lige foreløbig – men det er vel altid bedre at forbygge end at helbrede 🙂

Vi bestemte os for at gøre lidt ud af det i fredags, så i bedste lady og vagabonden stil lavede vi spagetti-meatballs. Jeg stod for pastadelen, gemalen for… resten.

Når nu det var mig der lavede pastaen, er det “selvfølgelig” den der er vigtigst, så den starter jeg lige med 🙂

Pasta er jo faktisk utrolig nemt at lave selv og opskriften er også lige til at huske: 1 æg pr. 100 gram (durum)mel også en sjat olivenolie.

Jeg mente at kunne huske at man skal beregne 100 gram mel per person, så jeg lavede af 200 gram mel, 2 æg og cirka 1 spsk olivenolie. Der blev dog alt for meget pasta, så vi har gemt halvdelen (i en lufttæt beholder i køleskabet.)

Hver gang jeg laver pasta sender jeg en kærlig tanke til Jamie Oliver for at vise at man nemt og hurtigt kan lave det med sin foodprocessor. bare hæld det hele i, lad den køre til det er blandet – tjek konsistensen, passer den så skal dejen bare samles inden den køres igennem pasta maskinen. Den skal dog lige køres igennem nogle gange på den tykkeste indstilling før den er helt klar – det ved jeg ikke om den skal hvis den er blevet lavet “rigtigt.” Så er det jo ellers bare at køre den igennem maskinen hvor tykkelsen for hver gang bliver et hak mindre, til den er på det tyndste (på min, meget billige, pastamaskine er der 9 “hakker”)
Jeg brugte skære delen på maskinen til at findele pastaen til helt tynde spagettier – men den kan sagtens skæres i hånden – synes bare lige så godt at jeg kunne gøre det så nemt for mig selv som muligt – man skal lige huske at drysse lidt mel ud over for at undgå at de klistre sig sammen til en stor fuglerede.

Kødbollerne bestod bare at hakket oksekød, salt og peber. Kødet blev rørt sejt med salt og peber inden det blev formet til boller og brunet af på en pande.

Tomatsovsen bestod af:

2 dåse hakkede tomater
1 løg
1 fed hvidløg
lidt hvidvins eddike
lidt sukker
Timian
Rosmarin
1 grøntsagsboullion terning
vand
salt og peber

Løg og hvidløg blev hakket og svitset af på en sautepande med lidt olie og krydderuterne, herefter blev den ene dåse tomater og cirka 1½ dåse vand tilsat med hvidvins eddiken, sukker og boillionterningen. Det fik et opkog og kødbollerne blev lag i. Retten fik lov til at simre under låg i en times tid, hvorefter den sidste dåse tomater kom i og det blev smagt til med salt og peber.

Pastaen skal koges i rigelig vand (med salt) i 3-4 minutter, herefter kom det op i tomatsovsen med lidt af kogevandet, inden det hele blev anrettet med lidt revet ost (emmentaler i mangel af parmasan) og lidt basilikum.

Det blev dog ikke til en “kig hinanden dybt i øjnene middag” det er vi ikke rigtig til, men det var hyggeligt – tror dog at vi kan konstaterer at det meste af en kæresteaften for os ligger i at hygge os med planlægning, indkøb og madlavning sammen – men hey, så længe det virker for os 🙂

Forårsfornemmelser

3. marts, 2012

Det spirer og pibler ude i haven

Man kan jo ikke andet end at blive glad i det her dejlige vejr – lidt koldt, men med massere af sol! Så lufteturen med vuffen blev lidt længere, og hun har brugt en god del af tiden indtil nu på at ligge og slikke sol på græsplænen – hendes ejer venter liiiige lidt endnu, men jeg er jo heller ikke pakket ind i vinterpels.

Gemalen tog i dag initiativ til at vi skal til at spise varm mad til frokost her i weekenderne istedet for aften, vi ender nemlig (stort set) altid med ikke rigtig at være sultne til aften, eller rigtig gide at lave mad – så istedet spiser vi lidt mere rugbrød eller spiser den varme mad uden helt at nyde den. Jeg synes egentlig det er meget fornuftigt – risikoen for at jeg går og “snacker” så meget i løbet af dagen er også mindre hvis jeg får mig en solid frokost (er ellers ikke den store frokostspiser.) Men jeg må dog indrømme at jeg følte mig lidt gammel da vi spiste – måske det også havde noget med menuen at gøre

Tror egentlig mest det var de frosne grøntsager (som dog var blevet kogt og ikke var frosne mere) der gjorde det, men altså – det er ligesom den bedste måde at få grøntsager på endnu – når nu man er ved at være kørt træt i variationer over rodfrugter og kål… Ellers er jeg en stor fan af karbonader – det behøver ikke altid være fint og fransk (eller generelt udenlandsk)

Endnu et par sokker til samlingen

2. marts, 2012

Nu skal det jo ikke være nogen hemmelig at jeg er storforbruger af sokker, det er bare som om at varmen aldrig når helt ned til mine fødder (og jeg er ikke engang særlig høj) nu er det endelig lykkedes mig at få et par mere færdige, lidt anderledes end de sidste, der skulle jo ske noget. Der skete også noget – en masse trævlen op… det var også fordi jeg gik igang og satsede, opskrift og garn var ikke tilpasset hinanden, så jeg lavede lidt ændringer og håbede at der var garn nok. Det var der ikke, da jeg nåede til tåen havde jeg 10 cm garn tilbage, hvilket – kan jeg informere ikke strikkekyndige om – ikke er nok. Så om igen  med en anden ændring og denne gang passede det – men nu har jeg jo så også strikket tre strømper for at få to. I det mindste har jeg lært hulmønsteret at kende 🙂

Opskriften jeg har fulgt er denne fra garnstudio/drops – hvor jeg så har udskiftet det øverste stykke med hulmønster til at være magen til det nederste lille stykke. Jeg synes egentlig det fungerer meget godt og har jeg regnet rigtigt kommer det til at passe med at kanten af strømperne sidder lige over kanten af mine støvler.
Strømperne i opskriften er meget fine i det, mens det garn jeg har brugt er lidt mere groft. Derfor har mine strømper også fået et bredere bånd i toppen, jeg tror at et helt tyndt silkebånd ville “forsvinde” lidt i dem.

Næste projekt er et hæklet tæppe med oldemor/bedstemorlapper – det kommer så nok til at tage lidt lang tid, jeg vender tilbage… engang 🙂