Vores planlagte tur til Sverige gik jo lidt i fisk. Så vi tog en backup plan i brug istedet for i går.
Første stop på turen var på Galleri Birkegaarden lidt uden for Brønderslev – et ret fint sted, med et godt udvalg i kunstgenstande, til virkelig rimelige priser. Galleriet drives på frivillig basis og er klart et besøg værd.
Herefter gik turen til Hune for at se Anne Justs Have (Haven i Hune) der er en spændende have at gå igennem, med mange snørklede stier og interessante planter. Det var lidt svært at komme rundt, på de smalle stier med mange mennesker der stoppede op hele tiden, men det må man vel tage med som en del af oplevelsen. Vi er alle haveejere, vores venner er “nye” haveejere som er ved at anlægge deres have, så der blev samlet inspiration til smukke blomster og snor lige hække.
Frokosten indtog vi i Blokhus, med en efterfølgende tur rundt i byen og ned på stranden.
Dagen blev afsluttet med grillning hos vennerne, inden vi tog hjem og væltede om på sofaen – det er utroligt så træt man kan blive af sådan en dag. Men den var SÅ hyggelig, og en værdig arvtager, når nu de oprindelige planer gik i vasken.